Hosea (Danish)

1

1:1b.HOS.001.001 Herrens ord kom til Hoseas, Be'eris søn, i de dage da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda, og Jeroboam, Joass Søn, var Konge i Israel.

1:2b.HOS.001.002 Dengang HERREN først talede ved Hoseas, sagde han til ham: "Gå hen og tag dig en Horkvinde og Horebørn; thi utro mod HERREN bedriver Landet Hor."

1:3b.HOS.001.003 Så gik han hen og ægtede Gomer, Diblajims Datter, og hun blev frugtsommelig og fødte ham en Søn.

1:4b.HOS.001.004 Og HERREN sagde til ham: "Kald ham Jizreel; thi om en, liden Stund hjemsøger jeg Jizreels Blodskyld på Jehus Hus og gør Ende på Israels Huses Rige.

1:5b.HOS.001.005 På hin Dag sønderbryder jeg Israels Bue i Jizreels Dal."

1:6b.HOS.001.006 Atter blev hun frugtsommelig og fødte en Datter. Og HERREN sagde til ham: "Kald hende Nådeløs; thi jeg vil ikke længer være Israels Hus nådig og tilgive dem.

1:7b.HOS.001.007 Men Judas Hus vil jeg være nådig og frelse ved HERREN deres Gud; dog frelser jeg dem ikke ved Bue, Sværd eller Stridsvåben, ved Heste eller Ryttere."

1:8b.HOS.001.008 Så vænnede hun Nådeløs fra og blev atter frugtsommelig og fødte en Søn.

1:9b.HOS.001.009 Og HERREN sagde: "Kald ham Ikke-mit-Folk; thi I er ikke mit Folk, og jeg er ikke eders Gud."

1:10b.HOS.001.010 Men Israeliternes Tal skal blive som Sandet ved Havet, der ikke kan måles eller tælles. Og i Stedet for "I er ikke mit Folk" skal de kaldes "den levende Guds Børn".

1:11b.HOS.001.011 Judæerne og Israeliterne skal slå sig sammen og sætte en og samme Høvding over sig og drage op af Landet; thi stor er Jizreels Dag.

2

2:1b.HOS.002.001 Kald eders Broder Mit-Folk og eders søster nåderig.

2:2b.HOS.002.002 Gå i rette med eders moder, gå i rette, thi hun er ikke min Hustru, og jeg er ej hendes Mand. For Hormærket fri hun sit Ansigt, for Bolemærket sit Bryst.

2:3b.HOS.002.003 Jeg klæder hende ellers nøgen, stiller hende frem, som hun fødtes; jeg reder hende til som en Ørk, som et Tørkeland gør jeg hende, lader hende tørste ihjel.

2:4b.HOS.002.004 Jeg ynkes ej over hendes Børn, fordi de er Horebørn;

2:5b.HOS.002.005 thi Horkvinde var deres Moder, skamløs var hun, som bar dem. Thi hun sagde: "Mine Elskere holder jeg mig til, som giver mig mit Brød og mit Vand, min Uld og min Hør, min Olie og Vin."

2:6b.HOS.002.006 Se, derfor spærrer jeg med Tjørn hendes Vej, foran hende murer jeg en Mur, så hun ikke kan finde sine Stier.

2:7b.HOS.002.007 Efter Elskerne kan hun så løbe, hun når dem alligevel ikke; hun søger dem uden at finde, og da skal hun sige: "Jeg går på ny til min første Mand; da, havde jeg det bedre end nu."

2:8b.HOS.002.008 Ja hun, hun skønner ikke, at det var mig, som gav hende Korn og Most og Olie, gav hende rigeligt Sølv. og Guld, som de gjorde til Baaler.

2:9b.HOS.002.009 Derfor tager jeg atter mit Korn, når Tiden er til det, min Most, når Timen er inde, borttager min Uld og min Hør, som hun skjuler sin Nøgenhed med.

2:10b.HOS.002.010 Jeg blotter nu hendes Skam lige for Elskernes Øjne, af min Hånd frier ingen hende ud.

2:11b.HOS.002.011 Jeg, gør Ende på al hendes. Glæde, Fester, Nymåner, Sabbater, hver en Højtid, hun har.

