Proverbs (Danish)

1

1:1b.PRO.001.001 Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge.

1:2b.PRO.001.002 Af dem skal man lære Visdom forstandig Tale,

1:3b.PRO.001.003 tage mod Tugt, som gør klog, mod Retfærdighed, Ret og Retsind;

1:4b.PRO.001.004 de skal give tankeløse Klogskab, ungdommen Kundskab og Kløgt;

1:5b.PRO.001.005 den vise høre og øge sin Viden, den forstandige vinde sig Levekunst;

1:6b.PRO.001.006 de skal lære at tyde Ordsprog og Billeder, de vises Ord og Gåder.

1:7b.PRO.001.007 HERRENs Frygt er Kundskabs begyndelse, Dårer ringeagter Visdom og Tugt.

1:8b.PRO.001.008 Hør, min Søn, på din Faders Tugt, opgiv ikke din Moders Belæring.

1:9b.PRO.001.009 thi begge er en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.

1:10b.PRO.001.010 Min Søn, sig nej, når Syndere lokker!

1:11b.PRO.001.011 Siger de: "Kom med, lad os lure på den fromme, lægge Baghold for sagesløs, skyldfri Mand!

1:12b.PRO.001.012 Som Dødsriget sluger vi dem levende, med Hud og Hår, som for de i Graven.

1:13b.PRO.001.013 Vi vinder os Gods og Guld, vi fylder vore Huse med Rov.

1:14b.PRO.001.014 Gør fælles Sag med os; vi har alle fælles Pung!"

1:15b.PRO.001.015 - min Søn, gå da ikke med dem, hold din Fod fra deres Sti;

1:16b.PRO.001.016 thi deres Fødder løber efter ondt, de haster for at udgyde Blod.

1:17b.PRO.001.017 Thi det er unyttigt at udspænde Garnet for alle Fugles Øjne;

1:18b.PRO.001.018 de lurer på eget Blod, lægger Baghold for eget Liv.

1:19b.PRO.001.019 Så går det enhver, der attrår Rov, det tager sin Herres Liv.

1:20b.PRO.001.020 Visdommen råber på Gaden, på Torvene løfter den Røsten;

1:21b.PRO.001.021 oppe på Murene kalder den, tager til Orde i Byen ved Portindgangene:

1:22b.PRO.001.022 Hvor længe vil I tankeløse elske Tankeløshed, Spotterne finde deres Glæde i Spot og Dårerne hade kundskab?

1:23b.PRO.001.023 Vend eder til min Revselse! Se, jeg lader min Ånd udvælde for eder, jeg kundgør eder mine Ord:

1:24b.PRO.001.024 Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det,

1:25b.PRO.001.025 men I lod hånt om alt mit Råd og tog ikke min Revselse til jer,

1:26b.PRO.001.026 derfor ler jeg ved eders Ulykke, spotter, når det, I frygter, kommer,

1:27b.PRO.001.027 når det, I frygter, kommer som Uvejr, når eders Ulykke kommer som Storm, når Trængsel og Nød kommer over jer.

1:28b.PRO.001.028 Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde,

1:29b.PRO.001.029 fordi de hadede Kundskab og ikke valgte HERRENs Frygt;

1:30b.PRO.001.030 mit Råd tog de ikke til sig, men lod hånt om al min Revselse.

1:31b.PRO.001.031 Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes med egne Råd;

1:32b.PRO.001.032 thi tankeløses Egensind bliver deres Død, Tåbers Sorgløshed bliver deres Undergang;

1:33b.PRO.001.033 men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod Ulykkens Rædsel.

2

2:1b.PRO.002.001 Min Søn, når du tager imod mine ord og gemmer mine Pålæg hos dig,

2:2b.PRO.002.002 idet du låner Visdom Øre og bøjer dit Hjerte til Indsigt,

2:3b.PRO.002.003 ja, kalder du på Forstanden og løfter din Røst efter Indsigt,

2:4b.PRO.002.004 søger du den som Sølv og leder den op som Skatte,

2:5b.PRO.002.005 da nemmer du HERRENs Frygt og vinder dig Kundskab om Gud.

2:6b.PRO.002.006 Thi HERREN, han giver Visdom, fra hans Mund kommer Kundskab og Indsigt.

2:7b.PRO.002.007 Til retsindige gemmer han Lykke, han er Skjold for alle med lydefri Vandel,

2:8b.PRO.002.008 idet han værner Rettens Stier og vogter sine frommes Vej.

2:9b.PRO.002.009 Da nemmer du Retfærd, Ret og Retsind, hvert et Spor, som er godt.

2:10b.PRO.002.010 Thi Visdom kommer i dit Hjerte, og Kundskab er liflig for din Sjæl;

2:11b.PRO.002.011 Kløgt skal våge over dig, Indsigt være din Vogter -

2:12b.PRO.002.012 idet den frier dig fra den ondes Vej, fra Folk, hvis Ord kun er vrange, -

2:13b.PRO.002.013 som går fra de lige Stier for at vandre på Mørkets Veje.

2:14b.PRO.002.014 som glæder sig ved at gøre ondt og jubler over vrangt og ondt,

2:15b.PRO.002.015 de, som går krogede Stier og følger bugtede Spor -

2:16b.PRO.002.016 idet den frier dig fra Andenmands Hustru, fra fremmed Kvinde med sleske Ord,

2:17b.PRO.002.017 der sviger sin Ungdoms Ven og glemmer sin Guds Pagt;

2:18b.PRO.002.018 thi en Grav til Døden er hendes Hus, til Skyggerne fører hendes Spor;

2:19b.PRO.002.019 tilbage vender ingen, som går ind til hende, de når ej Livets Stier

2:20b.PRO.002.020 at du må vandre de godes Vej og holde dig til de retfærdiges Stier;

2:21b.PRO.002.021 thi retsindige skal bo i Landet, lydefri levnes deri,

2:22b.PRO.002.022 men gudløse ryddes af Landet, troløse rykkes derfra.

3

3:1b.PRO.003.001 Min Søn, glem ikke, hvad jeg har lært dig, dit hjerte tage vare på mine bud!

3:2b.PRO.003.002 Thi en Række af Dage og Leveår og Lykke bringer de dig.

3:3b.PRO.003.003 Godhed og Troskab vige ej fra dig, bind dem som Bånd om din Hals, skriv dem på dit Hjertes Tavle!

3:4b.PRO.003.004 Så finder du Nåde og Yndest i Guds og Menneskers Øjne.

3:5b.PRO.003.005 Stol på HERREN af hele dit Hjerfe, men forlad dig ikke på din Forstand;

3:6b.PRO.003.006 hav ham i Tanke på alle dine Veje, så jævner han dine Stier.

3:7b.PRO.003.007 Hold ikke dig selv for viis, frygt HERREN og vig fra det onde;

3:8b.PRO.003.008 så får du Helse for Legemet, Lindring for dine Ledemod.

3:9b.PRO.003.009 Ær med din Velstand HERREN med Førstegrøden af al din Avl;

3:10b.PRO.003.010 da fyldes dine Lader med Korn, dine Perser svømmer over af Most.

3:11b.PRO.003.011 Min Søn, lad ej hånt om HERRENs Tugt, vær ikke ked af hans Revselse;

3:12b.PRO.003.012 HERREN revser den, han elsker, han straffer den Søn, han har kær.

3:13b.PRO.003.013 Lykkelig den, der har opnået Visdom, den, der vinder sig Indsigt;

3:14b.PRO.003.014 thi den er bedre at købe end Sølv, bedre at vinde end Guld;

3:15b.PRO.003.015 den er mere værd end Perler, ingen Klenodier opvejer den;

3:16b.PRO.003.016 en Række af Dage er i dens højre, i dens venstre Rigdom og Ære;

3:17b.PRO.003.017 dens Veje er liflige Veje, og alle dens Stier er Lykke;

3:18b.PRO.003.018 den er et Livets Træ for dem, der griber den, lykkelig den, som holder den fast!

3:19b.PRO.003.019 HERREN grundlagde Jorden med Visdom, grundfæsted Himlen med Indsigt;

3:20b.PRO.003.020 ved hans Kundskab brød Strømmene frem, lader Skyerne Dug dryppe ned.

3:21b.PRO.003.021 Min Søn, tag Vare på Snilde og Kløgt, de slippe dig ikke af Syne;

3:22b.PRO.003.022 så bliver de Liv for din Sjæl og et yndigt Smykke til din Hals.

3:23b.PRO.003.023 Da vandrer du trygt din Vej, støder ikke imod med din Fod; -

3:24b.PRO.003.024 sætter du dig, skal du ikke skræmmes, lægger du dig, skal din Søvn vorde sød;

3:25b.PRO.003.025 du skal ikke frygte uventet Rædsel, Uvejret, når det kommer over gudløse;

3:26b.PRO.003.026 thi HERREN skal være din Tillid, han vogter din Fod, så den ikke hildes.

3:27b.PRO.003.027 Nægt ikke den trængende Hjælp, når det står i din Magt at hjælpe;

3:28b.PRO.003.028 sig ej til din Næste: "Gå og kom igen, jeg vil give i Morgen!" - såfremt du har det.

3:29b.PRO.003.029 Tænk ikke på ondt mod din Næste, når han tillidsfuldt bor i din Nærhed.

3:30b.PRO.003.030 Yp ikke Trætte med sagesløs Mand, når han ikke har voldet dig Men.

3:31b.PRO.003.031 Misund ikke en Voldsmand, græm dig aldrig over hans Veje;

3:32b.PRO.003.032 thi den falske er HERREN en Gru; mod retsindig er han fortrolig;

3:33b.PRO.003.033 i den gudløses Hus er HERRENs Forbandelse, men retfærdiges Bolig velsigner han.

3:34b.PRO.003.034 Over for Spottere bruger han Spot, men ydmyge giver han Nåde.

3:35b.PRO.003.035 De vise får Ære til Arv, men Tåber høster kun Skam.

4

4:1b.PRO.004.001 Hør, I sønner, på en Faders lyt til for at vinde Forstand;

4:2b.PRO.004.002 thi gavnlig Viden giver jeg jer, slip ej hvad jeg har lært jer.

4:3b.PRO.004.003 Da jeg var min Faders Dreng, min Moders Kælebarn og eneste,

4:4b.PRO.004.004 lærte han mig og sagde: Lad dit Hjerte gribe om mine Ord, vogt mine Bud, så skal du leve;

4:5b.PRO.004.005 køb Visdom, køb Forstand, du glemme det ikke, vend dig ej bort fra min Munds Ord;

4:6b.PRO.004.006 slip den ikke, så vil den vogte dig, elsk den, så vil den værne dig!

4:7b.PRO.004.007 Køb Visdom for det bedste, du ejer, køb Forstand for alt, hvad du har;

4:8b.PRO.004.008 hold den højt, så bringer den dig højt til Vejrs, den bringer dig Ære, når du favner den;

4:9b.PRO.004.009 den sætter en yndig Krans på dit Hoved; den rækker dig en dejlig Krone.

4:10b.PRO.004.010 Hør, min Søn, tag imod mine Ord, så bliver dine Leveår mange.

4:11b.PRO.004.011 Jeg viser dig Visdommens Vej, leder dig ad Rettens Spor;

4:12b.PRO.004.012 når du går, skal din Gang ej hæmmes, og løber du, snubler du ikke;

4:13b.PRO.004.013 hold fast ved Tugt, lad den ikke fare, tag Vare på den, thi den er dit Liv.

4:14b.PRO.004.014 Kom ikke på gudløses Sti, skrid ej frem ad de ondes Vej.

4:15b.PRO.004.015 sky den og følg den ikke, vig fra den, gå udenom;

4:16b.PRO.004.016 thi de sover ikke, når de ikke har syndet, og Søvnen flyr dem, når de ej har bragt Fald.

4:17b.PRO.004.017 Thi de æder Gudløsheds Brød og drikker Urettens Vin.

