Lamentations (Danish)

1

1:1b.LAM.001.001 Hvor sidder hun ene, den by så folkerig før - mægtig blandt Folkene før, men nu som en Enke! Fyrstinden blandt Lande er nu sat til at trælle.

1:2b.LAM.001.002 Hun græder og græder om Natten med Tårer på Kind; ingen af alle hendes Elskere bringer hende Trøst, alle Vennerne sveg og blev hendes Fjender.

1:3b.LAM.001.003 Af Trang og tyngende Trældom udvandred Juda; blandt Folkene sidder hun nu og finder ej Ro, alle Forfølgerne nåede hende midt i Trængslerne.

1:4b.LAM.001.004 Vejene til Zion sørger, uden Højtidsgæster, alle hendes Porte er øde, Præsterne sukker, hendes Jomfruer knuges af Kvide, hun selv er i Vånde.

1:5b.LAM.001.005 Hendes Avindsmænd er Herrer, hendes Fjender trygge, thi Kvide fik hun af HERREN for Mængden af Synder, hendes Børn drog bort som Fanger for Fjendens Åsyn.

1:6b.LAM.001.006 Og bort fra Zions Datter drog al hendes Pragt; som Hjorte, der ej finder Græsning, blev hendes Fyrster, de vandrede kraftløse bort for Forfølgernes Åsyn.

1:7b.LAM.001.007 Jerusalem mindes den Tid, hun blev arm og husvild, (alle sine kostelige Ting fra fordums Dage), i Fjendehånd faldt hendes Folk, og ingen hjalp, Fjender så til og lo, fordi hun gik under.

1:8b.LAM.001.008 Jerusalem syndede svart, blev derfor til Afsky; hun foragtes af alle sine Beundrere, de så hendes Blusel, derfor sukker hun dybt og vender sig bort.

1:9b.LAM.001.009 Hendes Urenhed pletter hendes Slæb, hun betænkte ej Enden; hun sank forfærdende dybt, og ingen trøster. Se min Elendighed, HERRE, thi Fjenden hoverer.

1:10b.LAM.001.010 Avindsmænd bredte deres Hånd over alle hendes Skatte, ja, ind i sin Helligdom så hun Hedninger komme, hvem du havde nægtet Adgang til din Forsamling.

1:11b.LAM.001.011 Alt hendes Folk måtte sukke, søgende Brød; de gav deres Skatte for Mad for at friste Livet. HERRE, se til og giv Agt på, hvorledes jeg hånes!

1:12b.LAM.001.012 Alle, som vandrer forbi, giv Agt og se, om det gives en Smerte som den, der er tilføjet mig, hvem HERREN voldte Harm på sin glødende Vredes Dag.

1:13b.LAM.001.013 Fra det høje sendte han Ild, der for ned i mine Ben; han spændte et Net for min Fod, han drev mig tilbage, han gjorde mig øde, syg både Dag og Nat.

1:14b.LAM.001.014 Der vogtedes på mine Synder, i hans Hånd blev de flettet, de kom som et Åg om min Hals, han brød min Kraft; Herren gav mig dem i Vold, som, er mig for stærke.

1:15b.LAM.001.015 Herren forkasted de vældige udi min Midte, han indbød til Fest på mig for at knuse mine unge, trådte Persen til Dom over Jomfruen, Judas Datter.

1:16b.LAM.001.016 Derover græder mit Øje, det strømmer med Tårer, thi langt har jeg til en Trøster, som kvæger min Sjæl; mine Børn er fortabt, thi Fjenden er blevet for stærk.

1:17b.LAM.001.017 Zion udrækker Hænderne, ingen trøster; mod Jakob opbød HERREN hans Fjender omkring ham; imellem dem er Jerusalem blevet til Afsky.

1:18b.LAM.001.018 HERREN, han er retfærdig, jeg modstod hans Mund. Hør dog, alle I Folkeslag, se min Smerte! Mine Jomfruer og unge Mænd drog bort som Fanger.

1:19b.LAM.001.019 Mine Elskere kaldte jeg ad de svigtede mig; mine Præster og Ældste opgav Ånden i Byen, thi Føde søgte de efter, men intet fandt de.

1:20b.LAM.001.020 Se, HERRE, hvor jeg er i Vånde, mit Indre i Glød, mit Hjerte er knust i mit Bryst, thi jeg var genstridig; ude mejede Sværdet og inde Døden.

1:21b.LAM.001.021 Hør, hvor jeg sukker, ingen bringer mig Trøst. De hørte min Ulykke, glæded sig, da du greb ind. Lad komme den Dag, du loved, dem gå det som mig!

