Acts (Danish)

1

1:1b.ACT.001.001 Den første Bog skrev jeg, o Theofilus! om alt det, som Jesus begyndte både at gøre og lære,

1:2b.ACT.001.002 indtil den Dag, da han blev optagen, efter at han havde givet Apostlene, som han havde udvalgt, Befaling ved den Helligånd;

1:3b.ACT.001.003 for hvem han også, efter at han havde lidt, fremstillede sig levende ved mange Beviser, idet han viste sig for dem i fyrretyve Dage og talte om de Ting, der høre til Guds Rige.

1:4b.ACT.001.004 Og medens han var sammen med dem, bød han dem, at de ikke måtte vige fra Jerusalem, men skulde oppebie Faderens Forjættelse, "hvorom," sagde han, "I have hørt af mig.

1:5b.ACT.001.005 Thi Johannes døbte med Vand; men I skulle døbes med den Helligånd om ikke mange Dage."

1:6b.ACT.001.006 Som de nu vare forsamlede, spurgte de ham og sagde: "Herre! opretter du på denne Tid Riget igen for Israel?"

1:7b.ACT.001.007 Men han sagde til dem: "Det tilkommer ikke eder at kende Tider eller Timer, hvilke Faderen har fastsat i sin egen Magt.

1:8b.ACT.001.008 Men I skulle få Kraft, når den Helligånd kommer over eder; og I skulle være mine Vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og indtil Jordens Ende."

1:9b.ACT.001.009 Og da han havde sagt dette, blev han optagen, medens de så derpå, og en Sky tog ham bort fra deres Øjne.

1:10b.ACT.001.010 Og som de stirrede op imod Himmelen, medens han for bort, se, da stode to Mænd hos dem i hvide Klæder,

1:11b.ACT.001.011 og de sagde: "I galilæiske Mænd, hvorfor stå I og se op imod Himmelen? Denne Jesus, som er optagen fra eder til Himmelen, skal komme igen på samme Måde, som I have set ham fare til Himmelen."

1:12b.ACT.001.012 Da vendte de tilbage til Jerusalem fra det Bjerg, som kaldes Oliebjerget og er nær ved Jerusalem, en Sabbatsvej derfra.

1:13b.ACT.001.013 Og da de kom derind, gik de op på den Sal, hvor de plejede at opholde sig, Peter og Johannes og Jakob og Andreas, Filip og Thomas, Bartholomæus og Matthæus, Jakob, Alfæus's Søn og Simon Zelotes, og Judas, Jakobs Søn.

1:14b.ACT.001.014 Alle disse vare endrægtigt vedholdende i Bønnen tillige med nogle Kvinder og Maria, Jesu Moder, og med hans Brødre.

1:15b.ACT.001.015 Og i disse Dage stod Peter op midt iblandt Brødrene og sagde: (og der var en Skare samlet på omtrent hundrede og tyve Personer):

1:16b.ACT.001.016 "I Mænd, Brødre! det Skriftens Ord burde opfyldes, som den Helligånd forud havde talt ved Davids Mund om Judas, der blev Vejleder for dem, som grebe Jesus;

1:17b.ACT.001.017 thi han var regnet iblandt os og havde fået denne Tjenestes Lod.

1:18b.ACT.001.018 Han erhvervede sig nu en Ager for sin Uretfærdigheds Løn, og han styrtede ned og brast itu, og alle hans Indvolde væltede ud,

1:19b.ACT.001.019 hvilket også er blevet vitterligt for alle dem, som bo i Jerusalem, så at den Ager kaldes på deres eget Mål Hakeldama, det er Blodager.

1:20b.ACT.001.020 Thi der er skrevet i Salmernes Bog: "Hans Bolig blive øde, og der være ingen, som bor i den," og: "Lad en anden få hans Tilsynsgerning."

1:21b.ACT.001.021 Derfor bør en af de Mænd, som vare sammen med os i hele den Tid, da den Herre Jesus gik ind og gik ud hos os,

1:22b.ACT.001.022 lige fra Johannes's Dåb indtil den Dag, da han blev optagen fra os, blive Vidne sammen med os om hans Opstandelse."

1:23b.ACT.001.023 Og de fremstillede to, Josef, som kaldtes Barsabbas med Tilnavn Justus, og Matthias.

1:24b.ACT.001.024 Og de bade og sagde: "Du Herre! som kender alles Hjerter, vis os den ene, som du har udvalgt af disse to

1:25b.ACT.001.025 til at få denne Tjenestes og Apostelgernings Plads, som Judas forlod for at gå hen til sit eget Sted."

1:26b.ACT.001.026 Og de kastede Lod imellem dem, og Loddet faldt på Matthias. og han blev regnet sammen med de elleve Apostle.

2

2:1b.ACT.002.001 Og da Pinsefestens Dag kom, vare de alle endrægtigt forsamlede.

2:2b.ACT.002.002 Og der kom pludseligt fra Himmelen en Lyd som af et fremfarende vældigt Vejr og fyldte hele Huset, hvor de sade.

2:3b.ACT.002.003 Og der viste sig for dem Tunger som af Ild, der fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem.

2:4b.ACT.002.004 Og de bleve alle fyldte med den Helligånd, og de begyndte at tale i andre Tungemål, efter hvad Ånden gav dem at udsige.

2:5b.ACT.002.005 Men der var Jøder, bosiddende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af alle Folkeslag under Himmelen.

2:6b.ACT.002.006 Da denne Lyd kom, strømmede Mængden sammen og blev forvirret; thi hver enkelt hørte dem tale på hans eget Mål.

2:7b.ACT.002.007 Og de forbavsedes alle og undrede sig og sagde: "Se, ere ikke alle disse, som tale, Galilæere?

2:8b.ACT.002.008 Hvor kunne vi da høre dem tale, hver på vort eget Mål, hvor vi ere fødte,

2:9b.ACT.002.009 Parthere og Medere og Elamiter, og vi, som høre hjemme i Mesopotamien, Judæa og Happadokien. Pontus og Asien,

2:10b.ACT.002.010 i Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens Egne ved Kyrene, og vi her boende Romere,

2:11b.ACT.002.011 Jøder og Proselyter, Kretere og Arabere, vi høre dem tale om Guds store Gerninger i vore Tungemål?"

2:12b.ACT.002.012 Og de forbavsedes alle og,vare tvivlrådige og sagde den ene til den anden: "Hvad kan dette være?"

2:13b.ACT.002.013 Men andre sagde spottende: "De ere fulde af sød Vin."

2:14b.ACT.002.014 Da stod Peter frem med de elleve og opløftede sin Røst og talte til dem: "I jødiske Mænd og alle I, som bo i Jerusalem! dette være eder vitterligt, og låner Øre til mine Ord!

2:15b.ACT.002.015 Thi disse ere ikke drukne, som I mene; det er jo den tredje Time på Dagen;

2:16b.ACT.002.016 men dette er, hvad der et sagt ved Profeten Joel:

2:17b.ACT.002.017 "Og det skal ske i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Ånd over alt Kød; og eders Sønner og eders Døtre skulle profetere, og de unge iblandt eder skulle se Syner, og de gamle iblandt eder skulle have Drømme.

2:18b.ACT.002.018 Ja, endog over mine Trælle og over mine Trælkvinder vil jeg i de Dage udgyde af min Ånd, og de skulle profetere.

2:19b.ACT.002.019 Og jeg vil lade ske Undere på Himmelen oventil og Tegn på Jorden nedentil, Blod og Ild og rygende Damp.

2:20b.ACT.002.020 Solen skal forvandles til Mørke og Månen til Blod, førend Herrens store og herlige Dag kommer.

2:21b.ACT.002.021 Og det skal ske, enhver, som påkalder Herrens Navn, skal frelses."

2:22b.ACT.002.022 I israelitiske Mænd! hører disse Ord: Jesus af Nazareth, en Mand, som fra Gud var godtgjort for eder ved kraftige Gerninger og Undere og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt eder, som I jo selv vide,

2:23b.ACT.002.023 ham, som efter Guds bestemte Rådslutning og Forudviden var bleven forrådt, ham have I ved lovløses Hånd korsfæstet og ihjelslået.

2:24b.ACT.002.024 Men Gud oprejste ham, idet han gjorde Ende på Dødens Veer, eftersom det ikke var muligt, at han kunde fastholdes af den.

2:25b.ACT.002.025 Thi David siger med Henblik på ham: "Jeg havde altid Herren for mine Øjne; thi han er ved min højre Hånd, for at jeg ikke skal rokkes,

2:26b.ACT.002.026 Derfor glædede mit Hjerte sig, og min Tunge jublede, ja, også mit Kød skal bo i Håb;

2:27b.ACT.002.027 thi du skal ikke lade min Sjæl tilbage i Dødsriget, ikke heller tilstede din hellige at se Forrådnelse,

2:28b.ACT.002.028 Du har kundgjort mig Livets Veje; du skal fylde mig med Glæde for dit Åsyn."

2:29b.ACT.002.029 I Mænd Brødre! Jeg kan sige med Frimodighed til eder om Patriarken David, at han er både død og begraven, og hans Grav er hos os indtil denne Dag.

2:30b.ACT.002.030 Da han nu var en Profet og vidste, at Gud med Ed havde tilsvoret ham, at af hans Lænds Frugt skulde en sidde på hans Trone,

2:31b.ACT.002.031 talte han, forudseende, om Kristi Opstandelse, at hverken blev han ladt tilbage i Dødsriget, ej heller så hans Kød Forrådnelse.

2:32b.ACT.002.032 Denne Jesus oprejste Gud, hvorom vi alle ere Vidner.

2:33b.ACT.002.033 Efter at han nu ved Guds højre Hånd er ophøjet og af Faderen har fået den Helligånds Forjættelse, har han udgydt denne, hvilket I både se og høre.

2:34b.ACT.002.034 Thi David for ikke op til Himmelen; men han siger selv: "Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd,

2:35b.ACT.002.035 indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder."

2:36b.ACT.002.036 Derfor skal hele Israels Hus vide for vist, at denne Jesus, hvem I korsfæstede, har Gud gjort både til Herre og til Kristus,"

2:37b.ACT.002.037 Men da de hørte dette, stak det dem i Hjertet, og de sagde til Peter og de øvrige Apostle: "I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gøre?"

2:38b.ACT.002.038 Men Peter sagde til dem: "Omvender eder, og hver af eder lade sig døbe på Jesu Kristi Navn til eders Synders Forladelse; og I skulle få den Helligånds Gave.

2:39b.ACT.002.039 Thi for eder er Forjættelsen og for eders Børn og for alle dem, som ere langt borte, så mange som Herren vor Gud vil tilkalde."

2:40b.ACT.002.040 Også med mange andre Ord vidnede han for dem og format dem, idet han sagde: "Lader eder frelse fra denne vanartede Slægt!"

2:41b.ACT.002.041 De, som nu toge imod hans Ord, bleve døbte; og der føjedes samme Dag omtrent tre Tusinde Sjæle til.

2:42b.ACT.002.042 Og de holdt fast ved Apostlenes Lære og Samfundet, Brødets Brydelse og Bønnerne.

2:43b.ACT.002.043 Men der kom Frygt over en hver Sjæl, og der skete mange Undere og Tegn ved Apostlene.

2:44b.ACT.002.044 Og alle de troende holdt sig sammen og havde alle Ting fælles.

2:45b.ACT.002.045 Og de solgte deres Ejendom og Gods og delte det ud iblandt alle, efter hvad enhver havde Trang til.

2:46b.ACT.002.046 Og idet de hver Dag vedholdende og endrægtigt kom i Helligdommen og brød Brødet hjemme, fik de deres Føde med Fryd og i Hjertets Enfold,

2:47b.ACT.002.047 idet de lovede Gud og havde Yndest hos hele Folket. Men Herren føjede daglig til dem nogle, som lode sig frelse.

3

3:1b.ACT.003.001 Men Peter og Johannes gik op i Helligdommen ved Bedetimen, den niende Time.

3:2b.ACT.003.002 Og en Mand, som var lam fra Moders Liv af, blev båren frem; ham satte de daglig ved den Dør til Helligdommen, som kaldtes den skønne, for at han kunde bede dem, som gik ind i Helligdommen, om Almisse.

3:3b.ACT.003.003 Da han så Peter og Johannes, idet de vilde gå ind i Helligdommen, bad han om at få en Almisse.

3:4b.ACT.003.004 Da så Peter tillige med Johannes fast på ham og sagde: "Se på os!"

3:5b.ACT.003.005 Og han gav Agt på dem, efterdi han ventede at få noget af dem.

3:6b.ACT.003.006 Men Peter sagde: "Sølv og Guld ejer jeg ikke, men hvad jeg har, det giver jeg dig: I Jesu Kristi Nazaræerens Navn stå op og gå!"

3:7b.ACT.003.007 Og han greb ham ved den højre Hånd og rejste ham op.

3:8b.ACT.003.008 Men straks bleve hans Ben og Ankler stærke, og han sprang op og stod og gik omkring og gik med dem ind i Helligdommen, hvor han gik omkring og sprang og lovede Gud.

3:9b.ACT.003.009 Og hele Folket så ham gå omkring og love Gud.

3:10b.ACT.003.010 Og de kendte ham som den, der havde siddet ved den skønne Port til Helligdommen for at få Almisse; og de bleve fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som var timedes ham.

3:11b.ACT.003.011 Medens han nu holdt fast ved Peter og Johannes, løb alt Folket rædselsslagent sammen om dem i den Søjlegang, som kaldes Salomons.

3:12b.ACT.003.012 Men da Peter så det, talte han til Folket: "I israelitiske Mænd! Hvorfor undre I eder over dette? eller hvorfor stirre I på os, som om vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde gjort, at han kan gå?

3:13b.ACT.003.013 Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore Fædres Gud, har herliggjort sin Tjener" Jesus, hvem I prisgave og fornægtede for Pilatus, da han dømte, at han skulde løslades.

3:14b.ACT.003.014 Men I fornægtede den hellige og retfærdige og bade om, at en Morder måtte skænkes eder.

3:15b.ACT.003.015 Men Livets Fyrste sloge I ihjel, hvem Gud oprejste fra de døde, hvorom vi ere Vidner.

3:16b.ACT.003.016 Og i Troen på hans Navn har hans Navn styrket denne, hvem I se og kende, og Troen, som virkedes ved ham, har givet denne hans Førlighed i Påsyn af eder alle.

3:17b.ACT.003.017 Og nu, Brødre! jeg ved, at I handlede i Uvidenhed, ligesom også eders Rådsherrer.

3:18b.ACT.003.018 Men Gud har således fuldbyrdet, hvad han forud forkyndte ved alle Profeternes Mund, at hans Salvede skulde lide.

3:19b.ACT.003.019 Derfor fatter et andet Sind og vender om, for at eders Synder må blive udslettede, for at Vederkvægelsens Tider må komme fra Herrens Åsyn,

3:20b.ACT.003.020 og han må sende den for eder bestemte Kristus, Jesus,

3:21b.ACT.003.021 hvem Himmelen skal modtage indtil alle Tings Genoprettelses Tider, hvorom Gud har talt ved sine hellige Profeters Mund fra de ældste Dage.

3:22b.ACT.003.022 Moses sagde: "En Profet skal Herren eders Gud oprejse eder af eders Brødre ligesom mig; ham skulle I høre i alt, hvad han end vil tale til eder.

3:23b.ACT.003.023 Men det skal ske, hver Sjæl, som ikke hører den Profet, skal udryddes af Folket."

3:24b.ACT.003.024 Men også alle Profeterne, fra Samuel af og derefter, så mange som talte, have også forkyndt disse Dage.

3:25b.ACT.003.025 I ere Profeternes Sønner og Sønner af den Pagt, som Gud sluttede med vore Fædre, da han sagde til Abraham: "Og i din Sæd skulle alle Jordens Slægter velsignes."

3:26b.ACT.003.026 For eder først har Gud oprejst sin Tjener og sendt han for at velsigne eder, når enhver af eder vender om fra sin Ondskab."

4

4:1b.ACT.004.001 Men medens de talte til Folket, kom Præsterne og Høvedsmanden for Helligdommen og Saddukæerne over dem,

4:2b.ACT.004.002 da de harmedes over, at de lærte Folket og i Jesus forkyndte Opstandelsen fra de døde.

4:3b.ACT.004.003 Og de lagde Hånd på dem og satte dem i Forvaring til den følgende Dag; thi det var allerede Aften.

4:4b.ACT.004.004 Men mange af dem, som havde hørt Ordet, troede, og Tallet på Mændene blev omtrent fem Tusinde.

4:5b.ACT.004.005 Men det skete Dagen derefter, at deres Rådsherrer og Ældste og skriftkloge forsamlede sig i Jerusalem,

4:6b.ACT.004.006 ligeså Ypperstepræsten Annas og Kajfas og Johannes og Alexander og alle, som vare af ypperstepræstelig Slægt.

4:7b.ACT.004.007 Og de stillede dem midt iblandt sig og spurgte: "Af hvad Magt eller i hvilket Navn have I gjort dette?"

4:8b.ACT.004.008 Da sagde Peter, fyldt med den Helligånd, til dem: "I Folkets Rådsherrer og Ældste!

4:9b.ACT.004.009 Når vi i Dag forhøres angående denne Velgerning imod en vanfør Mand, om hvorved han er bleven helbredt;

4:10b.ACT.004.010 da skal det være eder alle og hele Israels Folk vitterligt, at ved Jesu Kristi Nazaræerens Navn, hvem I have korsfæstet, hvem Gud har oprejst fra de døde, ved dette Navn er det, at denne står rask her for eders Øjne,

4:11b.ACT.004.011 Han er den Sten, som blev agtet for intet af eder, I Bygningsmænd, men som er bleven til en Hovedhjørnesten.

4:12b.ACT.004.012 Og der er ikke Frelse i nogen anden; thi der er ikke noget andet Navn under Himmelen, givet iblandt Mennesker, ved hvilket vi skulle blive frelste."

4:13b.ACT.004.013 Men da de så Peters og Johannes Frimodighed og kunde mærke, at de vare ulærde Mænd og Lægfolk, forundrede de sig, og de kendte dem, at de havde været med Jesus.

4:14b.ACT.004.014 Og da de så Manden, som var helbredt, stå hos dem, havde de intet at sige derimod.

4:15b.ACT.004.015 Men de bøde dem at træde ud fra Rådet og rådførte sig med hverandre og sagde:

4:16b.ACT.004.016 "Hvad skulle vi gøre med disse Mennesker? thi at et vitterligt Tegn er sket ved dem, det er åbenbart for alle dem, som bo i Jerusalem, og vi kunne ikke nægte det.

4:17b.ACT.004.017 Men for at det ikke skal komme videre ud iblandt Folket, da lader os true dem til ikke mere at tale til noget Menneske i dette Navn."

4:18b.ACT.004.018 Og de kaldte dem ind og forbøde dem aldeles at tale eller lære i Jesu Navn.

4:19b.ACT.004.019 Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: "Dømmer selv. om det er ret for Gud at lyde eder mere end Gud.

4:20b.ACT.004.020 Thi vi kunne ikke lade være at tale om det, som vi have set og hørt."

4:21b.ACT.004.021 Men de truede dem end mere og løslode dem, da de ikke kunde udfinde, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi alle priste Gud for det, som var sket.

4:22b.ACT.004.022 Thi den Mand, på hvem dette Helbredelsestegn var sket, var mere end fyrretyve År gammel.

4:23b.ACT.004.023 Da de nu vare løsladte, kom de til deres egne og fortalte dem alt, hvad Ypperstepræsterne og de Ældste havde sagt til dem.

4:24b.ACT.004.024 Men da de hørte dette, opløftede de endrægtigt Røsten til Gud og sagde: "Herre, du, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem,

4:25b.ACT.004.025 du, som har sagt ved din Tjener Davids Mund: "Hvorfor fnyste Hedninger, og Folkeslag oplagde forfængelige Råd?

4:26b.ACT.004.026 Jordens Konger rejste sig, og Fyrsterne samlede sig til Hobe imod Herren og imod hans Salvede."

4:27b.ACT.004.027 Ja, de have i Sandhed forsamlet sig i denne Stad imod din hellige Tjener Jesus, hvem du har salvet, både Herodes og Pontius Pilatus tillige med Hedningerne og Israels Folkestammer

4:28b.ACT.004.028 for at gøre det, som din Hånd og dit Råd forud havde bestemt skulde ske.

4:29b.ACT.004.029 Og nu, Herre! se til deres Trusler, og giv dine Tjenere at tale dit Ord med al Frimodighed,

4:30b.ACT.004.030 idet du udrækker din Hånd til Helbredelse, og der sker Tegn og Undere ved din hellige Tjeners Jesu Navn."

4:31b.ACT.004.031 Og da de havde bedt, rystedes Stedet, hvor de vare forsamlede; og de bleve alle fyldte med den Helligånd, og de talte Guds Ord med Frimodighed.

4:32b.ACT.004.032 Men de troendes Mængde havde eet Hjerte og een Sjæl; og end ikke een kaldte noget af det, han ejede, sit eget; men de havde alle Ting fælles.

4:33b.ACT.004.033 Og med stor Kraft aflagde Apostlene Vidnesbyrdet om den Herres Jesu Opstandelse, og der var stor Nåde over dem alle.