4:18b.PRO.004.018 men retfærdiges Sti er som strålende Lys, der vokser i Glans til højlys Dag:

4:19b.PRO.004.019 Gudløses Vej er som Mørket, de skønner ej, hvad de snubler over,

4:20b.PRO.004.020 Mærk dig, min Søn, mine Ord, bøj Øret til, hvad jeg siger;

4:21b.PRO.004.021 det slippe dig ikke af Syne, du vogte det dybt i dit Hjerte;

4:22b.PRO.004.022 thi det er Liv for dem, der finder det, Helse for alt deres Kød.

4:23b.PRO.004.023 Vogt dit Hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer Livet.

4:24b.PRO.004.024 Hold dig fra Svig med din Mund, lad Læbernes Falskhed være dig fjern.

4:25b.PRO.004.025 Lad dine Øjne se lige ud, dit Blik skue lige frem;

4:26b.PRO.004.026 gå ad det lige Spor, lad alle dine Veje sigte mod Målet;

4:27b.PRO.004.027 bøj hverken til højre eller venstre, lad Foden vige fra ondt!

5

5:1b.PRO.005.001 Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre,

5:2b.PRO.005.002 at Kløgt må våge øver dig, Læbernes kundskab vare på dig.

5:3b.PRO.005.003 Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane;

5:4b.PRO.005.004 men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;

5:5b.PRO.005.005 hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed;

5:6b.PRO.005.006 hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke.

5:7b.PRO.005.007 Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord!

5:8b.PRO.005.008 Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær,

5:9b.PRO.005.009 at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År.

5:10b.PRO.005.010 at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus,

5:11b.PRO.005.011 så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen,

5:12b.PRO.005.012 og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om Revselse,

5:13b.PRO.005.013 så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig!

5:14b.PRO.005.014 Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!"

5:15b.PRO.005.015 Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd;

5:16b.PRO.005.016 lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine Bække på Torvene!

5:17b.PRO.005.017 Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!

5:18b.PRO.005.018 Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,

5:19b.PRO.005.019 den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed!

5:20b.PRO.005.020 Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn?

5:21b.PRO.005.021 Thi for HERRENs Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor;

5:22b.PRO.005.022 den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb;

5:23b.PRO.005.023 han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab.

6

6:1b.PRO.006.001 Min Søn: har du borget for din næste og givet en anden Håndslag,

6:2b.PRO.006.002 er du fanget ved dine Læber og bundet ved Mundens Ord,

6:3b.PRO.006.003 gør så dette, min Søn, og red dig, nu du er kommet i Næstens Hånd: Gå hen uden Tøven, træng ind på din Næste;

6:4b.PRO.006.004 und ikke dine Øjne Søvn, ej heller dine Øjenlåg Hvile,

6:5b.PRO.006.005 red dig som en Gazel af Snaren, som en Fugl af Fuglefængerens Hånd.

6:6b.PRO.006.006 Gå hen til Myren, du lade, se dens Færd og bliv viis.

6:7b.PRO.006.007 Skønt uden Fyrste, Foged og Styrer,

6:8b.PRO.006.008 sørger den dog om Somren for Æde og sanker sin Føde i Høst.

6:9b.PRO.006.009 Hvor længe vil du ligge, du lade, når står du op af din Søvn?

6:10b.PRO.006.010 Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile med samlagte Hænder:

6:11b.PRO.006.011 som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang som en skjoldvæbnet Mand.

6:12b.PRO.006.012 En Nidding, en ussel Mand er den, som vandrer med Falskhed i Munden,

6:13b.PRO.006.013 som blinker med Øjet, skraber med Foden og giver Tegn med Fingrene,

6:14b.PRO.006.014 som smeder Rænker i Hjertet og altid kun ypper Kiv;

6:15b.PRO.006.015 derfor kommer hans Undergang brat, han knuses på Stedet, kan ikke læges.

6:16b.PRO.006.016 Seks Ting hader HERREN, syv er hans Sjæl en Gru:

6:17b.PRO.006.017 Stolte Øjne, Løgnetunge, Hænder, der udgyder uskyldigt Blod,

6:18b.PRO.006.018 et Hjerte, der udtænker onde Råd, Fødder, der haster og iler til ondt,

6:19b.PRO.006.019 falsk Vidne, der farer med Løgn, og den, som sætter Splid mellem Brødre.

6:20b.PRO.006.020 Min Søn, tag Vare på din Faders Bud, opgiv ikke din Moders Belæring,

6:21b.PRO.006.021 bind dem altid på dit Hjerte, knyt dem fast om din Hals;

6:22b.PRO.006.022 på din Vandring lede den dig, på dit Leje vogte den dig, den tale dig til, når du vågner;

6:23b.PRO.006.023 thi Budet er en Lygte, Læren Lys, og Tugtens Revselse Livets Vej

6:24b.PRO.006.024 for at vogte dig for Andenmands Hustru, for fremmed Kvindes sleske Tunge!

6:25b.PRO.006.025 Attrå ej i dit Hjerte hendes Skønhed, hendes Blik besnære dig ej!

6:26b.PRO.006.026 Thi en Skøge får man blot for et Brød, men Andenmands Hustru fanger dyrebar Sjæl.

6:27b.PRO.006.027 Kan nogen bære Ild i sin Brystfold, uden at Klæderne brænder?

6:28b.PRO.006.028 Kan man vandre på glødende Kul, uden at Fødderne svides?

6:29b.PRO.006.029 Så er det at gå ind til sin Næstes Hustru; ingen, der rører hende, slipper for Straf.

6:30b.PRO.006.030 Ringeagter man ikke Tyven, når han stjæler fot at stille sin Sult?

6:31b.PRO.006.031 Om han gribes, må han syvfold bøde og afgive alt sit Huses Gods.

6:32b.PRO.006.032 Afsindig er den, der boler med hende, kun en Selvmorder handler så;

6:33b.PRO.006.033 han opnår Hug og Skændsel, og aldrig udslettes hans Skam.

6:34b.PRO.006.034 Thi Skinsyge vækker Mandens Vrede, han skåner ikke på Hævnens Dag;

6:35b.PRO.006.035 ingen Bøde tager han god; store Tilbud rører ham ikke.

7

7:1b.PRO.007.001 Min Søn, vogt dig mine Ord,mine bud må du gemme hos dig;

7:2b.PRO.007.002 vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;

7:3b.PRO.007.003 bind dem om dine Fingre, skriv dem på dit Hjertes Tavle,

7:4b.PRO.007.004 sig til Visdommen: "Du er min Søster!" og kald Forstanden Veninde,

7:5b.PRO.007.005 at den må vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord.

7:6b.PRO.007.006 Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;

7:7b.PRO.007.007 og blandt de tankeløse så jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;

7:8b.PRO.007.008 han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes Hus

7:9b.PRO.007.009 i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.

7:10b.PRO.007.010 Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;

7:11b.PRO.007.011 løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;

7:12b.PRO.007.012 snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun; -

7:13b.PRO.007.013 hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;

7:14b.PRO.007.014 "Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,

7:15b.PRO.007.015 gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!

7:16b.PRO.007.016 Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred

7:17b.PRO.007.017 jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;

7:18b.PRO.007.018 kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst!

7:19b.PRO.007.019 Thi Manden er ikke hjemme, - på Langfærd er han draget;

7:20b.PRO.007.020 Pengepungen tog han med, ved Fuldmåne kommer han hjem!"

7:21b.PRO.007.021 Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber;

7:22b.PRO.007.022 tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,

7:23b.PRO.007.023 til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.

7:24b.PRO.007.024 Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!

7:25b.PRO.007.025 Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild på hendes Stier;

7:26b.PRO.007.026 thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel.

7:27b.PRO.007.027 Hendes Hus er Dødsrigets Veje, som fører til Dødens Kamre.

8

8:1b.PRO.008.001 Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin røst?

8:2b.PRO.008.002 Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem;

8:3b.PRO.008.003 ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang råber den:

8:4b.PRO.008.004 Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn.

8:5b.PRO.008.005 I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Tåber, så få dog Forstand!

8:6b.PRO.008.006 Hør, thi jeg fører ædel Tale, åbner mine Læber med retvise Ord;

8:7b.PRO.008.007 ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru.

8:8b.PRO.008.008 Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt;

8:9b.PRO.008.009 de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt

8:10b.PRO.008.010 Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld;

8:11b.PRO.008.011 thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den

8:12b.PRO.008.012 Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over Kundskab og Kløgt.

8:13b.PRO.008.013 HERRENs Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund.

8:14b.PRO.008.014 Jeg ejer Råd og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke.

8:15b.PRO.008.015 Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love;

8:16b.PRO.008.016 ved mig kan Fyrster råde og Stormænd dømme Jorden.

8:17b.PRO.008.017 Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig.

8:18b.PRO.008.018 Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd.

8:19b.PRO.008.019 Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv.

8:20b.PRO.008.020 Jeg vandrer på Retfærds Vej. midt hen ad Rettens Stier

8:21b.PRO.008.021 for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forrådshuse.

8:22b.PRO.008.022 Mig skabte HERREN først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet;

8:23b.PRO.008.023 jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider;

8:24b.PRO.008.024 jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til;

8:25b.PRO.008.025 førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg,

8:26b.PRO.008.026 førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv.

8:27b.PRO.008.027 Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet.

8:28b.PRO.008.028 Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted,

8:29b.PRO.008.029 da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold,

8:30b.PRO.008.030 da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Åsyn leged jeg altid,

8:31b.PRO.008.031 leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn.

8:32b.PRO.008.032 Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje!

8:33b.PRO.008.033 Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom!

8:34b.PRO.008.034 Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper.

8:35b.PRO.008.035 Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos HERREN;

8:36b.PRO.008.036 men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden.

9

9:1b.PRO.009.001 Visdommen bygged sig Hus, rejste sig støtter syv,

9:2b.PRO.009.002 slagted sit Kvæg og blanded sin Vin, hun har også dækket sit Bord;

9:3b.PRO.009.003 hun har sendt sine Terner ud, byder ind på Byens højeste Steder:

9:4b.PRO.009.004 Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid:

9:5b.PRO.009.005 Kom og smag mit Brød og drik den Vin, jeg har blandet!

9:6b.PRO.009.006 Lad Tankeløshed fare, så skal I leve, skrid frem ad Forstandens Vej!

9:7b.PRO.009.007 Tugter man en Spotter, henter man sig Hån; revser man en gudløs, høster man Skam;

9:8b.PRO.009.008 revs ikke en Spotter, at han ikke skal hade dig, revs den vise, så elsker han dig;

9:9b.PRO.009.009 giv til den vise, så bliver han visere, lær den retfærdige, så øges hans Viden.

9:10b.PRO.009.010 HERRENs Frygt er Visdoms Grundlag, at kende den HELLIGE, det er Forstand.

9:11b.PRO.009.011 Thi mange bliver ved mig dine Dage, dine Livsårs Tal skal øges.

9:12b.PRO.009.012 Er du viis, er det til Gavn for dig selv; spotter du, bærer du ene Følgen!

9:13b.PRO.009.013 Dårskaben, hun slår sig løs og lokker og kender ikke til Skam;

9:14b.PRO.009.014 hun sidder ved sit Huses indgang, troner på Byens Høje

9:15b.PRO.009.015 og byder dem ind, der kommer forbi, vandrende ad deres slagne Vej:

9:16b.PRO.009.016 Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid:

9:17b.PRO.009.017 Stjålen Drik er sød, lønligt Brød er lækkert!

9:18b.PRO.009.018 Han ved ej, at Skyggerne dvæler der, hendes Gæster er i Dødsrigets Dyb.

10

10:1b.PRO.010.001 Salomos ordsprog. Viis søn glæder sin fader, tåbelig søn er sin moders sorg.

10:2b.PRO.010.002 Gudløsheds skatte gavner intet, men retfærd redder fra død.

10:3b.PRO.010.003 HERREN lader ej en retfærdig sulte, men gudløses attrå støder han fra sig.