1:22b.LAM.001.022 Læg al deres Ondskab for dig og gør med dem, som du gjorde med mig til Straf for al min Synd! Thi mange er mine Suk, mit Hjerte er sygt.

2

2:1b.LAM.002.001 Hvor har dog Herren i Vrede lagt mulm over Zion, slængt Israels herlighed ned fra Himmel til Jord og glemt sine Fødders Skammel på sin Vredes Dag.

2:2b.LAM.002.002 Herren har skånselsløst opslugt hver Bolig i Jakob, han nedbrød i Vrede Judas Datters Borge, slog dem til Jorden, skændede Rige og Fyrster,

2:3b.LAM.002.003 afhugged i glødende Vrede hvert Horn i Israel; sin højre drog han tilbage for Fjendens Åsyn og brændte i Jakob som en Lue, der åd overalt.

2:4b.LAM.002.004 På Fjendevis spændte han Buen, stod som en Uven; han dræbte al Øjnenes Lyst i Zions Datters Telt, udgød sin Vrede som Ild.

2:5b.LAM.002.005 Herren har vist sig som Fjende, opslugt Israel, opslugt alle Paladser, lagt Borgene øde, ophobet Jammer på Jammer i Judas Datter.

2:6b.LAM.002.006 Han nedrev sin Hytte, lagde sit Feststed øde, HERREN lod Fest og Sabbat gå ad Glemme i Zion, bortstødte i heftig Vrede Konge og Præst.

2:7b.LAM.002.007 Herren forkasted sit Alter, brød med sin Helligdom, hengav i Fjendens Hånd dets Paladsers Mure; man skreg i HERRENs Hus som på Festens Dag.

2:8b.LAM.002.008 HERREN fik i Sinde at ødelægge Zions Datters Mur, han udspændte Snoren, holdt ikke sin Hånd fra Fordærv, lod Vold og Mur få Sorg, de vansmægted sammen.

2:9b.LAM.002.009 I Jorden sank hendes Porte, Slåerne brød han. Blandt Folkene bor uden Lov hendes Konge og Fyrster, og ikke fanger Profeterne Syn fra HERREN.

2:10b.LAM.002.010 Zions datters Ældste sidder på Jorden i Tavshed; på Hovedet kaster de Støv, de er klædt i Sæk; Jerusalems Jomfruer sænker mod Jord deres Hoved.

2:11b.LAM.002.011 Mine Øjne hensvinder i Gråd, mit Indre gløder, mit Hjerte er knust, fordi mit Folk er brudt sammen; thi Børn og spæde forsmægter på Byens Torve;

2:12b.LAM.002.012 hver spørger sin Moder: "Hvor er der Korn og Vin?" forsmægter på Byens Torve som en, der er såret, idet de udånder Sjælen ved Moderens Bryst.

2:13b.LAM.002.013 Med hvad skal jeg stille dig lige, Jerusalems Datter, hvormed skal jeg ligne og trøste dig, Zions Jomfru? Thi dit Sammenbrud er stort som Havet, hvo læger dig vel?

2:14b.LAM.002.014 Profeternes Syner om dig var Tomhed og Løgn, de afsløred ikke din Skyld for at vende din Skæbne, Synerne gav dig kun tomme, vildende Udsagn.

2:15b.LAM.002.015 Over dig slog de Hænderne sammen, de, hvis Vej faldt forbi, de hån fløjted, rysted på Hoved ad Jerusalems Datter: "Er det da Byen, man kaldte den fuldendt skønne, al Jordens Glæde?"

2:16b.LAM.002.016 De opspærred Munden imod dig, alle dine Fjender, hånfløjted, skar Tænder og sagde: "Vi opslugte hende; ja, det er Dagen, vi vented, vi fik den at se."

2:17b.LAM.002.017 HERREN har gjort, som han tænkte, fuldbyrdet det Ord, han sendte i fordums Dage, brudt ned uden Skånsel, ladet Fjender glæde sig over dig, rejst Uvenners Horn.

2:18b.LAM.002.018 Råb højt til Herren, du Jomfru, Zions Datter, lad Tårerne strømme som Bække ved Dag og ved Nat, und dig ej Ro, lad ikke dit Øje få Hvile!

2:19b.LAM.002.019 Stå op og klag dig om Natten, når Vagterne skifter, udøs dit Hjerte som Vand for Herrens Åsyn, løft dine Hænder til ham for Børnenes Liv, som forsmægter af Hunger ved alle Gadernes Hjørner.

2:20b.LAM.002.020 HERRE se til og agt på, mod hvem du har gjort det. Skal Kvinder da æde den Livsfrugt, de kælede for, myrdes i Herrens Helligdom Præst og Profet?