2:12b.HOS.002.012 Jeg ødelægger hendes Vinstok og Figentræ, om hvilke hun sagde: "Her er min Skøgeløn, den, mine Elskere gav mig." Jeg skaber dem om til Krat, af Markens Dyr skal de ædes.

2:13b.HOS.002.013 Jeg hjemsøger hende for Baalernes Fester, på hvilke hun bragte dem Ofre, smykket med Ring og Kæde. Sine Elskere holdt hun sig til, mig glemte hun, lyder det fra HERREN.

2:14b.HOS.002.014 Se, derfor vil jeg lokke og føre hende ud i Ørkenen og tale hende kærligt til.

2:15b.HOS.002.015 Så giver jeg hende hendes Vingårde der og Akors Dal til en Håbets Dør. Der skal hun synge som i Ungdommens Dage, som da hun drog op fra Ægyptens Land.

2:16b.HOS.002.016 På hin Dag, lyder det fra HERREN, skal hun påkalde sin Ægtemand, og ikke mere Baalerne.

2:17b.HOS.002.017 Baalsnavnene fjerner jeg fra hendes Mund, ej mer skal Navnene huskes.

2:18b.HOS.002.018 På hin Dag slutter jeg en Pagt for dem med Markens Dyr og Himmelens Fugle og Jordens Kryb; Bue, Sværd og Stridsvåben sønderbryder jeg i Landet, og jeg lader dem bo trygt.

2:19b.HOS.002.019 Jeg trolover mig med dig for evigt, jeg trolover mig med dig med Retfærd og Ret, med Miskundhed og Barmhjertighed;

2:20b.HOS.002.020 jeg trolover mig med dig i Troskab, og du skal kende HERREN.

2:21b.HOS.002.021 Da skal det ske på hin Dag, at jeg bønhører, lyder det fra HERREN, ja, at jeg bønhører Himlen, at den så bønhører Jorden,

2:22b.HOS.002.022 og Jorden bønhører Hornet, Mosten og Olien, og de bønhører Jizreel.

2:23b.HOS.002.023 Jeg sår hende ud i Landet, mod Nådeløs er jeg nådig og siger til Ikke-mit-Folk: "Mit Folk er du!" og han skal sige: "Min Gud!"

3

3:1b.HOS.003.001 Og HERREN sagde til mig: "Gå atter hen og elsk en kvinde, som har Elskere - og boler, ligesom HERREN elsker Israeliterne, endskønt de vender sig til fremmede Guder og elsker Rosinkager."

3:2b.HOS.003.002 Så købte jeg mig hende for femten Sekel Sølv og en Homer og en Letek Byg.

3:3b.HOS.003.003 Og jeg sagde til hende: "I lang Tid skal du vente på mig; du må ikke bedrive Hor eller tilhøre nogen Mand; heller ikke jeg vil komme til dig."

3:4b.HOS.003.004 Thi i lang Tid skal Israeliterne vente uden Konge og Fyrste, uden Slagtoffer og, Stenstøtte, uden Efod og Husgud.

3:5b.HOS.003.005 Siden skal Israeliterne omvende sig og søge HERREN deres Gud og David, deres Konge, og bævende komme til HERREN og hans Velsignelse i de sidste Dage.

4

4:1b.HOS.004.001 Hør Isralitter, Herrens ord, thi Herren går i rette med Landets Folk. Thi ej er der Troskab, ej Godhed, ej kender man Gud i Landet.

4:2b.HOS.004.002 Man sværger og lyver, myrder og stjæler, horer, gør Indbrud, og Blodskyld følger på Blodskyld.

4:3b.HOS.004.003 Derfor sørger Landet, og alt, hvad der bor der, sygner, Markens Dyr og Himlens Fugle; selv Havets Fisk svinder bort.

4:4b.HOS.004.004 Dog skænde man ej, dog revse man ej, når mit Folk kun er som dets Præster.

4:5b.HOS.004.005 Du skal styrte ved Dag, og med dig Profeten ved Nat.