10:4b.PRO.010.004 Doven hånd skaber fattigdom, flitteges hånd gør rig.

10:5b.PRO.010.005 En klog søn samler om sommeren, en dårlig sover om høsten.

10:6b.PRO.010.006 Velsignelse er for retfærdiges hoved, på uret gemmer gudløses mund.

10:7b.PRO.010.007 Den retfærdiges minde velsignes, gudløses navn smuldrer hen.

10:8b.PRO.010.008 Den vise tager mod påbud, den brovtende dåre styrtes.

10:9b.PRO.010.009 Hvo lydefrit vandrer, vandrer trygt; men hvo der går krogveje, ham går det ilde.

10:10b.PRO.010.010 Blinker man med øjet, volder man ondt, den brovtende dåre styrtes.

10:11b.PRO.010.011 Den retfærdiges mund er en livsens kilde, på uret gemmer gudløses mund.

10:12b.PRO.010.012 Had vækker Splid, Kærlighed skjuler alle Synder.

10:13b.PRO.010.013 På den kloges Læber fnder man Visdom, Stok er til Ryg på Mand uden Vid.

10:14b.PRO.010.014 De vise gemmer den indsigt, de har, Dårens Mund er truende Våde.

10:15b.PRO.010.015 Den riges Gods er hans faste Stad, Armod de ringes Våde.

10:16b.PRO.010.016 Den retfærdiges Vinding tjener til Liv, den gudløses Indtægt til Synd.

10:17b.PRO.010.017 At vogte påTugt erVej tiILivet, vild farer den, som viser Revselse fra sig.

10:18b.PRO.010.018 Retfærdige Læber tier om Had, en Tåbe er den, der udspreder Rygter.

10:19b.PRO.010.019 Ved megen Tale undgås ej Brøde, klog er den, der vogter sin Mund.

10:20b.PRO.010.020 Den retfærdiges Tunge er udsøgt Sølv, gudløses Hjerte er intet værd.

10:21b.PRO.010.021 Den retfærdiges Læber nærer mange, Dårerne dør af Mangel på Vid.

10:22b.PRO.010.022 HERRENs Velsignelse, den gør rig, Slid og Slæb lægger intet til.

10:23b.PRO.010.023 For Tåben er Skændselsgerning en Leg, Visdom er Leg for Mand med Indsigt.

10:24b.PRO.010.024 Hvad en gudløs frygter, kommer over hans Hoved, hvad retfærdige ønsker, bliver dem givet.

10:25b.PRO.010.025 Når Storm farer frem, er den gudløse borte, den retfærdige står på evig Grund.

10:26b.PRO.010.026 Som Eddike for Tænder og Røg for Øjne så er den lade for dem, der sender ham.

10:27b.PRO.010.027 HERRENs Frygt lægger dage til, gudløses År kortes af.

10:28b.PRO.010.028 Retfærdige har Glæde i Vente, gudløses Håb vil briste.

10:29b.PRO.010.029 For lydefri Vandel er HERREN et Værn, men en Rædsel for Udådsmænd.

10:30b.PRO.010.030 Den retfærdige rokkes aldrig, ikke skal gudløse bo i Landet.

10:31b.PRO.010.031 Den retfærdiges Mund bærer Visdoms Frugt, den falske Tunge udryddes.

10:32b.PRO.010.032 Den retfærdiges Læber søger yndest, gudløses Mund bærer Falskheds Frugt.

11

11:1b.PRO.011.001 Falske Vægtskåle er HERREN en gru, fuldvvægtigt Lod er efter hans Sind.

11:2b.PRO.011.002 Kommer Hovmod, kommer og Skændsel, men med ydmyge følger der Visdom.

11:3b.PRO.011.003 Retsindiges Uskyld leder dem trygt, troløses falskhed lægger dem øde.

11:4b.PRO.011.004 Ej hjælper Rigdom på Vredens Dag, men Retfærd redder fra Døden.

11:5b.PRO.011.005 Den lydefris Retfærd jævner hans Vej, for sin Gudløshed falder den gudløse.

11:6b.PRO.011.006 Retsindiges Retfærd bringer dem Frelse, troløse fanges i egen Attrå.

11:7b.PRO.011.007 Ved Døden brister den gudløses Håb, Dårers Forventning brister.

11:8b.PRO.011.008 Den retfærdige fries af Trængsel, den gudløse kommer i hans Sted.

11:9b.PRO.011.009 Med sin Mund lægger vanhellig Næsten øde, retfærdige fries ved Kundskab.

11:10b.PRO.011.010 Ved retfærdiges Lykke jubler en By, der er Fryd ved gudløses Undergang.

11:11b.PRO.011.011 Ved retsindiges Velsignelse rejser en By sig, den styrtes i Grus ved gudløses Mund.

11:12b.PRO.011.012 Mand uden Vid ser ned på sin Næste, hvo, som har Indsigt, tier.

11:13b.PRO.011.013 Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, den pålidelige skjuler Sagen.

11:14b.PRO.011.014 Uden Styre står et Folk for Fald, vel står det til, hvor mange giver Råd.

11:15b.PRO.011.015 Den går det ilde, som borger for andre, tryg er den, der hader Håndslag.

11:16b.PRO.011.016 Yndefuld Kvinde vinder Manden Ære; hader hun Retsind, volder hun Skændsel. De lade må savne Gods, flittige vinder sig Rigdom.

11:17b.PRO.011.017 Kærlig Mand gør vel mod sin Sjæl, den grumme er hård ved sit eget Kød.

11:18b.PRO.011.018 Den gudløse skaber kun skuffende Vinding, hvo Retfærd sår, får virkelig Løn.

11:19b.PRO.011.019 At hige efter Retfærd er Liv, at jage efter ondt er Død.

11:20b.PRO.011.020 De svigefulde er HERREN en Gru, hans Velbehag ejer, hvo lydefrit vandrer.

11:21b.PRO.011.021 Visselig undgår den onde ej Straf, de retfærdiges Æt går fri.

11:22b.PRO.011.022 Som Guldring i Svinetryne er fager Kvinde, der ikke kan skønne.

11:23b.PRO.011.023 Retfærdiges Ønske bliver kun til Lykke, gudløse har kun Vrede i Vente.

11:24b.PRO.011.024 En strør om sig og gør dog Fremgang, en anden nægter sig alt og mangler.

11:25b.PRO.011.025 Gavmild Sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.

11:26b.PRO.011.026 Hvo Kornet gemmer, ham bander Folket, Velsignelse kommer over den, som sælger.

11:27b.PRO.011.027 Hvo der jager efter godt, han søger efter Yndest, hvo der higer efter ondt, ham kommer det over.

11:28b.PRO.011.028 Hvo der stoler på sin Rigdom, falder, retfærdige grønnes som Løv.

11:29b.PRO.011.029 Den, der øder sit Hus, høster Vind, Dåre bliver Vismands Træl.

11:30b.PRO.011.030 Retfærds Frugt er et Livets Træ, Vismand indfanger Sjæle.

11:31b.PRO.011.031 En retfærdig reddes med Nød og næppe, endsige en gudløs, en, der synder.

12

12:1b.PRO.012.001 At elske Tugt er at elske Kundskab, at hade Revselse er dumt.

12:2b.PRO.012.002 Den gode vinder Yndest hos HERREN, den rænkefulde dømmer han skyldig.

12:3b.PRO.012.003 Ingen står fast ved Gudløshed, men retfærdiges Rod skal aldrig rokkes.

12:4b.PRO.012.004 En duelig Kvinde er sin Ægtemands Krone, en dårlig er som Edder i hans Ben.

12:5b.PRO.012.005 Retfærdiges Tanker er Ret, gudløses Opspind er Svig.

12:6b.PRO.012.006 Gudløses Ord er på Lur efter Blod, retsindiges Mund skal bringe dem Frelse.

12:7b.PRO.012.007 Gudløse styrtes og er ikke mer. retfærdiges Hus står fast.

12:8b.PRO.012.008 For sin Klogskab prises en Mand, til Spot bliver den, hvis Vid er vrangt.

12:9b.PRO.012.009 Hellere overses, når man holder Træl, end optræde stort, når man mangler Brød.

12:10b.PRO.012.010 Den retfærdige føler med sit Kvæg, gudløses Hjerte er grumt.

12:11b.PRO.012.011 Den mættes med Brød, som dyrker sin Jord, uden Vid er den, der jager efter Tomhed.

12:12b.PRO.012.012 De ondes Fæstning jævnes med Jorden, de retfærdiges Rod bolder Stand.

12:13b.PRO.012.013 I Læbernes Brøde hildes den onde, den retfærdige undslipper Nøden.

12:14b.PRO.012.014 Af sin Munds Frugt mættes en Mand med godt, et Menneske får, som hans Hænder har øvet.

12:15b.PRO.012.015 Dårens Færd behager ham selv, den vise hører på Råd.

12:16b.PRO.012.016 En Dåre giver straks sin Krænkelse Luft, den kloge spottes og lader som intet.

12:17b.PRO.012.017 Den sanddru fremfører, hvad der er ret, det falske Vidne kommer med Svig.

12:18b.PRO.012.018 Mangens Snak er som Sværdhug, de vises Tunge læger.

12:19b.PRO.012.019 Sanddru Læbe består for evigt, Løgnetunge et Øjeblik.

12:20b.PRO.012.020 De, som smeder ondt, har Svig i Hjertet; de, der stifter Fred, har Glæde.

12:21b.PRO.012.021 Den retfærdige times der intet ondt, - gudløse oplever Vanheld på Vanheld.

12:22b.PRO.012.022 Løgnelæber er HERREN en Gru, de ærlige har hans Velbebag.

12:23b.PRO.012.023 Den kloge dølger sin Kundskab, Tåbers Hjerte udråber Dårskab.

12:24b.PRO.012.024 De flittiges Hånd skal råde, den lade tvinges til Hoveriarbejde.

12:25b.PRO.012.025 Hjertesorg bøjer til Jorden, et venligt Ord gør glad.

12:26b.PRO.012.026 Den retfærdige vælger sin Græsgang, gudløses Vej vildleder dem selv.

12:27b.PRO.012.027 Ladhed opskræmmer intet Vildt, men kosteligt Gods får den flittige tildelt.

12:28b.PRO.012.028 På Retfærds Sti er der Liv, til Døden fører den onde Vej.

13

13:1b.PRO.013.001 Viis Søn elsker tugt, spotter hører ikke på skænd.

13:2b.PRO.013.002 Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til Vold står troløses Hu.

13:3b.PRO.013.003 Vogter man Munden, bevarer man Sjælen, den åbenmundede falder i Våde.

13:4b.PRO.013.004 Den lade attrår uden at få, men flittiges Sjæl bliver mæt.

13:5b.PRO.013.005 Den retfærdige hader Løgnetale, den gudløse spreder Skam og Skændsel.

13:6b.PRO.013.006 Retfærd skærmer, hvo lydefrit vandrer, Synden fælder de gudløse.

13:7b.PRO.013.007 Mangen lader rig og ejer dog intet, mangen lader fattig og ejer dog meget.

13:8b.PRO.013.008 Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv, Fattigmand får ingen Trusel at høre.

13:9b.PRO.013.009 Retfærdiges Lys bryder frem, gudløses Lampe går ud.

13:10b.PRO.013.010 Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der lader sig råde, er Visdom.

13:11b.PRO.013.011 Rigdom, vundet i Hast, smuldrer hen, hvad der samles Håndfuld for Håndfuld, øges.

13:12b.PRO.013.012 At bie længe gør Hjertet sygt, opfyldt Ønske er et Livets Træ.

13:13b.PRO.013.013 Den, der lader hånt om Ordet, slås ned, den, der frygter Budet, får Løn.

13:14b.PRO.013.014 Vismands Lære er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.

13:15b.PRO.013.015 God Forstand vinder Yndest, troløses Vej er deres Undergang.

13:16b.PRO.013.016 Hver, som er klog, går til Værks med Kundskab, Tåben udfolder Dårskab.