2:21b.LAM.002.021 I Gaderne ligger på Jorden unge og gamle, mine Jomfruer og mine Ynglinge faldt for Sværdet; på din Vredesdag slog du ihjel, hugged ned uden Skånsel.

2:22b.LAM.002.022 Du bød mine Rædsler til Fest fra alle Sider. På HERRENs Vredes Dag undslap og frelstes ingen; min Fjende tilintetgjorde dem, jeg plejed og fostred.

3

3:1b.LAM.003.001 Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,

3:2b.LAM.003.002 mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,

3:3b.LAM.003.003 ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.

3:4b.LAM.003.004 Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,

3:5b.LAM.003.005 han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,

3:6b.LAM.003.006 lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.

3:7b.LAM.003.007 Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.

3:8b.LAM.003.008 Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.

3:9b.LAM.003.009 Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.

3:10b.LAM.003.010 Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;

3:11b.LAM.003.011 han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;

3:12b.LAM.003.012 han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.

3:13b.LAM.003.013 Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;

3:14b.LAM.003.014 hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,

3:15b.LAM.003.015 med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.

3:16b.LAM.003.016 Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;

3:17b.LAM.003.017 han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken

3:18b.LAM.003.018 og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."

3:19b.LAM.003.019 At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;

3:20b.LAM.003.020 min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.

3:21b.LAM.003.021 Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:

3:22b.LAM.003.022 HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,

3:23b.LAM.003.023 hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.

3:24b.LAM.003.024 Min Del er HERREN, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham.

3:25b.LAM.003.025 Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;

3:26b.LAM.003.026 det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,

3:27b.LAM.003.027 godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.

3:28b.LAM.003.028 Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;

3:29b.LAM.003.029 han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.

3:30b.LAM.003.030 Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.

3:31b.LAM.003.031 Thi Herren bortstøder ikke for evigt,

3:32b.LAM.003.032 har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;

3:33b.LAM.003.033 ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.

3:34b.LAM.003.034 Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,

3:35b.LAM.003.035 når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,

3:36b.LAM.003.036 når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?

3:37b.LAM.003.037 Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?

3:38b.LAM.003.038 Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?

3:39b.LAM.003.039 Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!

3:40b.LAM.003.040 Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,

3:41b.LAM.003.041 løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;

3:42b.LAM.003.042 vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,

3:43b.LAM.003.043 men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,

3:44b.LAM.003.044 hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;

3:45b.LAM.003.045 til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.

3:46b.LAM.003.046 De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.

3:47b.LAM.003.047 Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;

3:48b.LAM.003.048 Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.

3:49b.LAM.003.049 Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,

3:50b.LAM.003.050 før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.

3:51b.LAM.003.051 Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.

3:52b.LAM.003.052 Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,

3:53b.LAM.003.053 de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;

3:54b.LAM.003.054 Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"

3:55b.LAM.003.055 Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;

3:56b.LAM.003.056 du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"

3:57b.LAM.003.057 Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"

3:58b.LAM.003.058 Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;

3:59b.LAM.003.059 HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!

3:60b.LAM.003.060 Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,

3:61b.LAM.003.061 du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,

3:62b.LAM.003.062 mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.

3:63b.LAM.003.063 Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.

3:64b.LAM.003.064 Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,

3:65b.LAM.003.065 gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!

3:66b.LAM.003.066 forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.

4

4:1b.LAM.004.001 Hvor Guldet blev sort, og skæmmet det ædle metal, de hellige Stene slængt hen på Gadernes Hjørner!

4:2b.LAM.004.002 Zions de dyre Sønner, der opvejed Guld, kun regnet for Lerkar, Pottemagerhænders Værk

4:3b.LAM.004.003 Selv Sjakaler byder Brystet til, giver Ungerne Die, men mit Folks Datter blev grum som Ørkenens Strudse.

4:4b.LAM.004.004 Den spædes Tunge hang fast ved Ganen af Tørst, Børnene tigged om Brød, og ingen gav dem.

4:5b.LAM.004.005 Folk, som levede lækkert, omkom på Gaden; Folk, som var båret på Purpur, favnede Skarnet.

4:6b.LAM.004.006 Mit Folks Datters Brøde var større end Synden i Sodom, som brat blev styrted, så Hænder ej rørtes derinde.

4:7b.LAM.004.007 Hendes Fyrster var renere end Sne, mer hvide end Mælk, deres Legeme rødere end Koral, som Safir deres Årer;

4:8b.LAM.004.008 mer sorte end Sod ser de ud, kan ej kendes på Gaden, Huden hænger ved Knoglerne, tør som Træ.

