Job (Danish)

1

1:1b.JOB.001.001 Der levede engang i Landet Uz en mand ved Navn Job. Det var en from og retsindig Mand, der frygtede Gud og veg fra det onde.

1:2b.JOB.001.002 Syv Sønner og tre Døtre fødtes ham;

1:3b.JOB.001.003 og hans Ejendom udgjorde 7.000 Stykker Småkvæg, 3.000 Kameler, 500 Spand Okser, 500 Aseninder og såre mange Trælle, så han var mægtigere end alle Østens Sønner.

1:4b.JOB.001.004 Hans Sønner havde for Skik at holde Gæstebud på Omgang hos hverandre, og de indbød deres tre Søstre til at spise og drikke sammen med sig.

1:5b.JOB.001.005 Når så Gæstebudsdagene havde nået Omgangen rundt, sendte Job Bud og lod Sønnerne hellige sig, og tidligt om Morgenen ofrede han Brændofre, et for hver af dem. Thi Job sagde: "Måske har mine Sønner syndet og forbandet Gud i deres Hjerte." Således gjorde Job hver Gang.

1:6b.JOB.001.006 Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for HERREN, og iblandt dem kom også Satan.

1:7b.JOB.001.007 HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede HERREN: "Jeg har gennemvanket Jorden på Kryds og tværs."

1:8b.JOB.001.008 HERREN spurgte da Satan: " Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde."

1:9b.JOB.001.009 Men Satan svarede HERREN: "Mon det er for intet, Job frygter Gud?

1:10b.JOB.001.010 Har du ikke omgærdet ham og hans Hus og alt, hvad han ejer, på alle Kanter? Hans Hænders Idræt har du velsignet, og hans Hjorde breder sig i Landet.

1:11b.JOB.001.011 Men ræk engang din Hånd ud og rør ved alt, hvad han ejer! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!"

1:12b.JOB.001.012 Da sagde HERREN til Satan: "Se, alt hvad han ejer, er i din Hånd; kun mod ham selv må du ikke udrække din Hånd!" Så gik Satan bort fra HERRENs Åsyn.

1:13b.JOB.001.013 Da nu en Dag hans Sønner og Døtre spiste og drak i den ældste Broders Hus,

1:14b.JOB.001.014 kom et Sendebud til Job og sagde: "Okserne gik for Ploven, og Aseninderne græssede i Nærheden;

1:15b.JOB.001.015 så faldt Sabæerne over dem og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."

1:16b.JOB.001.016 Medens han endnu talte, kom en anden og sagde: "Guds Ild faldt ned fra Himmelen og slog ned iblandt Småkvæget og Karlene og fortærede dem; jeg alene undslap for at melde dig det."

1:17b.JOB.001.017 Medens han endnu talte, kom en tredje og sagde: "Kaldæerne kom i tre Flokke og kastede sig over Kamelerne og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."

1:18b.JOB.001.018 Medens han endnu talte, kom en fjerde og sagde: "Dine Sønner og Døtre spiste og drak i deres ældste Broders Hus;

1:19b.JOB.001.019 og se, da for der et stærkt Vejr hen over Ørkenen, og det tog i Husets fire Hjørner, så det styrtede ned over de unge Mænd, og de omkom; jeg alene undslap for at melde dig det."

1:20b.JOB.001.020 Da stod Job op, sønderrev sin Kappe, skar sit Hovedhår af og kastede sig til Jorden, tilbad

1:21b.JOB.001.021 og sagde: Nøgen kom jeg af Moders Skød, og nøgen vender jeg did tilbage. HERREN gav, og HERREN tog, HERRENs Navn være lovet!"

1:22b.JOB.001.022 I alt dette syndede Job ikke og tillagde ikke Gud noget vrangt.

2

2:1b.JOB.002.001 Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for HERREN, og iblandt dem kom også Satan og trådte frem for ham.

2:2b.JOB.002.002 HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede HERREN: "Jeg bar gennemvanket Jorden på Kryds og tværs."

2:3b.JOB.002.003 HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!"

2:4b.JOB.002.004 Men Satan svarede HERREN: "Hud for Hud! En Mand giver alt, hvad han ejer, for sit Liv!

2:5b.JOB.002.005 Men ræk engang din Hånd ud og rør ved hans Ben og Kød! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!"

2:6b.JOB.002.006 Da sagde HERREN til Satan: "Se, han er i din Hånd; kun skal du skåne hans Liv!"