13:17b.PRO.013.017 Gudløs Budbringer går det galt, troværdigt Bud bringer Lægedom.

13:18b.PRO.013.018 Afvises Tugt, får man Armod og Skam; agtes på Revselse, bliver man æret.

13:19b.PRO.013.019 Opfyldt Ønske er sødt for Sjælen, at vige fra ondt er Tåber en Gru.

13:20b.PRO.013.020 Omgås Vismænd, så bliver du viis, ilde faren er Tåbers Ven.

13:21b.PRO.013.021 Vanheld følger Syndere, Lykken når de retfærdige.

13:22b.PRO.013.022 Den gode efterlader Børnebrn Arv, til retfærdige gemmes Synderens Gods.

13:23b.PRO.013.023 På Fattigfolks Nyjord er rigelig Føde, mens mangen rives bort ved Uret.

13:24b.PRO.013.024 Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der elsker ham, tugter i Tide.

13:25b.PRO.013.025 Den retfærdige spiser, til Sulten er stillet, gudløses Bug er tom.

14

14:1b.PRO.014.001 Visdom bygger sit hus,dårskabs hænder river det ned.

14:2b.PRO.014.002 Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som går Krogveje, agter ham ringe.

14:3b.PRO.014.003 I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne Vagt.

14:4b.PRO.014.004 Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.

14:5b.PRO.014.005 Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.

14:6b.PRO.014.006 Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.

14:7b.PRO.014.007 Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.

14:8b.PRO.014.008 Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig.

14:9b.PRO.014.009 Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje råder iblandt retsindige.

14:10b.PRO.014.010 Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.

14:11b.PRO.014.011 Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt står i Blomst.

14:12b.PRO.014.012 Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.

14:13b.PRO.014.013 Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.

14:14b.PRO.014.014 Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.

14:15b.PRO.014.015 Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.

14:16b.PRO.014.016 Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på.

14:17b.PRO.014.017 Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand.

14:18b.PRO.014.018 De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.

14:19b.PRO.014.019 Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre.

14:20b.PRO.014.020 Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.

14:21b.PRO.014.021 Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.

14:22b.PRO.014.022 De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed.

14:23b.PRO.014.023 Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.

14:24b.PRO.014.024 De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab.

14:25b.PRO.014.025 Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.

14:26b.PRO.014.026 Den stærkes Tillid er HERRENs Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.

14:27b.PRO.014.027 HERRENs Frygt er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.

14:28b.PRO.014.028 At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens Fald.

14:29b.PRO.014.029 Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i Dårskab.

14:30b.PRO.014.030 Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.

14:31b.PRO.014.031 At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.

14:32b.PRO.014.032 Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.

14:33b.PRO.014.033 Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Tåbers Indre kendes den ikke.

14:34b.PRO.014.034 Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.

14:35b.PRO.014.035 En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.

15

15:1b.PRO.015.001 Mildt svar stiller vrede, sårende ord vækker nag.

15:2b.PRO.015.002 Vises Tunge drypper af Kundskab, Dårskab strømmer fra Tåbers Mund.

15:3b.PRO.015.003 Alle Vegne er HERRENs Øjne, de udspejder onde og gode.

15:4b.PRO.015.004 Et Livets Træ er Tungens Mildhed, dens Falskhed giver Hjertesår.

15:5b.PRO.015.005 Dåre lader hånt om sin Faders Tugt, klog er den, som tager Vare på Revselse.

15:6b.PRO.015.006 Den retfærdiges Hus har megen Velstand, den gudløses Høst lægges øde.

15:7b.PRO.015.007 Vises Læber udstrør Kundskab, Tåbers Hjerte er ikke ret.

15:8b.PRO.015.008 Gudløses Offer er HERREN en Gru, retsindiges Bøn har han Velbehag i.

15:9b.PRO.015.009 Den gudløses Færd er HERREN en Gru, han elsker den, der stræber efter Retfærd.

15:10b.PRO.015.010 Streng Tugt er for den, der forlader Vejen; den, der hader Revselse, dør.

15:11b.PRO.015.011 Dødsrige og Afgrund ligger åbne for HERREN, endsige da Menneskebørnenes Hjerter.

15:12b.PRO.015.012 Spotteren ynder ikke at revses, til Vismænd går han ikke.

15:13b.PRO.015.013 Glad Hjerte giver venligt Ansigt, ved Hjertesorg bliver Modet brudt.

15:14b.PRO.015.014 Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, Tåbers Mund lægger Vind på Dårskab.

15:15b.PRO.015.015 Alle den armes Dage er onde, glad Hjerte er stadigt Gæstebud.

15:16b.PRO.015.016 Bedre lidet med HERRENs Frygt end store Skatte med Uro.

15:17b.PRO.015.017 Bedre en Ret Grønt med Kærlighed end fedet Okse og Had derhos.

15:18b.PRO.015.018 Vredladen Mand vækker Splid, sindig Mand stiller Trætte.

15:19b.PRO.015.019 Den lades Vej er spærret af Tjørn, de flittiges Sti er banet.

15:20b.PRO.015.020 Viis Søn glæder sin Fader, Tåbe til Menneske foragter sin Moder.

15:21b.PRO.015.021 Dårskab er Glæde for Mand uden Vid, Mand med Indsigt går lige frem.

15:22b.PRO.015.022 Er der ikke holdt Råd, så mislykkes Planer, de lykkes, når mange rådslår.

15:23b.PRO.015.023 Mand er glad, når hans Mund kan svare, hvor godt er et Ord i rette Tid.

15:24b.PRO.015.024 Den kloge går opad på Livets Vej for at undgå Dødsriget nedentil.

15:25b.PRO.015.025 Hovmodiges Hus river HERREN bort, han fastsætter Enkens Skel.

15:26b.PRO.015.026 Onde Tanker er HERREN en Gru, men hulde Ord er rene.

15:27b.PRO.015.027 Den øder sit Hus, hvem Vinding er alt; men leve skal den, der hader Gave.

15:28b.PRO.015.028 Den retfærdiges Hjerte tænker, før det svarer, gudløses Mund lader ondt strømme ud.

15:29b.PRO.015.029 HERREN er gudløse fjern, men hører retfærdiges Bøn.

15:30b.PRO.015.030 Milde Øjne fryder Hjertet, godt Bud giver Marv i Benene.

15:31b.PRO.015.031 Øret, der lytter til Livsens Revselse, vil gerne dvæle iblandt de vise.

15:32b.PRO.015.032 Hvo Tugt forsmår, lader hånt om sin Sjæl, men Vid fanger den, der lytter til Revselse.

15:33b.PRO.015.033 HERRENs Frygt er Tugt til Visdom, Ydmyghed først og siden Ære.

16

16:1b.PRO.016.001 Hjertets Råd er Menneskets sag. Tungens Svar er fra HERREN.

16:2b.PRO.016.002 En Mand holder al sin Færd for ren, men HERREN vejer Ånder.

16:3b.PRO.016.003 Vælt dine Gerninger på HERREN, så skal dine Planer lykkes.

16:4b.PRO.016.004 Alt skabte HERREN, hvert til sit, den gudløse også for Ulykkens Dag.

16:5b.PRO.016.005 Hver hovmodig er HERREN en Gru, visselig slipper han ikke for Straf.

16:6b.PRO.016.006 Ved Mildhed og Troskab sones Brøde, ved HERRENs Frygt undviger man ondt.

16:7b.PRO.016.007 Når HERREN har Behag i et Menneskes Veje, gør han endog hans Fjender til Venner.

16:8b.PRO.016.008 Bedre er lidet med Retfærd end megen Vinding med Uret.

16:9b.PRO.016.009 Menneskets Hjerte udtænker hans Vej, men HERREN styrer hans Fjed.

16:10b.PRO.016.010 Der er Gudsdom på Kongens Læber, ej fejler hans Mund, når han dømmer.

16:11b.PRO.016.011 Ret Bismer og Vægtskål er HERRENs, hans Værk er alle Posens Lodder.

16:12b.PRO.016.012 Gudløs Færd er Konger en Gru, thi ved Retfærd grundfæstes Tronen.

16:13b.PRO.016.013 Retfærdige Læber har Kongens Yndest, han elsker den, der taler oprigtigt.

16:14b.PRO.016.014 Kongens Vrede er Dødens Bud, Vismand evner at mildne den.

16:15b.PRO.016.015 I Kongens Åsyns Lys er der Liv, som Vårregnens Sky er hans Yndest.

16:16b.PRO.016.016 At vinde Visdom er bedre end Guld, at vinde Indsigt mere end Sølv.

16:17b.PRO.016.017 De retsindiges Vej er at vige fra ondt; den vogter sit Liv, som agter på sin Vej.

16:18b.PRO.016.018 Hovmod går forud for Fald, Overmod forud for Snublen.

16:19b.PRO.016.019 Hellere sagtmodig med ydmyge end dele Bytte med stolte.

16:20b.PRO.016.020 Vel går det den, der mærker sig Ordet; lykkelig den, der stoler på HERREN.

16:21b.PRO.016.021 Den vise kaldes forstandig, Læbernes Sødme øger Viden.

16:22b.PRO.016.022 Kløgt er sin Mand en Livsens Kilde, Dårskab er Dårers Tugt.

16:23b.PRO.016.023 Den vises Hjerte giver Munden Kløgt, på Læberne lægger det øget Viden.

16:24b.PRO.016.024 Hulde Ord er som flydende Honning, søde for Sjælen og sunde for Legemet.

16:25b.PRO.016.025 Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.

16:26b.PRO.016.026 En Arbejders Hunger arbejder for ham, thi Mundens Krav driver på ham.

16:27b.PRO.016.027 En Nidding graver Ulykkesgrave, det er, som brændte der Ild på hans Læber.

16:28b.PRO.016.028 Rænkefuld Mand sætter Splid; den, der bagtaler, skiller Venner.

16:29b.PRO.016.029 Voldsmand lokker sin Næste og fører ham en Vej, der ikke er god.

16:30b.PRO.016.030 Den, der stirrer, har Rænker for; knibes Læberne sammen, har man fuldbyrdet ondt.

16:31b.PRO.016.031 Grå Hår er en dejlig Krone, den vindes på Retfærds Vej.

16:32b.PRO.016.032 Større end Helt er sindig Mand, større at styre sit Sind end at tage en Stad.

16:33b.PRO.016.033 I Brystfolden rystes Loddet, det falder, som HERREN vil.

17

17:1b.PRO.017.001 Bedre en tør Bid Brød med fred end Huset fuldt af Sul med Trætte.

17:2b.PRO.017.002 Klog Træl bliver Herre over dårlig Søn og får lod og del mellem brødre.

17:3b.PRO.017.003 Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er HERREN.

17:4b.PRO.017.004 Den onde hører på onde Læber, Løgneren lytter til giftige Tunger.

17:5b.PRO.017.005 Hvo Fattigmand spotter, håner hans Skaber, den skadefro slipper ikke for Straf.

17:6b.PRO.017.006 De gamles Krone er Børnebørn, Sønners Stolthed er Fædre.

17:7b.PRO.017.007 Ypperlig Tale er ej for en Dåre, end mindre da Løgnfor den, som er ædel.

17:8b.PRO.017.008 Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender sig, gør den sin Virkning.

17:9b.PRO.017.009 Den, der dølger en Synd, søger Venskab, men den, der ripper op i en Sag, skiller Venner.

17:10b.PRO.017.010 Bedre virker Skænd på forstandig end hundrede Slag på en Tåbe.

17:11b.PRO.017.011 Den onde har kun Genstridigbed for, men et skånselsløst Bud er udsendt imod ham.

17:12b.PRO.017.012 Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Tåbe udi hans Dårskab.

17:13b.PRO.017.013 Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige.

17:14b.PRO.017.014 At yppe Strid er at åbne for Vand, hold derfor inde, før Strid bryder løs.

17:15b.PRO.017.015 At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge Dele er HERREN en Gru.

17:16b.PRO.017.016 Hvad hjælper Penge i Tåbens Hånd til at købe ham Visdom, når Viddet mangler?

