Romans (Danish)

1

1:1b.ROM.001.001 Paulus, Jesu Kristi Tjener, Apostel ifølge Kald, udtagen til at forkynde Guds Evangelium,

1:2b.ROM.001.002 hvilket han forud forjættede ved sine Profeter i hellige Skrifter,

1:3b.ROM.001.003 om hans Søn, født af Davids Sæd efter Kødet,

1:4b.ROM.001.004 kraftelig bevist som Guds Søn efter Helligheds Ånd ved Opstandelse fra de døde, Jesus Kristus, vor Herre,

1:5b.ROM.001.005 ved hvem vi have fået Nåde og Apostelgerning til at virke Tros-Lydighed iblandt alle Hedningerne for hans Navns Skyld,

1:6b.ROM.001.006 iblandt hvilke også I ere Jesu Kristi kaldede:

1:7b.ROM.001.007 Til alle Guds elskede, som ere i Rom, kaldede hellige. Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

1:8b.ROM.001.008 Først takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for eder alle, fordi eders Tro omtales i den hele Verden.

1:9b.ROM.001.009 Thi Gud er mit Vidne, hvem jeg i min Ånd tjener i hans Søns Evangelium, hvor uafladeligt jeg kommer eder i Hu,

1:10b.ROM.001.010 idet jeg bestandig i mine Bønner beder om, at jeg dog endelig engang måtte få Lykke til Ved Guds Villie at komme til eder.

1:11b.ROM.001.011 Thi jeg længes efter at se eder, for at jeg kunde meddele eder nogen åndelig Nådegave, for at I måtte styrkes,

1:12b.ROM.001.012 det vil sige, for sammen at opmuntres hos eder ved hinandens Tro, både eders og min.

1:13b.ROM.001.013 Og jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om, at jeg ofte har sat mig for at komme til eder (men hidindtil er jeg bleven forhindret), for at jeg måtte få nogen Frugt også iblandt eder, ligesom iblandt de øvrige Hedninger.

1:14b.ROM.001.014 Både til Grækere og Barbarer, både til vise og uforstandige står jeg i Gæld.

1:15b.ROM.001.015 således er jeg, hvad mig angår, redebon til at forkynde Evangeliet også for eder, som ere i Rom.

1:16b.ROM.001.016 Thi jeg skammer mig ikke ved Evangeliet; thi det er en Guds Kraft til Frelse for hver den, som tror, både for Jøde først og for Græker.

1:17b.ROM.001.017 Thi deri åbenbares Guds Retfærdighed af Tro for Tro, som der er skrevet: "Men den retfærdige skal leve af Tro."

1:18b.ROM.001.018 Thi Guds Vrede åbenbares fra Himmelen over al Ugudelighed og Uretfærdighed hos Mennesker, som holde Sandheden nede ved Uretfærdighed;

1:19b.ROM.001.019 thi det, som man kan vide om Gud, er åbenbart iblandt dem; Gud har jo åbenbaret dem det.

1:20b.ROM.001.020 Thi hans usynlige Væsen, både hans evige Kraft og Guddommelighed, skues fra Verdens Skabelse af, idet det forstås af hans Gerninger, så at de have ingen Undskyldning.

1:21b.ROM.001.021 Thi skønt de kendte Gud, så ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men bleve tåbelige i deres Tanker, og deres uforstandige Hjerte blev formørket.

1:22b.ROM.001.022 Idet de påstode at være vise, bleve de Dårer

1:23b.ROM.001.023 og omskiftede den uforkrænkelige Guds Herlighed med et Billede i Lighed med et forkrænkeligt Menneske og Fugle og firføddede og krybende dyr.

1:24b.ROM.001.024 Derfor gav Gud dem hen i deres Hjerters Begæringer til Urenhed, til at vanære deres Legemer indbyrdes,

1:25b.ROM.001.025 de, som ombyttede Guds Sandhed med Løgnen og dyrkede og tjente Skabningen fremfor Skaberen, som er højlovet i Evighed! Amen.

1:26b.ROM.001.026 Derfor gav Gud dem hen i vanærende Lidenskaber; thi både deres Kvinder ombyttede den naturlige Omgang med den unaturlige,

1:27b.ROM.001.027 og ligeså forlode også Mændene den naturlige Omgang med Kvinden og optændtes ideres Brynde efter hverandre, så at Mænd øvede Uterlighed med Mænd og fik deres Vildfarelses Løn, som det burde sig, på sig selv.

1:28b.ROM.001.028 Og ligesom de forkastede af have Gud i Erkendelse, således gav Gud dem hen i et forkasteligt Sind til at gøre det usømmelige,

1:29b.ROM.001.029 opfyldte med al Uretfærdighed, Ondskab, Havesyge, Slethed; fulde af Avind, Mord, Kiv, Svig, Ondsindethed;

1:30b.ROM.001.030 Øretudere, Bagvaskere, Gudshadere, Voldsmænd, hovmodige; Pralere, opfindsomme på ondt, ulydige mod Forældre,

1:31b.ROM.001.031 uforstandige, troløse, ukærlige, ubarmhjertige;

1:32b.ROM.001.032 - hvilke jo, skønt de erkende Guds retfærdige Dom, at de, der øve sådanne Ting, fortjene Døden, dog ikke alene gøre det, men også give dem, som øve det, deres Bifald.

2

2:1b.ROM.002.001 Derfor er du uden Undskyldning, o Menneske! hvem du end er, som dømmer; thi idet du dømmer den anden, fordømmer du dig selv; thi du, som dømmer, øver det samme.

2:2b.ROM.002.002 Vi vide jo, at Guds Dom er, stemmende med Sandhed, over dem, som øve sådanne Ting.

2:3b.ROM.002.003 Men du, o Menneske! som dømmer dem, der øve sådanne Ting, og selv gør dem, mener du dette, at du skal undfly Guds Dom?

2:4b.ROM.002.004 Eller foragter du hans Godheds og Tålmodigheds og Langmodigheds Rigdom og ved ikke, at Guds Godhed leder dig til Omvendelse?

2:5b.ROM.002.005 Men efter din Hårdhed og dit ubodfærdige Hjerte samler du dig selv Vrede på Vredens og Guds retfærdige Doms Åbenbarelses Dag,

2:6b.ROM.002.006 han, som vil betale enhver efter hans Gerninger:

2:7b.ROM.002.007 dem, som med Udholdenhed i god Gerning søge Ære og Hæder og Uforkrænkelighed, et evigt Liv;

2:8b.ROM.002.008 men over dem, som søge deres eget og ikke lyde Sandheden, men adlyde Uretfærdigheden, skal der komme Vrede og Harme.

2:9b.ROM.002.009 Trængsel og Angst over hvert Menneskes Sjæl, som øver det onde, både en Jødes først og en Grækers;

2:10b.ROM.002.010 men Ære og Hæder og Fred over hver den, som gør det gode, både en Jøde først og en Græker!

2:11b.ROM.002.011 Thi der er ikke Persons Anseelse hos Gud.

2:12b.ROM.002.012 Thi alle de, som have syndet uden Loven, de skulle også fortabes uden Loven; og alle de, som have syndet under Loven, de skulle dømmes ved Loven;

2:13b.ROM.002.013 thi ikke Lovens Hørere ere retfærdige for Gud, men Lovens Gørere skulle retfærdiggøres

2:14b.ROM.002.014 thi når Hedninger, som ikke have Loven, af Naturen gøre, hvad Loven kræver, da ere disse; uden at have Loven sig selv en Lov;

2:15b.ROM.002.015 de vise jo Lovens Gerning skreven i deres Hjerter, idet deres Samvittighed vidner med, og Tankerne indbyrdes anklage eller også forsvare hverandre

2:16b.ROM.002.016 på den Dag, da Gud vil dømme Menneskenes skjulte Færd ifølge mit Evangelium ved Jesus Kristus.

2:17b.ROM.002.017 Men når du kalder dig Jøde og forlader dig trygt på Loven og roser dig af Gud

2:18b.ROM.002.018 og kender hans Villie og værdsætter de forskellige Ting, idet du undervises af Loven,

2:19b.ROM.002.019 og trøster dig til at være blindes Vejleder, et Lys for dem, som ere i Mørke,

2:20b.ROM.002.020 uforstandiges Opdrager, umyndiges Lærer, idet du i Loven har Udtrykket for Erkendelsen og Sandheden,

2:21b.ROM.002.021 du altså som lærer andre, du lærer ikke dig selv! Du, som prædiker, at man ikke må stjæle, du stjæler!.