4:6b.HOS.004.006 Mit Folk skal gå til Grunde, fordi det er uden Kundskab. Da du har vraget Kundskab, vrager jeg dig som Præst; du glemte din Guds Åbenbaring, så glemmer og jeg dine Sønner.

4:7b.HOS.004.007 Jo fler, des mere de synded, ombytted deres Ære med Skændsel;

4:8b.HOS.004.008 mit Folks Synd lever de af, dets Brøde hungrer de efter.

4:9b.HOS.004.009 Men Præst skal det gå som Folk: jeg hjemsøger ham for hans Færd, hans Id gengælder jeg ham.

4:10b.HOS.004.010 De skal spise, men ikke mættes bole, men ej blive fler; thi de har sveget HERRN og holder fast ved Hor.

4:11b.HOS.004.011 Vin og Most tager Forstanden.

4:12b.HOS.004.012 Mit Folk rådspørger sit Træ, og Svaret giver dets Stok; thi Horeånd ledte dem vild, de boler sig bort fra deres Gud.

4:13b.HOS.004.013 De ofrer på Bjergenes Tinder, på Højene brænder de Ofre under en Eg, en Poppel, en Terebinte, thi Skyggen er god. Så horer jo og eders Døtre, så boler jo og eders Kvinder;

4:14b.HOS.004.014 jeg straffer ej Døtrenes Hor, ej Kvinderne for deres Bolen; thi selv går de bort med Horer ofrer sammen med Skøger; og det uvise Folk drages ned.

4:15b.HOS.004.015 Men selv om du, Israel, horer, må Juda ej gøre sig skyldigt. Gå ikke over til Gilgal, drag ikke op til Bet-Aven, sværg ikke: "Så sandt HERREN lever!"

4:16b.HOS.004.016 Thi som en uvan Ko er Israel uvan, skal HERREN så lade dem græsse i Frihed som Lam?

4:17b.HOS.004.017 Efraim er bundet til Afgudsbilleder; lad ham fare!

4:18b.HOS.004.018 Deres Drikken er skejet ud. Hor har de bedrevet; højt har deres Skjolde elsket Skændsel.

4:19b.HOS.004.019 Et Vejr har omspændt dem med sine Vinger, og de skal blive til Skamme for deres Ofre.

5

5:1b.HOS.005.001 Hører dette, I Præster, lyt til du Israels hus, lån Øre, du Kongehus, thi eder gælder Dommen. Thi I blev en Snare for Mizpa, et Garn bredt ud over Tabor,

5:2b.HOS.005.002 en dyb Faldgrube i Sjittim; men jeg er en Lænke for alle.

5:3b.HOS.005.003 Efraim kender jeg, ej skjult er Israel for mig; thi du har bolet, Efraim, uren er Israel blevet.

5:4b.HOS.005.004 Deres Gerninger tillader ikke, at de vender sig til deres Gud; thi Horeånd har de i sig, HERREN kender de ej.

5:5b.HOS.005.005 Mod Israel vidner dets Hovmod; Efraim styrter for sin Brøde, med dem skal og Juda styrte.

5:6b.HOS.005.006 Da går de med Småkvæg og Hornkvæg hen for at søge HERREN; men ham skal de ikke finde, thi bort fra dem vil han vige.

5:7b.HOS.005.007 Troløse var de mod HERREN, thi uægte Børn har de født; nu vil han opsluge dem, Plovmand sammen med Mark.

5:8b.HOS.005.008 Lad Hornet gjalde i Gibea, Trompeten i Rama, opløft Råb i Bet-Aven, Benjamin, var dig!

5:9b.HOS.005.009 Til Ørk skal Efraim blive på Straffens Dag. Jeg kundgør om Israels Stammer, hvad sikkert skal ske.

5:10b.HOS.005.010 Som Folk, der flytter Skel, blev Judas Fyrster, over dem vil jeg øse min Harme som Vand.

5:11b.HOS.005.011 Efraim er undertrykt, Retten knust; frivilligt løb han efter Fjenden.

5:12b.HOS.005.012 Jeg er som Møl for Efraim, Edder for Judas Hus.