4:34b.ACT.004.034 Thi der var end ikke nogen trængende iblandt dem; thi alle de, som vare Ejere af Jordstykker eller Huse, solgte dem og bragte Salgssummerne

4:35b.ACT.004.035 og lagde dem for Apostlenes Fødder; men der blev uddelt til enhver, efter hvad han havde Trang til.

4:36b.ACT.004.036 Og Josef, som af Apostlene fik Tilnavnet Barnabas, (det er udlagt: Trøstens Søn), en Levit, født på Kypern

4:37b.ACT.004.037 som ejede en Jordlod, solgte den og bragte Pengene og lagde dem for Apostlenes Fødder.

5

5:1b.ACT.005.001 Men en Mand, ved Navn Ananias, tillige med Safira, hans Hustru, solgte en Ejendom

5:2b.ACT.005.002 og stak med sin Hustrus Vidende noget af Værdien til Side og bragte en Del deraf og lagde den for Apostlenes Fødder.

5:3b.ACT.005.003 Men Peter sagde: "Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte, så du har løjet imod den Helligånd og stukket noget til Side af Summen for Jordstykket?

5:4b.ACT.005.004 Var det ikke dit, så længe du ejede det, og stod ikke det, som det blev solgt for, til din Rådighed? Hvorfor har du dog sat dig denne Gerning for i dit Hjerte? Du har ikke løjet for Mennesker, men for Gud."

5:5b.ACT.005.005 Men da Ananias hørte disse Ord, faldt han om og udåndede. Og der kom stor Frygt over alle, som hørte det.

5:6b.ACT.005.006 Men de unge Mænd stode op og lagde ham til Rette og bare ham ud og begravede ham.

5:7b.ACT.005.007 Men det skete omtrent tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind uden at vide, hvad der var sket.

5:8b.ACT.005.008 Da sagde Peter til hende: "Sig mig, om I solgte Jordstykket til den Pris?" Og hun sagde: "Ja, til den Pris."

5:9b.ACT.005.009 Men Peter sagde til hende: "Hvorfor ere I dog blevne enige om at friste Herrens Ånd? Se, deres Fødder, som have begravet din Mand, ere for Døren, og de skulle bære dig ud."

5:10b.ACT.005.010 Men hun faldt straks om for hans Fødder og udåndede. Men da de unge Mænd kom ind, fandt de hende død, og de bare hende ud og begravede hende hos hendes Mand.

5:11b.ACT.005.011 Og stor Frygt kom over hele Menigheden og over alle, som hørte dette.

5:12b.ACT.005.012 Men ved Apostlenes Hænder skete der mange Tegn og Undere iblandt Folket; og de vare alle endrægtigt sammen i Salomons Søjlegang.

5:13b.ACT.005.013 Men af de andre turde ingen holde sig til dem; dog priste Folket dem højt,

5:14b.ACT.005.014 og der føjedes stedse flere troende til Herren, Skarer både af Mænd og Kvinder,

5:15b.ACT.005.015 så at de endogså bare de syge ud på Gaderne og lagde dem på Senge og Løjbænke, for at når Peter kom, endog blot hans Skygge kunde overskygge nogen af dem.

5:16b.ACT.005.016 Ja, selv fra Byerne i Jerusalems Omegn strømmede Mængden sammen og bragte syge og sådanne, som vare plagede af urene Ånder, og de bleve alle helbredte.

5:17b.ACT.005.017 Men Ypperstepræsten stod op samt alle de, som holdt med ham, nemlig Saddukæernes Parti, og de bleve fulde af Nidkærhed.

5:18b.ACT.005.018 Og de lagde Hånd på Apostlene og satte dem i offentlig Forvaring.

5:19b.ACT.005.019 Men en Herrens Engel åbnede Fængselets Døre om Natten og førte dem ud og sagde:

5:20b.ACT.005.020 "Går hen og træder frem og taler i Helligdommen alle disse Livets Ord for Folket!"

5:21b.ACT.005.021 Men da de havde hørt dette, gik de ved Daggry ind i Helligdommen og lærte. Men Ypperstepræsten og de, som holdt med ham, kom og sammenkaldte Rådet og alle Israels Børns Ældste og sendte Bud til Fængselet, at de skulde føres frem.

5:22b.ACT.005.022 Men da Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængselet; og de kom tilbage og meldte det og sagde:

5:23b.ACT.005.023 "Fængselet fandt vi tillukket helt forsvarligt, og Vogterne stående ved Dørene; men da vi lukkede op, fandt vi ingen derinde."

5:24b.ACT.005.024 Men da Høvedsmanden for Helligdommen og Ypperstepræsterne hørte disse Ord, bleve de tvivlrådige om dem,hvad dette skulde blive til.

5:25b.ACT.005.025 Men der kom en og meldte dem: "Se, de Mænd, som I satte i Fængselet, stå i Helligdommen og lære Folket."

5:26b.ACT.005.026 Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og hentede dem, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede.

5:27b.ACT.005.027 Men da de havde hentet dem, stillede de dem for Rådet; og Ypperstepræsten spurgte dem og sagde:

5:28b.ACT.005.028 "Vi bøde eder alvorligt, at I ikke måtte lære i dette Navn, og se, I have fyldt Jerusalem med eders Lære, og I ville bringe dette Menneskes Blod over os!"

5:29b.ACT.005.029 Men Peter og Apostlene svarede og sagde: "Man bør adlyde Gud mere end Mennesker.

5:30b.ACT.005.030 Vore Fædres Gud oprejste Jesus, hvem I hængte på et Træ og sloge ihjel.

5:31b.ACT.005.031 Ham har Gud ved sin højre Hånd ophøjet til en Fyrste og Frelser for at give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse.

5:32b.ACT.005.032 Og vi ere hans Vidner om disse Ting, ligesom også den Helligånd, som Gud har givet dem, der adlyde ham."

5:33b.ACT.005.033 Men da de hørte dette, skar det dem i Hjertet, og de rådsloge om at slå dem ihjel.

5:34b.ACT.005.034 Men der rejste sig i Rådet en Farisæer ved Navn Gamaliel, en Lovlærer, højt agtet af hele Folket, og han bød, at de skulde lade Mændene træde lidt udenfor.

5:35b.ACT.005.035 Og han sagde til dem: "I israelitiske Mænd! ser eder vel for, hvad I gøre med disse Mennesker.

5:36b.ACT.005.036 Thi for nogen Tid siden fremstod Theudas, som udgav sig selv for at være noget, og et Antal af omtrent fire Hundrede Mænd sluttede sig til ham; han blev slået ihjel, og alle de, som adløde ham, adsplittedes og bleve til intet.

5:37b.ACT.005.037 Efter ham fremstod Judas Galilæeren i Skatteindskrivningens Dage og fik en Flok Mennesker til at følge sig. Også han omkom, og alle de, som adløde ham, bleve adspredte.

5:38b.ACT.005.038 Og nu siger jeg eder: Holder eder fra disse Mennesker, og lader dem fare; thi dersom dette Råd eller dette Værk er af Mennesker, bliver det til intet;

5:39b.ACT.005.039 men er det af Gud, kunne I ikke gøre dem til intet. Lader eder dog ikke findes som de, der endog ville stride mod Gud!"

5:40b.ACT.005.040 Og de adløde ham; og de kaldte Apostlene frem og lode dem piske og forbøde dem at tale i Jesu Navn og løslode dem.

5:41b.ACT.005.041 Så gik de da glade bort fra Rådets Åsyn, fordi de vare blevne agtede værdige til at vanæres for hans Navns Skyld.

5:42b.ACT.005.042 Og de holdt ikke op med hver Dag at lære i Helligdommen og i Husene og at forkynde Evangeliet om Kristus Jesus.

6

6:1b.ACT.006.001 Men da i de Dage Disciplenes Antal forøgedes, begyndte Hellenisterne at knurre imod Hebræerne", fordi deres Enker bleve tilsidesatte ved den daglige Uddeling.

6:2b.ACT.006.002 Da sammenkaldte de tolv Disciplenes Skare og sagde: "Det huer os ikke at forlade Guds Ord for at tjene ved Bordene.

6:3b.ACT.006.003 Udser derfor, Brødre! iblandt eder syv Mænd, som have godt Vidnesbyrd og ere fulde af Ånd og Visdom; dem ville vi så indsætte til denne Gerning.

6:4b.ACT.006.004 Men vi ville holde trolig ved i Bønnen og Ordets Tjeneste."

6:5b.ACT.006.005 Og denne Tale behagede hele Mængden; og de udvalgte Stefanus. en Mand fuld af Tro og den Helligånd, og Filip og Prokorus og Nikaiior og Timon og Parmenas og Nikolaus, en Proselyt fra Antiokia;

6:6b.ACT.006.006 dem stillede de frem for Apostlene; og disse bade og lagde Hænderne på dem.

6:7b.ACT.006.007 Og Guds Ord havde Fremgang og Disciplenes Tal forøgedes meget i Jerusalem; og en stor Mængde af Præsterne adløde Troen.

6:8b.ACT.006.008 Men Stefanus, fuld af Nåde og Kraft, gjorde Undere og store Tegn iblandt Folket,

6:9b.ACT.006.009 Da stod der nogle frem af den Synagoge, som kaldes de frigivnes og Kyrenæernes og Aleksandrinernes, og nogle af dem fra Kilikien og Asien, og de tvistedes med Stefanus.

6:10b.ACT.006.010 Og de kunde ikke modstå den Visdom og den Ånd, som han talte af.

6:11b.ACT.006.011 Da fik de hemmeligt nogle Mænd til at sige: "Vi have hørt ham tale bespottelige Ord imod Moses og imod Gud."

6:12b.ACT.006.012 Og de ophidsede Folket og de Ældste og de skriftkloge, og de overfaldt ham og slæbte ham med sig og førte ham for Rådet;

6:13b.ACT.006.013 og de fremstillede falske Vidner, som sagde: "Dette Menneske holder ikke op med at tale Ord imod dette hellige Sted og imod Loven.

6:14b.ACT.006.014 Thi vi have hørt ham sige, at denne Jesus af Nazareth skal nedbryde dette Sted og forandre de Skikke, som Moses har overgivet os."

6:15b.ACT.006.015 Og alle de, som sade i Rådet, stirrede på ham, og de så hans Ansigt som en Engels Ansigt.

7

7:1b.ACT.007.001 Men Ypperstepræsten sagde: "Forholder dette sig således?"

7:2b.ACT.007.002 Men han sagde: "I Mænd, Brødre og Fædre, hører til! Herlighedens Gud viste sig for vor Fader Abraham, da han var i Mesopotamien, førend han tog Bolig i Karan.

7:3b.ACT.007.003 Og han sagde til ham: "Gå ud af dit Land og fra din Slægt, og kom til det Land, som jeg vil vise dig."

7:4b.ACT.007.004 Da gik han ud fra Kaldæernes Land og tog Bolig i Karan; og efter hans Faders Død lod Gud ham flytte derfra hen i dette Land, hvor I nu bo.

7:5b.ACT.007.005 Og han gav ham ikke Ejendom deri, end ikke en Fodsbred; dog forjættede han ham at give ham det til Eje og hans Sæd efter ham, endskønt han intet Barn havde.

7:6b.ACT.007.006 Men Gud talte således: "Hans Sæd skal være Udlændinge i et fremmed Land, og man skal gøre dem til Trælle og handle ilde med dem i fire Hundrede År.

7:7b.ACT.007.007 Og det Folk, for hvilket de skulle trælle, vil jeg dømme, sagde Gud; og derefter skulle de drage ud og tjene mig på dette Sted."

7:8b.ACT.007.008 Og han gav ham Omskærelsens Pagt. Og så avlede han Isak og omskar ham den ottende Dag, og Isak avlede Jakob, og Jakob de tolv Patriarker.

7:9b.ACT.007.009 Og Patriarkerne bare Avind imod Josef og solgte ham til Ægypten; og Gud var med ham,

7:10b.ACT.007.010 og han udfriede ham af alle hans Trængsler og gav ham Nåde og Visdom for Farao, Kongen i Ægypten, som satte ham til Øverste over Ægypten og over hele sit Hus.

7:11b.ACT.007.011 Men der kom Hungersnød over hele Ægypten og Kanån og en stor Trængsel, og vore Fædre fandt ikke Føde.

7:12b.ACT.007.012 Men da Jakob hørte, at der var Korn i Ægypten, sendte han vore Fædre ud første Gang.

7:13b.ACT.007.013 Og anden Gang blev Josef genkendt af sine Brødre, og Josefs Herkomst blev åbenbar for Farao.

7:14b.ACT.007.014 Men Josef sendte Bud og lod sin Fader Jakob og al sin Slægt kalde til sig, fem og halvfjerdsindstyve Sjæle.

7:15b.ACT.007.015 Og Jakob drog ned til Ægypten. Og han og vore Fædre døde,

7:16b.ACT.007.016 og de bleve flyttede til Sikem og lagte i den Grav, som Abraham havde købt for en Sum Penge af Hemors Sønner i Sikem.

7:17b.ACT.007.017 Som nu Tiden nærmede sig for den Forjættelse, Gud havde tilsagt Abraham, voksede Folket og formeredes i Ægypten,

7:18b.ACT.007.018 indtil der fremstod en anden Konge, som ikke kendte Josef.

7:19b.ACT.007.019 Han viste Træskhed imod vor Slægt og handlede ilde med vore Fædre, så de måtte sætte deres små Børn ud, for at de ikke skulde holdes i Live.

7:20b.ACT.007.020 På den Tid blev Moses født, og han var dejlig for Gud; han blev opfostret i tre Måneder i sin Faders Hus.

7:21b.ACT.007.021 Men da han var sat ud, tog Faraos Datter ham op og opfostrede ham til sin Søn.

7:22b.ACT.007.022 Og Moses blev oplært i al Ægypternes Visdom; og han var mægtig i sine Ord og Gerninger.

7:23b.ACT.007.023 Men da han blev fyrretyve År gammel, fik han i Sinde at besøge sine Brødre, Israels Børn.

7:24b.ACT.007.024 Og da han så en lide Uret, forsvarede han ham og hævnede den mishandlede, idet han slog Ægypteren ihjel.

7:25b.ACT.007.025 Men han mente, at hans Brødre forstode, at Gud gav dem Frelse ved hans Hånd; men de forstode det ikke.

7:26b.ACT.007.026 Og den næste Dag viste han sig iblandt dem under en Strid og vilde forlige dem til at holde Fred, sigende: "I Mænd! I ere Brødre, hvorfor gøre I hinanden Uret?"

7:27b.ACT.007.027 Men den, som gjorde sin Næste Uret, stødte ham fra sig og sagde: "Hvem har sat dig til Hersker og Dommer over os?

7:28b.ACT.007.028 Vil du slå mig ihjel, ligesom du i Går slog Ægypteren ihjel?"

7:29b.ACT.007.029 Da flygtede Moses for denne Tales Skyld og boede som fremmed i Midians Land, hvor han avlede to Sønner.

7:30b.ACT.007.030 Og efter fyrretyve Års Forløb viste en Engel sig for ham i Sinai Bjergs Ørken i en Tornebusk, der stod i lys Lue.

7:31b.ACT.007.031 Men da Moses så det, undrede han sig over Synet, og da han gik hen for at betragte det, lød Herrens Røst til ham:

7:32b.ACT.007.032 "Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud." Da bævede Moses og turde ikke se derhen.

7:33b.ACT.007.033 Men Herren sagde til ham: "Løs Skoene af dine Fødder; thi det Sted, som du står på, er hellig Jord.

7:34b.ACT.007.034 Jeg har grant set mit Folks Mishandling i Ægypten og hørt deres Suk, og jeg er stegen ned for at udfri dem; og nu kom, lad mig sende dig til Ægypten!"

7:35b.ACT.007.035 Denne Moses, hvem de fornægtede, idet de sagde: "Hvem har sat dig til Hersker og Dommer," ham har Gud sendt til at være både Hersker og Befrier ved den Engels Hånd,som viste sig for ham i Tornebusken.

7:36b.ACT.007.036 Ham var det, som førte dem ud,idet han gjorde Undere og Tegn i Ægyptens Land og i det røde Hav og i Ørkenen i fyrretyve År.

7:37b.ACT.007.037 Han er den Moses, som sagde til Israels Børn: "En Profet skal Gud oprejse eder af eders Brødre ligesom mig."

7:38b.ACT.007.038 Han er den, som i Menigheden i Ørkenen færdedes med Engelen, der talte til ham på Sinai Bjerg, og med vore Fædre; den, som modtog levende Ord at give os;

7:39b.ACT.007.039 hvem vore Fædre ikke vilde adlyde, men de stødte ham fra sig og vendte sig med deres Hjerter til Ægypten, idet de sagde til Aron:

7:40b.ACT.007.040 "Gør os Guder, som kunne gå foran os; thi vi vide ikke, hvad der er sket med denne Moses, som førte os ud af Ægyptens Land."

7:41b.ACT.007.041 Og de gjorde en Kalv i de Dage og bragte Offer til Gudebilledet og frydede sig ved deres Hænders Gerninger.

7:42b.ACT.007.042 Men Gud vendte sig fra dem og gav dem hen til at tjene Himmelens Hær, som der er skrevet i Profeternes Bog: "Have I vel, Israels Hus! bragt mig Slagtofre og andre Ofre i fyrretyve År i Ørkenen?

7:43b.ACT.007.043 Og I bare Moloks Telt og Guden Remfans Stjerne, de Billeder, som I havde gjort for at tilbede dem; og jeg vil flytte eder bort hinsides Babylon."

7:44b.ACT.007.044 Vore Fædre i Ørkenen havde Vidnesbyrdets Tabernakel, således som han, der talte til Moses, havde befalet at gøre det efter det Forbillede, som han havde set.

7:45b.ACT.007.045 Dette toge også vore Fædre i Arv og bragte det under Josva ind i Landet, som Hedningerne besade, hvilke Gud fordrev fra vore Fædres Åsyn indtil Davids Dage,

7:46b.ACT.007.046 som vandt Nåde for Gud og bad om at måtte finde en Bolig for Jakobs Gud.

7:47b.ACT.007.047 Men Salomon byggede ham et Hus.

7:48b.ACT.007.048 Dog, den Højeste bor ikke i Huse gjorte med Hænder, som Profeten siger:

7:49b.ACT.007.049 "Himmelen er min Trone, og Jorden mine Fødders Skammel, hvad Hus ville I bygge mig? siger Herren, eller hvilket er min Hviles Sted?

7:50b.ACT.007.050 Har ikke min Hånd gjort alt dette?"

7:51b.ACT.007.051 I hårde Halse og uomskårne på Hjerter og Øren! I stå altid den Helligånd imod; som eders Fædre, således også I.

7:52b.ACT.007.052 Hvem af Profeterne er der, som eders Fædre ikke have forfulgt? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte om den retfærdiges Komme, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne,

7:53b.ACT.007.053 I, som modtoge Loven under Engles Besørgelse og have ikke holdt den!"

7:54b.ACT.007.054 Men da de hørte dette, skar det dem i deres Hjerter, og de bede Tænderne sammen imod ham.

7:55b.ACT.007.055 Men som han var fuld af den Helligånd, stirrede han op imod Himmelen og så Guds Herlighed og Jesus stående ved Guds højre Hånd.

7:56b.ACT.007.056 Og han sagde: "Se, jeg ser Himlene åbnede og Menneskesønnen stående ved Guds højre Hånd."

7:57b.ACT.007.057 Men de råbte med høj Røst og holdt for deres Øren og stormede endrægtigt ind på ham.

7:58b.ACT.007.058 Og de stødte ham ud uden for Staden og stenede ham. Og Vidnerne lagde deres Klæder af ved en ung Mands Fødder, som hed Saulus.

7:59b.ACT.007.059 Og de stenede Stefanus, som bad og sagde: "Herre Jesus, tag imod min Ånd!"

7:60b.ACT.007.060 Men han faldt på Knæ og råbte med høj Røst: "Herre, tilregn dem ikke denne Synd!" Og som han sagde dette, sov han hen. (Kap.8) 1 Men Saulus fandt Behag i hans Mord.

8

8:1b.ACT.008.001 Og på den Dag udbrød der en stor Forfølgelse imod Menigheden i Jerusalem, og de adspredtes alle over Judæas og Samarias Egne, undtagen Apostlene.

8:2b.ACT.008.002 Men gudfrygtige Mænd begravede Stefanus og holdt en stor Veklage over ham.

8:3b.ACT.008.003 Men Saulus plagede Menigheden og gik ind i Husene og trak både Mænd og Kvinder frem og lod dem sætte i Fængsel.

8:4b.ACT.008.004 Imidlertid gik de, som bleve adspredte, omkring og forkyndte Evangeliets Ord.

8:5b.ACT.008.005 Da kom Filip til Byen Samaria og prædikede Kristus for dem.

8:6b.ACT.008.006 Og Skarerne gave endrægtigt Agt på det, som blev sagt af Filip, idet de hørte og så de Tegn, som han gjorde.

8:7b.ACT.008.007 Thi der var mange, som havde urene Ånder, og af hvem disse fore ud, råbende med høj Røst; og mange værkbrudne og lamme bleve helbredte.

8:8b.ACT.008.008 Og der blev en stor Glæde i denne By.

8:9b.ACT.008.009 Men en Mand, ved Navn Simon, var i Forvejen i Byen og drev Trolddom og satte Samarias Folk i Forbavselse, idet han udgav sig selv for at være noget stort.