2:22b.ROM.002.022 Du, som siger, at man ikke må bedrive Hor, du bedriver Hor! Du, som føler Afsky for Afguderne, du øver Tempelran!

2:23b.ROM.002.023 Du, som roser dig af Loven, du vanærer Gud ved Overtrædelse af Loven!

2:24b.ROM.002.024 Thi "for eders Skyld bespottes Guds Navn iblandt Hedningerne", som der er skrevet.

2:25b.ROM.002.025 Thi vel gavner Omskærelse, om du holder Loven; men er du Lovens Overtræder, da er din Omskærelse bleven til Forhud.

2:26b.ROM.002.026 Dersom nu Forhuden holder Lovens Forskrifter, vil da ikke hans Forhud blive regnet som Omskærelse?

2:27b.ROM.002.027 Og når den af Natur uomskårne opfylder Loven, skal han dømme dig, som med Bogstav og Omskærelse er Lovens Overtræder.

2:28b.ROM.002.028 Thiikke den er Jøde, som er det i det udvortes, ej heller er det Omskærelse, som sker i det udvortes, i Kød;

2:29b.ROM.002.029 men den, som indvortes er Jøde, og Hjertets Omskærelse i Ånd, ikke i Bogstav - hans Ros er ikke af Mennesker, men af Gud,

3

3:1b.ROM.003.001 Hvad er da Jødens Fortrin? eller hvad gavner Omskærelsen?

3:2b.ROM.003.002 Meget alle Måder; først nemlig dette, at Guds Ord ere blevne dem betroede.

3:3b.ROM.003.003 Thi hvad? om nogle vare utro, skal da deres Utroskab gøre Guds Trofasthed til intet?

3:4b.ROM.003.004 Det være langt fra! Gud må være sanddru, om end hvert Menneske er en Løgner, som der er skrevet: "For at du må kendes retfærdig i dine Ord og vinde, når du går i Rette."

3:5b.ROM.003.005 Men dersom vor Uretfærdighed beviser Guds Retfærdighed, hvad skulle vi da sige? er Gud da uretfærdig, han, som lader sin Vrede komme? (Jeg taler efter menneskelig Vis).

3:6b.ROM.003.006 Det være langt fra! Thi hvorledes skal Gud ellers kunne dømme Verden?

3:7b.ROM.003.007 Men dersom Guds Sanddruhed ved min Løgn er bleven ham end mere til Forherligelse, hvorfor dømmes da jeg endnu som en Synder?

3:8b.ROM.003.008 Og hvorfor skulde vi da ikke, som man bagvasker os for, og som nogle sige, at vi lære, gøre det onde, for at det gode kan komme deraf? Sådannes Dom er velforskyldt.

3:9b.ROM.003.009 Hvad da? have vi noget forud? Aldeles ikke; vi have jo ovenfor anklaget både Jøder og Grækere for alle at være under Synd,

3:10b.ROM.003.010 som der er skrevet: "Der er ingen retfærdig, end ikke een;

3:11b.ROM.003.011 der er ingen forstandig, der er ingen, som søger efter Gud;

3:12b.ROM.003.012 alle ere afvegne, til Hobe ere de blevne uduelige, der er ingen, som øver Godhed, der er end ikke een."

3:13b.ROM.003.013 "En åbnet Grav er deres Strube; med deres Tunger øvede de Svig;" "der er Slangegift under deres Læber;"

3:14b.ROM.003.014 "deres Mund er fuld af Forbandelse og Beskhed;"

3:15b.ROM.003.015 "rappe ere deres Fødder til at udøse Blod;

3:16b.ROM.003.016 der er Ødelæggelse og Elendighed på deres Veje,

3:17b.ROM.003.017 og Freds Vej have de ikke kendt."

3:18b.ROM.003.018 "Der er ikke Gudsfrygt for deres Øjne."

3:19b.ROM.003.019 Men vi vide, at alt, hvad Loven siger, taler den til dem, som ere under Loven, for at hver Mund skal stoppes og hele Verden blive strafskyldig for Gud,

3:20b.ROM.003.020 efterdi intet Kød vil blive retfærdiggjort for ham af Lovens Gerninger; thi ved Loven kommer Erkendelse af Synd.

3:21b.ROM.003.021 Men nu er uden Lov Guds Retfærdighed åbenbaret, om hvilken der vidnes af Loven og Profeterne.

3:22b.ROM.003.022 nemlig Guds Retfærdighed ved Tro på Jesus Kristus, for alle og over alle dem, som tro; thi der er ikke Forskel.

3:23b.ROM.003.023 Alle have jo syndet, og dem fattes Æren fra Gud,

3:24b.ROM.003.024 og de blive retfærdiggjorte uforskyldt af hans Nåde ved den Forløsning, som er i Kristus Jesus,

3:25b.ROM.003.025 hvem Gud fremstillede som Sonemiddel ved Troen på hans Blod for at vise sin Retfærdighed, fordi Gud i sin Langmodighed havde båret over med de forhen begåede Synder,

3:26b.ROM.003.026 for at vise sin Retfærdighed i den nærværende Tid, for at han kunde være retfærdig og retfærdiggøre den, som er af Tro på Jesus.

3:27b.ROM.003.027 Hvor er så vor Ros? Den er udelukket. Ved hvilken Lov? Gerningernes? Nej, men ved Troens Lov.

3:28b.ROM.003.028 Vi holde nemlig for, at Mennesket bliver retfærdiggjort ved Tro, uden Lovens Gerninger.

3:29b.ROM.003.029 Eller er Gud alene Jøders Gud? mon ikke også Hedningers? Jo, også Hedningers;

3:30b.ROM.003.030 så sandt som Gud er een og vil retfærdiggøre omskårne af Tro og uomskårne ved Troen.

3:31b.ROM.003.031 Gøre vi da Loven til intet ved Troen? Det være langt fra! Nej, vi hævde Loven.

4

4:1b.ROM.004.001 Hvad skulle vi da sige, at vor Stamfader Abraham har vundet efter Kødet?

4:2b.ROM.004.002 Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort af Gerninger, har han Ros, men ikke for Gud.

4:3b.ROM.004.003 Thi hvad siger Skriften?"Og Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed."

4:4b.ROM.004.004 Men den, som gør Gerninger, tilregnes Lønnen ikke som Nåde, men som Skyldighed;

4:5b.ROM.004.005 den derimod, som ikke gør Gerninger, men tror på ham, som retfærdiggør den ugudelige, regnes hans Tro til Retfærdighed;

4:6b.ROM.004.006 ligesom også David priser det Menneske saligt, hvem Gud tilregner Retfærdighed uden Gerninger:

4:7b.ROM.004.007 "Salige de, hvis Overtrædelser ere forladte, og hvis Synder ere skjulte;

4:8b.ROM.004.008 salig den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd."

4:9b.ROM.004.009 Gælder da denne Saligprisning de omskårne eller tillige de uomskårne? Vi sige jo: Troen blev regnet Abraham til Retfærdighed.

4:10b.ROM.004.010 Hvorledes blev den ham da tilregnet? da han var omskåren, eller da han havde Forhud? Ikke da han var omskåren, men da han havde Forhud.

4:11b.ROM.004.011 Og han fik Omskærelsens Tegn som et Segl på den Troens Retfærdighed, som han havde som uomskåren, for at han skulde være Fader til alle dem, som tro uden at være omskårne, for at Retfærdighed kan blive dem tilregnet,

4:12b.ROM.004.012 og Fader til omskårne,til dem, som ikke alene have Omskærelse, men også vandre i den Tros Spor, hvilken vor Fader Abraham havde som uomskåren.

4:13b.ROM.004.013 Thi ikke ved Lov fik Abraham eller hans Sæd den Forjættelse, at han skulde være Arving til Verden, men ved Tros-Retfærdighed.

4:14b.ROM.004.014 Thi dersom de, der ere af Loven, ere Arvinger, da er Troen bleven tom, og Forjættelsen gjort til intet.

4:15b.ROM.004.015 Thi Loven virker Vrede; men hvor der ikke er Lov, er der heller ikke Overtrædelse.

4:16b.ROM.004.016 Derfor er det af Tro, for at det skal være som Nåde, for at Forjættelsen må stå fast for den hele Sæd, ikke alene for den af Loven, men også for den af Abrahams Tro, han, som er Fader til os alle

4:17b.ROM.004.017 (som der er skrevet: "Jeg har sat dig til mange Folkeslags Fader"), over for Gud, hvem han troede, ham, som levendegør de døde og kalder det, der ikke er, som om det var.