5:13b.HOS.005.013 Da Efraim mærked sin Sygdom og Juda mærked sin Byld, gik Efraim hen til Assur, Storkongen sendte han Bud. Men han kan ej give jer Helse, han læger ej eders Byld.

5:14b.HOS.005.014 Thi jeg er som en Løve for Efraim, en Løveunge for Judas Hus; jeg, jeg river sønder og går, slæber bort, og ingen redder.

5:15b.HOS.005.015 Jeg går til mit sted igen, indtil de bøder for skylden og søger frem for mit Åsyn, søger mig i deres Trængsel.

6

6:1b.HOS.006.001 "Kom, vi vil tilbage til HERREN! Han sønderrev, han vil og læge, han slog os, vil også forbinde.

6:2b.HOS.006.002 Om to Dage gør han os levende, rejser os op den tredje; da lever vi for hans Åsyn.

6:3b.HOS.006.003 Så lad os da kende, jage efter at kende HERREN! Som Morgenrøden er hans Opgang vis. Da kommer han til os som Regn, som Vårregn, der væder Jorden."

6:4b.HOS.006.004 Hvor kan jeg hjælpe dig, Efraim, hvor kan jeg hjælpe dig, Juda? Eders Kærlighed er Morgentåge, Dug, som årle svinder!

6:5b.HOS.006.005 Thi hugged jeg løs ved Profeter, dræbte med Ord af min Mund, min Ret stråler frem som Lys:

6:6b.HOS.006.006 Ej Slagtoffer Kærlighed vil jeg, ej Brændofre Kendskab til Gud!

6:7b.HOS.006.007 De bryder Pagten i Adam er mig utro der;

6:8b.HOS.006.008 Gilead er Udådsmænds By, den er sølet i Blod.

6:9b.HOS.006.009 Som en Stimandsflok er Præsternes Flok, de myrder på Vejen til Sikem gør Niddingsværk.

6:10b.HOS.006.010 Grufulde Ting har jeg set i Israels Hus, der har Efraim bolet, Israel blev uren.

6:11b.HOS.006.011 Juda, også for dig er der fastsat en Høst, når jeg vender mit Folks Skæbne, når jeg læger Israel.

7

7:1b.HOS.007.001 Afsløret er Efraims Brøde, Samarias ondskab, thi Svig er, hvad de har for, og Tyve gør Indbrud, Ransmænd røver på Gaden.

7:2b.HOS.007.002 De tænker ej på, at jeg husker al deres Ondskab. Nu står deres Gerninger om dem, de er for mit Åsyn.

7:3b.HOS.007.003 Med ondt i Sinde glæder de Kongen, under sleske Lader Fyrster.

7:4b.HOS.007.004 Horkarle er de alle. De ligner en gloende Ovn, som en Bager standser med at ilde, fra Æltning til Dejgen er syret.

7:5b.HOS.007.005 De gør på Kongens Dag Fyrsterne syge af Rus. Spottere giver han Hånden,

7:6b.HOS.007.006 thi lumskelig nærmed de sig. Hjertet er som en Ovn; deres Vrede sover om Natten, men brænder i Lue ved Gry.

7:7b.HOS.007.007 Som Ovnen gløder de alle, deres Herskere æder de op; alle deres Konger falder, ej en af dem påkalder mig.

7:8b.HOS.007.008 Efraim er iblandt Folkene, aflægs er han; Efraim er som en Kage, der ikke er vendt.

7:9b.HOS.007.009 Fremmede tæred hans Kraft, han mærker det ej; hans Hår er også grånet, han mærker det ej.

7:10b.HOS.007.010 Mod Israel vidner dets Hovmod; de vendte ej om til HERREN deres Gud og søgte ham ikke trods alt.

7:11b.HOS.007.011 Efraim er som en Due, tankeløs, dum; de kalder Ægypten til Hjælp og vandrer til Assur.

7:12b.HOS.007.012 Men medens de vandrer, kaster jeg Nettet over dem, bringer dem ned som Himlens Fugle og revser dem for deres Ondskab.

7:13b.HOS.007.013 Ve dem, fordi de veg fra mig, Død over dem for deres Frafald! Og jeg skulde genløse dem, endskønt de lyver imod mig!