8:10b.ACT.008.010 På ham gave alle Agt, små og store, og sagde: "Det er ham, som man kalder Guds store Kraft."

8:11b.ACT.008.011 Men de gave Agt på ham, fordi han i lang Tid havde sat dem i Forbavselse ved sine Trolddomskunster.

8:12b.ACT.008.012 Men da de troede Filip, som forkyndte Evangeliet om Guds Rige og Jesu Kristi Navn, lode de sig døbe, både Mænd og Kvinder.

8:13b.ACT.008.013 Men Simon troede også selv, og efter at være døbt holdt han sig nær til Filip; og da han så Tegn og store, kraftige Gerninger ske, forbavsedes han højligt.

8:14b.ACT.008.014 Men da Apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod Guds Ord, sendte de Peter og Johannes til dem,

8:15b.ACT.008.015 og da disse vare komne derned, bade de for dem om, at de måtte få den Helligånd;

8:16b.ACT.008.016 thi den var endnu ikke falden på nogen af dem, men de vare blot døbte til den Herres Jesu Navn.

8:17b.ACT.008.017 Da lagde de Hænderne på dem, og de fik den Helligånd.

8:18b.ACT.008.018 Men da Simon så, at den Helligånd blev given ved Apostlenes Håndspålæggelse, bragte han dem Penge og sagde:

8:19b.ACT.008.019 "Giver også mig denne Magt, at, hvem jeg lægger Hænderne på, han må få den Helligånd."

8:20b.ACT.008.020 Men Peter sagde til ham: "Gid dit Sølv må gå til Grunde tillige med dig, fordi du mente at kunne erhverve Guds Gave for Penge.

8:21b.ACT.008.021 Du har ikke Del eller Lod i dette Ord; thi dit Hjerte er ikke ret for Gud.

8:22b.ACT.008.022 Omvend dig derfor fra denne din Ondskab og bed Herren, om dog dit Hjertes Påfund måtte forlades dig.

8:23b.ACT.008.023 Thi jeg ser, at du er stedt i Bitterheds Galde og Uretfærdigheds Lænke."

8:24b.ACT.008.024 Men Simon svarede og sagde: "Beder I for mig til Herren, for at intet af det, som I have sagt, skal komme over mig."

8:25b.ACT.008.025 Men da de havde vidnet og talt Herrens Ord, vendte de tilbage til Jerusalem, og de forkyndte Evangeliet i mange af Samaritanernes Landsbyer.

8:26b.ACT.008.026 Men en Herrens Engel talte til Filip og sagde: "Stå op og gå mod Syd på den Vej, som går ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde."

8:27b.ACT.008.027 Og han stod op og gik. Og se, der var en Æthioper, en Hofmand, en mægtig Mand hos Kandake, Æthiopernes Dronning, som var sat over alle hendes Skatte; han var kommen til Jerusalem for at tilbede.

8:28b.ACT.008.028 Og han var på Hjemvejen og sad på sin Vogn og læste Profeten Esajas.

8:29b.ACT.008.029 Men Ånden sagde til Filip:"Gå hen og hold dig til denne Vogn!"

8:30b.ACT.008.030 Og Filip løb derhen og hørte ham læse Profeten Esajas; og han sagde: "Forstår du også det, som du læser?"

8:31b.ACT.008.031 Men han sagde: "Hvorledes skulde jeg kunne det, uden nogen vejleder mig?" Og han bad Filip stige op og sætte sig hos ham.

8:32b.ACT.008.032 Men det Stykke af Skriften, som han læste, var dette: "Som et Får blev han ført til Slagtning, og som et Lam er stumt imod den, der klipper det, således oplader han ej sin Mund.

8:33b.ACT.008.033 I Fornedrelsen blev hans Dom taget bort; hvem kan fortælle om hans Slægt, efterdi hans Liv borttages fra Jorden?"

8:34b.ACT.008.034 Men Hofmanden talte til Filip og sagde: "Jeg beder dig, om hvem siger Profeten dette? om sig selv eller om en anden?"

8:35b.ACT.008.035 Da oplod Filip sin Mund, og idet han begyndte fra dette Skriftsted, forkyndte han ham Evangeliet om Jesus.

8:36b.ACT.008.036 Men som de droge frem ad Vejen, kom de til noget Vand; og Hofmanden siger: "Se, her er Vand, hvad hindrer mig fra at blive døbt?"

8:37b.ACT.008.037 (Men Filip sagde: "Dersom du tror, af hele dit Hjerte, kan det ske." Men han svarede og sagde: "Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds Søn.")

8:38b.ACT.008.038 Og han bød, at Vognen skulde holde, og de stege begge ned i Vandet, både Filip og Hofmanden; og han døbte ham

8:39b.ACT.008.039 Men da de stege op af Vandet, bortrykkede Herrens Ånd Filip, og Hofmanden så ham ikke mere; thi han drog sin Vej med Glæde.

8:40b.ACT.008.040 Men Filip blev funden i Asdod, og han drog omkring og forkyndte Evangeliet i alle Byerne, indtil han kom fil Kæsarea.

9

9:1b.ACT.009.001 Men Saulus, som endnu fnøs med Trusel og Mord imod Herrens Disciple, gik til Ypperstepræsten

9:2b.ACT.009.002 og bad ham om Breve til Damaskus til Synagogerne, for at han, om han fandt nogle, Mænd eller Kvinder, som holdt sig til Vejen, kunde føre dem bundne til Jerusalem.

9:3b.ACT.009.003 Men da han var undervejs og nærmede sig til Damaskus, omstrålede et Lys fra Himmelen ham pludseligt.

9:4b.ACT.009.004 Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham: "Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?"

9:5b.ACT.009.005 Og han sagde: "Hvem er du, Herre?" Men han svarede: "Jeg er Jesus, som du forfølger.

9:6b.ACT.009.006 Men stå op og gå ind i Byen, og det skal siges dig, hvad du bør gøre."

9:7b.ACT.009.007 Men de Mænd, som rejste med ham, stode målløse, da de vel hørte Røsten, men ikke så nogen.

9:8b.ACT.009.008 Og Saulus rejste sig op fra Jorden; men da han oplod sine Øjne, så han intet. Men de ledte ham ved Hånden og førte ham ind i Damaskus.

9:9b.ACT.009.009 Og han kunde i tre Dage ikke se, og han hverken spiste eller drak.

9:10b.ACT.009.010 Men der var en Discipel i Damaskus, ved Navn Ananias, og Herren sagde til ham i et Syn: "Ananias!" Og han sagde: "Se, her er jeg, Herre!"

9:11b.ACT.009.011 Og Herren sagde til ham: "Stå op, gå hen i den Gade, som kaldes den lige, og spørg i Judas's Hus efter en ved Navn Saulus fra Tarsus; thi se, han beder.

9:12b.ACT.009.012 Og han har i et Syn set en Mand, ved Navn Ananias, komme ind og lægge Hænderne på ham, for at han skulde blive seende."

9:13b.ACT.009.013 Men Ananias svarede: "Herre! jeg har hørt af mange om denne Mand, hvor meget ondt han har gjort dine hellige i Jerusalem.

9:14b.ACT.009.014 Og her har han Fuldmagt fra Ypperstepræsterne til at binde alle dem, som påkalde dit Navn."

9:15b.ACT.009.015 Men Herren sagde til ham: "Gå; thi denne er mig et udvalgt Redskab til at bære mit Navn frem både for Hedninger og Konger og Israels Børn;

9:16b.ACT.009.016 thi jeg vil, vise ham hvor meget han bør lide for mit Navns Skyld."

9:17b.ACT.009.017 Men Ananias gik hen og kom ind i Huset og lagde Hænderne på ham og sagde: "Saul, Broder! Herren har sendt mig, den Jesus, der viste sig for dig på Vejen, ad hvilken du kom, for at du skal blive seende igen og fyldes med den Helligånd."

9:18b.ACT.009.018 Og straks faldt der ligesom Skæl fra hans Øjne, og han blev seende, og han stod op og blev døbt.

9:19b.ACT.009.019 Og han fik Mad og kom til Kræfter. Men han blev nogle Dage hos Disciplene i Damaskus.

9:20b.ACT.009.020 Og straks prædikede han i Synagogerne om Jesus, at han er Guds Søn.

9:21b.ACT.009.021 Men alle, som hørte det, forbavsedes og sagde: "Er det ikke ham, som i Jerusalem forfulgte dem, der påkaldte dette Navn, og var kommen hertil for at føre dem bundne til Ypperstepræsterne?"

9:22b.ACT.009.022 Men Saulus voksede i Kraft og gendrev Jøderne, som boede i Damaskus, idet han beviste, at denne er Kristus.

9:23b.ACT.009.023 Men da nogle Dage vare forløbne, holdt Jøderne Råd om at slå ham ihjel.

9:24b.ACT.009.024 Men Saulus fik deres Efterstræbelser at vide. Og de bevogtede endog Portene både Dag og Nat, for at de kunde slå ham ihjel.

9:25b.ACT.009.025 Men hans Disciple toge ham ved Nattetid og bragte ham ud igennem Muren, idet de firede ham ned i en Kurv.

9:26b.ACT.009.026 Men da han kom til Jerusalem, forsøgte han at holde sig til Disciplene; men de frygtede alle for ham, da de ikke troede, at han var en Discipel.

9:27b.ACT.009.027 Men Barnabas tog sig af ham og førte ham til Apostlene; og han fortalte dem, hvorledes han havde set Herren på Vejen, og at han havde talt til ham, og hvorledes han i Damaskus havde vidnet frimodigt i Jesu Navn.

9:28b.ACT.009.028 Og han gik ind og gik ud med dem i Jerusalem

9:29b.ACT.009.029 og vidnede frimodigt i Herrens Navn. Og han talte og tvistedes med Hellenisterne; men de toge sig for at slå ham ihjel.

9:30b.ACT.009.030 Men da Brødrene fik dette at vide, førte de ham ned til Kæsarea og sendte ham videre til Tarsus.

9:31b.ACT.009.031 Så havde da Menigheden Fred over hele Judæa og Galilæa og Samaria, og den opbyggedes og vandrede i Herrens Frygt, og ved den Helligånds Formaning voksede den.

9:32b.ACT.009.032 Men det skete, medens Peter drog omkring alle Vegne, at han også kom ned til de hellige, som boede i Lydda.

9:33b.ACT.009.033 Der fandt han en Mand ved Navn Æneas, som havde ligget otte År til Sengs og var værkbruden.

9:34b.ACT.009.034 Og Peter sagde til ham: "Æneas! Jesus Kristus helbreder dig; stå op, og red selv din Seng!" Og han stod straks op.

9:35b.ACT.009.035 Og alle Beboere af Lydda og Saron så ham, og de omvendte sig til Herren.

9:36b.ACT.009.036 Men i Joppe var der en Discipelinde ved Navn Tabitha, hvilket udlagt betyder Hind; hun var rig på gode Gerninger og gav mange Almisser.

9:37b.ACT.009.037 Men det skete i de Dage, at hun blev syg og døde. Da toede de hende og lagde hende i Salen ovenpå.

9:38b.ACT.009.038 Men efterdi Lydda var nær ved Joppe, udsendte Disciplene, da de hørte, at Peter var der, to Mænd til ham og bade ham: "Kom uden Tøven over til os!"

9:39b.ACT.009.039 Men Peter stod op og gik med dem. Og da han kom derhen, førte de ham op i Salen ovenpå, og alle Enkerne stode hos ham, græd og viste ham alle de Kjortler og Kapper, som "Hinden" havde forarbejdet, medens hun var hos dem.

9:40b.ACT.009.040 Men Peter bød dem alle at gå ud, og han faldt på Knæ og bad; og han vendte sig til det døde Legeme og sagde: "Tabitha, stå op!" Men hun oplod sine Øjne, og da hun så Peter, satte hun sig op.

9:41b.ACT.009.041 Men han gav hende Hånden og rejste hende op, og han kaldte på de hellige og Enkerne og fremstillede hende levende for dem.

9:42b.ACT.009.042 Men det blev vitterligt over hele Joppe, og mange troede på Herren.

9:43b.ACT.009.043 Og det skete, at han blev mange Dage i Joppe hos en vis Simon, en Garver.

10

10:1b.ACT.010.001 Men en Mand i Kæsarea ved Navn Konelius, en Høvedsmand ved den Afdeling, som kaldes den italienske,

10:2b.ACT.010.002 en from Mand, der frygtede Gud tillige med hele sit Hus og gav Folket mange Almisser og altid bad til Gud,

10:3b.ACT.010.003 han så klarlig i et Syn omtrent ved den niende Time på Dagen en Guds Engel, som kom ind til ham og sagde til ham: "Kornelius!"

10:4b.ACT.010.004 Men han stirrede på ham og blev forfærdet og sagde: "Hvad er det, Herre?" Han sagde til ham: "Dine Bønner og dine Almisser ere opstegne til Ihukommelse for Gud.

10:5b.ACT.010.005 Og send nu nogle Mænd til Joppe, og lad hente en vis Simon med Tilnavn Peter.

10:6b.ACT.010.006 Han har Herberge hos en vis Simon, en Garver, hvis Hus er ved Havet."

10:7b.ACT.010.007 Men da Engelen, som talte til ham, var gået bort, kaldte han to af sine Husfolk og en gudfrygtig Stridsmand af dem, som stadig vare om ham.

10:8b.ACT.010.008 Og han fortalte dem det alt sammen og sendte dem til Joppe.

10:9b.ACT.010.009 Men den næste Dag, da disse vare undervejs og nærmede sig til Byen, steg Peter op på Taget for at bede ved den sjette Time.

10:10b.ACT.010.010 Og han blev meget hungrig og vilde have noget at spise; men medens de lavede det til, kom der en Henrykkelse over ham,

10:11b.ACT.010.011 og han så Himmelen åbnet og noget, der dalede ned, ligesom en stor Dug, der ved de fire Hjørner sænkedes ned på Jorden;

10:12b.ACT.010.012 og i denne var der alle Jordens firføddede Dyr og krybende Dyr og Himmelens Fugle.

10:13b.ACT.010.013 Og en Røst lød til ham: "Stå op, Peter, slagt og spis!"

10:14b.ACT.010.014 Men Peter sagde: "Ingenlunde, Herre! thi aldrig har jeg spist noget vanhelligt og urent."

10:15b.ACT.010.015 Og atter for anden Gang lød der en Røst til ham: "Hvad Gud har renset, holde du ikke for vanhelligt!"

10:16b.ACT.010.016 Og dette skete tre Gange, og straks blev dugen igen optagen til Himmelen.

10:17b.ACT.010.017 Men medens Peter var tvivlrådig med sig selv om, hvad det Syn, som han havde set, måtte betyde, se, da havde de Mænd, som vare udsendte af Kornelius, opspurgt Simons Hus og stode for Porten.

10:18b.ACT.010.018 Og de råbte og spurgte, om Simmon med Tilnavn Peter havde Herberge der.

10:19b.ACT.010.019 Men idet Peter grublede over Synet, sagde Ånden til ham: "Se, der er tre Mænd, som søge efter dig;

10:20b.ACT.010.020 men stå op, stig ned, og drag med dem uden at tvivle; thi det er mig, som har sendt dem."

10:21b.ACT.010.021 Så steg Peter ned til Mændene og sagde: "Se, jeg er den, som I søge efter; hvad er Årsagen, hvorfor I ere komne?"

10:22b.ACT.010.022 Men de sagde: "Høvedsmanden Kornelius, en retfærdig og gudfrygtig Mand, som har godt Vidnesbyrd af hele Jødernes Folk, har at en hellig Engel fået Befaling fra Gud til at lade dig hente til sit Hus og høre, hvad du har at sige."

10:23b.ACT.010.023 Da kaldte han dem ind og gav dem Herberge. Men den næste Dag stod han op og drog bort med dem, og nogle af Brødrene fra Joppe droge med ham.

10:24b.ACT.010.024 Og den følgende Dag kom de til Kæsarea. Men Kornelius ventede på dem og havde sammnenkaldt sine Frænder og nærmeste Venner.

10:25b.ACT.010.025 Men da det nu skete, at Peter kom ind, gik Kornelius ham i Møde og faldt ned for hans Fødder og tilbad ham.

10:26b.ACT.010.026 Men Peter rejste ham op og sagde: "Stå op! også jeg er selv et Menneske."

10:27b.ACT.010.027 Og under Samtale med ham gik han ind og fandt mange samlede.

10:28b.ACT.010.028 Og han sagde til dem: "I vide, hvor utilbørligt det er for en jødisk Mand at omgås med eller komne til nogen, som er af et fremmede Folk; men mig har Gud vist, at jeg ikke skulde kalde noget Menneske vanhelligt eller urent.

10:29b.ACT.010.029 Derfor kom jeg også uden Indvending, da jeg blev hentet; og jeg spørger eder da, af hvad Årsag I hentede mig?"

10:30b.ACT.010.030 Og Kornelius sagde: "For fire Dage siden fastede jeg indtil denne Time, og ved den niende Time bad jeg i mit Hus; og se, en Mand stod for mig i et strålende Klædebon,

10:31b.ACT.010.031 og han sagde: Kornelius! din Bøn er hørt, og dine Almisser ere ihukommede for Gud.

10:32b.ACT.010.032 Send derfor Bud til Joppe og lad Simon med Tilnavn Peter kalde, til dig; han har Herberge i Garveren Simons Hus ved Havet; han skal tale til dig, når han kommer.

10:33b.ACT.010.033 Derfor sendte jeg straks Bud til dig, og du gjorde vel i at komme. Nu ere vi derfor alle til Stede for Guds Åsyn for at høre alt, hvad der er dig befalet af Herren."

10:34b.ACT.010.034 Men Peter oplod Munden og sagde: "Jeg forstår i Sandhed, at Gud ikke anser Personer;

10:35b.ACT.010.035 men i hvert Folk er den, som frygter ham og gør Retfærdighed, velkommen for ham;

10:36b.ACT.010.036 det Ord, som han sendte til Israels Børn, da han forkyndte Fred ved Jesus Kristus: han er alles Herre.

10:37b.ACT.010.037 I kende det, som er udgået over hele Judæa, idet det begyndte fra Galilæa, efter den Dåb, som Johannes prædikede,

10:38b.ACT.010.038 det om Jesus fra Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Helligånd og Kraft, han, som drog omkring og gjorde vel og helbredte alle, som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var med ham;

10:39b.ACT.010.039 og vi ere Vidner om alt det, som han har gjort både i Jødernes Land og i Jerusalem, han, som de også sloge ihjel, idet de hængte ham på et Træ.

10:40b.ACT.010.040 Ham oprejste Gud på den tredje dag og gav ham at åbenbares,

10:41b.ACT.010.041 ikke for hele Folket, men for de Vidner, som vare forud udvalgte af Gud, for os, som spiste og drak med ham, efter at han var opstanden fra de døde.

10:42b.ACT.010.042 Og han har påbudt os at prædike for Folket og at vidne, at han er den af Gud bestemte Dommer over levende og døde.

10:43b.ACT.010.043 Ham give alle Profeterne det Vidnesbyrd, at enhver, som tror på ham, skal få Syndernes Forladelse ved hans Navn."

10:44b.ACT.010.044 Medens Peter endnu talte disse Ord, faldt den Helligånd på alle dem, som hørte Ordet.

10:45b.ACT.010.045 Og de troende af Omskærelsen, så mange, som vare komne med Peter, bleve meget forbavsede over, af den Helligånds Gave var bleven udgydt også over Hedningerne;

10:46b.ACT.010.046 thi de hørte dem tale i Tunger og ophøje Gud.

10:47b.ACT.010.047 Da svarede Peter: "Mon nogen kan formene disse Vandet; så de ikke skulde døbes, de, som dog havde fået den Helligånd lige så vel som vi?"

10:48b.ACT.010.048 Og han befalede, af de skulde døbes i Jesu Kristi Navn. Da bade de ham om at blive der nogle Dage.

11

11:1b.ACT.011.001 Men Apostlene og de Brødre, som vare rundt om i Judæa, hørte, at også Hedningerne havde modtaget Guds Ord.

11:2b.ACT.011.002 Og da Peter kom op til Jerusalem, tvistedes de af Omskærelsen med ham og sagde:

11:3b.ACT.011.003 "Du er gået ind til uomskårne Mænd og har spist med dem."

11:4b.ACT.011.004 Men Peter begyndte og forklarede dem det i Sammenhæng og sagde:

11:5b.ACT.011.005 "Jeg var i Byen Joppe og bad; og jeg så i en Henrykkelse et Syn, noget, der dalede ned, ligesom en stor Dug, der ved de fire Hjørner sænkedes ned fra Himmelen, og den kom lige hen til mig.

11:6b.ACT.011.006 Jeg stirrede på den og betragtede den og så da Jordens firføddede Dyr og vilde Dyr og krybende Dyr og Himmelens Fugle.

11:7b.ACT.011.007 Og jeg hørte også en Røst, som sagde til mig: Stå op, Peter, slagt og spis!

11:8b.ACT.011.008 Men jeg sagde: Ingenlunde, Herre! thi aldrig kom noget vanhelligt eller urent i min Mund.

11:9b.ACT.011.009 Men en Røst svarede anden Gang fra Himmelen: Hvad Gud har renset, holde du ikke for vanhelligt!