17:17b.PRO.017.017 Ven viser Kærlighed når som helst, Broder fødes til Hjælp i Nød.

17:18b.PRO.017.018 Mand uden Vid giver Håndslag og går i Borgen for Næsten.

17:19b.PRO.017.019 Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attrå Fald.

17:20b.PRO.017.020 Ej finder man Lykke, når Hjertet er vrangt, man falder i Våde, når Tungen er falsk.

17:21b.PRO.017.021 Den, der avler en Tåbe, får Sorg, Dårens Fader er ikke glad.

17:22b.PRO.017.022 Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslået Sind suger Marv af Benene.

17:23b.PRO.017.023 Den gudløse tager Gave i Løn for at bøje Rettens Gænge.

17:24b.PRO.017.024 Visdom står den forstandige for Øje, Tåbens Blik er ved Jordens Ende.

17:25b.PRO.017.025 Tåbelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham.

17:26b.PRO.017.026 At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slå de ædle.

17:27b.PRO.017.027 Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig.

17:28b.PRO.017.028 Selv Dåren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der lukker sine Læber.

18

18:1b.PRO.018.001 Særlingen søger et påskud, med vold og magt vil han strid.

18:2b.PRO.018.002 Tåben ynder ej Indsigt, men kun, at hans Tanker kommer for Lyset.

18:3b.PRO.018.003 Hvor Gudløshed kommer, kommer og Spot, Skam og Skændsel følges.

18:4b.PRO.018.004 Ord i Mands Mund er dybe Vande, en rindende Bæk, en Visdomskilde.

18:5b.PRO.018.005 Det er ilde at give en skyldig Medhold, så man afviser skyldfris Sag i Retten.

18:6b.PRO.018.006 Tåbens Læber fører til Trætte, hans Mund råber højt efter Hug,

18:7b.PRO.018.007 Tåbens Mund er hans Våde, hans Læber en Snare for hans Liv.

18:8b.PRO.018.008 Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Bugen.

18:9b.PRO.018.009 Den, der er efterladen i Gerning, er også Broder til Ødeland.

18:10b.PRO.018.010 HERRENs Navn er et stærkt Tårn, den retfærdige løber derhen og bjærges.

18:11b.PRO.018.011 Den riges Gods er hans faste Stad, og tykkes ham en knejsende Mur.

18:12b.PRO.018.012 Mands Hovmod går forud for Fald, Ydmyghed forud for Ære.

18:13b.PRO.018.013 Om nogen svarer, førend han hører, regnes det ham til Dårskab og Skændsel.

18:14b.PRO.018.014 Mands Mod udholder Sygdom, men hvo kan bære en sønderbrudt Ånd?

18:15b.PRO.018.015 Den forstandiges Hjerte vinder sig Kundskab, de vises Øre attrår Kundskab.

18:16b.PRO.018.016 Gaver åbner et Menneske Vej og fører ham hen til de store.

18:17b.PRO.018.017 Den, der taler først i en Trætte har Ret, til den anden kommer og går ham efter.

18:18b.PRO.018.018 Loddet gør Ende på Trætter og skiller de stærkeste ad.

18:19b.PRO.018.019 Krænket Broder er som en Fæstning, Trætter som Portslå for Borg.

18:20b.PRO.018.020 Mands Bug mættes af Mundens Frugt, han mættes af Læbernes Grøde.

18:21b.PRO.018.021 Død og Liv er i Tungens Vold, hvo der tøjler den, nyder dens Frugt.

18:22b.PRO.018.022 Fandt man en Hustru, fandt man Lykken og modtog Nåde fra HERREN.

18:23b.PRO.018.023 Fattigmand beder og trygler, Rigmand svarer med hårde Ord.

18:24b.PRO.018.024 Med mange Fæller kan Mand gå til Grunde, men Ven kan overgå Broder i Troskab.

19

19:1b.PRO.019.001 Bedre Fattigmand med lydefri færd end en, som går Krogveje, er han end rig.

19:2b.PRO.019.002 At mangle Kundskab er ikke godt, men den træder fejl, som har Hastværk.

19:3b.PRO.019.003 Et Menneskes Dårskab øder hans Vej, men på HERREN vredes hans Hjerte.

19:4b.PRO.019.004 Gods skaffer mange Venner, den ringe skiller hans Ven sig fra.

19:5b.PRO.019.005 Det falske Vidne undgår ej Straf; den slipper ikke, som farer med Løgn.

19:6b.PRO.019.006 Mange bejler til Stormands Yndest, og alle er Venner med gavmild Mand.

19:7b.PRO.019.007 Fattigmands Frænder hader ham alle, end mere skyr hans Venner ham da. Ej frelses den, som jager efter Ord.

19:8b.PRO.019.008 Den, der vinder Vid, han elsker sin Sjæl, og den, der vogter på Indsigt, får Lykke.

19:9b.PRO.019.009 Det falske Vidne undgår ej Straf, og den, der farer med Løgn, går under.

19:10b.PRO.019.010 Vellevned sømmer sig ikke for Tåbe, end mindre for Træl at herske over Fyrster.

19:11b.PRO.019.011 Klogskab gør Mennesket sindigt, hans Ære er at overse Brøde.

19:12b.PRO.019.012 Som Brøl af en Løve er Kongens Vrede, som Dug på Græs er hans Gunst.

19:13b.PRO.019.013 Tåbelig Søn er sin Faders Ulykke, Kvindekiv er som ustandseligt Tagdryp.

19:14b.PRO.019.014 Hus og Gods er Arv efter Fædre, en forstandig Hustru er fra HERREN.

19:15b.PRO.019.015 Dovenskab sænker i Dvale, den lade Sjæl må sulte.

19:16b.PRO.019.016 Den vogter sin Sjæl, som vogter på Budet, men skødesløs Vandel fører til Død.

19:17b.PRO.019.017 Er man god mod den ringe, låner man HERREN, han gengælder en, hvad godt man har gjort.

19:18b.PRO.019.018 Tugt din Søn, imens der er Håb, ellers stiler du efter at slå ham ihjel.

19:19b.PRO.019.019 Den, som er hidsig, må bøde, ved Skånsel gør man det værre.

19:20b.PRO.019.020 Hør på Råd og tag ved Lære, så du til sidst bliver viis.

19:21b.PRO.019.021 I Mands Hjerte er mange Tanker, men HERRENs Råd er det, der står fast.

19:22b.PRO.019.022 Vinding har man af Godhed, hellere fattig end Løgner.

19:23b.PRO.019.023 HERRENs Frygt er Vej til Liv, man hviler mæt og frygter ej ondt.

19:24b.PRO.019.024 Den lade rækker til Fadet, men fører ej Hånden til Munden.

19:25b.PRO.019.025 Får Spottere Hug, bliver tankeløs klog, ved Revselse får den forstandige Kundskab.

19:26b.PRO.019.026 Mishandle Fader og bortjage Moder gør kun en dårlig, vanartet Søn.

19:27b.PRO.019.027 Hør op, min Søn, med at høre på Tugt og så fare vild fra Kundskabsord.

19:28b.PRO.019.028 Niddingevidne spotter Retten, gudløses Mund er glubsk efter Uret.

19:29b.PRO.019.029 Slag er rede til Spottere, Hug til Tåbers Ryg.

20

20:1b.PRO.020.001 En Spotter er Vinen, stærk Drik slår sig løs, og ingen, som raver deraf, er viis.

20:2b.PRO.020.002 Som Løvebrøl er Rædslen, en Konge vækker, at vække hans Vrede er at vove sit Liv.

20:3b.PRO.020.003 Mands Ære er det at undgå Trætte, men alle Tåber vil Strid.

20:4b.PRO.020.004 Om Efteråret pløjer den lade ikke, han søger i Høst, men finder intet.

20:5b.PRO.020.005 Råd i Mands Hjerte er dybe Vande, men Mand med Indsigt drager det op.

20:6b.PRO.020.006 Mangen kaldes en velvillig Mand, men hvem kan finde en trofast Mand?

20:7b.PRO.020.007 Retfærdig er den, som lydefrit vandrer, hans Sønner får Lykke efter ham.

20:8b.PRO.020.008 Kongen, der sidder i Dommersædet, sigter alt ondt med sit Blik.

20:9b.PRO.020.009 Hvo kan sige: "Jeg rensed mit Hjerte, og jeg er ren for Synd!"

20:10b.PRO.020.010 To Slags Vægt og to Slags Mål, begge Dele er HERREN en Gru.

20:11b.PRO.020.011 Selv Drengen kendes på det, han gør, om han er ren og ret hans Færd.

20:12b.PRO.020.012 Øret, der hører, og Øjet, der ser, HERREN skabte dem begge.

20:13b.PRO.020.013 Elsk ikke Søvn, at du ej bliver fattig, luk Øjnene op og bliv mæt.

20:14b.PRO.020.014 Køberen siger: "Usselt, usselt!" men skryder af Handelen, når han går bort.

20:15b.PRO.020.015 Har man end Guld og Perler i Mængde, kosteligst Smykke er Kundskabslæber.

20:16b.PRO.020.016 Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes Skyld!

20:17b.PRO.020.017 Sødt smager Løgnens Brød, bagefter fyldes Munden med Grus.

20:18b.PRO.020.018 Planer, der lægges ved Rådslagning, lykkes; før Krig efter modent Overlæg!

20:19b.PRO.020.019 Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, hav ej med en åbenmundet at gøre!

20:20b.PRO.020.020 Den, der bander Fader og Moder, i Bælgmørke går hans Lampe ud.

20:21b.PRO.020.021 Først haster man efter en Arv, men til sidst velsignes den ikke.

20:22b.PRO.020.022 Sig ikke: "Ondt vil jeg gengælde!" Bi på HERREN, så hjælper han dig.

20:23b.PRO.020.023 To Slags Lodder er HERREN en Gru, det er ikke godt, at Vægten er falsk.

20:24b.PRO.020.024 Fra HERREN er Mands Fjed, hvor kan et Menneske fatte sin Skæbne!

20:25b.PRO.020.025 Det er farligt at sige tankeløst: "Helligt!" og først efter Løftet tænke sig om.

20:26b.PRO.020.026 Viis Konge sigter de gudløse, lader Tærskehjul gå over dem.

20:27b.PRO.020.027 Menneskets Ånd er en HERRENs Lampe, den ransager alle hans indres Kamre.

20:28b.PRO.020.028 Godhed og Troskab vogter Kongen, han støtter sin Trone ved Retfærd.

20:29b.PRO.020.029 Unges Stolthed er deres Styrke, gamles Smykke er grånet Hår.

20:30b.PRO.020.030 Blodige Strimer renser den onde og Hug hans Indres Kamre.

21

21:1b.PRO.021.001 En Konges hjerte er Bække i HERRENs hånd, han leder det hen, hvor han vil.

21:2b.PRO.021.002 En Mand holder al sin Færd for ret, men HERREN vejer Hjerter.

21:3b.PRO.021.003 At øve Ret og Skel er mere værd for HERREN end Offer.

21:4b.PRO.021.004 Hovmodige Øjne, et opblæst Hjerte, selv gudløses Nyjord er Synd.

21:5b.PRO.021.005 Kun Overflod bringer den flittiges Råd, hver, som har Hastværk, får kun Tab.

21:6b.PRO.021.006 At skabe sig Rigdom ved Løgnetunge er Jag efter Vind i Dødens Snarer.

21:7b.PRO.021.007 Gudløses Voldsfærd bortriver dem selv, thi de vægrer sig ved at øve Ret.

21:8b.PRO.021.008 Skyldtynget Mand går Krogveje, den renes Gerning er ligetil.

21:9b.PRO.021.009 Hellere bo i en Krog på Taget end fælles Hus med frættekær Kvinde.

21:10b.PRO.021.010 Den gudløses Sjæl har Lyst til ondt, hans Øjne ynker ikke hans Næste.