7:14b.HOS.007.014 De råber ej til mig af Hjertet, når de jamrer på Lejet, sårer sig for Korn og Most og er genstridige mod mig.

7:15b.HOS.007.015 Jeg gav deres Arme Styrke, men ondt har de for imod mig.

7:16b.HOS.007.016 De vender sig, dog ej opad, de er som en slappet Bue. Deres Fyrster skal falde for Sværd ved deres Tunges Frækhed. Det spottes de for i Ægypten.

8

8:1b.HOS.008.001 Sæt hornet for din mund, som en ørn over Herrens Hus! fordi de brød min Pagt og overtrådte min Lov.

8:2b.HOS.008.002 De råber til mig: "Min Gud! Vi, Israel, kender dig."

8:3b.HOS.008.003 Israel vragede Lykken, lad så Fjenden forfølge dem.

8:4b.HOS.008.004 De kårer sig Drot uden mig, uden mit Vidende Fyrster. Af deres Sølv og Guld lavede de sig Gudebilleder til egen Undergang.

8:5b.HOS.008.005 Modbydelig er din kalv, Samaria; min Vrede luer imod dem hvor længe? De kan ikke slippe for Straf.

8:6b.HOS.008.006 Thi den er et Værk af Israel, en Håndværker lavede den; den er ikke Gud. Nej, til Splinter skal Samarias Kalv blive.

8:7b.HOS.008.007 Thi Vind har de sået, og Storm skal de høste, Sæd uden Spire, der ej giver Mel; og gav den, slugte fremmede Melet.

8:8b.HOS.008.008 Israel er opslugt, blandt Folkene regnes det nu for et Kar uden Værd.

8:9b.HOS.008.009 Thi de er draget til Assur som et enligt strejfende Vildæsel. Efraim tinged med Elskovsgaver.

8:10b.HOS.008.010 Selv om de tinger blandt Folkene, samler jeg dem nu; snart salver de ikke mere konge og Fyrster.

8:11b.HOS.008.011 Thi så mange Altre Efraim har bygget, de er blevet ham Altre til Synd;

8:12b.HOS.008.012 jeg skriver ham mange Love, han regner dem ikke.

8:13b.HOS.008.013 Slagtofre elsker de slagter, elsker Kød og æder; HERREN behager de ej. Han mindes nu deres Skyld og straffer deres Synder. De skal tilbage til Ægypten.

8:14b.HOS.008.014 Israel glemte sin Skaber og byggede Helligdomme, og Juda byggede mange faste Stæder; derfor sender jeg Ild imod hans Byer, og den skal fortære hans Borge.

9

9:1b.HOS.009.001 Israel, glæd dig ikke med Folkets jubel, ved Hor veg du bort fra din Gud, på hver en Tærskeplads elsker du Skøgens Løn.

9:2b.HOS.009.002 Tærskeplads og Perse skal ej kendes ved dem, og Mosten slår fejl for dem.

9:3b.HOS.009.003 Ej skal de blive i HERRENs Land; til Ægypten skal Efraim tilbage, spise uren Føde i Assur.

9:4b.HOS.009.004 Ej skal de udgyde Vin for HERREN, ej heller gøre Slagtoffer rede. Som Sørgebrød er deres Brød, det gør hver, som spiser det uren: thi Hungeren kræver alt Brødet, i HERRENs Hus kommer intet.

9:5b.HOS.009.005 Hvad gør I på Højtidsdagen, på HERRENs Festdag?

9:6b.HOS.009.006 Slipper de bort fra Vold, skal Ægypten sanke dem op og Memfis jorde dem; deres kostbare Sølvtøj skal Tidsler arve, Nælder skal bo i deres Telte.

9:7b.HOS.009.007 Hjemsøgelsens Dage kommer, Gengældelsens Dage, det skal Israel mærke. "Afsindig er Profeten, forrykt den af Ånden grebne" fordi din Brøde er stor og Fjendskabet stort!

9:8b.HOS.009.008 I sin Guds Hus lurer Efraim på Profeten; der er Snarer på alle hans Veje, man gør Faldgruben dyb.