11:10b.ACT.011.010 Og dette skete tre Gange; så blev det igen alt sammen draget op til Himmelen.

11:11b.ACT.011.011 Og se, i det samme stode tre Mænd ved det Hus, i hvilket jeg var, som vare udsendte til mig fra Kæsarea.

11:12b.ACT.011.012 Men Ånden sagde til mig, at jeg skulde gå med dem uden at gøre Forskel. Men også disse seks Brødre droge med mig, og vi gik ind i Mandens Hus.

11:13b.ACT.011.013 Og han fortalte os, hvorledes han havde set Engelen stå i hans Hus og sige: Send Bud til Joppe og lad Simon med Tilnavn Peter hente!

11:14b.ACT.011.014 Han skal tale Ord til dig, ved hvilke du og hele dit Hus skal frelses.

11:15b.ACT.011.015 Men idet jeg begyndte at tale, faldt den Helligånd på dem ligesom også på os i Begyndelsen.

11:16b.ACT.011.016 Og jeg kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han sagde: Johannes døbte med Vand, men I skulle døbes med den Helligånd.

11:17b.ACT.011.017 Når altså Gud gav dem lige Gave med os, da de troede på den Herre Jesus Kristus,hvem var da jeg, at jeg skulde kunne hindre Gud?"

11:18b.ACT.011.018 Men da de hørte dette, bleve de rolige, og de priste Gud og sagde: "Så har Gud også givet Hedningerne Omvendelsen til Liv."

11:19b.ACT.011.019 De, som nu vare blevne adspredte på Grund af den Trængsel, som opstod i Anledning af Stefanus, vandrede om lige til Fønikien og Kypern og Antiokia, og de talte ikke Ordet til nogen uden til Jøder alene.

11:20b.ACT.011.020 Men iblandt dem var der nogle Mænd fra Kypern og Kyrene, som kom til Antiokia og talte også til Grækerne og forkyndte Evangeliet om den Herre Jesus.

11:21b.ACT.011.021 Og Herrens Hånd var med dem, og et stort Antal blev troende og omvendte sig til Herren.

11:22b.ACT.011.022 Men Rygtet om dem kom Menigheden i Jerusalem for Øre, og de sendte Barnabas ud til Antiokia.

11:23b.ACT.011.023 Da han nu kom derhen og så Guds Nåde, glædede han sig og formanede alle til med Hjertets Forsæt at blive ved Herren.

11:24b.ACT.011.024 Thi han var en god Mand og fuld af den Helligånd og Tro. Og en, stor Skare blev ført til Herren.

11:25b.ACT.011.025 Men han drog ud til Tarsus for at opsøge Saulus; og da han fandt ham, førte han ham til Antiokia.

11:26b.ACT.011.026 Og det skete, at de endog et helt År igennem færdedes sammen i Menigheden og lærte en stor Skare, og at Disciplene først i Antiokia bleve kaldte Kristne.

11:27b.ACT.011.027 Men i disse Dage kom der Profeter ned fra Jerusalem til Antiokia

11:28b.ACT.011.028 Og en af dem, ved Navn Agabus, stod op og tilkendegav ved Ånden, at der skulde komme en stor Hungersnød over hele Verden, hvilken også kom under Klaudius.

11:29b.ACT.011.029 Men Disciplene besluttede at sende, hver efter sin Evne, noget til Hjælp for Brødrene, som boede i Judæa;

11:30b.ACT.011.030 hvilket de også gjorde, og de sendte det til de Ældste ved Barnabas og Saulus's Hånd.

12

12:1b.ACT.012.001 På den Tid lagde Kong Herodes den for at mishandle dem,

12:2b.ACT.012.002 og Jakob, Johannes's Broder, lod han henrette med Sværd.

12:3b.ACT.012.003 Og da han så, at det behagede Jøderne, gik han videre og lod også Peter gribe. Det var de usyrede Brøds Dage.

12:4b.ACT.012.004 Og da han havde grebet ham, satte han ham i Fængsel og overgav ham til at bevogtes af fire Vagtskifter, hvert på fire Stridsmænd, da han efter Påsken vilde føre ham frem for Folket.

12:5b.ACT.012.005 Så blev da Peter bevogtet i Fængselet; men der blev af Menigheden holdt inderlig Bøn til Gud for ham.

12:6b.ACT.012.006 Men da Herodes vilde til at føre ham frem, sov Peter den Nat imellem to Stridsmænd, bunden med to Lænker, og Vagter foran Døren bevogtede Fængselet.

12:7b.ACT.012.007 Og se, en Herrens Engel stod der, og et Lys strålede i Fangerummet, og han slog Peter i Siden og vækkede ham og sagde: "Stå op i Hast!" og Lænkerne faldt ham af Hænderne.

12:8b.ACT.012.008 Og Engelen sagde til ham: "Bind op om dig, og bind dine Sandaler på!" Og han gjorde så. Og han siger til ham: "Kast din Kappe om dig, og følg mig!"

12:9b.ACT.012.009 Og han gik ud og fulgte ham, og han vidste ikke, at det, som skete ved Engelen, var virkeligt, men mente, at han så et Syn.

12:10b.ACT.012.010 Men de gik igennem den første og den anden Vagt og kom til den Jernport, som førte ud til Staden; denne åbnede sig for dem af sig selv, og de kom ud og gik en Gade frem, og straks skiltes Engelen fra ham.

12:11b.ACT.012.011 Og da Peter kom til sig selv, sagde han: "Nu ved jeg i Sandhed, at Herren udsendte sin Engel og udfriede mig af Herodes's Hånd og al det jødiske Folks Forventning."

12:12b.ACT.012.012 Og da han havde besindet sig, gik han til Marias Hus, hun, som var Moder til Johannes, med Tilnavn Markus, hvor mange vare forsamlede og bade.

12:13b.ACT.012.013 Men da han bankede på Døren til Portrummet, kom der en Pige ved Navn Rode for at høre efter.

12:14b.ACT.012.014 Og da hun kendte Peters Røst, lod hun af Glæde være at åbne Porten, men løb ind og forkyndte dem, at Peter stod uden for Porten.

12:15b.ACT.012.015 Da sagde de til hende: "Du raser." Men hun stod fast på, at det var således. Men de sagde: "Det er hans Engel."

12:16b.ACT.012.016 Men Peter blev ved at banke på, og da de lukkede op, så de ham og bleve forbavsede.

12:17b.ACT.012.017 Da vinkede han til dem med Hånden, at de skulde tie, og fortalte dem, hvorledes Herren havde ført ham ud af Fængselet, og han sagde: "Forkynder Jakob og Brødrene dette!" Og han gik ud og drog til et andet Sted.

12:18b.ACT.012.018 Men da det blev Dag, var der ikke liden Uro iblandt Stridsmændene over, hvad der var blevet af Peter.

12:19b.ACT.012.019 Men da Herodes søgte ham og ikke fandt ham, forhørte han Vagten og befalede, at de skulde henrettes. Og han drog ned fra Judæa til Kæsarea og opholdt sig der.

12:20b.ACT.012.020 Men han lå i Strid med Tyrierne og Sidonierne. Men de kom endrægtigt til ham og fik Blastus, Kongens Kammerherre, på deres Side og bade om Fred, fordi deres Land fik Næringsmidler tilførte fra Kongens Land.

12:21b.ACT.012.021 Men på en fastsat Dag iførte Herodes sig en Kongedragt og satte sig på Tronen og holdt en Tale til dem,

12:22b.ACT.012.022 Og Folket råbte til ham: "DeterGudsRøstog ikke et Menneskes."

12:23b.ACT.012.023 Men straks slog en Herrens Engel ham, fordi han ikke gav Gud Æren; og han blev fortæret af Orme og udåndede.

12:24b.ACT.012.024 Men Guds Ord havde Fremgang og udbredtes.

12:25b.ACT.012.025 Og Barnabas og Saulus vendte tilbage fra Jerusalem efter at have fuldført deres Ærinde, og de havde Johannes, med Tilnavn Markus, med sig.

13

13:1b.ACT.013.001 Men i Antiokia, i den derværende Menighed, var der Profeter og Lærere, nemlig Barnabas og Simeon, med Tilnavn Niger, og Kyrenæeren Lukius og Manaen, en Fosterbroder af Fjerdingsfyrsten Herodes, og Saulus.

13:2b.ACT.013.002 Medens de nu holdt Gudstjeneste og fastede, sagde den Helligånd: "Udtager mig Barnabas og Saulus til den Gerning, hvortil jeg har kaldet dem."

13:3b.ACT.013.003 Da fastede de og bade og lagde Hænderne på dem og lode dem fare.

13:4b.ACT.013.004 Da de nu således vare udsendte af den Helligånd, droge de ned til Seleukia og sejlede derfra til Kypern.

13:5b.ACT.013.005 Og da de vare komne til Salamis, forkyndte de Guds Ord i Jødernes Synagoger; men de havde også Johannes til Medhjælper.

13:6b.ACT.013.006 Og da de vare dragne igennem hele Øen indtil Pafus, fandt de en Troldkarl, en falsk Profet, en Jøde, hvis Navn var Barjesus.

13:7b.ACT.013.007 Han var hos Statholderen Sergius Paulus, en forstandig Mand. Denne kaldte Barnabas og Saulus til sig og attråede at høre Guds Ord.

13:8b.ACT.013.008 Men Elimas, Troldkarlen, (thi dette betyder hans Navn), stod dem imod og søgte at vende Statholderen bort fra Troen.

13:9b.ACT.013.009 Men Saulus, som også kaldes Paulus, blev fyldt med den Helligånd, så fast på ham og sagde:

13:10b.ACT.013.010 "O, du Djævelens Barn, fuld af al Svig og al Underfundighed, du Fjende af al Retfærdighed! vil du ikke holde op med at forvende Herrens de lige Veje?

13:11b.ACT.013.011 Og nu se, Herrens Hånd er over dig, og du skal blive blind og til en Tid ikke se Solen." Men straks faldt der Mulm og Mørke over ham, og han gik omkring og søgte efter nogen, som kunde lede ham.

13:12b.ACT.013.012 Da Statholderen så det, som var sket, troede han, slagen af Forundring over Herrens Lære.

13:13b.ACT.013.013 Paulus og de, som vare med ham, sejlede da ud fra Pafus og kom til Perge i Pamfylien. Men Johannes skiltes fra dem og vendte tilbage til Jerusalem.

13:14b.ACT.013.014 Men de droge videre fra Perge og kom til Antiokia i Pisidien og gik ind i Synagogen på Sabbatsdagen og satte sig.

13:15b.ACT.013.015 Men efter Forelæsningen af Loven og Profeterne sendte Synagogeforstanderne Bud hen til dem og lode sige: "I Mænd, Brødre! have I noget Formaningsord til Folket, da siger frem!"

13:16b.ACT.013.016 Men Paulus stod op og slog til Lyd med Hånden og sagde: "I israelitiske Mænd og I, som frygte Gud, hører til!

13:17b.ACT.013.017 Dette Folks, Israels Gud udvalgte vore Fædre og ophøjede Folket i Udlændigheden i Ægyptens Land og førte dem derfra med løftet Arm.

13:18b.ACT.013.018 Og omtrent fyrretyve År tålte han deres Færd i Ørkenen.

13:19b.ACT.013.019 Og han udryddede syv Folk i Kanåns Land og fordelte disses Land iblandt dem,

13:20b.ACT.013.020 og derefter i omtrent fire Hundrede og halvtredsindstyve År gav han dem Dommere indtil Profeten Samuel.

13:21b.ACT.013.021 Og derefter bade de om en Konge; og Gud gav dem Saul, Kis's Søn, en Mand af Benjamins Stamme, i fyrretyve År.

13:22b.ACT.013.022 Og da han havde taget ham bort, oprejste han dem David til Konge, om hvem han også vidnede, og sagde: "Jeg har fundet David, Isajs Søn, en Mand efter mit Hjerte, som skal gøre al min Villie."

13:23b.ACT.013.023 Af dennes Sæd bragte Gud efter Forjættelsen Israel en Frelser, Jesus,

13:24b.ACT.013.024 efter at Johannes forud for hans Fremtræden havde prædiket Omvendelses-Dåb for hele Israels Folk.

13:25b.ACT.013.025 Men da Johannes var ved at fuldende sit Løb, sagde han: "Hvad anse I mig for at være? Mig er det ikke; men se, der kommer en efter mig, hvis Sko jeg ikke er værdig at løse."

13:26b.ACT.013.026 I Mænd, Brødre, Sønner af Abrahams Slægt, og de iblandt eder, som frygte Gud! Til os er Ordet om denne Frelse sendt.

13:27b.ACT.013.027 Thi de, som bo i Jerusalem, og deres Rådsherrer kendte ham ikke; de dømte ham og opfyldte derved Profeternes Ord, som forelæses hver Sabbat.

13:28b.ACT.013.028 Og om end de ingen Dødsskyld fandt hos ham, bade de dog Pilatus, at han måtte blive slået ihjel.

13:29b.ACT.013.029 Men da de havde fuldbragt alle Ting, som ere skrevne om ham, toge de ham ned af Træet og lagde ham i en Grav.

13:30b.ACT.013.030 Men Gud oprejste ham fra de døde,

13:31b.ACT.013.031 og han blev set i flere Dage af dem, som vare gåede med ham op fra Galilæa til Jerusalem, dem, som nu ere hans Vidner for Folket.

13:32b.ACT.013.032 Og vi forkynde eder den Forjættelse, som blev given til Fædrene, at Gud har opfyldt denne for os, deres Børn, idet han oprejste Jesus;

13:33b.ACT.013.033 som der også er skrevet i den anden Salme: "Du er min Søn, jeg har født dig i Dag."

13:34b.ACT.013.034 Men at han har oprejst ham fra de døde, så at han ikke mere skal vende tilbage til Forrådnelse, derom har han sagt således: "Jeg vil give eder Davids hellige Forjættelser, de trofaste."

13:35b.ACT.013.035 Thi han siger også i en anden Salme: "Du skal ikke tilstede din hellige at se Forrådnelse."

13:36b.ACT.013.036 David sov jo hen, da han i sin Livstid havde tjent Guds Rådslutning, og han blev henlagt hos sine Fædre og så Forrådnelse;

13:37b.ACT.013.037 men den, som Gud oprejste, så ikke Forrådnelse.

13:38b.ACT.013.038 Så være det eder vitterligt, I Mænd, Brødre! at ved ham forkyndes der eder Syndernes Forladelse;

13:39b.ACT.013.039 og fra alt, hvorfra I ikke kunde retfærdiggøres ved Mose Lov, retfærdiggøres ved ham enhver, som tror.

13:40b.ACT.013.040 Ser nu til, at ikke det, som er sagt ved Profeterne, kommer over eder:

13:41b.ACT.013.041 "Ser, I Foragtere, og forundrer eder og bliver til intet; thi en Gerning gør jeg i eders Dage, en Gerning, som I ikke vilde tro, dersom nogen fortalte eder den."

13:42b.ACT.013.042 Men da de gik ud, bad man dem om, at disse Ord måtte blive talte til dem på den følgende Sabbat.

13:43b.ACT.013.043 Men da Forsamlingen var opløst, fulgte mange af Jøderne og af de gudfrygtige Proselyter Paulus og Barnabas, som talte til dem og formanede dem til at blive fast ved Guds Nåde.

13:44b.ACT.013.044 Men på den følgende Sabbat forsamledes næsten hele Byen for at høre Guds Ord.

13:45b.ACT.013.045 Men da Jøderne så Skarerne, bleve de fulde af Nidkærhed og modsagde det, som blev talt af Paulus, ja, både sagde imod og spottede.

13:46b.ACT.013.046 Men Paulus og Barnabas talte frit ud og sagde: "Det var nødvendigt, at Guds Ord først skulde tales til eder; men efterdi I støde det fra eder og ikke agte eder selv værdige til det evige Liv, se, så vende vi os til Hedningerne.

13:47b.ACT.013.047 Thi således har Herren befalet os: "Jeg har sat dig til Hedningers Lys, for at du skal være til Frelse lige ud til Jordens Ende."

13:48b.ACT.013.048 Men da Hedningerne hørte dette, bleve de glade og priste Herrens Ord, og de troede, så mange, som vare bestemte til evigt Liv,

13:49b.ACT.013.049 og Herrens Ord udbredtes over hele Landet.

13:50b.ACT.013.050 Men Jøderne ophidsede de fornemme gudfrygtige Kvinder og de første Mænd i Byen; og de vakte en Forfølgelse imod Paulus og Barnabas og joge dem ud fra deres Grænser.

13:51b.ACT.013.051 Men de rystede Støvet af deres Fødder imod dem og droge til Ikonium.

13:52b.ACT.013.052 Men Disciplene bleve fyldte med Glæde og den Helligånd.

14

14:1b.ACT.014.001 Men det skete i Ikonium, at de sammen gik ind i Jødernes Synagoge og talte således, at en stor Mængde,både af Jøder og Grækere, troede.

14:2b.ACT.014.002 Men de Jøder, som vare genstridige, ophidsede Hedningernes Sind og satte ondt i dem imod Brødrene.

14:3b.ACT.014.003 De opholdt sig nu en Tid lang der og talte med Frimodighed i Herren, som gav sin Nådes Ord Vidnesbyrd, idet han lod Tegn og Undere ske ved deres Hænder.

14:4b.ACT.014.004 Men Mængden i Byen blev uenig, og nogle holdt med Jøderne, andre med Apostlene.

14:5b.ACT.014.005 Men da der blev et Opløb, både af Hedningerne og Jøderne med samt deres Rådsherrer, for at mishandle og stene dem,

14:6b.ACT.014.006 og de fik dette at vide, flygtede de bort til Byerne i Lykaonien, Lystra og Derbe, og til det omliggende Land,

14:7b.ACT.014.007 og der forkyndte de Evangeliet.

14:8b.ACT.014.008 Og i Lystra sad der en Mand, som var kraftesløs i Fødderne, lam fra Moders Liv, og han havde aldrig gået.

14:9b.ACT.014.009 Han hørte Paulus tale; og da denne fæstede Øjet på ham og så, at han havde Tro til at frelses, sagde han med høj Røst:

14:10b.ACT.014.010 "Stå ret op på dine Fødder!" Og han sprang op og gik omkring.

14:11b.ACT.014.011 Men da Skarerne så, hvad Paulus havde gjort, opløftede de deres Røst og sagde på Lykaonisk: "Guderne ere i menneskelig Skikkelse stegne ned til os."

14:12b.ACT.014.012 Og de kaldte Barnabas Zens, men Paulus Hermes, fordi han var den, som førte Ordet.

14:13b.ACT.014.013 Men Præsten ved Zenstemplet, som var uden for Byen, bragte Tyre og Kranse hen til Portene og vilde ofre tillige med Skarerne.

14:14b.ACT.014.014 Men da Apostlene, Barnabas og Paulus, hørte dette, sønderreve de deres Klæder og sprang ind i Skaren,

14:15b.ACT.014.015 råbte og sagde: "I Mænd! hvorfor gøre I dette? Vi ere også Mennesker, lige Kår undergivne med eder, og vi forkynde eder Evangeliet om at vende om fra disse tomme Ting til den levende Gud, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alt, hvad der er i dem;

14:16b.ACT.014.016 han, som i de forbigangne Tider lod alle Hedningerne vandre deres egne Veje,

14:17b.ACT.014.017 ihvorvel han ikke lod sig selv være uden Vidnesbyrd, idet han gjorde godt og gav eder Regn og frugtbare Tider fra Himmelen og mættede eders Hjerter med Føde og Glæde."

14:18b.ACT.014.018 Og det var med Nød og næppe, at de ved at sige dette afholdt Skarerne fra at ofre til dem.

14:19b.ACT.014.019 Men der kom Jøder til fra Antiokia og Ikonium, og de overtalte Skarerne og stenede Paulus og slæbte ham uden for Byen i den Tro, at han var død.

14:20b.ACT.014.020 Men da Disciplene omringede ham, stod han op og gik ind i Byen. Og den næste Dag gik han med Barnabas bort til Derbe.

14:21b.ACT.014.021 Og da de havde forkyndt Evangeliet i denne By og vundet mange Disciple, vendte de tilbage til Lystra og Ikonium og Antiokia

14:22b.ACT.014.022 og styrkede Disciplenes Sjæle og påmindede dem om at blive i Troen og om, at vi må igennem mange Trængsler indgå i Guds Rige.

14:23b.ACT.014.023 Men efter at de i hver Menighed havde udvalgt Ældste for dem, overgave de dem under Bøn og Faste til Herren, hvem de havde givet deres Tro.

14:24b.ACT.014.024 Og de droge igennem Pisidien og kom til Pamfylien.

14:25b.ACT.014.025 Og da de havde talt Ordet i Perge, droge de ned til Attalia.

14:26b.ACT.014.026 Og derfra sejlede de til Antiokia, hvorfra de vare blevne overgivne til Guds Nåde til den Gerning, som de havde fuldbragt.

14:27b.ACT.014.027 Men da de kom derhen og havde forsamlet Menigheden, forkyndte de, hvor store Ting Gud havde gjort med dem, og at han havde åbnet en Troens Dør for Hedningerne.

14:28b.ACT.014.028 Men de opholdt sig en ikke liden Tid sammen med Disciplene.