4:18b.ROM.004.018 Og han troede imod Håb med Håb på, at, han skulde blive mange Folkeslags Fader, efter det, som var sagt: "Således skal din Sæd være;"

4:19b.ROM.004.019 og uden at blive svag i Troen så han på sit eget allerede udlevede Legeme (han var nær hundrede År) og på, at Saras Moderliv var udlevet;

4:20b.ROM.004.020 men om Guds Forjættelse tvivlede han ikke i Vantro, derimod blev han styrket i Troen, idet han gav Gud Ære

4:21b.ROM.004.021 og var overbevist om, at hvad han har forjættet, er han mægtig til også at gøre.

4:22b.ROM.004.022 Derfor blev det også regnet ham til Retfærdighed.

4:23b.ROM.004.023 Men det blev, ikke skrevet for hans Skyld alene, at det blev ham tilregnet,

4:24b.ROM.004.024 men også for vor Skyld, hvem det skal tilregnes, os, som tro på ham, der oprejste Jesus, vor Herre, fra de døde,

4:25b.ROM.004.025 ham, som blev hengiven for vore Overtrædelsers Skyld og oprejst for vor Retfærdiggørelses Skyld.

5

5:1b.ROM.005.001 Altså retfærdiggjorte af Tro have vi Fred med Gud ved vor Herre Jesus Krist,

5:2b.ROM.005.002 ved hvem vi også have fået Adgang ved Troen til denne Nåde, hvori vi stå, og vi rose os af Håb om Guds Herlighed;

5:3b.ROM.005.003 ja, ikke det alene, men vi rose os også af Trængslerne, idet vi vide, at Trængselen virker Udholdenhed,

5:4b.ROM.005.004 men Udholdenheden Prøvethed, men Prøvetheden Håb,

5:5b.ROM.005.005 men Håbet beskæmmer ikke; thi Guds Kærlighed er udøst i vore Hjerter ved den Helligånd, som blev given os.

5:6b.ROM.005.006 Thi medens vi endnu vare kraftesløse, døde Kristus til den bestemte Tid for ugudelige.

5:7b.ROM.005.007 Næppe vil nemlig nogen dø for en retfærdig - for den gode var der jo måske nogen, som tog sig på at dø -,

5:8b.ROM.005.008 men Gud beviser sin Kærlighed over for os, ved at Kristus døde for os, medens vi endnu vare Syndere.

5:9b.ROM.005.009 Så meget mere skulle vi altså, da vi nu ere blevne retfærdiggjorte ved hans Blod, frelses ved ham fra Vreden.

5:10b.ROM.005.010 Thi når vi, da vi vare Fjender, bleve forligte med Gud ved hans Søns Død, da skulle vi meget mere, efter at vi ere blevne forligte, frelses ved hans Liv,

5:11b.ROM.005.011 ja, ikke det alene, men også således, at vi rose os af Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu have fået Forligelsen.

5:12b.ROM.005.012 Derfor, ligesom Synden kom ind i Verden ved eet Menneske, og Døden ved Synden, og Døden således trængte igennem til alle Mennesker, efterdi de syndede alle

5:13b.ROM.005.013 thi inden Loven var der Synd i Verden; men Synd tilregnes ikke. hvor der ikke er Lov;

5:14b.ROM.005.014 dog herskede Døden fra Adam til Moses også over dem, som ikke syndede i Lighed med Adams Overtrædelse, han, som er et Forbillede på den, der skulde komme.

5:15b.ROM.005.015 Men det er ikke således med Nådegaven som med Faldet; thi døde de mange ved den enes Fald, da har meget mere Guds Nåde og Gaven i det ene Menneskes Jesu Kristi Nåde udbredt sig overflødig, til de mange.

5:16b.ROM.005.016 Og Gaven er ikke som igennem en enkelt, der syndede; thi Dommen blev ud fra en enkelt til Fordømmelse, men Nådegaven blev ud fra mange Fald til Retfærdiggørelse.

5:17b.ROM.005.017 Thi når på Grund af dennes Fald Døden herskede ved den ene, da skulle meget mere de, som modtage den overvættes Nåde og Retfærdigheds Gave, herske i Liv ved den ene, Jesus Kristus.

5:18b.ROM.005.018 Altså, ligesom det ved eens Fald blev for alle Mennesker til Fordømmelse, således også ved eens Retfærdighed for alle Mennesker til Retfærdiggørelse til Liv.

5:19b.ROM.005.019 Thi ligesom ved det ene Menneskes Ulydighed de mange bleve til Syndere, så skulle også ved den enes Lydighed de mange blive til retfærdige.

5:20b.ROM.005.020 Men Loven kom til, for at Faldet kunde blive større; men hvor Synden blev større, der blev Nåden end mere overvættes,

5:21b.ROM.005.021 for at, ligesom Synden herskede ved Døden, således også Nåden skulde herske ved Retfærdighed til et evigt Liv ved Jesus Kristus, vor Herre.

6

6:1b.ROM.006.001 Hvad skulle vi da sige? skulde vi blive ved i Synden, for at Nåden kunde blive desto større?

6:2b.ROM.006.002 Det være langt fra! Vi, som jo ere døde fra Synden, hvorledes skulle vi endnu leve i den?

6:3b.ROM.006.003 Eller vide I ikke, at vi, så mange som bleve døbte til Kristus Jesus, bleve døbte til hans Død?

6:4b.ROM.006.004 Vi bleve altså begravne med ham ved Dåben til Døden, for at, ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens Herlighed, således også vi skulle vandre i et nyt Levned.

6:5b.ROM.006.005 Thi ere vi blevne sammenvoksede med ham ved hans Døds Afbillede, skulle vi dog også være det ved hans Opstandelses,

6:6b.ROM.006.006 idet vi erkende dette, at vort gamle Menneske blev korsfæstet med ham, for at Syndens Legeme skulde blive til intet, for at vi ikke mere skulde tjene Synden.

6:7b.ROM.006.007 Thi den, som er død, er retfærdiggjort fra Synden.

6:8b.ROM.006.008 Men dersom vi ere døde med Kristus, da tro vi, at vi også skulle leve med ham,

6:9b.ROM.006.009 efterdi vi vide, at Kristus, efter at være oprejst fra de døde, ikke mere dør; Døden hersker ikke mere over ham.

6:10b.ROM.006.010 Thi det, han døde, døde han een Gang fra Synden; men det, han lever, lever han for Gud.

6:11b.ROM.006.011 Således skulle også I anse eder selv for døde fra Synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.

6:12b.ROM.006.012 Så lad da ikke Synden herske i eders dødelige Legeme, så I lyde dets Begæringer;

6:13b.ROM.006.013 fremstiller ej heller eders Lemmer for Synden som Uretfærdigheds Våben; men fremstiller eder selv for Gud som sådanne, der fra døde ere blevne levende,og eders Lemmer som Retfærdigheds Våben for Gud.

6:14b.ROM.006.014 Thi Synd skal ikke herske over eder I ere jo ikke under Lov, men under Nåde.

6:15b.ROM.006.015 Hvad da? skulde vi Synde, fordi vi ikke ere under Lov, men under Nåde? Det være langt fra!

6:16b.ROM.006.016 Vide I ikke, at når I fremstille eder for en som Tjenere til Lydighed, så ere I hans Tjenere, hvem I lyde, enten Syndens til Død, eller Lydighedens til Retfærdighed?

6:17b.ROM.006.017 Men Gud ske Tak, fordi I have været Syndens Tjenere, men bleve af Hjertet lydige imod den Læreform, til hvilken I bleve overgivne.

6:18b.ROM.006.018 Og frigjorde fra Synden bleve I Retfærdighedens Tjenere.

6:19b.ROM.006.019 Jeg taler på menneskelig Vis på Grund af eders Køds Skrøbelighed. Ligesom I nemlig fremstillede eders Lemmer som Tjenere for Urenheden og Lovløsheden til Lovløshed, således fremstiller nu eders Lemmer som Tjenere for Retfærdigheden, til Helliggørelse!

6:20b.ROM.006.020 Thi da I vare Syndens Tjenere, vare I frie over for Retfærdigheden.

6:21b.ROM.006.021 Hvad for Frugt havde I da dengang? Ting, ved hvilke I nu skamme eder; Enden derpå er jo Død.