9:9b.HOS.009.009 Det er som i Gibeas Dage, han mindes deres Skyld og straffer deres Synder.

9:10b.HOS.009.010 Som Druer i Ørkenen fandt jeg Israel, som tidligmodne Figner på Træet så jeg eders Fædre. De kom til Baal-Peor, til Skændselen viede de sig, som Efraims Elskere blev de en væmmelig Hob.

9:11b.HOS.009.011 Deres Herlighed flyver som Fugle, Fødsel, Svangerskab, Undfangelse forbi!

9:12b.HOS.009.012 Ja, selv om de opfostrer Sønner, jeg lader dem dø ud uden Børn. Ja, ve også dem, når jeg viger fra dem!

9:13b.HOS.009.013 Efraim så jeg som en Mand, der gør Jagt på sine Børn; thi Efraim selv fører Sønnerne ud til Bøddelen.

9:14b.HOS.009.014 Giv dem, HERRE ja hvad skal du give? Du give dem barnløst Skød og golde Bryster!

9:15b.HOS.009.015 I Gilgal er al deres Ondskab, der fik jeg Had til dem; for deres onde Gerninger driver jeg dem ud af mit Hus; jeg elsker dem ikke mer, genstridige er alle deres Fyrster.

9:16b.HOS.009.016 Efraim er ramt, dets Rod er vissen, de bærer slet ingen Frugt; og får de end Børn, jeg dræber den dyre Livsfrugt.

9:17b.HOS.009.017 Deres Gud vil forkaste dem, fordi de ej adlød ham; hjemløse bliver de blandt Folkene.

10

10:1b.HOS.010.001 En froding vinstok var Israel, som bar sin frugt, jo flere frugter, des flere Altre; som Landet gik frem, des skønnere Støtter.

10:2b.HOS.010.002 Deres Hjerte var glat, så lad dem da bøde! Han skal slå Altrene ned, lægge Støtterne øde.

10:3b.HOS.010.003 De siger jo nu: "Vi har ingen Konge; thi HERREN frygter vi ej; en Konge, hvad gavner han os?"

10:4b.HOS.010.004 Med Ord slår de om sig, gør Mened og indgår Forbund, så Ret bliver Gifturt, der gror langs Markens Furer.

10:5b.HOS.010.005 For Bet-Avens Kalv skal Samarias Borgere ængstes, ja, over den skal dens Folk og dens Præster sørge, jamre over deres Skat, thi den bortføres fra dem;

10:6b.HOS.010.006 som Gave til Storkongen føres og den til Assur. Efraim høster kun Skændsel, Israel Skam af sin Afgud.

10:7b.HOS.010.007 Samarias Konge slettes som Skum på Vandets Flade.

10:8b.HOS.010.008 Øde er Afgudshøjene, Israels Synd, og på deres Altre skal Torn og Tidsel gro. De siger til Bjergene: "Skjul os!" til Højene: "Fald ned over os!"

10:9b.HOS.010.009 Du syndede, Israel, helt fra Gibeas Dage. Der i Gibea sagde man: "Krig skal ej nå os!" Men jeg kom over de Niddinger, revsede dem;

10:10b.HOS.010.010 Stammerne samled sig mod dem til Tugt for tvefold Brøde.

10:11b.HOS.010.011 En tilvænnet Kvie var Efraim, tærskede villigt, Åget lagde jeg selv på dens skønne Hals; for Ploven spændte jeg Efraim, Juda for Harven.

10:12b.HOS.010.012 Så eders Sæd i Retfærd, høst i Fromhed; bryd eder kundskabs Nyjord og søg så HERREN, til Retfærds Frugt bliver eder til Del.

10:13b.HOS.010.013 I pløjede Gudløshed, høstede Uret, fortærede Løgnens Frugt. Fordi du slår Lid til dine Vogne og mange Helte,

10:14b.HOS.010.014 skal Kampgny stå i dine Byer og alle dine Borge. De skal ødelægges, som da Sjalman ødelagde Bet-Arbel på Stridens Dag. Moder skal knuses hos Børn.

10:15b.HOS.010.015 Det voldte Betel eder. For din Ondskabs Skyld skal Israels Konge, ved Morgengry gøres til intet.