15

15:1b.ACT.015.001 Og der kom nogle ned fra Judæa, som lærte Brødrene: "Dersom I ikke lade eder omskære efter Mose Skik, kunne I ikke blive frelste."

15:2b.ACT.015.002 Da nu Paulus og Barnabas kom i en ikke ringe Splid og Strid med dem, så besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulde drage op til Jerusalem til Apostlene og de Ældste i Anledning af dette Spørgsmål.

15:3b.ACT.015.003 Disse bleve da sendte af Sted af Menigheden og droge igennem Fønikien og Samaria og fortalte om Hedningernes Omvendelse, og de gjorde alle Brødrene stor Glæde.

15:4b.ACT.015.004 Men da de kom til Jerusalem, bleve de modtagne af Menigheden og Apostlene og de Ældste, og de kundgjorde, hvor store Ting Gud havde gjort med dem.

15:5b.ACT.015.005 Men nogle af Farisæernes Parti, som vare blevne troende, stode op og sagde: "Man bør omskære dem og befale dem at holde Mose Lov."

15:6b.ACT.015.006 Men Apostlene og de Ældste forsamlede sig for at overlægge denne Sag.

15:7b.ACT.015.007 Men da man havde tvistet meget herom, stod Peter op og sagde til dem: "I Mænd, Brødre! I vide, at for lang Tid siden gjorde Gud det Valg iblandt eder, at Hedningerne ved min Mund skulde høre Evangeliets Ord og tro.

15:8b.ACT.015.008 Og Gud, som kender Hjerterne, gav dem Vidnesbyrd ved at give dem den Helligånd lige så vel som os.

15:9b.ACT.015.009 Og han gjorde ingen Forskel imellem os og dem, idet han ved Troen rensede deres Hjerter.

15:10b.ACT.015.010 Hvorfor friste I da nu Gud, så I lægge et Åg på Disciplenes Nakke, som hverken vore Fædre eller vi have formået at bære?

15:11b.ACT.015.011 Men vi tro, at vi bliver frelste ved den Herres Jesu Nåde på samme Måde som også de."

15:12b.ACT.015.012 Men hele Mængden tav og de hørte Barnabas og Paulus fortælle, hvor store Tegn og Undere Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved dem.

15:13b.ACT.015.013 Men da de havde hørt op at tale, tog Jakob til Orde og sagde: "I Mænd, Brødre, hører mig!"

15:14b.ACT.015.014 Simon har fortalt, hvorledes Gud først drog Omsorg for at tage ud af Hedninger et Folk for sit Navn.

15:15b.ACT.015.015 Og dermed stemme Profeternes Tale overens, som der er skrevet:

15:16b.ACT.015.016 "Derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne Hytte, og det nedrevne af den vil jeg atter opbygge og oprejse den igen,

15:17b.ACT.015.017 for at de øvrige af Menneskene skulle søge Herren, og alle Hedningerne, over hvilke mit Navn er nævnet, siger Herren, som gør dette."

15:18b.ACT.015.018 Gud kender fra Evighed af alle sine Gerninger.

15:19b.ACT.015.019 Derfor mener jeg, at man ikke skal besvære dem af Hedningerne, som omvende sig til Gud,

15:20b.ACT.015.020 men skrive til dem, at de skulle afholde sig fra Besmittelse med Afguderne og fra Utugt og fra det kvalte og fra Blodet.

15:21b.ACT.015.021 Thi Moses har fra gammel Tid i hver By Mennesker, som prædike ham, idet han oplæses hver Sabbat i Synagogerne."

15:22b.ACT.015.022 Da besluttede Apostelene og de Ældste tillige med hele Menigheden at udvælge nogle Mænd af deres Midte og sende dem til Antiokia tillige med Paulus og Barnabas, nemlig Judas, kaldet Barsabbas, og Silas, hvilke Mænd vare ansete iblandt Brødrene.

15:23b.ACT.015.023 Og de skreve således med dem: "Apostlene og de Ældste og Brødrene hilse Brødrene af Hedningerne i Antiokia og Syrien og Kilikien.

15:24b.ACT.015.024 Efterdi vi have hørt, at nogle, som ere komne fra os, have forvirret eder med Ord og voldt eders Sjæle Uro uden at have nogen Befaling fra os,

15:25b.ACT.015.025 så have vi endrægtigt forsamlede, besluttet at udvælge nogle Mænd og sende dem til eder med vore elskelige Barnabas og Paulus,

15:26b.ACT.015.026 Mænd, som have vovet deres Liv for vor Herres Jesu Kristi Navn.

15:27b.ACT.015.027 Vi have derfor sendt Judas og Silas, der også mundtligt skulle forkynde det samme.

15:28b.ACT.015.028 Thi det er den Helligånds Beslutning og vor, ingen videre Byrde at pålægge eder uden disse nødvendige Ting:

15:29b.ACT.015.029 At I skulle afholde eder fra Afgudsofferkød og fra Blod og fra det kvalte og fra Utugt. Når I holde eder derfra, vil det gå eder godt. Lever vel!"

15:30b.ACT.015.030 Så lod man dem da fare, og de kom ned til Antiokia og forsamlede Mængden og overgave Brevet.

15:31b.ACT.015.031 Men da de læste det, bleve de glade over Trøsten.

15:32b.ACT.015.032 Og Judas og Silas, som også selv vare Profeter, opmuntrede Brødrene med megen Tale og styrkede dem.

15:33b.ACT.015.033 Men da de havde opholdt sig der nogen Tid, lode Brødrene dem fare med Fred til dem, som havde udsendt dem.

15:34b.ACT.015.034 (Men Silas besluttede at blive der.)

15:35b.ACT.015.035 Men Paulus og Barnabas opholdt sig i Antiokia, hvor de tillige med mange andre lærte og forkyndte Herrens Ord.

15:36b.ACT.015.036 Men efter nogen Tids Forløb sagde Paulus til Barnabas: "Lader os dog drage tilbage og besøge vore Brødre i hver By, hvor vi have forkyndt Herrens Ord, for at se, hvorledes det går dem."

15:37b.ACT.015.037 Men Barnabas vilde også tage Johannes, kaldet Markus, med.

15:38b.ACT.015.038 Men Paulus holdt for, at de ikke skulde tage den med, som havde forladt dem i Pamfylien og ikke havde fulgt med dem til Arbejdet.

15:39b.ACT.015.039 Der blev da en heftig Strid, så at de skiltes fra hverandre, og Barnabas tog Markus med sig og sejlede til Kypern.

15:40b.ACT.015.040 Men Paulus udvalgte Silas og drog ud, anbefalet af Brødrene til Herrens Nåde.

15:41b.ACT.015.041 Men han rejste omkring i Syrien og Kilikien og styrkede Menighederne.

16

16:1b.ACT.016.001 Og han kom til Derbe og Lystra, og se, der var der en Discipel ved Navn Timotheus, Søn af en troende Jødinde og en græsk Fader.

16:2b.ACT.016.002 Han havde godt Vidnesbyrd af Brødrene i Lystra og Ikonium.

16:3b.ACT.016.003 Ham vilde Paulus have til at drage med sig, og han tog og omskar ham for Jødernes Skyld, som vare på disse Steder; thi de vidste alle, at hans Fader var en Græker.

16:4b.ACT.016.004 Men alt som de droge igennem Byerne, overgave de dem de Bestemmelser at holde, som vare vedtagne af Apostlene og de Ældste i Jerusalem,

16:5b.ACT.016.005 Så styrkedes Menighederne i Troen og voksede i Antal hver Dag.

16:6b.ACT.016.006 Men de droge igennem Frygien og det galatiske Land, da de af den Helligånd vare blevne forhindrede i at tale Ordet i Asien.

16:7b.ACT.016.007 Da de nu kom hen imod Mysien, forsøgte de at drage til Bithynien; og Jesu Ånd tilstedte dem det ikke.

16:8b.ACT.016.008 De droge da Mysien forbi og kom ned til Troas.

16:9b.ACT.016.009 Og et Syn viste sig om Natten for Paulus: En makedonisk Mand stod der og bad ham og sagde: "Kom over til Makedonien og hjælp os!"

16:10b.ACT.016.010 Men da han havde set dette Syn, ønskede vi straks at drage over til Makedonien; thi vi sluttede, at Gud havde kaldt os derhen til at forkynde Evangeliet for dem.

16:11b.ACT.016.011 Vi sejlede da ud fra Troas og styrede lige til Samothrake og den næste Dag til Neapolis

16:12b.ACT.016.012 og derfra til Filippi, hvilken er den første By i den Del af Makedonien, en Koloni. I denne By opholdt vi os nogle Dage.

16:13b.ACT.016.013 Og på Sabbatsdagen gik vi uden for Porten ved en Flod, hvor vi mente, at der var et Bedested", og vi satte os og talte til de Kvinder, som kom sammen.

16:14b.ACT.016.014 Og en Kvinde ved Navn Lydia, en Purpurkræmmerske fra Byen Thyatira, en Kvinde, som frygtede Gud, hørte til, og hendes Hjerte oplod Herren til at give Agt på det, som blev talt af Paulus.

16:15b.ACT.016.015 Men da hun og hendes Hus var blevet døbt, bad hun og sagde: "Dersom I agte mig for at være Herren tro, da kommer ind i mit Hus og bliver der!" Og hun nødte os.

16:16b.ACT.016.016 Men det skete, da vi gik til Bedestedet, at en Pige mødte os, som havde en Spådomsånd og skaffede sine Herrer megen Vinding ved at spå.

16:17b.ACT.016.017 Hun fulgte efter Paulus og os, råbte og sagde: "Disse Mennesker ere den højeste Guds Tjenere, som forkynde eder Frelsens Vej."

16:18b.ACT.016.018 Og dette gjorde hun i mange Dage. Men Paulus blev fortrydelig derover, og han vendte sig og sagde til Ånden: "Jeg byder dig i Jesu Kristi Navn at fare ud af hende." Og den for ud i den samme Stund.

16:19b.ACT.016.019 Men da hendes Herrer så, at deres Håb om Vinding var forsvundet, grebe de Paulus og Silas og slæbte dem hen på Torvet for Øvrigheden.

16:20b.ACT.016.020 Og de førte dem til Høvedsmændene og sagde: "Disse Mennesker, som ere Jøder, forvirre aldeles vor By.

16:21b.ACT.016.021 og de forkynde Skikke, som det ikke er tilladt os, der ere Romere, at antage eller øve."

16:22b.ACT.016.022 Og Mængden rejste sig imod dem, og Høvedsmændene lode Klæderne rive af dem og befalede at piske dem.

16:23b.ACT.016.023 Og da de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel og befalede Fangevogteren at holde dem sikkert bevogtede.

16:24b.ACT.016.024 Da han havde fået sådan Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Blokken.

16:25b.ACT.016.025 Men ved Midnat bade Paulus og Silas og sang Lovsange til Gud; og Fangerne lyttede på dem.

16:26b.ACT.016.026 Men pludseligt kom der et stort Jordskælv, så at Fængselets Grundvolde rystede, og straks åbnedes alle Dørene, og alles Lænker løstes.

16:27b.ACT.016.027 Men Fangevogteren for op at Søvne, og da han så Fængselets Døre åbne, drog han et Sværd og vilde dræbe sig selv, da han mente, at Fangerne vare flygtede.

16:28b.ACT.016.028 Men Paulus råbte med høj Røst og sagde: "Gør ikke dig selv noget ondt; thi vi ere her alle."

16:29b.ACT.016.029 Men han forlangte Lys og sprang ind og faldt skælvende ned for Paulus og Silas.

16:30b.ACT.016.030 Og han førte dem udenfor og sagde: "Herrer! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan blive frelst?"

16:31b.ACT.016.031 Men de sagde: "Tro på den Herre Jesus Kristus, så skal du blive frelst, du og dit Hus."

16:32b.ACT.016.032 Og de talte Herrens Ord til ham og til alle dem, som vare i hans Hus.

16:33b.ACT.016.033 Og han tog dem til sig i den samme Stund om Natten og aftoede deres Sår; og han selv og alle hans blev straks døbte.

16:34b.ACT.016.034 Og han førte dem op i sit Hus og satte et Bord for dem og frydede sig over, at han med hele sit Hus var kommen til Troen på Gud.

16:35b.ACT.016.035 Men da det var blevet Dag, sendte Høvedsmændene Bysvendene hen og sagde: "Løslad de Mænd!"

16:36b.ACT.016.036 Men Fangevogteren meldte Paulus disse Ord: "Høvedsmændene have sendt Bud, at I skulle løslades; så drager nu ud og går bort med Fred!"

16:37b.ACT.016.037 Men Paulus sagde til dem: "De have ladet os piske offentligt og uden Dom, os, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel, og nu jage de os hemmeligt bort! Nej, lad dem selv komme og føre os ud!"

16:38b.ACT.016.038 Men Bysvendene meldte disse Ord til Høvedsmændene; og de bleve bange, da de hørte, at de vare Romere.

16:39b.ACT.016.039 Og de kom og gave dem gode Ord, og de førte dem ud og bade dem at drage bort fra Byen.

16:40b.ACT.016.040 Og de gik ud af Fængselet og gik ind til Lydia; og da de havde set Brødrene. formanede de dem og droge bort.

17

17:1b.ACT.017.001 Men de rejste igennem Amfipolis og Apollonia og kom til Thessalonika, hvor Jøderne havde en Synagoge.

17:2b.ACT.017.002 Og efter sin Sædvane gik Paulus ind til dem, og på tre Sabbater samtalede han med dem ud fra Skrifterne,

17:3b.ACT.017.003 idet han udlagde og forklarede, at Kristus måtte lide og opstå fra de døde, og han sagde: "Denne Jesus, som jeg forkynder eder, han er Kristus."

17:4b.ACT.017.004 Og nogle af dem bleve overbeviste og sluttede sig til Paulus og Silas, og tillige en stor Mængde at de gudfrygtige Grækere og ikke få af de fornemste Kvinder.

17:5b.ACT.017.005 Men Jøderne bleve nidkære og toge med sig nogle slette Mennesker af Lediggængerne på Torvet, rejste et Opløb og oprørte Byen; og de stormede Jasons Hus og søgte efter dem for at føre dem ud til Folket.

17:6b.ACT.017.006 Men da de ikke fandt dem, trak de Jason og nogle Brødre for Byens Øvrighed og råbte: "Disse, som have bragt hele Verden i Oprør, ere også komne hid;

17:7b.ACT.017.007 dem har Jason taget ind til sig; og alle disse handle imod Kejserens Befalinger og sige, at en anden er Konge, nemlig Jesus."

17:8b.ACT.017.008 Og de satte Skræk i Mængden og Byens Øvrighed, som hørte det.

17:9b.ACT.017.009 Og denne lod Jason og de andre stille Borgen og løslod dem.

17:10b.ACT.017.010 Men Brødrene sendte straks om Natten både Paulus og Silas bort til Berøa; og da de vare komne dertil,gik de ind i Jødernes Synagoge.

17:11b.ACT.017.011 Men disse vare mere velsindede end de i Thessalonika, de modtoge Ordet med al Redebonhed og ransagede daglig Skrifterne, om disse Ting forholdt sig således.

17:12b.ACT.017.012 Så troede da mange af dem og ikke få af de fornemme græske Kvinder og Mænd.

17:13b.ACT.017.013 Men da Jøderne i Thessalonika fik at vide, at Guds Ord blev forkyndt af Paulus også i Berøa, kom de og vakte også der Røre og Bevægelse iblandt Skarerne.

17:14b.ACT.017.014 Men da sendte Brødrene straks Paulus bort, for at han skulde drage til Havet; men både Silas og Timotheus bleve der tilbage.

17:15b.ACT.017.015 Og de, som ledsagede Paulus, førte ham lige til Athen; og efter at have fået det Bud med til Silas og Timotheus, at de snarest muligt skulde komme til ham, droge de bort.

17:16b.ACT.017.016 Medens nu Paulus ventede på dem i Athen, harmedes hans Ånd i ham, da han så, at Byen var fuld af Afgudsbilleder.

17:17b.ACT.017.017 Derfor talte han i Synagogen med Jøderne og de gudfrygtige og på Torvet hver Dag til dem, som han traf på.

17:18b.ACT.017.018 Men også nogle af de epikuræiske og stoiske Filosoffer indlode sig i Ordstrid med ham; og nogle sagde: ""Hvad vil denne Ordgyder sige?"" men andre: ""Han synes at være en Forkynder af fremmede Guddomme;"" fordi han forkyndte Evangeliet om Jesus og Opstandelsen.

17:19b.ACT.017.019 Og de toge ham og førte ham op på Areopagus og sagde: ""Kunne vi få at vide, hvad dette er for en ny Lære, som du taler om?

17:20b.ACT.017.020 Thi du bringer os nogle fremmede Ting for Øren; derfor ville vi vide, hvad dette skal betyde.""

17:21b.ACT.017.021 Men alle Atheniensere og de fremmede, som opholdt sig der, gave sig ikke Stunder til andet end at fortælle eller høre nyt.

17:22b.ACT.017.022 Men Paulus stod frem midt på Areopagus og sagde: ""I athemiensiske Mænd! jeg ser, at I i alle Måder ere omhyggelige for eders Gudsdyrkelse.

17:23b.ACT.017.023 Thi da jeg gik omkring og betragtede eders Helligdommen, fandt jeg også et Alter, på hvilket der var skrevet: ""For en ukendt Gud."" Det, som I således dyrke uden at kende det, det forkynder jeg eder.

17:24b.ACT.017.024 Gud, som har gjort Verden og alle Ting, som ere i den, han, som er Himmelens og Jordens Herre, bor ikke i Templer, gjorte med Hænder,

17:25b.ACT.017.025 han tjenes ikke heller af Menneskers Hænder som en, der trænger til noget, efterdi han selv giver alle Liv og Ånde og alle Ting.

17:26b.ACT.017.026 Og han har gjort, at hvert Folk iblandt Mennesker bor ud af eet Blod på hele Jordens Flade, idet han fastsatte bestemte Tider og Grænserne for deres Bolig,

17:27b.ACT.017.027 for at de skulde søge Gud, om de dog kunde føle sig frem og finde ham, skønt han er ikke langt fra hver enkelt af os;

17:28b.ACT.017.028 thi i ham leve og røres og ere vi, som også nogle af eders Digtere have sagt: Vi ere jo også hans Slægt.

17:29b.ACT.017.029 Efterdi vi da ere Guds Slægt, bør vi ikke mene, at Guddommen er lig Guld eller Sølv eller Sten, formet ved Menneskers Kunst og Opfindsomhed.

17:30b.ACT.017.030 Efter at Gud altså har båret over med disse Vankundighedens Tider, byder han nu Menneskene at de alle og alle Vegne skulle omvende sig.

17:31b.ACT.017.031 Thi han har fastsat en Dag, på hvilken han vil dømme Jorderige med Retfærdighed ved en Mand, som han har beskikket dertil, og dette har han bevist for alle ved at oprejse ham fra de døde."

17:32b.ACT.017.032 Men da de hørte om de dødes Opstandelse, spottede nogle; men andre sagde: "Ville atter høre dig om dette."

17:33b.ACT.017.033 Således gik Paulus ud fra dem.

17:34b.ACT.017.034 Men nogle Mænd holdt sig til ham og troede; iblandt hvilke også var Areopagiten Dionysius og en Kvinde ved Navn Damaris og andre med dem.

18

18:1b.ACT.018.001 Derefter forlod Paulus Athen og kom til Korinth

18:2b.ACT.018.002 Der traf han en Jøde ved Navn Akvila, født i Pontus, som nylig var kommen fra Italien med sin Hustru Priskilla, fordi Klaudius havde befalet, at alle Jøderne skulde forlade Rom. Til disse gik han.

18:3b.ACT.018.003 Og efterdi han øvede det samme Håndværk, blev han hos dem og arbejdede; thi de vare Teltmagere af Håndværk.

18:4b.ACT.018.004 Men han holdt Samtaler i Synagogen på hver Sabbat og overbeviste Jøder og Grækere.

18:5b.ACT.018.005 Men da Silas og Timotheus kom ned fra Makedonien, var Paulus helt optagen af at tale og vidnede for Jøderne, at Jesus er Kristus.

18:6b.ACT.018.006 Men da de stode imod og spottede, rystede han Støvet af sine Klæder og sagde til dem: "Eders Blod komme over eders Hoved! Jeg er ren; herefter vil jeg gå til Hedningerne."

18:7b.ACT.018.007 Og han gik bort derfra og gik ind til en Mand ved Navn Justus, som frygtede Gud, og hvis Hus lå ved Siden af Synagogen.

18:8b.ACT.018.008 Men Synagogeforstanderen Krispus troede på Herren tillige med hele sit Hus, og mange af Korinthierne, som hørte til, troede og bleve døbte.

18:9b.ACT.018.009 Men Herren sagde til Paulus i et Syn om Natten: "Frygt ikke, men tal og ti ikke,

18:10b.ACT.018.010 eftersom jeg er med dig, og ingen skal lægge Hånd på dig for at gøre dig noget ondt; thi jeg har et talrigt Folk i denne By."

18:11b.ACT.018.011 Og han slog sig ned der et År og seks Måneder og lærte Guds Ord iblandt dem.

18:12b.ACT.018.012 Men medens Gallio var Statholder i Akaja, stode Jøderne endrægtigt op imod Paulus og førte ham for Domstolen og sagde:

18:13b.ACT.018.013 "Denne overtaler Folk til en Gudsdyrkelse imod Loven."