4:9b.LAM.004.009 Sværdets Ofre var bedre farne end Sultens, som svandt hen, dødsramte, af Mangel på Markens Grøde.

4:10b.LAM.004.010 Blide kvinders Hænder kogte deres Børn; da mit Folks Datter brød sammen, blev de dem til Føde.

4:11b.LAM.004.011 HERREN køled sin Vrede, udøste sin Harmglød,. han tændte i Zion en Ild, dets Grundvolde åd den.

4:12b.LAM.004.012 Ej troede Jordens Konger, ja ingen i Verden, at Uven og Fjende skulde stå i Jerusalems Porte.

4:13b.LAM.004.013 Det var for Profeternes Synd, for Præsternes Brøde, som i dets Midte udgød retfærdiges Blod.

4:14b.LAM.004.014 De vanked som blinde på Gaderne, tilsølet af Blod, rørte med Klæderne Ting, som ikke må røres.

4:15b.LAM.004.015 "Var jer! En uren!" råbte man; "Var jer dog for dem!" Når de flyr og vanker, råber man: "Bliv ikke her!"

4:16b.LAM.004.016 HERREN spredte dem selv, han så dem ej mer, Præster regned man ej eller ynked Profeter.

4:17b.LAM.004.017 End smægted vort Blik efter Hjælp, men kun for at skuffes, på Varden spejded vi efter det Folk, der ej hjælper.

4:18b.LAM.004.018 De lured på vort Fjed, fra Torvene holdt vi os borte; Enden var nær, vore Dage var omme, ja, Enden var kommet.

4:19b.LAM.004.019 Mer snare end Himlens Ørne var de, som jog os, på Bjergene satte de efter os, lured i Ørkenen,

4:20b.LAM.004.020 vor Livsånde, HERRENs Salvede, blev fanget i deres Grave, han, i hvis Skygge vi tænkte at leve blandt Folkene.

4:21b.LAM.004.021 Glæd dig og fryd dig, Edom, som bor i Uz! Også dig skal Bægeret nå, du skal blotte dig drukken.

4:22b.LAM.004.022 Din Skyld er til Ende, Zion, du forvises ej mer; han hjemsøger, Edom, din Skyld, afslører dine Synder.

5

5:1b.LAM.005.001 HERRE, kom vor skæbne i Hu, sku ned og se vor skændsel!

5:2b.LAM.005.002 Vor Arvelod tilfaldt fremmede, Udlændinge fik vore Huse.

5:3b.LAM.005.003 Forældreløse, faderløse er vi, som Enker er vore Mødre.

5:4b.LAM.005.004 Vort Drikkevand må vi købe, betale må vi vort Brænde.

5:5b.LAM.005.005 Åget trykker vor Nakke, vi trættes og finder ej Hvile.

5:6b.LAM.005.006 Ægypten rakte vi Hånd, Assur, for at mættes med Brød.

5:7b.LAM.005.007 Vore Fædre, som synded, er borte, og vi må bære deres Skyld.

5:8b.LAM.005.008 Over os råder Trælle, ingen frier os fra dem.

5:9b.LAM.005.009 Med Livsfare henter vi vort Brød, udsatte for Ørkenens Sværd.

5:10b.LAM.005.010 Vor Hud er sværtet som en Ovn af Hungerens svidende Lue.

5:11b.LAM.005.011 De skændede kvinder i Zion, Jomfruer i Judas Byer.

5:12b.LAM.005.012 Fyrster greb de og hængte, tog intet Hensyn til gamle.

5:13b.LAM.005.013 Ynglinge sattes til Kværnen, under Brændeknippet segnede Drenge.

5:14b.LAM.005.014 De gamle forsvandt fra Porten, de unge fra Strengenes Leg.

5:15b.LAM.005.015 Vort Hjertes Glæde er borte, vor Dans er vendt til Sorg.

5:16b.LAM.005.016 Kronen faldt af vort Hoved, ve os, at vi har syndet!

5:17b.LAM.005.017 Vort Hjerte blev derfor sygt, derfor vort Øje mørkt:

5:18b.LAM.005.018 For Zions Bjerg, som er øde, Ræve tumler sig der.

5:19b.LAM.005.019 Du, HERRE, troner for evigt, fra Slægt til Slægt står din trone.

5:20b.LAM.005.020 Hvi glemmer du os bestandig og svigter os alle dage?

5:21b.LAM.005.021 Omvend os, HERRE, til dig, så vender vi om, giv os nye Dage, som fordum!

5:22b.LAM.005.022 Eller har du helt stødt os bort, er din Vrede mod os uden Ende?