11

11:1b.HOS.011.001 Jeg fik Israel kær i hans Ungdom, fra Ægypten kaldte jeg min søn

11:2b.HOS.011.002 Jo mer jeg kaldte dem, des mere fjerned de sig fra mig; de ofrer til Baalerne, tænder for Billederne Offerild,

11:3b.HOS.011.003 Jeg lærte dog Efraim at gå og tog ham på Armen; de vidste ej, det var mig, der lægte dem.

11:4b.HOS.011.004 Jeg drog dem med Menneskesnore, med Kærligheds Reb; jeg var dem som den, der løfter et Åg over Kæben, jeg bøjed mig ned til ham og rakte ham Føde.

11:5b.HOS.011.005 Han skal til Ægypten igen, have Assur til Konge, thi omvende sig vil de ikke.

11:6b.HOS.011.006 Sværdet skal rase i hans Byer, fortære hans Slåer og hærge i hans Fæstninger.

11:7b.HOS.011.007 Mit Folk, det hælder til Frafald fra mig, og råber man til det: "Op, op!" står ingen op.

11:8b.HOS.011.008 Hvor kan jeg ofre dig, Efraim, lade dig, Israel, fare, ofre dig ligesom Adma, gøre dig, som Zebojim? Mit Hjerte vender sig i mig, al min Medynk er vakt.

11:9b.HOS.011.009 Jeg fuldbyrder ikke min Harmglød, gør ej Efraim til intet igen. Thi Gud er jeg, ikke et Menneske, hellig udi din Midte, med Vredesglød kommer jeg ikke.

11:10b.HOS.011.010 HERREN skal de holde sig til, han brøler som Løven, ja brøler, og bævende kommer Sønner fra Havet,

11:11b.HOS.011.011 bævende som Fugle fra Ægypten, som Duer fra Assurs Land; jeg fører dem hjem til deres Huse lyder det fra HERREN.

12

12:1b.HOS.012.001 Efraim omgiver mig med løgn, hus med svig, Juda kender ej Gud med Skøger slår han sig sammen.

12:2b.HOS.012.002 Efraims Hu står til Vind, efter Østenstorm jager han stadig, af Løgn og Svig er han fuld; med Assur slutter de Pagt, til Ægypten bringer de Olie.

12:3b.HOS.012.003 HERREN går i Rette med Juda og hjemsøger Jakob, gengælder ham efter hans Veje og efter hans Id.

12:4b.HOS.012.004 I Moders Liv overlisted han sin Broder, han stred med Gud i sin Manddom,

12:5b.HOS.012.005 ja stred med en Engel og sejred, han bad ham med Gråd om Nåde; i Betel traf han ham og talte med ham der,

12:6b.HOS.012.006 HERREN, Hærskarers Gud, HERREN er hans Navn:

12:7b.HOS.012.007 "Drag du nu hjem med din Gud, tag Vare på Kærlighed og Ret og bi bestandig på din Gud!"

12:8b.HOS.012.008 I Kana'ans Hånd er falske Lodder, han elsker Svig.

12:9b.HOS.012.009 Efraim siger: "Jeg vandt dog Rigdom og Gods!" Al hans Vinding soner ej Brøden, han øved.

12:10b.HOS.012.010 Men jeg, som er HERREN din Gud, fra du var i Ægypten, lader dig bo i Telt igen som i svundne Dage.

12:11b.HOS.012.011 Jeg har talet til Profeterne og givet mange Syner, ved Profeterne talet i Lignelser.

12:12b.HOS.012.012 Gilead er Løgn og Tomhed, i Gilgal ofrer de Tyre; som Stendynger langs med Markfurer er deres Altre.

12:13b.HOS.012.013 Jakob flyede til Arams Slette, og Israel trællede for en kvindes Skyld, og for en Kvindes Skyld vogtede han kvæg.

12:14b.HOS.012.014 Ved en Profet førte HERREN Israel op fra Ægypten, og det vogtedes ved en Profet.

12:15b.HOS.012.015 Efraim vakte bitter Vrede, han bærer Blodskyld; med Skændsel dænges han til, hans Herre gør Gengæld.