18:14b.ACT.018.014 Og da Paulus vilde oplade Munden, sagde Gallio til Jøderne: " Dersom det var nogen Uret eller Misgerning, I Jøder! vilde jeg, som billigt var, tålmodigt høre på eder.

18:15b.ACT.018.015 Men er det Stridsspørgsmål om Lære og Navne og om den Lov, som I have, da ser selv dertil; thi jeg vil ikke være Dommer over disse Ting."

18:16b.ACT.018.016 Og han drev dem bort fra Domstolen.

18:17b.ACT.018.017 Men alle grebe Synagogeforstanderen Sosthenes og sloge ham lige for Domstolen; og Gallio brød sig ikke om noget af dette.

18:18b.ACT.018.018 Men Paulus blev der endnu i mange dage; derefter tog han Afsked med Brødrene og sejlede bort til Syrien og med ham Priskilla og Akvila, efter at han havde ladet sit Hår klippe af i Kenkreæ; thi han havde et Løfte på sig.

18:19b.ACT.018.019 Men de kom til Efesus; og der lod han hine blive tilbage; men han selv gik ind i Synagogen og samtalede med Jøderne.

18:20b.ACT.018.020 Men da de bade ham om at blive i længere Tid, samtykkede han ikke;

18:21b.ACT.018.021 men han tog Afsked og sagde: " (Jeg må endelig holde denne forestående Højtid i Jerusalem; men) jeg vil atter vende tilbage til eder, om Gud vil." Og han sejlede ud fra Efesus

18:22b.ACT.018.022 og landede i Kæsarea, drog op og hilste på Menigheden og drog så ned til Antiokia.

18:23b.ACT.018.023 Og da han havde opholdt sig der nogen Tid, drog han bort og rejste fra Sted til Sted igennem det galatiske Land og Frygien og styrkede alle Disciplene.

18:24b.ACT.018.024 Men en Jøde ved Navn Apollos, født i Aleksandria, en veltalende Mand, som var stærk i Skrifterne, kom til Efesus.

18:25b.ACT.018.025 Denne var undervist om Herrens Vej, og brændende i Ånden talte og lærte han grundigt om Jesus, skønt han kun kendte Johannes's Dåb.

18:26b.ACT.018.026 Og han begyndte at tale frimodigt i Synagogen. Men da Priskilla og Akvila hørte ham,toge de ham til sig og udlagde ham Guds Vej nøjere.

18:27b.ACT.018.027 Men da han vilde rejse videre til Akaja, skrev Brødrene til Disciplene og opmuntrede dem til at tage imod ham. Da han var kommen derhen, var han ved Guds Nåde de troende til megen Nytte;

18:28b.ACT.018.028 thi han gendrev Jøderne offentligt med stor Kraft og beviste ved Skrifterne, at Jesus er Kristus.

19

19:1b.ACT.019.001 Men det skete, medens Apollos var i Korinth, at Paulus efter at være dragen igennem de højereliggende Landsdele kom ned til Efesus

19:2b.ACT.019.002 og fandt nogle Disciple, og han sagde til dem: "Fik I den Helligånd, da I bleve troende?" Men de sagde til ham: "Vi have ikke engang hørt, at der er en Helligånd."

19:3b.ACT.019.003 Og han sagde: "Hvortil bleve I da døbte?" Men de sagde: "Til Johannes's Dåb."

19:4b.ACT.019.004 Da sagde Paulus: "Johannes døbte med Omvendelses-Dåb, idet han sagde til Folket, at de skulde tro på den, som kom efter ham, det er på Jesus."

19:5b.ACT.019.005 Men da de hørte dette, lode de sig døbe til den Herres Jesu Navn.

19:6b.ACT.019.006 Og da Paulus lagde Hænderne på dem, kom den Helligånd over dem, og de talte i Tunger og profeterede.

19:7b.ACT.019.007 Men de vare i det hele omtrent tolv Mand.

19:8b.ACT.019.008 Og han gik ind i Synagogen og vidnede frimodigt i tre Måneder, idet han holdt Samtaler og overbeviste om det, som hører til Guds Rige.

19:9b.ACT.019.009 Men da nogle forhærdede sig og strede imod og over for Mængden talte ilde om Vejen, forlod han dem og skilte Disciplene fra dem og holdt daglig Samtaler i Tyrannus's Skole.

19:10b.ACT.019.010 Men dette varede i to År, så at alle, som boede i Asien, både Jøder og Grækere, hørte Herrens Ord.

19:11b.ACT.019.011 Og Gud gjorde usædvanlige kraftige Gerninger ved Paulus's Hænder,

19:12b.ACT.019.012 så at man endog bragte Tørklæder og Bælter fra hans Legeme til de syge, og Sygdommene vege fra dem, og de onde Ånder fore ud.

19:13b.ACT.019.013 Men også nogle af de omløbende jødiske Besværgere forsøgte at nævne den Herres Jesu Navn over dem, som havde de onde Ånder, idet de sagde: "Jeg besværger eder ved den Jesus, som Paulus prædiker."

19:14b.ACT.019.014 Men de, som gjorde dette, vare syv Sønner af Skeuas, en jødisk Ypperstepræst,

19:15b.ACT.019.015 Men den onde Ånd svarede og sagde til dem: "Jesus kender jeg, og om Paulus ved jeg; men I, hvem ere I?"

19:16b.ACT.019.016 Og det Menneske, i hvem den onde Ånd var, sprang ind på dem og overmandede dem begge og fik sådan Magt over dem, at de flygtede nøgne og sårede ud af Huset.

19:17b.ACT.019.017 Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Efesus, både Jøder og Grækere; og der faldt en Frygt over dem alle, og den Herres Jesu Navn blev ophøjet,

19:18b.ACT.019.018 og mange af dem, som vare blevne troende, kom og bekendte og fortalte om deres Gerninger.

19:19b.ACT.019.019 Men mange af dem, som havde drevet Trolddom, bare deres Bøger sammen og opbrændte dem for alles Øjne; og man beregnede deres Værdi og fandt dem halvtredsindstyve Tusinde Sølvpenge værd.

19:20b.ACT.019.020 Så kraftigt voksede Herrens Ord og fik Magt.

19:21b.ACT.019.021 Men da dette var fuldbragt, satte Paulus sig for i Ånden, at han vilde rejse igennem Makedonien og Akaja og så drage til Jerusalem, og han sagde: "Efter at jeg har været der, bør jeg også se Rom."

19:22b.ACT.019.022 Og han sendte to af dem, som gik ham til Hånde, Timotheus og Erastus, til Makedonien; men selv blev han nogen Tid i Asien.

19:23b.ACT.019.023 Men på den Tid opstod der et ikke lidet Oprør i Anledning af Vejen.

19:24b.ACT.019.024 Thi en Sølvsmed ved Navn Demetrius gjorde Artemistempler af Sølv og skaffede Kunstnerne ikke ringe Fortjeneste.

19:25b.ACT.019.025 Disse samlede han tillige med de med sådanne Ting sysselsatte Arbejdere og sagde: "I Mænd! I vide, at vi have vort Udkomme af dette Arbejde.

19:26b.ACT.019.026 Og I se og høre, at ikke alene i Efesus, men næsten i hele Asien har denne Paulus ved sin Overtalelse vildledt en stor Mængde, idet han siger, at de ikke ere Guder, de, som gøres med Hænder.

19:27b.ACT.019.027 Men der er ikke alene Fare for, at denne vor Håndtering skal komme i Foragt, men også for, at den store Gudinde Artemis's Helligdom skal blive agtet for intet, og at den Gudindes Majestæt, hvem hele Asien og Jorderige dyrker, skal blive krænket."

19:28b.ACT.019.028 Men da de hørte dette, bleve de fulde af Vrede og råbte og sagde: "Stor er Efesiernes Artemis!"

19:29b.ACT.019.029 Og Byen kom i fuldt Oprør, og de stormede endrægtigt til Teatret og reve Makedonierne Hajus og Aristarkus, Paulus's Rejsefæller, med sig.

19:30b.ACT.019.030 Men da Paulus vilde gå ind iblandt Folkemængden, tilstedte Disciplene ham det ikke.

19:31b.ACT.019.031 Men også nogle af Asiarkerne, som vare hans Venner, sendte Bud til ham og formanede ham til ikke at vove sig hen til Teatret.

19:32b.ACT.019.032 Da skrege nogle eet, andre et andet; thi Forsamlingen var i Forvirring, og de fleste vidste ikke, af hvad Årsag de vare komne sammen.

19:33b.ACT.019.033 Men de trak Aleksander, hvem Jøderne skøde frem, ud af Skaren; men Aleksander slog til Lyd med Hånden og vilde holde en Forsvarstale til Folket.

19:34b.ACT.019.034 Men da de fik at vide, at han var en Jøde, råbte de alle med een Røst i omtrent to Timer: "Stor er Efesiernes Artemis!"

19:35b.ACT.019.035 Men Byskriveren fik Skaren beroliget og sagde: "I Mænd i Efesus! hvilket Menneske er der vel, som ikke ved, at Efesiernes By er Tempelværge for den store Artemis og det himmelfaldne Billede?

19:36b.ACT.019.036 Når altså dette er uimodsigeligt, bør I være rolige og ikke foretage eder noget fremfusende.

19:37b.ACT.019.037 Thi I have ført disse Mænd hid, som hverken er Tempelranere eller bespotte eders Gudinde.

19:38b.ACT.019.038 Dersom nu Demetrius og hans Kunstnere have Klage imod nogen, da holdes der Tingdage, og der er Statholdere; lad dem kalde hinanden for Retten!

19:39b.ACT.019.039 Men have I noget Forlangende om andre Sager, så vil det blive afgjort i den lovlige Forsamling.

19:40b.ACT.019.040 Vi stå jo endog i Fare for at anklages for Oprør for, hvad der i Dag er sket, da der ingen Årsag er dertil; herfor, for dette Opløb, ville vi ikke kunne gøre regnskab." [41] Og da han havde sagt dette, lod han Forsamlingen fare.

20

20:1b.ACT.020.001 Men efter at dette Røre var stillet, lod Paulus Disciplene hente og formanede dem, tog Afsked og begav sig derfra for at rejse til Makedonien.

20:2b.ACT.020.002 Og da han var dragen igennem disse Egne og havde formanet dem med megen Tale, kom han til Grækenland.

20:3b.ACT.020.003 Der tilbragte han tre Måneder, og da Jøderne havde Anslag for imod ham, just som han skulde til at sejle til Syrien, blev han til Sinds at vende tilbage igennem Makedonien.

20:4b.ACT.020.004 Men Pyrrus's Søn Sopater fra Berøa og af Thessalonikerne Aristarkus og Sekundus og Kajus fra Derbe og Timotheus og af Asiaterne Tykikus og Trofimus fulgte med ham til Asien.

20:5b.ACT.020.005 Disse droge forud og biede på os i Troas;

20:6b.ACT.020.006 men vi sejlede efter de usyrede Brøds Dage ud fra Filippi og kom fem Dage efter til dem i Troas, hvor vi tilbragte syv Dage.

20:7b.ACT.020.007 Men på den første Dag i Ugen, da vi vare forsamlede for at bryde Brødet, samtalede Paulus med dem, da han den næste Dag vilde rejse derfra, og han blev ved med at tale indtil Midnat.

20:8b.ACT.020.008 Men der var mange Lamper i Salen ovenpå, hvor vi vare samlede.

20:9b.ACT.020.009 Og der sad i Vinduet en ung Mand ved Navn Eutykus; han faldt i en dyb Søvn, da Paulus fortsatte Samtalen så længe, og overvældet af Søvnen styrtede han ned fra det tredje Stokværk og blev tagen død op.

20:10b.ACT.020.010 Men Paulus gik ned og kastede sig over ham og omfavnede ham og sagde: "Larmer ikke; thi hans Sjæl er i ham."

20:11b.ACT.020.011 Men han gik op igen og brød Brødet og nød deraf og talte endnu længe med dem indtil Dagningen, og dermed drog han bort.

20:12b.ACT.020.012 Men de bragte det unge Menneske levende op og vare ikke lidet trøstede.

20:13b.ACT.020.013 Men vi gik forud til Skibet og sejlede til Assus og skulde derfra tage Paulus med; thi således havde han bestemt det, da han selv vilde gå til Fods.

20:14b.ACT.020.014 Da han nu stødte til os i Assus, toge vi ham om Bord og kom til Mitylene.

20:15b.ACT.020.015 Og vi sejlede derfra og kom den næste Dag lige udfor Kios; Dagen derpå lagde vi til ved Samos og kom næste Dag til Milet.

20:16b.ACT.020.016 Thi Paulus havde besluttet at sejle Efesus forbi, for at det ikke skulde hændes, at han blev opholdt i Asien; thi han hastede for at komme til Jerusalem på Pinsedagen, om det var ham muligt.

20:17b.ACT.020.017 Men fra Milet sendte han Bud til Efesus og lod Menighedens Ældste kalde til sig.

20:18b.ACT.020.018 Og da de kom til ham, sagde han til dem: "I vide, hvorledes jeg færdedes iblandt eder den hele Tid igennem fra den første Dag, jeg kom til Asien,

20:19b.ACT.020.019 idet jeg tjente Herren i al Ydmyghed og under Tårer og Prøvelser, som timedes mig ved Jødernes Efterstræbelser;

20:20b.ACT.020.020 hvorledes jeg ikke har unddraget mig fra at forkynde eder noget som helst af det, som kunde være til Gavn, og at lære eder offentligt og i Husene,

20:21b.ACT.020.021 idet jeg vidnede både for Jøder og Grækere om Omvendelsen til Gud og Troen på vor Herre Jesus Kristus.

20:22b.ACT.020.022 Og nu se, bunden af Ånden drager jeg til Jerusalem uden at vide, hvad der skal møde mig,

20:23b.ACT.020.023 kun, at den Helligånd i hver By vidner for mig og siger, at Lænker og Trængsler vente mig.

20:24b.ACT.020.024 Men jeg agter ikke mit Liv noget værd for mig selv, for at jeg kan fuldende mit Løb og den Tjeneste, som jeg har fået af den Herre Jesus, at vidne om Guds Nådes Evangelium.

20:25b.ACT.020.025 Og nu se, jeg ved, at I ikke mere skulle se mit Ansigt, alle I, iblandt hvem jeg gik om og prædikede Riget.

20:26b.ACT.020.026 Derfor vidner jeg for eder på denne Dag, at jeg er ren for alles Blod;

20:27b.ACT.020.027 thi jeg unddrog mig ikke fra at forkynde eder hele Guds Råd.

20:28b.ACT.020.028 Så giver Agt på eder selv og den hele Hjord, i hvilken den Helligånd satte eder som Tilsynsmænd, til at vogte Guds Menighed, som han erhvervede sig med sit eget Blod.

20:29b.ACT.020.029 Jeg ved, at der efter min Bortgang skal komme svare Ulve ind iblandt eder, som ikke ville spare Hjorden.

20:30b.ACT.020.030 Og af eders egen Midte skal der opstå Mænd, som skulle tale forvendte Ting for at drage Disciplene efter sig.

20:31b.ACT.020.031 Derfor våger og kommer i Hu, at jeg har ikke ophørt i tre År, Nat og Dag, at påminde hver enkelt med Tårer.

20:32b.ACT.020.032 Og nu overgiver jeg eder til Gud og hans Nådes Ord, som formår at opbygge eder og at give eder Arven iblandt alle de helligede.

20:33b.ACT.020.033 Jeg har ikke begæret nogens Sølv eller Guld eller Klædebon.

20:34b.ACT.020.034 I vide selv, at disse Hænder have tjent for mine Fornødenheder og for dem, som vare med mig.

20:35b.ACT.020.035 Jeg viste eder i alle Ting, at således bør vi arbejde og tage os af de skrøbelige og ihukomme den Herres Jesu Ord, at han selv har sagt: "Det er saligere at give end at tage."

20:36b.ACT.020.036 Og da han havde sagt dette, faldt han på sine Knæ og bad med dem alle.

20:37b.ACT.020.037 Og de brast alle i heftig Gråd, og de faldt Paulus om Halsen og kyssede ham.

20:38b.ACT.020.038 Og mest smertede dem det Ord, han havde sagt, at de ikke mere skulde se hans Ansigt. Så ledsagede de ham til Skibet.

21

21:1b.ACT.021.001 Men da vi havde revet os løs fra dem og vare afsejlede, droge vi lige til Kos, og den næste Dag til Rodus og derfra til Patara.

21:2b.ACT.021.002 Og da vi fandt et Skib, som skulde gå lige til Fønikien, gik vi om Bord og afsejlede.

21:3b.ACT.021.003 Men da vi havde fået Kypern i Sigte og vare komne den forbi til venstre for os, sejlede vi til Synen og landede i Tyrus; thi der skulde Skibet losse sin Ladning.

21:4b.ACT.021.004 Og vi opsøgte Disciplene og bleve der syv Dage; disse sagde ved Ånden til Paulus, at han ikke skulde drage op til Jerusalem.

21:5b.ACT.021.005 Men da vi havde tilendebragt disse Dage, droge vi derfra og rejste videre, idet de alle, med Hustruer og Børn, ledsagede os uden for Byen; og efter at have knælet på Strandbredden og holdt Bøn

21:6b.ACT.021.006 toge vi Afsked med hverandre; og vi gik om Bord i Skibet, men de vendte tilbage til deres Hjem.

21:7b.ACT.021.007 Men vi fuldendte Sejladsen og kom fra Tyrus til Ptolemais, og vi hilste på Brødrene og bleve een Dag hos dem.

21:8b.ACT.021.008 Og den følgende Dag droge vi derfra og kom til Kæsarea, og vi gik ind i Evangelisten Filips Hus, han, som var en af de syv, og bleve hos ham.

21:9b.ACT.021.009 Men denne havde fire ugifte Døtre, som profeterede.

21:10b.ACT.021.010 Men da vi bleve der flere Dage, kom der en Profet ned fra Judæa ved Navn Agabus.

21:11b.ACT.021.011 Og han kom til os og tog Paulus's Bælte og bandt sine egne Fødder og Hænder og sagde: "Dette siger den Helligånd: Den Mand, hvem dette Bælte tilhører, skulle Jøderne binde således i Jerusalem og overgive i Hedningers Hænder."

21:12b.ACT.021.012 Men da vi hørte dette, bade såvel vi som de der på Stedet ham om ikke at drage op til Jerusalem.

21:13b.ACT.021.013 Da svarede Paulus: "Hvad gøre I, at I græde og gøre mit Hjerte modløst? thi jeg er rede til ikke alene at bindes, men også at dø i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld."

21:14b.ACT.021.014 Da han nu ikke vilde lade sig overtale, bleve vi stille og sagde: "Herrens Villie ske!"

21:15b.ACT.021.015 Men efter disse Dage gjorde vi os rede og droge op til Jerusalem.

21:16b.ACT.021.016 Og også nogle af Disciplene fra Kæsarea rejste med os og bragte os til Mnason, en Mand fra Kypern, en gammel Discipel, hos hvem vi skulde have Herberge.

21:17b.ACT.021.017 Da vi nu kom til Jerusalem, modtoge Brødrene os med Glæde.

21:18b.ACT.021.018 Og Dagen efter gik Paulus ind med os til Jakob, og alle de Ældste kom derhen.

21:19b.ACT.021.019 Og da han havde hilst på dem, fortalte han Stykke for Stykke, hvad Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved hans Tjeneste.

21:20b.ACT.021.020 Men da de hørte dette, priste de Gud og de sagde til ham: "Broder! du ser, hvor mange Tusinder der er af Jøderne, som have antaget Troen, og de ere alle nidkære for Loven.

21:21b.ACT.021.021 Men de have hørt om dig, at du lærer alle Jøderne ude iblandt Hedningerne at falde fra Moses og siger, at de ikke skulle omskære Børnene, ej heller vandre efter Skikkene.

21:22b.ACT.021.022 Hvad er der da at gøre? Der må sikkert komme mange Mennesker sammen; thi de ville få at høre, at du er kommen.

21:23b.ACT.021.023 Gør derfor dette, som vi sige dig: Vi have her fire Mænd, som have et Løfte på sig.

21:24b.ACT.021.024 Tag dem med dig, og rens dig sammen med dem,, og gør Omkostningen for dem, for at de kunne lade deres Hoved rage; så ville alle erkende, at det, som de have hørt om dig, ikke har noget på sig, men at du også selv vandrer således, at du holder Loven.

21:25b.ACT.021.025 Men om de Hedninger, som ere blevne troende, have vi udsendt en Skrivelse med den Afgørelse, at de intet sådant skulle holde, men kun vogte sig for Afgudsofferkød og Blod og det kvalte og Utugt."

21:26b.ACT.021.026 Da tog Paulus Mændene med sig næste dag, og efter at have renset sig sammen med dem gik han ind i Helligdommen og anmeldte Renselsesdagenes Udløb, da Offeret blev bragt for hver enkelt af dem.