6:22b.ROM.006.022 Men nu, da I ere blevne frigjorde fra Synden og ere blevne Guds Tjenere, have I eders Frugt til Helliggørelse og som Enden derpå et evigt Liv;

6:23b.ROM.006.023 thi Syndens Sold er Død, men Guds Nådegave er et evigt Liv i Kristus Jesus, vor Herre.

7

7:1b.ROM.007.001 Eller vide I ikke, Brødre! (thi jeg taler til sådanne, som kender Loven) at Loven hersker over Mennesket, så lang Tid han lever?

7:2b.ROM.007.002 Den gifte Kvinde er jo ved Loven bunden til sin Mand, medens han lever; men når Manden dør, er hun løst fra Mandens Lov.

7:3b.ROM.007.003 Derfor skal hun kaldes en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands, medens Manden lever: men når Manden dør, er hun fri fra den Lov, så at hun ikke er en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands.

7:4b.ROM.007.004 Altså ere også I, mine Brødre! gjorte døde for Loven ved Kristi Legeme, for at I skulle blive en andens, hans, som blev oprejst fra de døde, for at vi skulle bære Frugt for Gud.

7:5b.ROM.007.005 Thi da vi vare i Kødet, vare de syndige Lidenskaber, som vaktes ved Loven, virksomme i vore Lemmer til at bære Frugt for Døden,

7:6b.ROM.007.006 Men nu ere vi løste fra Loven, idet vi ere bortdøde fra det, hvori vi holdtes nede, så at vi tjene i Åndens nye Væsen og ikke i Bogstavens gamle Væsen.

7:7b.ROM.007.007 Hvad skulle vi da sige? er Loven Synd? Det være langt fra! Men jeg kendte ikke Synden uden ved Loven; thi jeg kendte jo ikke Begæringen, hvis ikke Loven sagde: "Du må ikke begære."

7:8b.ROM.007.008 Men da Synden fik Anledning, virkede den ved Budet al Begæring i mig; thi uden Lov er Synden død.

7:9b.ROM.007.009 Og jeg levede engang uden Lov, men da Budet kom, levede Synden op;

7:10b.ROM.007.010 men jeg døde, og Budet, som var til Liv, det fandtes at blive mig til Død;

7:11b.ROM.007.011 thi idet Synden fik Anledning, forførte den mig ved Budet og dræbte mig ved det.

7:12b.ROM.007.012 Altså er Loven vel hellig, og Budet helligt og retfærdigt og godt.

7:13b.ROM.007.013 Blev da det gode mig til Død? Det være langt fra! Men Synden blev det, for at den skulde vise sig som Synd, idet den ved det gode virkede Død for mig, for at Synden ved Budet skulde blive overvættes syndig.

7:14b.ROM.007.014 Thi vi vide, at Loven er åndelig; men jeg er kødelig, solgt under Synden.

7:15b.ROM.007.015 Thi jeg forstår ikke, hvad jeg udfører; thi ikke det, som jeg vil, øver jeg, men hvad jeg hader, det gør jeg.

7:16b.ROM.007.016 Men når jeg gør det, jeg ikke vil, så samstemmer jeg med Loven i, at den er god.

7:17b.ROM.007.017 Men nu er det ikke mere mig, som udfører det, men Synden, som bor i mig.

7:18b.ROM.007.018 Thi jeg ved, at i mig, det vil sige i mit Kød, bor der ikke godt; thi Villien har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke;

7:19b.ROM.007.019 thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det øver jeg.

7:20b.ROM.007.020 Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, så er det ikke mere mig, der udfører det, men Synden, som bor i mig.

7:21b.ROM.007.021 Så finder jeg da den Lov for mig, som vil gøre det gode, at det onde ligger mig for Hånden

7:22b.ROM.007.022 Thi jeg glæder mig ved Guds Lov efter det indvortes Menneske;

7:23b.ROM.007.023 men jeg ser en anden Lov i mine Lemmer, som strider imod mit Sinds Lov og tager mig fangen under Syndens Lov, som er i mine Lemmer.

7:24b.ROM.007.024 Jeg elendige Menneske! hvem skal fri mig fra dette Dødens Legeme?

7:25b.ROM.007.025 Gud ske Tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Altså: jeg selv tjener med Sindet Guds Lov, men med Kødet Syndens Lov.

8

8:1b.ROM.008.001 Så er der da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Kristus Jesus.

8:2b.ROM.008.002 Thi Livets Ånds Lov frigjorde mig i Kristus Jesus fra Syndens og Dødens Lov.

8:3b.ROM.008.003 Thi det, som var Loven umuligt, det, hvori den var afmægtig ved Kødet, det gjorde Gud, idet han sendte sin egen Søn i syndigt Køds Lighed og for Syndens Skyld og således domfældte Synden i Kødet,

8:4b.ROM.008.004 for at Lovens Krav skulde opfyldes i os, som ikke vandre efter Kødet, men efter Ånden.

8:5b.ROM.008.005 Thi de, som lade sig lede af Kødet, hige efter det kødelige; men de, som lade sig lede af Ånden, hige efter det åndelige.

8:6b.ROM.008.006 Thi Kødets Higen er Død, men Åndens Higen er Liv og Fred,

8:7b.ROM.008.007 efterdi Kødets Higen er Fjendskab imod Gud, thi det er ikke Guds Lov lydigt, det kan jo ikke heller være det.

8:8b.ROM.008.008 Og de, som ere i Kødet, kunne ikke tækkes Gud.

8:9b.ROM.008.009 I derimod ere ikke i Kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor i eder. Men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ham ikke til.

8:10b.ROM.008.010 Men om Kristus er i eder, da er vel Legemet dødt på Grund at Synd, men Ånden er Liv på Grund af Retfærdighed.

8:11b.ROM.008.011 Men om hans Ånd, der oprejste Jesus fra de døde, bor i eder, da skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre også eders dødelige Legemer ved sin Ånd, som bor i eder.

8:12b.ROM.008.012 Altså, Brødre! ere vi ikke Kødets Skyldnere, så at vi skulde leve efter Kødet;

8:13b.ROM.008.013 thi dersom I leve efter Kødet, skulle I dø, men dersom l ved Ånden døde Legemets Gerninger, skulle I leve.

8:14b.ROM.008.014 Thi så mange som drives af Guds Ånd, disse ere Guds Børn.

8:15b.ROM.008.015 I modtoge jo ikke en Trældoms Ånd atter til Frygt, men I modtoge en Sønneudkårelses Ånd, i hvilken vi råbe: Abba, Fader!

8:16b.ROM.008.016 Ånden selv vidner med vor Ånd, at vi ere Guds Børn.

8:17b.ROM.008.017 Men når vi ere Børn, ere vi også Arvinger, Guds Arvinger og Kristi Medarvinger, om ellers vi lide med ham for også at herliggøres med ham.

8:18b.ROM.008.018 Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ikke ere at regne imod den Herlighed, som skal åbenbares på os.

8:19b.ROM.008.019 Thi Skabningens Forlængsel venter på Guds Børns Åbenbarelse.

8:20b.ROM.008.020 Thi Skabningen blev underlagt Forfængeligheden, ikke med sin Villie, men for hans Skyld, som lagde den derunder,

8:21b.ROM.008.021 med Håb om, at også Skabningen selv skal blive frigjort fra Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns Herligheds Frihed.

8:22b.ROM.008.022 Thi vi vide, at hele Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Veer indtil nu.

8:23b.ROM.008.023 Dog ikke det alene, men også vi selv, som have Åndens Førstegrøde, også vi sukke ved os selv, idet vi forvente en Sønneudkårelse, vort Legemes Forløsning.

8:24b.ROM.008.024 Thi i Håbet bleve vi frelste. Men et Håb, som ses, er ikke et Håb; thi hvad en ser, hvor kan han tillige håbe det?

8:25b.ROM.008.025 Men dersom vi håbe det, som vi ikke se, da forvente vi det med Udholdenhed.

8:26b.ROM.008.026 Og ligeledes kommer også Ånden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede om, som det sig bør, men Ånden selv går i Forbøn for os med uudsigelige Sukke.

8:27b.ROM.008.027 Og han, som ransager Hjerterne, ved, hvad Åndens Higen er, at den efter Guds Villie går i Forbøn for hellige.

8:28b.ROM.008.028 Men vi vide, at alle Ting samvirke til gode for dem, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldede.

8:29b.ROM.008.029 Thi dem, han forud kendte, forudbestemte han også til at blive ligedannede med hans Søns Billede, for at han kunde være førstefødt iblandt mange Brødre.