13

13:1b.HOS.013.001 Når Efraim talte, skjalv man, i Israel var han fyrste, han forbrød sig med Ba'alog døde.

13:2b.HOS.013.002 Nu bliver de ved at synde og laver sig støbte Guder, dannet som Billeder af Sølv, Arbejderes Værk til Hobe; de siger: "Til dem skal I ofre!" Mennesker kysser Kalve!

13:3b.HOS.013.003 Derfor: som Morgentåge, som Duggen, der årle svinder, som Avner, der blæses fra Lo, som Røg fra Røghul skal de blive.

13:4b.HOS.013.004 Og jeg er HERREN din Gud, fra du var i Ægyptens Land; du kender ej Gud uden mig, uden mig er der ingen Frelser;

13:5b.HOS.013.005 jeg var din Vogter i Ørken, den svidende Tørkes Land.

13:6b.HOS.013.006 Som de græssede, åd de sig mætte, ja mætte, men Hjertet blev stolt; derfor glemte de mig.

13:7b.HOS.013.007 Så blev jeg for dem som en Løve, en lurende Panter ved Vejen,

13:8b.HOS.013.008 jeg falder over dem som Bjørnen, hvis Unger man tog. Jeg sønderriver dem Brystet, Hunde skal æde deraf, Markens Dyr flå dem sønder.

13:9b.HOS.013.009 Når Ulykken kommer, Israel, hvor mon du da finder Hjælp?

13:10b.HOS.013.010 Hvor er da din Konge til Frelse for dig i alle dine Byer, Herskerne, om hvem du siger: "Giv mig dog Konge og Fyrster!"

13:11b.HOS.013.011 Jeg giver dig Konge i Vrede og fjerner ham atter i Harme.

13:12b.HOS.013.012 Tilbundet er Efraims Brøde, hans Synd gemt hen.

13:13b.HOS.013.013 Hans Fødselsstunds Veer er der, men sært er Barnet, som ej kommer frem i Tide, så Fødselen får Ende.

13:14b.HOS.013.014 Dem skal jeg fri fra Dødsriget, løse fra Døden! Nej, Død, hvor er din Pest, Dødsrige, hvor er din Sot? Til Mildhed kender jeg ej, thi et sært Barn er han.

13:15b.HOS.013.015 En Østenstorm, Herrens Ånde, bruser frem fra Ørken, løfter sig, tørrer hans Væld, gør hans Kilde tør, den tager hans Skatkammer med alle dets Skatte.

14

14:1b.HOS.014.001 Samaria skal bøde, thi det stod sin Gud imod. For Sværd skal de falde, Børnene knuses, frugtsommelige Kvinders Liv rives op.

14:2b.HOS.014.002 Israel, vend om til HERREN din Gud, thi du faldt ved din Brøde.

14:3b.HOS.014.003 Tag Angersord med og vend jer atter til HERREN; sig til ham: "Tilgiv al vor Brøde, vær nådig! Vi betaler med Læbernes Frugt.

14:4b.HOS.014.004 Vi vil ej søge Hjælp hos Assur, ej lide på Stridshest, vi kalder ej mer vore Hænders Værk vor Gud; hos dig finder faderløs Medynk."

14:5b.HOS.014.005 Jeg læger deres Frafald, elsker dem frivilligt, min Vrede har vendt sig fra dem.

14:6b.HOS.014.006 Jeg vil være Israel som Dug, han skal blomstre som Liljen, Rod skal han slå som en Poppel

14:7b.HOS.014.007 og bugne af Skud, som et Olietræ stå i Pragt, som Libanon dufte.

14:8b.HOS.014.008 Atter skal de bo i min Skygge, Korn skal de avle, skyde som en Vinstok med Ry som Libanons Vin.

14:9b.HOS.014.009 Hvad skal Efraim mere med Afguder? Jeg hører ham, ser ned til ham. Jeg er som en grøn Cypres, du får din Frugt fra mig.

14:10b.HOS.014.010 Hvem er så viis, at han fatter det, så klog, at han ved det? Thi rette er HERRENs Veje; retfærdige vandrer på dem, men Syndere snubler på dem.