21:11b.PRO.021.011 Må Spotter bøde, bliver tankeløs klog, har Vismand Fremgang, da vinder han kundskab.

21:12b.PRO.021.012 Den Retfærdige har Øje med den gudløses Hus, han styrter gudløse Folk i Ulykke.

21:13b.PRO.021.013 Hvo Øret lukker for Småmands Skrig, skal råbe selv og ikke få Svar.

21:14b.PRO.021.014 Lønlig Gave mildner Vrede, Stikpenge i Brystfolden voldsom Harme.

21:15b.PRO.021.015 Rettens Gænge er den retfærdiges Glæde, men Udådsmændenes Rædsel.

21:16b.PRO.021.016 Den, der farer vild fra Kløgtens Vej, skal havne i Skyggers Forsamling.

21:17b.PRO.021.017 Lyst til Morskab fører i Trang, Lyst til Olie og Vin gør ej rig.

21:18b.PRO.021.018 Den gudløse bliver Løsepenge for den retfærdige, den troløse kommer i retsindiges Sted.

21:19b.PRO.021.019 Hellere bo i et Ørkenland end hos en trættekær, arrig Kvinde.

21:20b.PRO.021.020 I den vises Bolig er kostelig Skat og Olie, en Tåbe af et Menneske øder det.

21:21b.PRO.021.021 Den, der higer efter Retfærd og Godhed vinder sig Liv og Ære.

21:22b.PRO.021.022 Vismand stormer Heltes By og styrter Værnet, den stolede på.

21:23b.PRO.021.023 Den, der vogter sin Mund og sin Tunge, vogter sit Liv for Trængsler. -

21:24b.PRO.021.024 Den opblæste stolte kaldes en Spotter, han handler frækt i Hovmod.

21:25b.PRO.021.025 Den lades Attrå bliver hans Død, thi hans Hænder vil intet bestille.

21:26b.PRO.021.026 Ugerningsmand er stadig i Trang, den retfærdige giver uden at spare.

21:27b.PRO.021.027 Vederstyggeligt er de gudløses Offer, især når det ofres for Skændselsdåd.

21:28b.PRO.021.028 Løgnagtigt Vidne går under, Mand, som vil høre, kan tale fremdeles.

21:29b.PRO.021.029 Den gudløse optræder frækt, den retsindige overtænker sin Vej.

21:30b.PRO.021.030 Visdom er intet, Indsigt er intet, Råd er intet over for HERREN.

21:31b.PRO.021.031 Hest holdes rede til Stridens Dag, men Sejren er HERRENs Sag.

22

22:1b.PRO.022.001 Hellere godt Navn end megen rigdom, Yndest er bedre end Sølv og Guld

22:2b.PRO.022.002 Rig og fattig mødes, HERREN har skabt dem begge.

22:3b.PRO.022.003 Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder.

22:4b.PRO.022.004 Lønnen for Ydmyghed og HERRENs Frygt er Rigdom, Ære og Liv.

22:5b.PRO.022.005 På den svigefuldes Vej er der Torne og Snarer; vil man vogte sin Sjæl, må man holde sig fra dem.

22:6b.PRO.022.006 Væn Drengen til den Vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.

22:7b.PRO.022.007 Over Fattigfolk råder den rige, Låntager bliver Långivers Træl.

22:8b.PRO.022.008 Hvo Uret sår, vil høste Fortræd, hans Vredes Ris skal slå ham selv.

22:9b.PRO.022.009 Den vennesæle velsignes, thi han deler sit Brød med den ringe.

22:10b.PRO.022.010 Driv Spotteren ud, så går Trætten med, og Hiv og Smæden får Ende.

22:11b.PRO.022.011 HERREN elsker den rene af Hjertet; med Ynde på Læben er man Kongens Ven.

22:12b.PRO.022.012 HERRENs Øjne agter på Kundskab, men han kuldkaster troløses Ord.

22:13b.PRO.022.013 Den lade siger: "En Løve på Gaden! Jeg kan let blive revet ihjel på Torvet."

22:14b.PRO.022.014 Fremmed Kvindes Mund er en bundløs Grav, den, HERREN er vred på, falder deri.

22:15b.PRO.022.015 Dårskab er knyttet til Ynglingens Hjerte, Tugtens Ris skal tjerne den fra ham.

22:16b.PRO.022.016 Vold mod den ringe øger hans Eje, Gave til Rigmand gør ham kun fattig. -

22:17b.PRO.022.017 Bøj Øret og hør de vises Ord, vend Hjertet til og kend deres Liflighed!

22:18b.PRO.022.018 Vogter du dem i dit Indre, er de alle rede på Læben.

22:19b.PRO.022.019 For at din Lid skal stå til HERREN, lærer jeg dig i Dag.

22:20b.PRO.022.020 Alt i Går optegned jeg til dig, alt i Forgårs Råd og Kundskab

22:21b.PRO.022.021 for at lære dig rammende Sandhedsord, at du kan svare sandt, når du spørges.

22:22b.PRO.022.022 Røv ej fra den ringe, fordi han er ringe, knus ikke den arme i Porten:

22:23b.PRO.022.023 thi HERREN fører deres Sag og raner deres Ransmænds Liv.

22:24b.PRO.022.024 Vær ej Ven med den, der let bliver hidsig, omgås ikke vredladen Mand,

22:25b.PRO.022.025 at du ikke skal lære hans Stier og hente en Snare for din Sjæl.

22:26b.PRO.022.026 Hør ikke til dem, der giver Håndslag, dem, som borger for Gæld!

22:27b.PRO.022.027 Såfremt du ej kan betale, tager man Sengen, du ligger i.

22:28b.PRO.022.028 Flyt ej ældgamle Skel, dem, dine Fædre satte.

22:29b.PRO.022.029 Ser du en Mand, som er snar til sin Gerning, da skal han stedes for Konger, ikke for Folk af ringe Stand.

23

23:1b.PRO.023.001 Når du sidder til bords hos en Stormand, mærk dig da nøje, hvem du har for dig,

23:2b.PRO.023.002 og sæt dig en Kniv på Struben, i Fald du er alt for sulten.

23:3b.PRO.023.003 Attrå ikke hans lækre Retter, thi det er svigefuld kost.

23:4b.PRO.023.004 Slid dig ikke op for at vinde dig Rigdom, brug ej din Forstand dertil!

23:5b.PRO.023.005 Skal dit Blik flyve efter den uden at finde den? Visselig gør den sig Vinger som Ørnen, der flyver mod Himlen.

23:6b.PRO.023.006 Spis ej den misundeliges Brød, attrå ikke hans lækre Retter;

23:7b.PRO.023.007 thi han sidder med karrige Tanker; han siger til dig: "Spis og drik!" men hans Hjerte er ikke med dig.

23:8b.PRO.023.008 Den Bid, du har spist, må du udspy, du spilder dine fagre Ord.

23:9b.PRO.023.009 Tal ikke for Tåbens Ører, thi din kloge Tale agter han ringe.

23:10b.PRO.023.010 Flyt ej ældgamle Skel, kom ikke på faderløses Mark;

23:11b.PRO.023.011 thi deres Løser er stærk, han fører deres Sag imod dig.

23:12b.PRO.023.012 Vend dit Hjerte til Tugt, dit Øre til Kundskabs Ord.

23:13b.PRO.023.013 Spar ej Drengen for Tugt; når du slår ham med Riset, undgår han Døden;

23:14b.PRO.023.014 du slår ham vel med Riset, men redder hans Liv fra Dødsriget.

23:15b.PRO.023.015 Min Søn, er dit Hjerte viist, så glæder mit Hjerte sig også,

23:16b.PRO.023.016 og mine Nyrer jubler, når dine Læber taler, hvad ret er!

23:17b.PRO.023.017 Dit Hjerte være ikke skinsygt på Syndere, men stadig ivrigt i HERRENs Frygt;

23:18b.PRO.023.018 en Fremtid har du visselig da, dit Håb bliver ikke til intet.

23:19b.PRO.023.019 Hør, min Søn, og bliv viis, lad dit Hjerte gå den lige Vej.

23:20b.PRO.023.020 Hør ikke til dem, der svælger i Vin, eller dem, der frådser i Kød;

23:21b.PRO.023.021 thi Dranker og Frådser forarmes, Søvn giver lasede Klæder.

23:22b.PRO.023.022 Hør din Fader, som avlede dig, ringeagt ikke din gamle Moder!

23:23b.PRO.023.023 Køb Sandhed og sælg den ikke, Visdom, Tugt og Forstand.

23:24b.PRO.023.024 Den retfærdiges Fader jubler; har man avlet en Vismand, glædes man ved ham;

23:25b.PRO.023.025 din Fader og Moder glæde sig, hun, der fødte dig, juble!

23:26b.PRO.023.026 Giv mig dit Hjerte, min Søn, og lad dine Øjne synes om mine Veje!

23:27b.PRO.023.027 Thi en bundløs Grav er Skøgen, den fremmede Kvinde, en snæver Brønd;

23:28b.PRO.023.028 ja, som en Stimand ligger hun på Lur og øger de troløses Tal blandt Mennesker.

23:29b.PRO.023.029 Hvem har Ak, og hvem har Ve, hvem har Kiv, og hvem har Klage? Hvem har Sår uden Grund, hvem har sløve Øjne?

23:30b.PRO.023.030 De, som sidder sent over Vinen, som kommer for at smage den stærke Drik.

23:31b.PRO.023.031 Se ikke til Vinen, hvor rød den er, hvorledes den perler i Bægeret; den glider så glat,

23:32b.PRO.023.032 men bider til sidst som en Slange og spyr sin Gift som en Øgle;

23:33b.PRO.023.033 dine Øjne skuer de sælsomste Ting, og bagvendt taler dit Hjerte;

23:34b.PRO.023.034 du har det, som lå du midt i Havet, som lå du oppe på en Mastetop.

23:35b.PRO.023.035 "De slog mig, jeg følte ej Smerte, gav mig Hug, jeg mærked det ikke; når engang jeg vågner igen, så søger jeg atter til Vinen!"

24

24:1b.PRO.024.001 Misund ej onde Folk, hav ikke lyst til at være med dem;

24:2b.PRO.024.002 thi deres Hjerte pønser på Vold, deres Læbers Ord volder Men.

24:3b.PRO.024.003 Ved Visdom bygges et Hus, ved Indsigt holdes det oppe,

24:4b.PRO.024.004 ved Kundskab fyldes kamrene med alskens kosteligt, herligt Gods.

24:5b.PRO.024.005 Vismand er større end Kæmpe, kyndig Mand mer end Kraftkarl.

24:6b.PRO.024.006 Thi Krig skal du føre efter modent Overlæg, vel står det til, hvor mange giver Råd.

24:7b.PRO.024.007 Visdom er Dåren for høj, han åbner ej Munden i Porten.

24:8b.PRO.024.008 Den, der har ondt i Sinde, kaldes en rænkefuld Mand.

24:9b.PRO.024.009 Hvad en Dåre har for, er Synd, en Spotter er Folk en Gru.

24:10b.PRO.024.010 Taber du Modet på Trængslens Dag, da er din Kraft kun ringe.

24:11b.PRO.024.011 Frels dem, der slæbes til Døden, red dem, der vakler hen for at dræbes.

24:12b.PRO.024.012 Siger du: "Se, jeg vidste det ikke" - mon ej han, der vejer Hjerter, kan skønne? Han, der tager Vare på din Sjæl, han ved det, han gengælder Mennesker, hvad de har gjort.

24:13b.PRO.024.013 Spis Honning, min Søn, det er godt, og Kubens Saft er sød for din Gane;

24:14b.PRO.024.014 vid, at så er og Visdom for Sjælen! Når du finder den, har du en Fremtid, dit Håb bliver ikke til intet.

24:15b.PRO.024.015 Lur ej på den retfærdiges Bolig, du gudløse, ødelæg ikke hans Hjem;

24:16b.PRO.024.016 thi syv Gange falder en retfærdig og står op, men gudløse styrter i Fordærv.