21:27b.ACT.021.027 Men da de syv Dage næsten vare til Ende, satte Jøderne fra Asien, som havde set ham i Helligdommen, hele Mængden i Oprør og lagde Hånd på ham

21:28b.ACT.021.028 og råbte: "I israelitiske Mænd, kommer til Hjælp! Denne er det Menneske, som alle Vegne lærer alle imod Folket og Loven og dette Sted; og tilmed har han også ført Grækere ind i Helligdommen og gjort dette hellige Sted urent;"

21:29b.ACT.021.029 de havde nemlig i Forvejen set Efesieren Trofimus i Staden sammen med ham, og ham mente de, at Paulus havde ført ind i Helligdommen.

21:30b.ACT.021.030 Og hele Staden kom i Bevægelse, og Folket stimlede sammen; og de grebe Paulus og slæbte ham uden for Helligdommen, og straks bleve Dørene lukkede.

21:31b.ACT.021.031 Og da de søgte at slå ham ihjel, gik der Melding op til Krigsøversten for Vagtafdelingen, at hele Jerusalem var i Oprør.

21:32b.ACT.021.032 Han tog straks Stridsmænd og Høvedsmænd med sig og ilede ned imod dem. Men da de så Krigsøversten og Stridsmændene, holdt de op at slå Paulus.

21:33b.ACT.021.033 Da trådte Krigsøversten til, greb ham og befalede, at han skulde bindes med to Lænker, og han spurgte, hvem han var, og hvad han havde gjort.

21:34b.ACT.021.034 Da råbte nogle i Skaren eet, andre et andet til ham; men da han ikke kunde få noget pålideligt at vide på Grund af Larmen, befalede han at føre ham ind i Borgen,

21:35b.ACT.021.035 Men da han kom på Trappen, gik det således, at han måtte bæres af Stridsmændene på Grund af Skarens Voldsomhed;

21:36b.ACT.021.036 thi Folkemængden fulgte efter og råbte: "Bort med ham!"

21:37b.ACT.021.037 Og da Paulus var ved at blive ført ind i Borgen, siger han til Krigsøversten: "Er det mig tilladt at sige noget til dig?" Men han sagde: "Forstår du Græsk?

21:38b.ACT.021.038 Er du da ikke den Ægypter, som for nogen Tid siden gjorde Oprør og førte de fire Tusinde Stimænd ud i Ørkenen?"

21:39b.ACT.021.039 Men Paulus sagde: "Jeg er en jødisk Mand fra Tarsus, Borger i en ikke ubekendt By i Kilikien. Men jeg beder dig, tilsted mig at tale til Folket!"

21:40b.ACT.021.040 Og da han tilstedte det, stod Paulus frem på Trappen og slog til Lyd med Hånden for Folket. Men da der var blevet dyb Tavshed, tiltalte han dem i det hebraiske Sprog og sagde:

22

22:1b.ACT.022.001 " I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit forsvar over for eder!"

22:2b.ACT.022.002 Men da de hørte, at han talte til dem i det hebraiske Sprog, holdt de sig end mere stille. Og han siger:

22:3b.ACT.022.003 "Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus i Kilikien, men opfostret i denne Stad, oplært ved Gamaliels Fødder efter vor Fædrenelovs Strenghed og nidkær for Gud, ligesom I alle ere i Dag.

22:4b.ACT.022.004 Og jeg forfulgte denne Vej indtil Døden, idet jeg lagde både Mænd og Kvinder i Lænker og overgav dem til Fængsler,

22:5b.ACT.022.005 som også Ypperstepræsten vidner med mig og hele Ældsterådet, fra hvem jeg endog fik Breve med til Brødrene i Damaskus og rejste derhen for også at føre dem, som vare der, bundne til Jerusalem, for at de måtte blive straffede.

22:6b.ACT.022.006 Men det skete, da jeg var undervejs og nærmede mig til Damaskus, at ved Middag et stærkt Lys fra Himmelen pludseligt omstrålede mig.

22:7b.ACT.022.007 Og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?

22:8b.ACT.022.008 Men jeg svarede: Hvem er du, Herre? Og han sagde til mig: Jeg er Jesus af Nazareth, som du forfølger.

22:9b.ACT.022.009 Men de, som vare med mig, så vel Lyset, men hørte ikke hans Røst, som talte til mig.

22:10b.ACT.022.010 Men jeg sagde: Hvad skal jeg gøre, Herre? Men Herren sagde til mig: Stå op og gå til Damaskus; og der skal der blive talt til dig om alt, hvad der er bestemt, at du skal gøre.

22:11b.ACT.022.011 Men da jeg havde mistet Synet ved Glansen af hint Lys, blev jeg ledet ved Hånden af dem, som vare med mig, og kom således ind i Damaskus.

22:12b.ACT.022.012 Men en vis Ananias, en Mand, gudfrygtig efter Loven, som havde godt Vidnesbyrd af alle Jøderne, som boede der,

22:13b.ACT.022.013 kom til mig og stod for mig og sagde: Saul, Broder, se op! Og jeg så op på ham i samme Stund.

22:14b.ACT.022.014 Men han sagde: Vore Fædres Gud har udvalgt dig til at kende hans Villie og se den retfærdige og høre en Røst af hans Mund.

22:15b.ACT.022.015 Thi du skal være ham et Vidne for alle Mennesker om de Ting, som du har set og hørt.

22:16b.ACT.022.016 Og nu, hvorfor tøver du? Stå op, lad dig døbe og dine Synder aftvætte, idet du påkalder hans Navn!

22:17b.ACT.022.017 Og det skete, da jeg var kommen tilbage til Jerusalem og bad i Helligdommen, at jeg faldt i Henrykkelse

22:18b.ACT.022.018 og så ham, idet han sagde til mig: Skynd dig, og gå hastigt ud af Jerusalem, thi de skulle ikke af dig modtage Vidnesbyrd om mig.

22:19b.ACT.022.019 Og jeg sagde: Herre! de vide selv, at jeg fængslede og piskede trindt om i Synagogerne dem, som troede på dig,

22:20b.ACT.022.020 og da dit Vidne Stefanus's Blod blev udgydt, stod også jeg hos og havde Behag deri og vogtede på deres Klæder, som sloge ham ihjel.

22:21b.ACT.022.021 Og han sagde til mig: Drag ud; thi jeg vil sende dig langt bort til Hedninger."

22:22b.ACT.022.022 Men de hørte på ham indtil dette Ord, da opløftede de deres Røst og sagde: "Bort fra Jorden med en sådan! thi han bør ikke leve.""

22:23b.ACT.022.023 Men da de skrege og reve Klæderne af sig og kastede Støv op i Luften,

22:24b.ACT.022.024 befalede Krigsøversten, at han skulde føres ind i Borgen, og sagde, at man med Hudstrygning skulde forhøre ham, for at han kunde få at vide, af hvad Årsag de således råbte imod ham.

22:25b.ACT.022.025 Men da de havde udstrakt ham for Svøberne, sagde Paulus til den hosstående Høvedsmand: "Er det eder tilladt at hudstryge en romersk Mand, og det uden Dom?"

22:26b.ACT.022.026 Men da Høvedsmanden hørte dette, gik han til Krigsøversten og meldte ham det og sagde: "Hvad er det, du et ved at gøre? denne Mand er jo en Romer."

22:27b.ACT.022.027 Men Krigsøversten gik hen og sagde til ham: "Sig mig, er du en Romer?" Han sagde: "Ja."

22:28b.ACT.022.028 Og Krigsøversten svarede: "Jeg har købt mig denne Borgerret for en stor Sum," Men Paulus sagde: "Jeg er endog født dertil."

22:29b.ACT.022.029 Da trak de, som skulde til at forhøre ham, sig straks tilbage fra ham. Og da Krigsøversten fik at vide, at han var en Romer, blev også han bange, fordi han havde bundet ham.

22:30b.ACT.022.030 Men den næste Dag, da han vilde have noget pålideligt at vide om, hvad han anklagedes for af Jøderne, løste han ham og befalede, at Ypperstepræsterne og hele Rådet skulde komme sammen, og han førte Paulus ned og stillede ham for dem.

23

23:1b.ACT.023.001 Da så Paulus fast på Rådet og sagde: "I Mænd, Brødre! jeg har med al god Samvittighed vandret for Gud indtil denne Dag."

23:2b.ACT.023.002 Men Ypperstepræsten Ananias befalede dem, som stode hos ham, at slå ham på Munden.

23:3b.ACT.023.003 Da sagde Paulus til ham: "Gud skal slå dig, du kalkede Væg! Og du sidder for at dømme mig efter Loven, og tvært imod Loven befaler du, at jeg skal slås."

23:4b.ACT.023.004 Men de, som stode hos, sagde: "Udskælder du Guds Ypperstepræst?"

23:5b.ACT.023.005 Og Paulus sagde: "Brødre! jeg vidste ikke, at han er Ypperstepræst; thi der er skrevet: En Fyrste i dit Folk må du ikke tale ondt imod."

23:6b.ACT.023.006 Men da Paulus vidste, at den ene Del bestod af Saddukæere, men den anden af Farisæere, råbte han i Rådet: "I Mænd, Brødre! jeg er en Farisæer, Søn af Farisæere, for Håb og for dødes Opstandelse er det, jeg dømmes."

23:7b.ACT.023.007 Men da han udtalte dette, opkom der Splid imellem Farisæerne og Saddukæerne, og Mængden blev uenig.

23:8b.ACT.023.008 Thi Saddukæerne sige, at der ingen Opstandelse er, ej heller nogen Engel eller Ånd; men Farisæerne hævde begge Dele.

23:9b.ACT.023.009 Men der opstod en stærk Råben; og nogle af de skriftkloge af Farisæernes Parti stode op, strede heftigt og sagde: "Vi finde intet ondt hos dette Menneske; men hvad om en Ånd eller en Engel har talt til ham!"

23:10b.ACT.023.010 Men da der blev stærk Splid frygtede Krigsøversten, at Paulus skulde blive sønderslidt af dem, og befalede Krigsfolket at gå ned og rive ham ud fra dem og føre ham ind i Borgen.

23:11b.ACT.023.011 Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: "Vær frimodig, thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, således skal du også vidne i Rom."

23:12b.ACT.023.012 Men da det var blevet Dag, sloge Jøderne sig sammen og forpligtede sig under Forbandelser til hverken at spise eller drikke, førend de havde slået Paulus ihjel.

23:13b.ACT.023.013 Og de, som havde indgået denne Sammensværgelse, vare flere end fyrretyve i Tal.

23:14b.ACT.023.014 Disse gik da til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde: "Vi have under Forbandelser forpligtet os til ikke at smage noget, førend vi have slået Paulus ihjel.

23:15b.ACT.023.015 Så giver nu I tillige med Rådet Krigsøversten Meddelelse, for at han må føre ham ned til eder, som om I ville undersøge hans Sag nøjere; men vi ere rede til at slå ham ihjel, førend han kommer derhen."

23:16b.ACT.023.016 Men Paulus's Søstersøn, som havde hørt om dette Anslag, kom og gik ind i Borgen og fortalte Paulus det.

23:17b.ACT.023.017 Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene til sig og sagde: "Før denne unge Mand hen til Krigsøversten; thi han har noget at melde ham."

23:18b.ACT.023.018 Da tog han ham og førte ham til Krigsøversten og siger: "Den fangne Paulus kaldte mig og bad mig føre denne unge Mand til dig, da han har noget at tale med dig om."

23:19b.ACT.023.019 Men Krigsøversten tog ham ved Hånden, gik hen til en Side og spurgte: "Hvad er det, som du har at melde mig?"

23:20b.ACT.023.020 Men han sagde: "Jøderne have aftalt at bede dig om at lade Paulus føre ned for Rådet i Morgen under Foregivende af at ville have nøjere Underretning om ham.

23:21b.ACT.023.021 Lad du dig nu ikke overtale af dem; thi mere end fyrretyve Mænd af dem lure på ham, og de have under Forbandelser forpligtet sig til hverken at spise eller at drikke, førend de have slået ham ihjel; og nu ere de rede og vente på dit Tilsagn."

23:22b.ACT.023.022 Da lod Krigsøversten det unge Menneske fare og bød ham: "Du skal ingen sige, at du har givet mig dette til Kende."

23:23b.ACT.023.023 Og han kaldte et Par af Høvedsmændene til sig og sagde: "Gører to Hundrede Stridsmænd rede til at drage til Kæsarea og halvfjerdsindstyve Ryttere og to Hundrede Spydkastere fra den tredje Time i Nat; "

23:24b.ACT.023.024 og at de skulde bringe Lastdyr for at kunne lade Paulus ride og føre ham sikkert til Landshøvdingen Feliks.

23:25b.ACT.023.025 Og han skrev et Brev af følgende Indhold:

23:26b.ACT.023.026 "Klaudius Lysias hilser den mægtigste Landshøvding Feliks.

23:27b.ACT.023.027 Denne Mand havde Jøderne grebet og vilde have slået ham ihjel; men jeg kom til med Krigsfolket og udfriede ham, da jeg erfarede, at han var en Romer.

23:28b.ACT.023.028 Og da jeg vilde vide Årsagen, hvorfor de anklagede ham, førte jeg ham ned for deres Råd

23:29b.ACT.023.029 og fandt ham anklaget i Anledning af nogle Stridsspørgsmål i deres Lov, men uden nogen Beskyldning, som fortjente Død eller Fængsel.

23:30b.ACT.023.030 Men da jeg har fået Underretning om, at der skulde være et hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, har jeg straks sendt ham til dig efter også at have befalet Anklagerne at fremføre for dig, hvad de have imod ham."

23:31b.ACT.023.031 Da toge Stridsmændene Paulus, som det var dem befalet, og førte ham om Natten til Antipatris.

23:32b.ACT.023.032 Men næste Dag lode de Rytterne drage videre med ham og vendte selv tilbage til Borgen.

23:33b.ACT.023.033 Da hine nu kom til Kæsarea og havde overgivet Landshøvdingen Brevet, fremstillede de også Paulus for ham.

23:34b.ACT.023.034 Men da han havde læst Brevet og spurgt, fra hvilken Provins han var, og havde erfaret, at han var fra Kilikien, sagde han:

23:35b.ACT.023.035 "Jeg vil forhøre dig, når også dine Anklagere komme til Stede." Og han bød, at han skulde holdes bevogtet i Herodes's Borg.

24

24:1b.ACT.024.001 Men fem Dage derefter drog Ypperstepræsten Ananias ned med nogle Ældste og en Taler, Tertullus, og disse førte Klage for Landshøvdingen imod Paulus.

24:2b.ACT.024.002 Da han nu var kaldt ind, begyndte Tertullus at anklage ham og sagde:

24:3b.ACT.024.003 "At vi ved dig nyde megen Fred, og at Forbedringer i alle Retninger og alle Vegne skaffes dette Folk ved din Omsorg, mægtigste Feliks! det erkende vi med al Taknemmelighed.

24:4b.ACT.024.004 Men for at jeg ikke skal opholde dig for længe, beder jeg, at du efter din Mildhed vil høre os kortelig.

24:5b.ACT.024.005 Vi have nemlig fundet, at denne Mand er en Pest og en Oprørsstifter iblandt alle Jøderne hele Verden over, samt er Fører for Nazaræernes Parti,

24:6b.ACT.024.006 ja, han har endog forsøgt at vanhellige Helligdommen. Vi grebe ham da også og vilde have dømt ham efter vor Lov.

24:7b.ACT.024.007 Men Krigsøversten Lysias kom til og borttog ham med megen Vold af vore Hænder

24:8b.ACT.024.008 og bød hans Anklagere komme til dig. Af ham kan du selv, når du undersøger det, erfare alt det, hvorfor vi anklage ham."

24:9b.ACT.024.009 Men også Jøderne stemmede i med og påstode, at dette forholdt sig således.

24:10b.ACT.024.010 Og Paulus svarede, da Landshøvdingen gav ham et Vink, at han skulde tale: "Efterdi jeg ved, at du i mange År har været Dommer for dette Folk, vil jeg frimodigt forsvare min Sag,

24:11b.ACT.024.011 da du kan forvisse dig om, at det er ikke mere end tolv Dage, siden jeg kom op for at tilbede i Jerusalem.

24:12b.ACT.024.012 Og de have ikke fundet mig i Ordveksel med nogen eller i Færd med at vække Folkeopløb, hverken i Helligdommen eller i Synagogerne eller omkring i Staden.

24:13b.ACT.024.013 Og de kunne ej heller bevise dig det, som de nu anklage mig for.

24:14b.ACT.024.014 Men dette bekender jeg for dig, at jeg efter den Vej, som de kalde et Parti, tjener vor fædrene Gud således, at jeg tror på alt det, som står i Loven, og det, som er skrevet hos Profeterne,

24:15b.ACT.024.015 og har det Håb til Gud, som også disse selv forvente, at der skal komme en Opstandelse både af retfærdige og af uretfærdige.

24:16b.ACT.024.016 Derfor øver også jeg mig i altid at have en uskadt Samvittighed for Gud og Menneskene.

24:17b.ACT.024.017 Men efter flere Års Forløb er jeg kommen for at bringe Almisser til mit Folk og Ofre,

24:18b.ACT.024.018 hvad de fandt mig i Færd med, da jeg var bleven renset i Helligdommen, og ikke med Opløb og Larm; men det var nogle Jøder fra Asien,

24:19b.ACT.024.019 og de burde nu være til Stede hos dig og klage, om de have noget på mig at sige.

24:20b.ACT.024.020 Eller lad disse her selv sige, hvad Uret de have fundet hos mig, da jeg stod for Rådet,

24:21b.ACT.024.021 uden det skulde være dette ene Ord, som jeg råbte, da jeg stod iblandt dem: Jeg dømmes i Dag af eder for dødes Opstandelse."

24:22b.ACT.024.022 Nu udsatte Feliks Sagen, da han vidste ret god Besked om Vejen, og sagde: "Når Krigsøversten Lysias kommer herned, vil jeg påkende eders Sag."

24:23b.ACT.024.023 Og han befalede Høvedsmanden, at han skulde holdes bevogtet, men med Lempelse, og at han ikke måtte forbyde nogen af hans egne at gå ham til Hånde.

24:24b.ACT.024.024 Men nogle Dage efter kom Feliks med sin Hustru Drusilla, som var en Jødinde, og lod Paulus hente og hørte ham om Troen på Kristus Jesus.

24:25b.ACT.024.025 Men da han talte med ham om Retfærdighed og Afholdenhed og den kommende Dom, blev Feliks forfærdet og svarede: "Gå for denne Gang; men når jeg får Tid, vil jeg lade dig kalde til mig."

24:26b.ACT.024.026 Tillige håbede han også, at Paulus skulde give ham Penge; derfor lod han ham også oftere hente og samtalede med ham.

24:27b.ACT.024.027 Men da to År vare forløbne, fik Feliks Porkius Festus til Efterfølger; og da Feliks vilde fortjene sig Tak af Jøderne, lod han Paulus blive tilbage i Lænker.

25

25:1b.ACT.025.001 Da Festus nu havde tiltrådt sit Landshøvdingembede, drog han efter tre Dages Forløb fra Kæsarea op til Jerusalem.

25:2b.ACT.025.002 Da førte Ypperstepræsterne og de fornemste af Jøderne Klage hos ham imod Paulus og henvendte sig til ham,

25:3b.ACT.025.003 idet de med ondt i Sinde imod Paulus bade ham om at bevise dem den Gunst, at han vilde lade ham hente til Jerusalem; thi de lurede på at slå ham ihjel på Vejen.

25:4b.ACT.025.004 Da svarede Festus, at Paulus blev holdt bevogtet i Kæsarea, men at han selv snart vilde drage derned.

25:5b.ACT.025.005 "Lad altså," sagde han, "dem iblandt eder, der have Myndighed dertil, drage med ned og anklage ham, dersom der er noget uskikkeligt ved Manden."

25:6b.ACT.025.006 Og da han havde opholdt sig hos dem ikke mere end otte eller ti Dage, drog han ned til Kæsarea, og den næste Dag satte han sig på Dommersædet og befalede, at Paulus skulde føres frem.

25:7b.ACT.025.007 Men da han kom til Stede, stillede de Jøder, som vare komne ned fra Jerusalem sig omkring ham og fremførte mange og svare Klagemål, som de ikke kunde bevise,

25:8b.ACT.025.008 efterdi Paulus forsvarede sig og sagde: "Hverken imod Jødernes Lov eller imod Helligdommen eller imod Kejseren har jeg syndet i noget Stykke."

25:9b.ACT.025.009 Men Festus. som vilde fortjene sig Tak af Jøderne, svarede Paulus og sagde: "Er du villig til at drage op til Jerusalem og der stå for min Domstol i denne Sag?"

25:10b.ACT.025.010 Men Paulus sagde: "Jeg står for Kejserens Domstol, og der bør jeg dømmes. Jøderne har jeg ingen Uret gjort, som også du ved helt vel.

25:11b.ACT.025.011 Dersom jeg så har Uret og har gjort noget, som fortjener Døden, vægrer jeg mig ikke ved at dø; men hvis det, hvorfor disse anklage mig, intet har på sig, da kan ingen prisgive mig til dem. Jeg skyder mig ind under Kejseren."

25:12b.ACT.025.012 Da talte Festus med sit Råd og svarede: "Du har skudt dig ind under Kejseren; du skal rejse til Kejseren."

25:13b.ACT.025.013 Men da nogle Dage vare forløbne, kom Kong Agrippa og Berenike til Kæsarea og hilste på Festus.