8:30b.ROM.008.030 Men dem, han forudbestemte, dem kaldte han også; og dem, han kaldte, dem retfærdiggjorde han også; men dem, han retfærdiggjorde, dem herliggjorde han også.

8:31b.ROM.008.031 Hvad skulle vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da være imod os?

8:32b.ROM.008.032 Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulde han ikke også med ham skænke os alle Ting?

8:33b.ROM.008.033 Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør.

8:34b.ROM.008.034 Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja, meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre Hånd, som også går i Forbøn for os.

8:35b.ROM.008.035 Hvem skal kunne skille os fra Kristi Kærlighed? Trængsel eller Angst eller Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare eller Sværd?

8:36b.ROM.008.036 som der er skrevet: "For din Skyld dræbes vi den hele Dag, vi bleve regnede som Slagtefår."

8:37b.ROM.008.037 Men i alt dette mere end sejre vi ved ham, som elskede os.

8:38b.ROM.008.038 Thi jeg er vis på, at hverken Død eller Liv eller Engle eller Magter eller noget nærværende eller noget tilkommende eller Kræfter

8:39b.ROM.008.039 eller det høje eller det dybe eller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.

9

9:1b.ROM.009.001 Sandhed siger jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min Samvittighed vidner med mig i den Helligånd,

9:2b.ROM.009.002 at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Kummer i mit Hjerte.

9:3b.ROM.009.003 Thi jeg kunde ønske selv at være bandlyst fra Kristus til Bedste for mine Brødre, mine Frænder efter Kødet,

9:4b.ROM.009.004 de, som jo ere Israeliter, hvem Sønneudkårelsen og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne tilhøre,

9:5b.ROM.009.005 hvem Fædrene tilhøre, og af hvem Kristus er efter Kødet, han, som er Gud over alle Ting, højlovet i Evighed! Amen.

9:6b.ROM.009.006 Ikke dog som om Guds Ord har glippet; thi ikke alle, som stamme fra Israel, ere Israel;

9:7b.ROM.009.007 ej, heller ere alle Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: "I Isak skal en Sæd få Navn efter dig."

9:8b.ROM.009.008 Det vil sige: Ikke Kødets Børn ere Guds Børn, men Forjættelsens Børn regnes for Sæd.

9:9b.ROM.009.009 Thi et Forjættelsesord er dette: "Ved denne Tid vil jeg komme, så skal Sara have en Søn."

9:10b.ROM.009.010 Men således skete det ikke alene dengang, men også med Rebekka, da hun var frugtsommelig ved een, Isak, vor Fader.

9:11b.ROM.009.011 Thi da de endnu ikke vare fødte og ikke havde gjort noget godt eller ondt, blev der, for at Guds Udvælgelses Beslutning skulde stå fast, ikke i Kraft af Gerninger, men i Kraft af ham, der kalder,

9:12b.ROM.009.012 sagt til hende: ""Den ældste skal tjene den yngste,""

9:13b.ROM.009.013 som der er skrevet: ""Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg."

9:14b.ROM.009.014 Hvad skulle vi da sige? mon der er Uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra!

9:15b.ROM.009.015 Thi han siger til Moses: "Jeg vil være barmhjertig imod den, hvem jeg er barmhjertig imod, og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over."

9:16b.ROM.009.016 Altså står det ikke til den, som vil, ej heller til den, som løber, men til Gud, som er barmhjertig.

9:17b.ROM.009.017 Thi Skriften siger til Farao: "Netop derfor lod jeg dig fremstå, for at jeg kunde vise min Magt på dig, og for at mit Navn skulde forkyndes på hele Jorden."

9:18b.ROM.009.018 Så forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil.

9:19b.ROM.009.019 Du vil nu sige til mig: Hvad klager han da over endnu? thi hvem står hans Villie imod?

9:20b.ROM.009.020 Ja, men, hvem er dog du, o Menneske! som går i Rette med Gud? mon noget, som blev dannet, kan sige til den, som dannede det: Hvorfor gjorde du mig således?

9:21b.ROM.009.021 Eller har Pottemageren ikke Rådighed over Leret til af den samme Masse at gøre et Kar til Ære, et andet til Vanære?

9:22b.ROM.009.022 Men hvad om nu Gud, skønt han vilde vise sin Vrede og kundgøre sin Magt, dog med stor Langmodighed tålte Vredes-Kar, som vare beredte til Fortabelse,

9:23b.ROM.009.023 også for at kundgøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertigheds-Kar, som han forud havde beredt til Herlighed?

9:24b.ROM.009.024 Og hertil kaldte han også os, ikke alene af Jøder, men også af Hedninger,

9:25b.ROM.009.025 som han også siger hos Hoseas: "Det, som ikke var mit Folk, vil jeg kalde mit Folk, og hende, som ikke var den elskede; den elskede;

9:26b.ROM.009.026 og det skal ske, at på det Sted, hvor der blev sagt til dem: I ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn."

9:27b.ROM.009.027 Men Esajas udråber over Israel: "Om end Israels Børns Tal var som Havets Sand, så skal kun Levningen frelses.

9:28b.ROM.009.028 Thi idet Herren opgør Regnskab og afslutter det i Hast, vil han fuldbyrde det på Jorden."

9:29b.ROM.009.029 Og som Esajas forud har sagt: "Dersom den Herre Zebaoth ikke havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og gjorte lige med Gomorra."

9:30b.ROM.009.030 Hvad skulle vi da sige? At Hedninger, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed; nemlig Retfærdigheden af Tro;

9:31b.ROM.009.031 men Israel, som jagede efter en Retfærdigheds Lov, nåede ikke til en sådan Lov.

9:32b.ROM.009.032 Hvorfor? fordi de ikke søgte den af Tro, men som af Geringer. De stødte an på Anstødsstenen,

9:33b.ROM.009.033 som der er skrevet: "Se, jeg sætter i Zion en Anstødssten og en Forargelses Klippe; og den, som tror på ham, skal ikke blive til Skamme."

10

10:1b.ROM.010.001 Brødre!mit Hjertes Ønske og Bøn til Gud for dem er om deres Frelse.

10:2b.ROM.010.002 Thi jeg giver dem det Vidnesbyrd, at de have Nidkærhed for Gud, men ikke med Forstand;

10:3b.ROM.010.003 thi da de ikke kendte Guds. Retfærdighed og tragtede efter at opstille deres egen Retfærdighed, så bøjede de sig ikke under Guds Retfærdighed.

10:4b.ROM.010.004 Thi Kristus er Lovens Ende til Retfærdighed for hver den, som tror.

10:5b.ROM.010.005 Moses skriver jo, at det Menneske, som gør den Retfærdighed, der er af Loven, skal leve ved den.

10:6b.ROM.010.006 Men Retfærdigheden af Tro siger således: Sig ikke i dit Hjerte: Hvem vil fare op til Himmelen? nemlig for at hente Kristus ned;

10:7b.ROM.010.007 eller: Hvem vil fare ned i Afgrunden? nemlig for at hente Kristus op fra de døde.

10:8b.ROM.010.008 Men hvad,siger den? Ordet er dig nær, i din Mund og i dit Hjerte, det er det Troens Ord, som vi prædike.

10:9b.ROM.010.009 Thi dersom du med din Mund bekender Jesus som Herre og tror i dit Hjerte, at Gud oprejste ham fra de døde, da skal du blive frelst.

10:10b.ROM.010.010 Thi med Hjertet tror man til Retfærdighed, og med Munden bekender man til Frelse.

10:11b.ROM.010.011 Skriften siger jo: "Hver den, som tror på ham, skal ikke blive til Skamme."

10:12b.ROM.010.012 Thi der er ikke Forskel på Jøde og Græker; thi den samme er alles Herre, rig nok for alle dem, som påkalde ham.

10:13b.ROM.010.013 Thi hver den, som påkalder Herrens Navn, skal blive frelst.

10:14b.ROM.010.014 Hvorledes skulde de nu påkalde den, på hvem de ikke have troet? og hvorledes skulde de tro den, som de ikke have hørt? og hvorledes skulde de høre, uden der er nogen, som prædiker?

10:15b.ROM.010.015 og hvorledes skulde de prædike, dersom de ikke bleve udsendte? Som der er skrevet: "Hvor dejlige. ere deres Fødder, som forkynde godt Budskab."

10:16b.ROM.010.016 Dog ikke alle løde Evangeliet; thi Esajas siger: "Herre! hvem troede det, (han hørte af os?")

10:17b.ROM.010.017 Altså kommer Troen af det. som høres, men det, som høres, kommer igennem Kristi Ord.