24:17b.PRO.024.017 Falder din Fjende, så glæd dig ikke, snubler han, juble dit Hjerte ikke,

24:18b.PRO.024.018 at ikke HERREN skal se det med Mishag og vende sin Vrede fra ham.

24:19b.PRO.024.019 Græm dig ej over Ugerningsmænd, misund ikke de gudløse;

24:20b.PRO.024.020 thi den onde har ingen Fremtid, gudløses Lampe går ud.

24:21b.PRO.024.021 Frygt HERREN og Kongen, min Søn, indlad dig ikke med Folk, som gør Oprør;

24:22b.PRO.024.022 thi brat kommer Ulykke fra dem, uventet Fordærv fra begge.

24:23b.PRO.024.023 Også følgende Ordsprog er af vise Mænd. Partiskhed i Retten er ilde.

24:24b.PRO.024.024 Mod den, som kender en skyldig fri, er Folkeslags Banden, Folkefærds Vrede;

24:25b.PRO.024.025 men dem, der dømmer med Ret, går det vel, dem kommer Lykkens Velsignelse over.

24:26b.PRO.024.026 Et Kys på Læberne giver den, som kommer med ærligt Svar.

24:27b.PRO.024.027 Fuldfør din Gerning udendørs, gør dig færdig ude på Marken og byg dig siden et Hus!

24:28b.PRO.024.028 Vidn ikke falsk mod din Næste, vær ikke letsindig med dine Læber;

24:29b.PRO.024.029 sig ikke: "Jeg gør mod ham, som han gjorde mod mig, jeg gengælder hver hans Gerning."

24:30b.PRO.024.030 Jeg kom forbi en lad Mands Mark og et uforstandigt Menneskes Vingård;

24:31b.PRO.024.031 se, den var overgroet af Tidsler, ganske skjult af Nælder; Stendiget om den lå nedbrudt.

24:32b.PRO.024.032 Jeg skued og skrev mig det bag Øre, jeg så og tog Lære deraf:

24:33b.PRO.024.033 Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile med samlagte Hænder:

24:34b.PRO.024.034 Som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang som en skjoldvæbnet Mand.

25

25:1b.PRO.025.001 Følglende er også ordsprog af SALOMO, som Kong Ezekias af Judas Mænd samlede.

25:2b.PRO.025.002 Guds Ære er det at skjule en Sag, Kongers Ære at granske en Sag.

25:3b.PRO.025.003 Himlens Højde og Jordens Dybde og Kongers Hjerte kan ingen granske.

25:4b.PRO.025.004 Når Slagger fjernes fra Sølv, så bliver det hele lutret;

25:5b.PRO.025.005 når gudløse fjernes fra Kongen, grundfæstes hans Trone ved Retfærd.

25:6b.PRO.025.006 Bryst dig ikke for Kongen og stil dig ikke på de stores Plads;

25:7b.PRO.025.007 det er bedre, du får Bud: "Kom heropl" end man flytter dig ned for en Stormands Øjne. Hvad end dine Øjne har set,

25:8b.PRO.025.008 skrid ikke til Trætte straks; thi hvad vil du siden gøre, når din Næste gør dig til Skamme?

25:9b.PRO.025.009 Før Sagen med din Næste til Ende, men røb ej Andenmands Hemmelighed

25:10b.PRO.025.010 thi ellers vil den, der bører det, smæde dig og dit onde Rygte aldrig dø hen.

25:11b.PRO.025.011 Æbler af Guld i Skåle af Sølv er Ord, som tales i rette Tid.

25:12b.PRO.025.012 En Guldring, et gyldent Smykke er revsende Vismand for lyttende Øre.

25:13b.PRO.025.013 Som kølende Sne en Dag i Høst er pålideligt Bud for dem, der sender ham; han kvæger sin Herres Sjæl.

25:14b.PRO.025.014 Som Skyer og Blæst uden Regn er en Mand, der skryder med skrømtet Gavmildhed.

25:15b.PRO.025.015 Ved Tålmod overtales en Dommer, mild Tunge sønderbryder Ben.

25:16b.PRO.025.016 Finder du Honning, så spis til Behov, at du ikke bliver mæt og igen spyr den ud.

25:17b.PRO.025.017 Sæt sjældent din Fod i din Næstes Hus, at han ej får for meget af dig og ledes.

25:18b.PRO.025.018 Som Stridsøkse, Sværd og hvassen Pil er den, der vidner falsk mod sin Næste.

25:19b.PRO.025.019 Som ormstukken Tand og vaklende Fod er troløs Mand på Trængselens Dag.

25:20b.PRO.025.020 Som at lægge Frakken, når det er Frost, og hælde surt over Natron, så er det at synge for mismodig Mand.

25:21b.PRO.025.021 Sulter din Fjende, så giv ham at spise, tørster han, giv ham at drikke;

25:22b.PRO.025.022 da sanker du gloende Kul på hans Hoved, og HERREN lønner dig for det.

25:23b.PRO.025.023 Nordenvind fremkalder Regn, bagtalende Tunge vrede Miner.

25:24b.PRO.025.024 Hellere bo i en Krog på Taget end fælles Hus med trættekær Kvinde.

25:25b.PRO.025.025 Hvad koldt Vand er for en vansmægtet Sjæl, er Glædesbud fra et Land i det fjerne.

25:26b.PRO.025.026 Som grumset Kilde og ødelagt Væld er retfærdig, der vakler i gudløses Påsyn.

25:27b.PRO.025.027 Ej godt at spise for megen Honning, spar på hædrende Ord.

25:28b.PRO.025.028 Som åben By uden Mur er en Mand, der ikke kan styre sit Sind.

26

26:1b.PRO.026.001 Som Sne om Somren og Regn Høsten så lidt hører Ære sig til for en Tåbe.

26:2b.PRO.026.002 Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt så rammer ej Banden mod sagesløs Mand.

26:3b.PRO.026.003 Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Tåbers Ryg.

26:4b.PRO.026.004 Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at ikke du selv skal blive som han.

26:5b.PRO.026.005 Svar Tåben efter hans Dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis.

26:6b.PRO.026.006 Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Tåbe.

26:7b.PRO.026.007 Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Tåbers Mund.

26:8b.PRO.026.008 Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Tåbe.

26:9b.PRO.026.009 Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Tåbers Mund.

26:10b.PRO.026.010 Som en Skytte, der sårer enhver, som kommer, er den, der lejer en Tåbe og en drukken.

26:11b.PRO.026.011 Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Tåbe, der gentager Dårskab.

26:12b.PRO.026.012 Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Tåbe er der mere Håb end for ham.

26:13b.PRO.026.013 Den lade siger: "Et Rovdyr på Vejen, en Løve ude på Torvene!"

26:14b.PRO.026.014 Døren drejer sig på sit Hængsel, den lade på sit Leje.

26:15b.PRO.026.015 Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Hånden til Munden.

26:16b.PRO.026.016 Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.

26:17b.PRO.026.017 Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.

26:18b.PRO.026.018 Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død,

26:19b.PRO.026.019 er den, der sviger sin Næste og siger: "Jeg spøger jo kun."

26:20b.PRO.026.020 Er der intet Brænde, går Ilden ud, er der ingen Bagtaler, stilles Trætte.

26:21b.PRO.026.021 Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at optænde Kiv.

26:22b.PRO.026.022 Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Legemets Kamre.

26:23b.PRO.026.023 Som Sølvovertræk på et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte Læber.

26:24b.PRO.026.024 Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;

26:25b.PRO.026.025 gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru.

26:26b.PRO.026.026 Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling.

26:27b.PRO.026.027 I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv.

26:28b.PRO.026.028 Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald.

27

27:1b.PRO.027.001 Ros dig ikke af Dagen i Morgen, du ved jo ikke, hvad Dag kan bringe.

27:2b.PRO.027.002 Lad en anden rose dig, ikke din Mund, en fremmed, ikke dine egne Læber.

27:3b.PRO.027.003 Sten er tung, og Sand vejer til, men tung fremfor begge er Dårers Galde.

27:4b.PRO.027.004 Vrede er grum, og Harme skummer, men Skinsyge, hvo kan stå for den?

27:5b.PRO.027.005 Hellere åbenlys Revselse end Kærlighed, der skjules.

27:6b.PRO.027.006 Vennehånds Hug er ærligt mente, Avindsmands Kys er mange.

27:7b.PRO.027.007 Den mætte vrager Honning, alt beskt er sødt for den sultne.

27:8b.PRO.027.008 Som Fugl, der må fly fra sin Rede, er Mand, der må fly fra sit Hjem:

27:9b.PRO.027.009 Olie og Røgelse fryder Sindet, men Sjælen sønderslides af Kummer.

27:10b.PRO.027.010 Slip ikke din Ven og din Faders Ven, gå ej til din Broders Hus på din Ulykkes Dag. Bedre er Nabo ved Hånden end Broder i det fjerne.

27:11b.PRO.027.011 Vær viis, min Søn, og glæd mit Hjerte, at jeg kan svare den, der smæder mig.

27:12b.PRO.027.012 Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder,

27:13b.PRO.027.013 Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes Skyld!

27:14b.PRO.027.014 Den, som årle højlydt velsigner sin Næste, han får det regnet for Banden.

27:15b.PRO.027.015 Ustandseligt Tagdryp en Regnvejrsdag og trættekær Kvinde ligner hinanden;

27:16b.PRO.027.016 den, som vil skjule hende, skjuler Vind, og hans højre griber i Olie.

27:17b.PRO.027.017 Jern skærpes med Jern, det ene Menneske skærper det andet.

27:18b.PRO.027.018 Røgter man et Figentræ, spiser man dets Frugt; den, der vogter sin Herre, æres.

27:19b.PRO.027.019 Som i Vandspejlet Ansigt møder Ansigt, slår Menneskehjerte Menneske i Møde.

27:20b.PRO.027.020 Dødsrige og Afgrund kan ikke mættes, ej heller kan Menneskens Øjne mættes.

27:21b.PRO.027.021 Digel til Sølv og Ovn til Guld, efter sit Ry bedømmes en Mand.

27:22b.PRO.027.022 Om du knuste en Dåre i Morter med Støder midt imellem Gryn, hans Dårskab veg dog ej fra ham.

27:23b.PRO.027.023 Mærk dig, hvorledes dit Småkvæg ser ud, hav Omhu for dine Hjorde;

27:24b.PRO.027.024 thi Velstand varer ej evigt, Rigdom ikke fra Slægt til Slægt;

27:25b.PRO.027.025 er Sommergræsset svundet, Grønt spiret frem, og sankes Bjergenes Urter,

27:26b.PRO.027.026 da har du Lam til at give dig Klæder og Bukke til at købe en Mark,

27:27b.PRO.027.027 Gedemælk til Mad for dig og dit Hus, til Livets Ophold for dine Piger.

28

28:1b.PRO.028.001 Den gudløse flyr, skønt ingen er efter ham; tryg som en Løve er den retfærdige.

28:2b.PRO.028.002 Ved Voldsmands Brøde opstår Strid, den kvæles af Mand med Forstand.

28:3b.PRO.028.003 En fattig Tyran, der kuer de ringe, er Regn, der hærger og ej giver Brød.

28:4b.PRO.028.004 Hvo Loven sviger, roser de gudløse, hvo Loven holder, er på Krigsfod med dem.

28:5b.PRO.028.005 Ildesindede fatter ej Ret; alt fatter de, som søger HERREN.

28:6b.PRO.028.006 Hellere en fattig med lydefri Færd end en, som går Krogveje, er han end rig.

28:7b.PRO.028.007 Forstandig Søn tager Vare på Loven, men Drankeres Fælle gør sin Fader Skam.

28:8b.PRO.028.008 Hvo Velstand øger ved Åger og Opgæld, samler til en, som er mild mod de ringe.

28:9b.PRO.028.009 Den, der vender sit Øre fra Loven, endog hans Bøn er en Gru.