25:14b.ACT.025.014 Og da de opholdt sig der i flere Dage, forelagde Festus Kongen Paulus's Sag og sagde: "Der er en Mand, efterladt af Feliks som Fange;

25:15b.ACT.025.015 imod ham førte Jødernes Ypperstepræster og Ældste Klage, da jeg var i Jerusalem, og bade om Dom over ham.

25:16b.ACT.025.016 Dem svarede jeg, at Romere ikke have for Skik at prisgive noget Menneske, førend den anklagede har Anklagerne personligt til Stede og får Lejlighed til at forsvare sig imod Beskyldningen.

25:17b.ACT.025.017 Da de altså kom sammen her, tøvede jeg ikke, men satte mig den næste Dag på Dommersædet og bød, at Manden skulde føres frem.

25:18b.ACT.025.018 Men da Anklagerne stode omkring ham, fremførte de ingen sådan Beskyldning, som jeg havde formodet;

25:19b.ACT.025.019 men de havde nogle Stridsspørgsmål med ham om deres egen Gudsdyrkelse og om en Jesus, som er død, men som Paulus påstod er i Live.

25:20b.ACT.025.020 Men da jeg var tvivlrådig angående Undersøgelsen heraf, sagde jeg, om han vilde rejse til Jerusalem og der lade denne Sag pådømme.

25:21b.ACT.025.021 Men da Paulus gjorde Påstand på at holdes bevogtet til Kejserens Kendelse, befalede jeg, at han skulde holdes bevogtet, indtil jeg kan sende ham til Kejseren."

25:22b.ACT.025.022 Da sagde Agrippa til Festus: "Jeg kunde også selv ønske at høre den Mand." Men han sagde: "I Morgen skal du få ham at høre."

25:23b.ACT.025.023 Næste Dag altså, da Agrippa og Berenike kom med stor Pragt og gik ind i Forhørssalen tillige med Krigsøversterne og Byens ypperste Mænd, blev på Festus's Befaling Paulus ført frem.

25:24b.ACT.025.024 Og Festus siger: "Kong Agrippa, og alle I Mænd, som ere med os til Stede! her se I ham, om hvem hele Jødernes Mængde har henvendt sig til mig, både i Jerusalem og her, råbende på, at han ikke længer bør leve.

25:25b.ACT.025.025 Men jeg indså, at han intet havde gjort, som fortjente Døden, og da han selv skød sig ind under Kejseren, besluttede jeg at sende ham derhen.

25:26b.ACT.025.026 Dog har jeg intet sikkert at skrive om ham til min Herre. Derfor lod jeg ham føre frem for eder og især for dig, Kong Agrippa! for at jeg kan have noget at skrive, når Undersøgelsen er sket.

25:27b.ACT.025.027 Thi det synes mig urimeligt at sende en Fange uden også at angive Beskyldningerne imod ham."

26

26:1b.ACT.026.001 Men Agrippa sagde til Paulus: "Det tilstedes dig at tale om dig selv." Da udrakte Paulus Hånden og forsvarede sig således:

26:2b.ACT.026.002 "Jeg agter mig selv lykkelig, fordi jeg i Dag skal forsvare mig for dig angående alle de Ting, for hvilke jeg anklages af Jøderne, Kong Agrippa!

26:3b.ACT.026.003 navnlig fordi du er kendt med alle Jødernes Skikke og Stridsspørgsmål; derfor beder jeg dig om, at du tålmodigt vil høre mig.

26:4b.ACT.026.004 Mit Levned fra Ungdommen af, som fra Begyndelsen har været ført iblandt mit Folk og i Jerusalem, vide alle Jøderne Besked om;

26:5b.ACT.026.005 thi de kende mig i Forvejen lige fra først af (om de ellers ville vidne), at jeg har levet som Farisæer efter det strengeste Parti i vor Gudsdyrkelse.

26:6b.ACT.026.006 Og nu står jeg her og dømmes for Håbet på den Forjættelse, som er given af Gud til vore Fædre,

26:7b.ACT.026.007 og som vort Tolvstammefolk håber at nå frem til, idet de tjene Gud uafladeligt Nat og Dag; for dette Håbs Skyld anklages jeg af Jøder, o Konge!

26:8b.ACT.026.008 Hvor kan det holdes for utroligt hos eder, at Gud oprejser døde?

26:9b.ACT.026.009 Jeg selv mente nu også at burde gøre meget imod Jesu, Nazaræerens Navn,

26:10b.ACT.026.010 og det gjorde jeg også i Jerusalem; og jeg indespærrede mange af de hellige i Fængsler, da jeg havde fået Fuldmagt dertil af Ypperstepræsterne, og når de bleve slåede ihjel, gav jeg min Stemme dertil.

26:11b.ACT.026.011 Og i alle Synagogerne lod jeg dem ofte straffe og tvang dem til at tale bespotteligt, og rasende end mere imod dem forfulgte jeg dem endog til de udenlandske Byer.

26:12b.ACT.026.012 Da jeg i dette Øjemed drog til Damaskus med Fuldmagt og Myndighed fra Ypperstepræsterne,

26:13b.ACT.026.013 så jeg undervejs midt på Dagen, o Konge! et Lys fra Himmelen, som overgik Solens Glans, omstråle mig og dem, som rejste med mig.

26:14b.ACT.026.014 Men da vi alle faldt til Jorden, hørte jeg en Røst, som sagde til mig i det hebraiske Sprog: Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig? det bliver dig hårdt at stampe imod Brodden.

26:15b.ACT.026.015 Og jeg sagde: Hvem er du, Herre? Men Herren sagde: Jeg er Jesus, som du forfølger.

26:16b.ACT.026.016 Men rejs dig og stå på dine Fødder; thi derfor har jeg vist mig for dig, for at udkåre dig til Tjener og Vidne, både om det, som du har set, og om mine kommende Åbenbaringer for dig,

26:17b.ACT.026.017 idet jeg udfrier dig fra Folket og fra Hedningerne, til hvilke jeg udsender dig

26:18b.ACT.026.018 for at oplade deres Øjne, så de må omvende sig fra Mørke til Lys og fra Satans Magt til Gud, for at de kunne få Syndernes Forladelse og Lod iblandt dem, som ere helligede ved Troen på mig.

26:19b.ACT.026.019 Derfor, Kong Agrippa! blev jeg ikke ulydig imod det himmelske Syn;

26:20b.ACT.026.020 men jeg forkyndte både først for dem i Damaskus og så i Jerusalem og over hele Judæas Land og for Hedningerne, at de skulde fatte et andet Sind og omvende sig til Gud og gøre Gerninger, Omvendelsen værdige.

26:21b.ACT.026.021 For denne Sags Skyld grebe nogle Jøder mig i Helligdommen og forsøgte at slå mig ihjel.

26:22b.ACT.026.022 Det er altså ved den Hjælp, jeg har fået fra Gud, at jeg har stået indtil denne Dag og vidnet både for små og store, idet jeg intet siger ud over det, som både Profeterne og Moses have sagt skulde ske,

26:23b.ACT.026.023 at Kristus skulde lide, at han som den første af de dødes Opstandelse skulde forkynde Lys både for Folket og for Hedningerne."

26:24b.ACT.026.024 Men da han forsvarede sig således, sagde Festus med høj Røst: "Du raser, Paulus! den megen Lærdom gør dig rasende."

26:25b.ACT.026.025 Men Paulus sagde: "Jeg raser ikke, mægtigste Festus! men jeg taler sande og betænksomme Ord.

26:26b.ACT.026.026 Thi Kongen ved Besked om dette, og til ham taler jeg frimodigt, efterdi jeg er vis på, at slet intet af dette er skjult for ham; thi dette er ikke sket i en Vrå.

26:27b.ACT.026.027 Tror du, Kong Agrippa, Profeterne? Jeg ved, at du tror dem."

26:28b.ACT.026.028 Men Agrippa sagde til Paulus: "Der fattes lidet i, at du overtaler mig til at blive en Kristen."

26:29b.ACT.026.029 Men Paulus sagde: "Jeg vilde ønske til Gud, enten der fattes lidet eller meget, at ikke alene du, men også alle, som høre mig i Dag, måtte blive sådan, som jeg selv er, på disse Lænker nær."

26:30b.ACT.026.030 Da stod Kongen op og Landshøvdingen og Berenike og de, som sade hos dem.

26:31b.ACT.026.031 Og da de gik bort, talte de med hverandre og sagde: "Denne Mand gør intet, som fortjener Død eller Lænker."

26:32b.ACT.026.032 Men Agrippa sagde til Festus: "Denne Mand kunde være løsladt, dersom han ikke havde skudt sig ind under Kejseren."

27

27:1b.ACT.027.001 Men da det var besluttet, at vi skulde afsejle til Italien, overgave de både Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand ved Navn Julius af den kejserlige Afdeling.

27:2b.ACT.027.002 Vi gik da om Bord på et adramyttisk Skib, som skulde gå til Stederne langs med Asiens Kyster, og vi sejlede af Sted; og Aristarkus, en Makedonier fra Thessalonika, var med os.

27:3b.ACT.027.003 Og den næste Dag anløb vi Sidon. Og Julius, som behandlede Paulus venligt. tilstedte ham at gå hen til sine Venner og nyde Pleje.

27:4b.ACT.027.004 Og vi fore bort derfra og sejlede ind under Kypern, fordi Vinden var imod.

27:5b.ACT.027.005 Og vi sejlede igennem Farvandet ved Kilikien og Pamfylien og kom til Myra i Lykien.

27:6b.ACT.027.006 Og der fandt Høvedsmanden et aleksandrinsk Skib, som sejlede til Italien, og bragte os over i det.

27:7b.ACT.027.007 Men da Sejladsen i mange Dage gik langsomt, og vi med Nød og næppe nåede henimod Knidus (thi Vinden føjede os ikke), holdt vi ned under Kreta ved Salmone.

27:8b.ACT.027.008 Med Nød og næppe sejlede vi der forbi og kom til et Sted, som kaldes "Gode Havne", nær ved Byen Lasæa.

27:9b.ACT.027.009 Men da en rum Tid var forløben, og Sejladsen allerede var farlig, såsom endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus dem og sagde:

27:10b.ACT.027.010 "I Mænd! jeg ser, at Sejladsen vil medføre Ulykke og megen Skade, ikke alene på Ladning og Skib, men også på vort Liv."

27:11b.ACT.027.011 Men Høvedsmanden stolede mere på Styrmanden og Skipperen end på det, som Paulus sagde.

27:12b.ACT.027.012 Og da Havnen ikke egnede sig til Vinterleje, besluttede de fleste, at man skulde sejle derfra, om man muligt kunde nå hen og overvintre i Føniks, en Havn på Kreta, som vender imod Sydvest og Nordvest,

27:13b.ACT.027.013 Da der nu blæste en Sønden: vind op, mente de at have nået deres Hensigt, lettede Anker og sejlede langs med og nærmere ind under Kreta.

27:14b.ACT.027.014 Men ikke længe derefter for der en heftig Storm ned over den, den såkaldte "Eurakvilo".

27:15b.ACT.027.015 Og da Skibet reves med og ikke kunde holde op imod Vinden, opgave vi det og lode os drive.

27:16b.ACT.027.016 Men da vi løb ind under en lille Ø, som kaldes Klavde, formåede vi med Nød og næppe at bjærge Båden.

27:17b.ACT.027.017 Men efter at have trukket den op, anvendte de Nødmidler og omsurrede Skibet; og da de frygtede for, at de skulde blive kastede ned i Syrten, firede de Sejlene ned og lode sig således drive.

27:18b.ACT.027.018 Og da vi måtte kæmpe hårdt med Stormen, begyndte de næste Dag at kaste over Bord.

27:19b.ACT.027.019 Og på den tredje Dag udkastede de med egne Hænder Skibets Redskaber.

27:20b.ACT.027.020 Men da hverken Sol eller Stjerner lode sig se i flere Dage, og vi havde et Uvejr over os; som ikke var ringe, blev fra nu af alt Håb om Redning os betaget.

27:21b.ACT.027.021 Og da man længe ikke havde taget Føde til sig, så stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: "I Mænd! man burde have adlydt mig og ikke været sejlet bort fra Kreta og have sparet os denne Ulykke og Skade.

27:22b.ACT.027.022 Og nu formaner jeg eder til at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl af eder skal forgå, men alene Skibet.

27:23b.ACT.027.023 Thi i denne Nat stod der en Engel hos mig fra den Gud, hvem jeg tilhører, hvem jeg også tjener, og sagde:

27:24b.ACT.027.024 "Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for Kejseren; og se,Gud har skænket dig alle dem, som sejle med dig."

27:25b.ACT.027.025 Derfor, I Mænd! værer ved godt Mod; thi jeg har den Tillid til Gud, at det skal ske således, som der er blevet talt til mig.

27:26b.ACT.027.026 Men vi må strande på en Ø."

27:27b.ACT.027.027 Men da den fjortende Nat kom, og vi dreve i det adriatiske Hav, kom det Skibsfolkene for ved Midnatstid, at der var Land i Nærheden.

27:28b.ACT.027.028 Og da de loddede, fik de tyve Favne, og da de lidt længere fremme atter loddede, fik de femten Favne.

27:29b.ACT.027.029 Og da de frygtede, at vi skulde støde på Skær, kastede de fire Ankre ud fra Bagstavnen og bade til, at det måtte blive Dag.

27:30b.ACT.027.030 Men da Skibsfolkene gjorde Forsøg på at flygte fra Skibet og firede Båden ned i Søen under Påskud af, at de vilde lægge Ankre ud fra Forstavnen,

27:31b.ACT.027.031 da sagde Paulus til Høvedsmanden og til Stridsmændene: "Dersom disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke reddes."

27:32b.ACT.027.032 Da kappede Stridsmændene Bådens Tove og lode den falde ned.

27:33b.ACT.027.033 Men indtil det vilde dages, formanede Paulus alle til at tage Næring til sig og sagde: "Det er i Dag den fjortende Dag, I have ventet og tilbragt uden at spise og intet taget til eder.

27:34b.ACT.027.034 Derfor formaner jeg eder til at tage Næring til eder, thi dette hører med til eders Redning; ikke et Hår på Hovedet skal gå tabt for nogen af eder."

27:35b.ACT.027.035 Men da han havde sagt dette, tog han Brød og takkede Gud for alles Øjne og brød det og begyndte at spise.

27:36b.ACT.027.036 Da bleve de alle frimodige og toge også Næring til sig.

27:37b.ACT.027.037 Men vi vare i Skibet i alt to Hundrede og seks og halvfjerdsindstyve Sjæle.

27:38b.ACT.027.038 Og da de vare blevne mættede med Føde, lettede de Skibet ved at kaste Levnedsmidlerne i Søen.

27:39b.ACT.027.039 Men da det blev Dag, kendte de ikke Landet; men de bemærkede en Vig med en Forstrand, som de besluttede, om muligt, at sætte Skibet ind på.

27:40b.ACT.027.040 Og de kappede Ankrene, som de lode blive i Søen, og løste tillige Rortovene, og idet de satte Råsejlet til for Vinden, holdt de ind på Strandbredden.

27:41b.ACT.027.041 Men de stødte på en Grund med dybt Vand på begge Sider, og der satte de Skibet, og Forstavnen borede sig fast og stod urokkelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt.

27:42b.ACT.027.042 Det var nu Stridsmændenes Råd, at man skulde ihjelslå Fangerne, for at ingen skulde svømme bort og undkomme.

27:43b.ACT.027.043 Men Høvedsmanden, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i dette Forehavende og bød, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud og slippe i Land,

27:44b.ACT.027.044 og de andre bjærge sig, nogle på Brædder, andre på Stykker af Skibet. Og således skete det, at alle bleve reddede i Land.

28

28:1b.ACT.028.001 Og da vi nu vare reddede, så fik vi at vide, at Øen hed Malta.

28:2b.ACT.028.002 Og Barbarerne viste os en usædvanlig Menneskekærlighed; thi de tændte et Bål og toge sig af os alle for den frembrydende Regns og Kuldens Skyld.

28:3b.ACT.028.003 Men da Paulus samlede en Bunke Ris og lagde på Bålet, krøb der en Øgle ud på Grund af Varmen og hængte sig fast ved hans Hånd.

28:4b.ACT.028.004 Da nu Barbarerne så Dyret hænge ved hans Hånd, sagde de til hverandre: "Sikkert er denne Mand en Morder, hvem Gengældelsen ikke har tilstedt at leve, skønt han er reddet fra Havet."

28:5b.ACT.028.005 Men han rystede Dyret af i Ilden, og der skete ham intet ondt.

28:6b.ACT.028.006 Men de ventede, at han skulde hovne op eller pludseligt falde død om. Men da de havde ventet længe og så, at der ikke skete ham noget usædvanligt, kom de på andre Tanker og sagde, at han var en Gud.

28:7b.ACT.028.007 Men i Omegnen af dette Sted havde Øens fornemste Mand, ved Navn Publius, nogle Landejendomme. Han tog imod os og lånte os venligt Herberge i tre Dage.

28:8b.ACT.028.008 Men det traf sig, at Publius's Fader lå syg af Feber og Blodgang. Til ham gik Paulus ind og bad og lagde Hænderne på ham og helbredte ham.

28:9b.ACT.028.009 Da dette var sket, kom også de andre på Øen, som havde Sygdomme, til ham og bleve helbredte.

28:10b.ACT.028.010 De viste os også megen Ære, og da vi sejlede bort, bragte de om Bord i Skibet, hvad vi trængte til.

28:11b.ACT.028.011 Men efter tre Måneders Forløb sejlede vi da bort i et aleksandrinsk Skib, som havde haft Vinterleje ved Øen og førte Tvillingernes Mærke.

28:12b.ACT.028.012 Og vi løb ind til Syrakus, hvor vi bleve tre Dage.

28:13b.ACT.028.013 Derfra sejlede vi videre og kom til Regium, og efter en Dags Forløb fik vi Søndenvind og kom den næste Dag til Puteoli.

28:14b.ACT.028.014 Der fandt vi Brødre og bleve opfordrede til at blive hos dem i syv Dage. Og så droge vi til Rom.

28:15b.ACT.028.015 Og Brødrene derfra, som havde hørt om os, kom os i Møde til Appius's Forum og Tres-Tabernæ. Og da Paulus så dem, takkede han Gud og fattede Mod.

28:16b.ACT.028.016 Men da vi kom til Rom, (overgav Høvedsmanden Fangerne til Høvdingen for Livvagten. Dog) blev det tilstedt Paulus at bo for sig selv sammen med den Stridsmand, der bevogtede ham.

28:17b.ACT.028.017 Men efter tre Dages Forløb skete det, at han sammenkaldt de fornemste iblandt Jøderne. Men da de vare forsamlede, sagde han til dem: "I Mænd, Brødre! uagtet jeg intet har gjort imod vort Folk eller de fædrene Skikke, er jeg fra Jerusalem overgiven som Fange i Romernes Hænder,

28:18b.ACT.028.018 og disse vilde efter at have forhørt mig løslade mig, efterdi der ikke var nogen Dødsskyld hos mig.

28:19b.ACT.028.019 Men da Jøderne gjorde Indsigelse, nødtes jeg til at skyde mig ind under Kejseren, dog ikke, som om jeg havde noget at anklage mit Folk for.

28:20b.ACT.028.020 Af denne Årsag har jeg altså ladet eder kalde hid for at se og tale med eder; thi for Israels Håbs Skyld er jeg sluttet i denne Lænke."

28:21b.ACT.028.021 Men de sagde til ham: "Hverken have vi fået Brev fra Judæa om dig, ikke heller er nogen af Brødrene kommen og har meddelt eller sagt noget ondt om dig.

28:22b.ACT.028.022 Men vi ønske at høre af dig, hvad du tænker; thi om dette Parti er det os bekendt, at det alle Vegne finder Modsigelse."

28:23b.ACT.028.023 Efter så at have aftalt en Dag med ham, kom de til ham i Herberget i større Tal, og for dem forklarede han og vidnede om Guds Rige og søgte at overbevise dem om Jesus, både ud af Mose Lov og af Profeterne, fra årle om Morgenen indtil Aften.

28:24b.ACT.028.024 Og nogle lode sig overbevise af det, som blev sagt, men andre troede ikke.

28:25b.ACT.028.025 Og under indbyrdes Uenighed gik de bort, da Paulus havde sagt dette ene Ord: "Rettelig har den Helligånd talt ved Profeten Esajas til eders Fædre og sagt:

28:26b.ACT.028.026 "Gå hen til dette Folk og sig: I skulle høre med eders Øren og ikke forstå og se med eders Øjne og ikke se;

28:27b.ACT.028.027 thi dette Folks Hjerte er blevet sløvet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øjne have de tillukket, for at de ikke skulle se med Øjnene og høre med Ørene og forstå med Hjertet og omvende sig, så jeg kunde helbrede dem."

28:28b.ACT.028.028 Derfor være det eder vitterligt, at denne Guds Frelse er sendt til Hedningerne; de skulle også høre."

28:29b.ACT.028.029 Og da han havde sagt dette, gik Jøderne bort, og der var stor Trætte imellem dem indbyrdes.

28:30b.ACT.028.030 Men han blev hele to År i sit lejede Herberge og modtog alle, som kom til ham,

28:31b.ACT.028.031 idet han prædikede Guds Rige og lærte om den Herre Jesus med al Frimodighed, uhindret.