10:18b.ROM.010.018 Men jeg siger: Have de ikke hørt? Jo vist, "over hele Jorden er deres Røst udgået og til Jorderiges Grænser deres Ord."

10:19b.ROM.010.019 Men jeg siger: Har Israel ikke forstået det? Først siger Moses: "Jeg vil gøre eder nidkære på et Folk, som ikke er et Folk, imod et uforstandigt Folk vil jeg opirre eder."

10:20b.ROM.010.020 Men Esajas drister sig til at sige: "Jeg blev funden af dem, som ikke søgte mig; jeg blev åbenbar for dem. som ikke spurgte efter mig."

10:21b.ROM.010.021 Men om Israel siger han: "Den hele Dag udstrakte jeg mine Hænder imod et ulydigt og genstridigt Folk."

11

11:1b.ROM.011.001 Jeg siger da: Mon Gud har forskudt sit folk? det være langt fra! Thi også jeg er en Israelit, af "Abrahams Sæd, Benjamins Stamme.

11:2b.ROM.011.002 Gud har ikke forskudt sit Folk, som han forud kendte. Eller vide I ikke, hvad Skriften siger i Stykket om Elias? hvorledes han træder frem for Gud imod Israel, sigende:

11:3b.ROM.011.003 "Herre! dine Profeter have de ihjelslået, dine Altre have de nedbrudt, og jeg er den eneste, der er levnet, og de efterstræbe mit Liv."

11:4b.ROM.011.004 Men hvad siger det guddommelige Gensvar til ham?"Jeg har levnet mig selv syv Tusinde Mænd, som ikke have bøjet Knæ for Bål."

11:5b.ROM.011.005 Således er der også i den nærværende Tid blevet en Levning som et Nådes-Udvalg.

11:6b.ROM.011.006 Men er det af Nåde, da er det ikke mere af Gerninger, ellers bliver Nåden ikke mere Nåde.

11:7b.ROM.011.007 Hvad altså? Det, Israel søger efter, har det ikke opnået, men Udvalget har opnået det; de øvrige derimod bleve forhærdede,

11:8b.ROM.011.008 som der er skrevet: "Gud gav dem en Sløvheds Ånd, Øjne til ikke at se med, Øren til ikke at høre med indtil den Dag i Dag."

11:9b.ROM.011.009 Og David siger: "Deres Bord vorde til Snare og til Fælde og til Anstød og til Gengældelse for dem;

11:10b.ROM.011.010 deres Øjne vorde formørkede, så de ikke se, og bøj altid deres Ryg!"

11:11b.ROM.011.011 Jeg siger da: Mon de have stødt an, for at de skulde falde? Det være langt fra! Men ved deres Fald er Frelsen kommen til Hedningerne, for at dette kunde vække dem til Nidkærhed.

11:12b.ROM.011.012 Men dersom deres Fald er Verdens Rigdom, og deres Tab er Hedningers Rigdom, hvor meget mere skal deres Fylde være det!

11:13b.ROM.011.013 Og til eder, I Hedninger, siger jeg: For så vidt jeg nu er Hedningeapostel, ærer jeg min Tjeneste,

11:14b.ROM.011.014 om jeg dog kunde vække min Slægt til Nidkærhed og frelse nogle af dem.

11:15b.ROM.011.015 Thi dersom deres Forkastelse er Verdens Forligelse, hvad bliver da deres Antagelse andet end Liv ud af døde?

11:16b.ROM.011.016 Men dersom Førstegrøden er hellig, da er Dejgen det også; og dersom Roden er hellig, da ere Grenene det også.

11:17b.ROM.011.017 Men om nogle af Grenene bleve afbrudte, og du, en vild Oliekvist, blev indpodet iblandt dem og blev meddelagtig i Olietræets Rod og Fedme,

11:18b.ROM.011.018 da ros dig ikke imod Grenene; men dersom du roser dig, da bærer jo ikke du Roden, men Roden dig.

11:19b.ROM.011.019 Du vil vel sige: Grene bleve afbrudte, for at jeg skulde blive indpodet.

11:20b.ROM.011.020 Vel! ved deres Vantro bleve de afbrudte, men du står ved din Tro; vær ikke overmodig, men frygt!

11:21b.ROM.011.021 Thi når Gud ikke sparede de naturlige Grene, vil han heller ikke spare dig.

11:22b.ROM.011.022 Så se da Guds Godhed og Strenghed: Over dem, som faldt, er der Strenghed, men over dig Guds Godhed, hvis du bliver i hans Godhed; ellers skal også du afhugges.

11:23b.ROM.011.023 Men også hine skulle indpodes, dersom de ikke blive i Vantroen; thi Gud er mægtig til atter at indpode dem.

11:24b.ROM.011.024 Thi når du blev afhugget af det Olietræ, som er vildt af Naturen, og imod Naturen blev indpodet i et ædelt Olietræ, hvor meget mere skulle da disse indpodes i deres eget Olietræ, som de af Natur tilhøre!

11:25b.ROM.011.025 Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om denne Hemmelighed, for at I ikke skulle være kloge i eders egne Tanker, at Forhærdelse delvis er kommen over Israel, indtil Hedningernes Fylde er gået ind;

11:26b.ROM.011.026 og så skal hele Israel frelses, som der er skrevet: "Fra Zion skal Befrieren komme, han skal afvende Ugudeligheder fra Jakob;

11:27b.ROM.011.027 og dette er min Pagt med dem, når jeg borttager deres Synder."

11:28b.ROM.011.028 Efter Evangeliet er de vel Fjender for eders Skyld, men efter Udvælgelsen ere de elskede for Fædrenes Skyld;

11:29b.ROM.011.029 thi Nådegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke.

11:30b.ROM.011.030 Thi ligesom I tilforn bleve ulydige imod Gud, men nu fik Barmhjertighed ved disses Ulydighed,

11:31b.ROM.011.031 således bleve også disse nu ulydige, for at også de måtte få Barmhjertighed ved den Barmhjertighed, som er bleven eder til Del.

11:32b.ROM.011.032 Thi Gud har indesluttet alle under Ulydighed, for at han kunde forbarme sig over alle.

11:33b.ROM.011.033 O Dyb af Guds Rigdom og Visdom og Kundskab! hvor uransagelige ere hans Domme, og hans Veje usporlige!

11:34b.ROM.011.034 Thi hvem har kendt Herrens Sind? eller hvem blev hans Rådgiver?

11:35b.ROM.011.035 eller hvem gav ham først, så at der skulde gives ham Gengæld derfor?

11:36b.ROM.011.036 Thi af ham og ved ham og til ham ere alle Ting; ham være Ære i Evighed! Amen.

12

12:1b.ROM.012.001 Jeg formaner eder altså, Brødre! ved Guds Barmhjertighed, til at fremstille eder Legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt Offer; dette er eders fornuftige Gudsdyrkelse.

12:2b.ROM.012.002 Og skikker eder ikke lige med denne Verden, men vorder forvandlede ved Sindets Fornyelse, så I må skønne, hvad der er Guds Villie, det gode og velbehagelige og fuldkomne.

12:3b.ROM.012.003 Thi ved den Nåde, som er given mig, siger jeg til enhver iblandt eder, at han ikke skal tænke højere om sig selv, end han bør tænke, men tænke med Betænksomhed, efter som Gud tildelte enhver Troens Mål.

12:4b.ROM.012.004 Thi ligesom vi have mange Lemmer på eet Legeme, men Lemmerne ikke alle have den samme Gerning,

12:5b.ROM.012.005 således ere vi mange eet Legeme i Kristus, men hver for sig hverandres Lemmer.

12:6b.ROM.012.006 Men efterdi vi have forskellige Nådegaver efter den Nåde, som er given os, det være sig Profeti, da lader os bruge den i Forhold til vor Tro;

12:7b.ROM.012.007 eller en Tjeneste, da lader os tage Vare på Tjenesten; eller om nogen lærer, på Lærergerningen;

12:8b.ROM.012.008 eller om nogen formaner, på Formaningen; den, som uddeler, gøre det med Redelighed; den, som er Forstander, være det med Iver; den, som øver Barmhjertighed, gøre det med Glæde!

12:9b.ROM.012.009 Kærligheden være uskrømtet; afskyer det onde, holder eder til det gode;

12:10b.ROM.012.010 værer i eders Broderkærlighed hverandre inderligt hengivne; forekommer hverandre i at vise Ærbødighed!