28:10b.PRO.028.010 Leder man retsindige vild på onde Veje, falder man selv i sin Grav; men de lydefri arver Lykke.

28:11b.PRO.028.011 Rigmand tykkes sig viis, forstandig Småmand gennemskuer ham.

28:12b.PRO.028.012 Når retfærdige jubler, er Herligheden stor, vinder gudløse frem, skal man lede efter Folk.

28:13b.PRO.028.013 At dølge sin Synd fører ikke til Held, men bekendes og slippes den, finder man Nåde.

28:14b.PRO.028.014 Saligt det Menneske, som altid ængstes, men forhærder man sit Hjerte, falder man i Ulykke.

28:15b.PRO.028.015 En brølende Løve, en grådig Bjørn er en gudløs, som styrer et ringe Folk.

28:16b.PRO.028.016 Uforstandig Fyrste øver megen Vold, langt Liv får den, der hader Rov.

28:17b.PRO.028.017 Et Menneske, der tynges af Blodskyld, er på Flugt til sin Grav; man hjælpe ham ikke.

28:18b.PRO.028.018 Den, som vandrer lydefrit, frelses, men den, som går Krogveje, falder i Graven.

28:19b.PRO.028.019 Den mættes med brød, som dyrker sin Jord, med Fattigdom den, der jager efter Tomhed.

28:20b.PRO.028.020 Ærlig Mand velsignes rigt, men Jag efter Rigdom undgår ej Straf.

28:21b.PRO.028.021 At være partisk er ikke godt, en Mand kan forse sig for en Bid Brød.

28:22b.PRO.028.022 Misundelig Mand vil i Hast vinde Gods; at Trang kommer over ham, ved han ikke.

28:23b.PRO.028.023 Den, der revser, får Tak til sidst fremfor den, hvis Tunge er slesk.

28:24b.PRO.028.024 Stjæle fra Forældre og nægte, at det, er Synd, er at være Fælle med hærgende Mand.

28:25b.PRO.028.025 Den vindesyge vækker Splid, men den, der stoler på HERREN, kvæges.

28:26b.PRO.028.026 Den, der stoler på sit Vid, er en Tåbe, men den, der vandrer i Visdom, reddes.

28:27b.PRO.028.027 Hvo Fattigmand giver, skal intet fattes, men mangefold bandes, hvo Øjnene lukker.

28:28b.PRO.028.028 Vinder gudløse frem, kryber Folk i Skjul; når de omkommer, bliver de retfærdige mange.

29

29:1b.PRO.029.001 Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom.

29:2b.PRO.029.002 Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse, sukker Folket.

29:3b.PRO.029.003 Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås, bortødsler Gods.

29:4b.PRO.029.004 Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde.

29:5b.PRO.029.005 Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod.

29:6b.PRO.029.006 I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde.

29:7b.PRO.029.007 Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet.

29:8b.PRO.029.008 Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede.

29:9b.PRO.029.009 Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af.

29:10b.PRO.029.010 De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham.

29:11b.PRO.029.011 En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider.

29:12b.PRO.029.012 En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får lufter gudløse Tjenere.

29:13b.PRO.029.013 Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver begges Øjne Glans.

29:14b.PRO.029.014 En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast evindelig.

29:15b.PRO.029.015 Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam.

29:16b.PRO.029.016 Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd deres Fald.

29:17b.PRO.029.017 Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager.

29:18b.PRO.029.018 Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven.

29:19b.PRO.029.019 Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke.

29:20b.PRO.029.020 Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Tåbe er der snarere Håb end for ham.

29:21b.PRO.029.021 Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre.

29:22b.PRO.029.022 Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd.

29:23b.PRO.029.023 Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår Ære.

29:24b.PRO.029.024 Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet.

29:25b.PRO.029.025 Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler på HERREN, er bjærget.

29:26b.PRO.029.026 Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra HERREN.

29:27b.PRO.029.027 Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt vandrer, gudløses Gru.

30

30:1b.PRO.030.001 Massaiten Agur, Jakes Søns ord. Manden siger: Træt har jeg slidt mig, Gud, træt har jeg slidt mig, Gud, jeg svandt hen;

30:2b.PRO.030.002 thi jeg er for dum til at regnes for Mand, Mands Vid er ikke i mig;

30:3b.PRO.030.003 Visdom lærte jeg ej, den Hellige lærte jeg ikke at kende.

30:4b.PRO.030.004 Hvo opsteg til Himlen og nedsteg igen, hvo samlede Vinden i sine Næver, hvo bandt Vandet i et Klæde, hvo greb fat om den vide Jord? Hvad er hans Navn og hans Søns Navn? Du kender det jo.

30:5b.PRO.030.005 Al Guds Tale er ren, han er Skjold for dem, der lider på ham.

30:6b.PRO.030.006 Læg intet til hans Ord, at han ikke skal stemple dig som Løgner.

30:7b.PRO.030.007 Tvende Ting har jeg bedet dig om, nægt mig dem ej, før jeg dør:

30:8b.PRO.030.008 Hold Svig og Løgneord fra mig: giv mig hverken Armod eller Rigdom, men lad mig nyde mit tilmålte Brød,

30:9b.PRO.030.009 at jeg ikke skal blive for mæt og fornægte og sige: "Hvo er HERREN?" eller blive for fattig og stjæle og volde min Guds Navn Men.

30:10b.PRO.030.010 Bagtal ikke en Træl for hans Herre, at han ikke forbander dig, så du må bøde.

30:11b.PRO.030.011 Der findes en Slægt, som forbander sin Fader og ikke velsigner sin Moder,

30:12b.PRO.030.012 en Slægt, der tykkes sig ren og dog ej har tvættet Snavset af sig,

30:13b.PRO.030.013 en Slægt med de stolteste Øjne, hvis Blikke er fulde af Hovmod.

30:14b.PRO.030.014 en Slægt, hvis Tænder er Sværd hvis Kæber er skarpe Knive, så de æder de arme ud af Landet, de fattige ud af Menneskers Samfund.

30:15b.PRO.030.015 Blodiglen har to Døtre: Givhid, Givhid! Der er tre, som ikke kan mættes, fire, som aldrig får nok:

30:16b.PRO.030.016 Dødsriget og det golde Moderliv, Jorden, som aldrig mættes af Vand, og Ilden, som aldrig får nok.

30:17b.PRO.030.017 Den, som håner sin Fader og spotter sin gamle Moder, hans Øje udhakker Bækkens Ravne, Ørneunger får det til Æde.

30:18b.PRO.030.018 Tre Ting undres jeg over, fire fatter jeg ikke:

30:19b.PRO.030.019 Ørnens Vej på Himlen, Slangens Vej på Klipper, Skibets Vej på Havet, Mandens Vej til den unge Kvinde.

30:20b.PRO.030.020 Så er en Ægteskabsbryderskes Færd: Hun spiser og tørrer sig om Munden og siger: "Jeg har ikke gjort noget ondt!"

30:21b.PRO.030.021 Under tre Ting skælver et Land, fire kan det ikke bære:

30:22b.PRO.030.022 En Træl, når han gøres til Konge, en Nidding, når han spiser sig mæt,

30:23b.PRO.030.023 en bortstødt Hustru, når hun bliver gift, en Trælkvinde, når hun arver sin Frue.

30:24b.PRO.030.024 Fire på Jorden er små, visere dog end Vismænd:

30:25b.PRO.030.025 Myrerne, de er et Folk uden Styrke, samler dog Føde om Somren;

30:26b.PRO.030.026 Klippegrævlinger, et Folk uden Magt, bygger dog Bolig i Klipper;

30:27b.PRO.030.027 Græshopper, de har ej Konge, drager dog ud i Rad og Række;

30:28b.PRO.030.028 Firbenet, det kan man gribe med Hænder, er dog i Kongers Paladser.

30:29b.PRO.030.029 Tre skrider stateligt frem, fire har statelig Gang:

30:30b.PRO.030.030 Løven, Kongen blandt Dyrene, som ikke viger for nogen;

30:31b.PRO.030.031 en sadlet Stridshest, en Buk, en Konge midt i sin Hær.

30:32b.PRO.030.032 Har du handlet som Dåre i Overmod, tænker du ondt, da Hånd for Mund!

30:33b.PRO.030.033 \30:32\Thi Tryk på Mælk giver Ost, Tryk på Næsen Blod og Tryk på Vrede Trætte.

31

31:1b.PRO.031.001 Kong Lemuel af Massas Ord; som hans Moder tugtede ham med.

31:2b.PRO.031.002 Hvad, Lemuel, min Søn, min førstefødte, hvad skal jeg sige dig, hvad, mit Moderlivs Søn, hvad, mine Løfters Søn?

31:3b.PRO.031.003 Giv ikke din Kraft til Kvinder, din Kærlighed til dem, der ødelægger Konger.

31:4b.PRO.031.004 Det klæder ej Konger, Lemuel, det klæder ej Konger at drikke Vin eller Fyrster at kræve stærke Drikke,

31:5b.PRO.031.005 at de ikke skal drikke og glemme Vedtægt og bøje Retten for alle arme.

31:6b.PRO.031.006 Giv den segnende stærke Drikke, og giv den mismodige Vin;

31:7b.PRO.031.007 lad ham drikke og glemme sin Fattigdom, ej mer ihukomme sin Møje.

31:8b.PRO.031.008 Luk Munden op for den stumme, for alle lidendes Sag;

31:9b.PRO.031.009 luk Munden op og døm retfærdigt, skaf den arme og fattige Ret!

31:10b.PRO.031.010 Hvo finder en duelig Hustru? Hendes Værd står langt over Perlers.

31:11b.PRO.031.011 Hendes Husbonds Hjerte stoler på hende, på Vinding skorter det ikke.

31:12b.PRO.031.012 Hun gør ham godt og intet ondt alle sine Levedage.

31:13b.PRO.031.013 Hun sørger for Uld og Hør, hun bruger sine Hænder med Lyst.

31:14b.PRO.031.014 Hun er som en Købmands Skibe, sin Føde henter hun langvejs fra.

31:15b.PRO.031.015 Endnu før Dag står hun op og giver Huset Mad, sine Piger deres tilmålte Del.

31:16b.PRO.031.016 Hun tænker på en Mark og får den, hun planter en Vingård, for hvad hun har tjent.

31:17b.PRO.031.017 Hun bælter sin Hofte med Kraft, lægger Styrke i sine Arme.

31:18b.PRO.031.018 Hun skønner, hendes Husholdning lykkes, hendes Lampe går ikke ud om Natten.

31:19b.PRO.031.019 Hun rækker sine Hænder mod Rokken, Fingrene tager om Tenen.

31:20b.PRO.031.020 Hun rækker sin Hånd til den arme, rækker Armene ud til den fattige.

31:21b.PRO.031.021 Af Sne har hun intet at frygte for sit Hus, thi hele hendes Hus er klædt i Skarlagen.

31:22b.PRO.031.022 Tæpper laver hun sig, hun er klædt i Byssus og Purpur.

31:23b.PRO.031.023 Hendes Husbond er kendt i Portene, når han sidder blandt Landets Ældste.

31:24b.PRO.031.024 Hun væver Linned til Salg og sælger Bælter til Kræmmeren.

31:25b.PRO.031.025 Klædt i Styrke og Hæder går hun Morgendagen i Møde med Smil.

31:26b.PRO.031.026 Hun åbner Munden med Visdom, med mild Vejledning på Tungen.

31:27b.PRO.031.027 Hun våger over Husets Gænge og spiser ej Ladheds Brød.

31:28b.PRO.031.028 Hendes Sønner står frem og giver hende Pris, hendes Husbond synger hendes Lov:

31:29b.PRO.031.029 "Mange duelige Kvinder findes, men du står over dem alle!"

31:30b.PRO.031.030 Ynde er Svig og Skønhed Skin; en Kvinde, som frygter HERREN, skal roses.

31:31b.PRO.031.031 Lad hende få sine Hænders Frugt, hendes Gerninger synger hendes Lov i Portene.