12:11b.ROM.012.011 Værer ikke lunkne i eders Iver; værer brændende i Ånden; tjener Herren;

12:12b.ROM.012.012 værer glade i Håbet, udholdende i Trængselen, vedholdende i Bønnen!

12:13b.ROM.012.013 Tager Del i de helliges Fornødenheder; lægger Vind på Gæstfrihed!

12:14b.ROM.012.014 Velsigner dem, som forfølge eder, velsigner og forbander ikke!

12:15b.ROM.012.015 Glæder eder med de glade, og græder med de grædende!

12:16b.ROM.012.016 Værer enige indbyrdes; tragter ikke efter de høje Ting, men holder eder til det lave; vorder ikke kloge i eders egne Tanker!

12:17b.ROM.012.017 Betaler ikke nogen ondt for ondt; lægger Vind på, hvad der er godt for alle Menneskers Åsyn!

12:18b.ROM.012.018 Dersom det er muligt - såvidt det står til eder - da holder Fred med alle Mennesker:

12:19b.ROM.012.019 Hævner eder ikke selv, I elskede! men giver Vreden Rum; thi der er skrevet: "Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger Herren."

12:20b.ROM.012.020 Nej, dersom din Fjende hungrer, giv ham Mad; dersom han tørster, giv ham Drikke; thi når du gør dette, vil du samle gloende Kul på hans Hoved.

12:21b.ROM.012.021 Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode!

13

13:1b.ROM.013.001 Hver Sjæl underordne sig de foresatte Øvrigheder; thi der er ikke Øvrighed uden af Gud, men de, som ere, ere indsatte af Gud,

13:2b.ROM.013.002 så at den, som sætter sig imod Øvrigheden, modstår Guds Ordning; men de, som modstå, skulle få deres Dom.

13:3b.ROM.013.003 Thi de styrende ere ikke en Skræk for den gode Gerning, men for den onde. Men vil du være uden Frygt for Øvrigheden, så gør det gode, og du skal få Ros af den.

13:4b.ROM.013.004 Thi den er en Guds Tjener, dig til gode. Men dersom du gør det onde, da frygt; thi den bærer ikke Sværdet forgæves; den er nemlig Guds Tjener, en Hævner til Straf for den, som øver det onde.

13:5b.ROM.013.005 Derfor er det nødvendigt at underordne sig, ikke alene for Straffens Skyld, men også for Samvittighedens.

13:6b.ROM.013.006 Derfor betale I jo også Skatter; thi de ere Guds Tjenere, som just tage Vare på dette.

13:7b.ROM.013.007 Betaler alle, hvad I ere dem skyldige: den, som I ere Skat skyldige, Skat; den, som Told, Told; den, som Frygt, Frygt; den, som Ære, Ære.

13:8b.ROM.013.008 Bliver ingen noget skyldige, uden det, at elske hverandre; thi den, som elsker den anden, har opfyldt Loven.

13:9b.ROM.013.009 Thi det: "Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke begære," og hvilket andet bud der er, det sammenfattes i dette Ord: "Du skal elske din Næste som dig selv,"

13:10b.ROM.013.010 Kærligheden gør ikke ondt imod Næsten; derfor er Kærligheden Lovens Fylde.

13:11b.ROM.013.011 Og dette just, fordi I kende Tiden, at det alt er på Tide, at I skulle stå op af Søvne; thi nu er vor Frelse nærmere, end da vi bleve troende.

13:12b.ROM.013.012 Natten er fremrykket, og Dagen er kommen nær. Lader os derfor aflægge Mørkets Gerninger og iføre os Lysets Våben;

13:13b.ROM.013.013 lader os vandre sømmeligt som om Dagen, ikke i Svir og Drik, ikke i Løsagtighed og Uterlighed, ikke i Kiv og Avind;

13:14b.ROM.013.014 men ifører eder den Herre Jesus Kristus, og drager ikke Omsorg for Kødet, så Begæringer vækkes!

14

14:1b.ROM.014.001 Men tager eder af den, som er skrøbelig i Troen, og dømmer ikke hans Meninger!

14:2b.ROM.014.002 En har Tro til at spise alt; men den skrøbelige spiser kun Urter.

14:3b.ROM.014.003 Den, som spiser, må ikke ringeagte den, som ikke spiser; og den, som ikke spiser, må ikke dømme den, som spiser; thi Gud har taget sig af ham.

14:4b.ROM.014.004 Hvem er du, som dømmer en andens Tjener? For sin egen Herre står eller falder han; men han skal blive stående, thi Herren er mægtig til at lade ham stå.

14:5b.ROM.014.005 En agter den ene Dag fremfor den anden, en anden agter alle dage lige; enhver have fuld Vished i sit eget Sind!

14:6b.ROM.014.006 Den, som lægger Vægt på Dagen, han gør det for Herren. Og den, som spiser, gør det for Herren, thi han takker Gud; og den, som ikke spiser, gør det for Herren og takker Gud.

14:7b.ROM.014.007 Thi ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv;

14:8b.ROM.014.008 thi når vi leve, leve vi for Herren, og når vi dø, dø vi for Herren; derfor, enten vi leve, eller vi dø, ere vi Herrens.

14:9b.ROM.014.009 Dertil er jo Kristus død og bleven levende, at han skal herske både over døde og levende.

14:10b.ROM.014.010 Men du, hvorfor dømmer du din Broder? eller du, hvorfor ringeagter du din Broder? Vi skulle jo alle fremstilles for Guds Domstol.

14:11b.ROM.014.011 Thi der er skrevet: "Så sandt jeg lever, siger Herren, for mig skal hvert Knæ bøje sig, og hver Tunge skal bekende Gud."

14:12b.ROM.014.012 Altså skal hver af os gøre Gud Regnskab for sig selv.

14:13b.ROM.014.013 Derfor,lader os ikke mere dømme hverandre, men dømmer hellere dette, at man ikke må give sin Broder Anstød eller Forargelse.

14:14b.ROM.014.014 Jeg ved og er vis på i den Herre Jesus, at intet er urent i sig selv; dog, for den, som agter noget for urent, for ham er det urent.

14:15b.ROM.014.015 Thi dersom din Broder bedrøves for Mads Skyld, da vandrer du ikke mere i Kærlighed. Led ikke ved din Mad den i Fordærvelse, for hvis Skyld Kristus er død.

14:16b.ROM.014.016 Lader derfor ikke eders Gode blive bespottet!

14:17b.ROM.014.017 Thi Guds Rige består ikke i at spise og drikke, men i Retfærdighed og Fred og Glæde i den Helligånd.

14:18b.ROM.014.018 Thi den, som deri tjener Kristus, er velbehagelig for Gud og tækkelig for Menneskene.

14:19b.ROM.014.019 Derfor, lader os tragte efter det, som tjener til Fred og indbyrdes Opbyggelse!

14:20b.ROM.014.020 Nedbryd ikke Guds Værk for Mads Skyld! Vel er alt rent, men det er ondt for det Menneske, som spiser med Anstød.

14:21b.ROM.014.021 Det er rigtigt ikke at spise Kød eller at drikke Vin eller at gøre noget, hvoraf din Broder tager Anstød.

14:22b.ROM.014.022 Den Tro, du har, hav den hos dig selv for Gud! Salig er den, som ikke dømmer sig selv i det, som han vælger.

14:23b.ROM.014.023 Men den, som tvivler, når han spiser, han er domfældt, fordi det ikke er at Tro; men alt det, som ikke er af Tro, er Synd.

15

15:1b.ROM.015.001 Men vi, som ere stærke, bør bære de svages Skrøbeligheder og ikke være os selv til Behag.

15:2b.ROM.015.002 Enhver af os være sin Næste til Behag til det gode, til Opbyggelse.

15:3b.ROM.015.003 Thi også Kristus var ikke sig selv til Behag; men, som der er skrevet: "Deres Forhånelser, som håne dig, ere faldne på mig."

15:4b.ROM.015.004 Thi alt, hvad der er skrevet tilforn, det er skrevet til vor Belæring, for at vi skulle have Håbet ved Udholdenheden og Skrifternes Trøst.

15:5b.ROM.015.005 Men Udholdenhedensog Trøstens Gud give eder at være enige indbyrdes, som Kristus Jesus vil det,

15:6b.ROM.015.006 for at I endrægtigt med een Mund kunne prise Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader.

15:7b.ROM.015.007 Derfor tager eder af hverandre, ligesom også Kristus har taget sig af os, til Guds Ære.

15:8b.ROM.015.008 Jeg siger nemlig, at Kristus er bleven Tjener for omskårne for Guds Sanddruheds Skyld for at stadfæste Forjættelserne til Fædrene;

15:9b.ROM.015.009 men at Hedningerne skulle prise Gud for hans Barmhjertigheds Skyld, som der er skrevet: "Derfor vil jeg bekende dig iblandt Hedninger og lovsynge dit Navn,"

15:10b.ROM.015.010 Og atter siges der: "Fryder eder, I Hedninger, med hans Folk!"

15:11b.ROM.015.011 Og atter: "Lover Herren, alle Hedninger, og alle Folkene skulle prise ham."

15:12b.ROM.015.012 Og atter siger Esajas: "Komme skal Isajs Rodskud og han, der rejser sig for at herske over Hedninger; på ham skulle Hedninger håbe."

15:13b.ROM.015.013 Men Håbets Gud fylde eder med al Glæde og Fred, idet I tro, for at I må blive rige i Håbet ved den Helligånds Kraft!

15:14b.ROM.015.014 Men også jeg, mine Brødre! har selv den Forvisning om eder, at I også selv ere fulde af Godhed, fyldte med al Kundskab, i Stand til også at påminde hverandre.

15:15b.ROM.015.015 Dog har jeg for en Del tilskrevet eder noget dristigere for at påminde eder på Grund af den Nåde, som er given mig fra Gud

15:16b.ROM.015.016 til iblandt Hedningerne at være en Kristi Jesu Offertjener, der som Præst betjener Guds Evangelium, for at Hedningerne må blive et velbehageligt Offer, helliget ved den Helligånd.

15:17b.ROM.015.017 Således har jeg min Ros i Kristus Jesus af min Tjeneste for Gud.

15:18b.ROM.015.018 Thi jeg vil ikke driste mig til at tale om noget af det, som Kristus ikke har udført ved mig til at virke Hedningers Lydighed, ved Ord og Handling,

15:19b.ROM.015.019 ved Tegns og Undergerningers Kraft, ved Guds Ånds Kraft, så at jeg fra Jerusalem og trindt omkring indtil Illyrien har til fulde forkyndt Kristi Evangelium;

15:20b.ROM.015.020 dog således, at jeg sætter min Ære i at forkynde Evangeliet ikke der, hvor Kristus er nævnet, for at jeg,ikke skal bygge på en andens Grundvold,

15:21b.ROM.015.021 men, som der er skrevet: "De, for hvem der ikke blev kundgjort om ham, skulle se, og de, som ikke have hørt, skulle forstå."

15:22b.ROM.015.022 Derfor er jeg også de mange Gange bleven forhindret i at komme til eder.

15:23b.ROM.015.023 Men nu, da jeg ikke mere har Rum i disse Egne og i mange År har haft Længsel efter at komme til eder,

15:24b.ROM.015.024 vil jeg, når jeg rejser til Spanien, komme til eder; thi jeg håber at se eder på Gennemrejsen og af eder at blive befordret derhen, når jeg først i nogen Måde er bleven tilfredsstillet hos eder.

15:25b.ROM.015.025 Men nu rejser jeg til Jerusalem i Tjeneste for de hellige.

15:26b.ROM.015.026 Thi Makedonien og Akaja have fundet Glæde i at gøre et Sammenskud til de fattige iblandt de hellige i Jerusalem.

15:27b.ROM.015.027 De have nemlig fundet Glæde deri, og de ere deres Skyldnere. Thi ere Hedningerne blevne delagtige i hines åndelige Goder, da ere de også skyldige at tjene dem med de timelige.

15:28b.ROM.015.028 Når jeg da har fuldbragt dette og beseglet denne Frugt for dem, vil jeg derfra drage om ad eder til Spanien.

15:29b.ROM.015.029 Men jeg ved, at når jeg kommer til eder, skal jeg komme med Kristi Velsignelses Fylde.

15:30b.ROM.015.030 Men jeg formaner eder,Brødre! ved vor Herre Jesus Kristus og ved Åndens Kærlighed til med mig at stride i eders Bønner for mig til Gud,

15:31b.ROM.015.031 for at jeg må udfries fra de genstridige i Judæa, og mit Ærinde til Jerusalem må blive de hellige kærkomment,

15:32b.ROM.015.032 for at jeg kan komme til eder med Glæde, ved Guds Villie, og vederkvæges med eder.

15:33b.ROM.015.033 Men Fredens Gud være med eder alle! Amen.

16

16:1b.ROM.016.001 Men jeg anbefaler eder Føbe, vor Søster, som er Tjenerinde ved Menighed i Kenkreæ,

16:2b.ROM.016.002 for at I må modtage hende i Herren, som det sømmer sig de hellige, og yde hende Bistand, i hvad som helst hun måtte trænge til eder; thi også hun har været en Hjælperske for mange og for mig selv med.

16:3b.ROM.016.003 Hilser Priska og Akvila, mine Medarbejdere i Kristus Jesus,

16:4b.ROM.016.004 som jo for mit Liv have sat deres egen Hals i Vove, hvem ikke alene jeg takker, men også alle Hedningernes Menigheder;

16:5b.ROM.016.005 og hilser Menigheden i deres Hus! Hilser Epænetus, min elskede, som er Asiens Førstegrøde for Kristus.

16:6b.ROM.016.006 Hilser Maria, som har arbejdet meget for eder.

16:7b.ROM.016.007 Hilser Andronikus og Junias, mine Frænder og mine medfangne, som jo ere navnkundige iblandt Apostlene og tilmed have været i Kristus før mig.

16:8b.ROM.016.008 Hilser Ampliatus, min elskede i Herren!

16:9b.ROM.016.009 Hilser Urbanus, vor Medarbejder i Kristus, og Stakys, min elskede!

16:10b.ROM.016.010 Hilser Apelles, den prøvede i Kristus. Hilser dem, som ere af Aristobulus's Hus.

16:11b.ROM.016.011 Hilser Herodion, min Frænde! Hilser dem af Narkissus's Hus, som ere i Herren.

16:12b.ROM.016.012 Hilser Tryfæna og Tryfosa, som arbejde i Herren. Hilser; Persis, den elskede, som jo har arbejdet meget i Herren.

16:13b.ROM.016.013 Hilser Rufus, den udvalgte i Herren, og hans og min Moder!

16:14b.ROM.016.014 Hilser Asynkritus,Flegon, Hermes, Patrobas, Hermas og Brødrene hos dem!

16:15b.ROM.016.015 Hilser Filologus og Julia, Nereus og hans Søster og Olympas og alle de hellige hos dem!

16:16b.ROM.016.016 Hilser hverandre med et helligt Kys! Alle Kristi Menigheder hilse eder!

16:17b.ROM.016.017 Men jeg formaner eder, Brødre! til at give Agt på dem, som volde Splittelseme og Forargelseme tvært imod den Lære, som I have lært, og viger bort fra dem!

16:18b.ROM.016.018 Thi sådanne tjene ikke vor Herre Kristus, men deres egen Bug, og ved søde Ord og skøn Tale forføre de troskyldiges Hjerter.

16:19b.ROM.016.019 Eders Lydighed er jo kommen alle for Øre; derfor glæder jeg mig over eder. Men jeg vil, at I skulle være vise med Hensyn til det gode og enfoldige med Hensyn til det onde.

16:20b.ROM.016.020 Men Fredens Gud skal hastelig knuse Satan under eders Fødder. Vore Herres Jesu Kristi Nåde være med eder!

16:21b.ROM.016.021 Timotheus, min Medarbejder, og Lukius og Jason og Sosipater, mine Frænder, hilse eder.

16:22b.ROM.016.022 Jeg,Tertius, som har nedskrevet dette Brev, hilser eder i Herren.

16:23b.ROM.016.023 Kajus, min og den hele Menigheds Vært, hilser eder. Erastus, Stadens Rentemester, hilser eder, og Broderen Kvartus.

16:24b.ROM.016.024 Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eder alle! Amen.)

16:25b.ROM.016.025 Men ham, som kan styrke eder i mit Evangelium og Forkyndelsen af Jesus Kristus, i Overensstemmelse med Åbenbarelse af en Hemmelighed, som var fortiet fra evige Tider,

16:26b.ROM.016.026 men nu er bragt for Dagen og ved profetiske Skrifter efter den evige Guds Befaling kundgjort for alle Hedningerne til TrosLydighed:

16:27b.ROM.016.027 Den ene vise Gud ved Jesus Kristus, ham være Ære i Evigheders Evighed! Amen.