2:7b.JOB.002.007 Så gik Satan bort fra HERRENs Åsyn, og han slog Job med ondartet Bylder fra Fodsål til Isse,

2:8b.JOB.002.008 Og Job tog sig et Potteskår til at skrabe sig med, medens han sad i Askedyngen.

2:9b.JOB.002.009 Da sagde hans Hustru til ham: "Holder du endnu fast ved din Fromhed? Forband Gud og dø!"

2:10b.JOB.002.010 Men han svarede hende: "Du taler som en Dåre! Skulde vi tage imod det gode fra Gud, men ikke imod det onde?" I alt dette syndede Job ikke med sine Læber.

2:11b.JOB.002.011 Da Jobs tre Venner hørte om al den Ulykke, der havde ramt ham, kom de hver fra sin Hjemstavn. Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar, og aftalte at gå hen og vise ham deres Medfølelse og trøste ham.

2:12b.JOB.002.012 Men da de i nogen Frastand så op og ikke kunde genkende ham, opløftede de deres Røst og græd, sønderrev alle tre deres Kapper og kastede Støv op over deres Hoveder.

2:13b.JOB.002.013 Så sad de på Jorden hos ham i syv Dage og syv Nætter, uden at nogen af dem mælede et Ord til ham; thi de så, at hans Lidelser var såre store.

3

3:1b.JOB.003.001 Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,

3:2b.JOB.003.002 og Job tog til Orde og sagde:

3:3b.JOB.003.003 Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!"

3:4b.JOB.003.004 Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem!

3:5b.JOB.003.005 Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!

3:6b.JOB.003.006 Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal!

3:7b.JOB.003.007 Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!

3:8b.JOB.003.008 De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan";

3:9b.JOB.003.009 dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg,

3:10b.JOB.003.010 fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!

3:11b.JOB.003.011 Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød?

3:12b.JOB.003.012 Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?

3:13b.JOB.003.013 Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred

3:14b.JOB.003.014 blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,

3:15b.JOB.003.015 blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.

3:16b.JOB.003.016 Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se!

3:17b.JOB.003.017 Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,

3:18b.JOB.003.018 alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;

3:19b.JOB.003.019 små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.

3:20b.JOB.003.020 Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,

3:21b.JOB.003.021 dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte,

3:22b.JOB.003.022 som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav

3:23b.JOB.003.023 en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?

3:24b.JOB.003.024 Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand.

3:25b.JOB.003.025 Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.

3:26b.JOB.003.026 Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro!

4

4:1b.JOB.004.001 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

4:2b.JOB.004.002 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?

4:3b.JOB.004.003 Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,

4:4b.JOB.004.004 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.

4:5b.JOB.004.005 Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!

4:6b.JOB.004.006 Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?

4:7b.JOB.004.007 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?

4:8b.JOB.004.008 Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.

4:9b.JOB.004.009 For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.

4:10b.JOB.004.010 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;

4:11b.JOB.004.011 Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.

4:12b.JOB.004.012 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken

4:13b.JOB.004.013 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;

4:14b.JOB.004.014 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;

4:15b.JOB.004.015 et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.

4:16b.JOB.004.016 Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:

4:17b.JOB.004.017 "Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?

4:18b.JOB.004.018 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,

4:19b.JOB.004.019 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!

4:20b.JOB.004.020 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.

4:21b.JOB.004.021 Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."

5

5:1b.JOB.005.001 Råb kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig?

5:2b.JOB.005.002 Thi Dårens Harme koster ham Livet, Tåbens Vrede bliver hans Død.

5:3b.JOB.005.003 Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans Bolig rådne brat;

5:4b.JOB.005.004 hans Sønner var uden Hjælp, trådtes ned i Porten, ingen reddede dem;

5:5b.JOB.005.005 sultne åd deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk.

5:6b.JOB.005.006 Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem af Jorden,

5:7b.JOB.005.007 men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.

5:8b.JOB.005.008 Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,

5:9b.JOB.005.009 som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal,

5:10b.JOB.005.010 som giver Regn på Jorden og nedsender Vand over Marken

5:11b.JOB.005.011 for at løfte de bøjede højt, så de sørgende opnår Frelse,

5:12b.JOB.005.012 han, som krydser de kloges Tanker, så de ikke virker noget, der varer,

5:13b.JOB.005.013 som fanger de vise i deres Kløgt, så de listiges Råd er forhastet;

5:14b.JOB.005.014 i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat.

5:15b.JOB.005.015 Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Hånd,

5:16b.JOB.005.016 så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.

5:17b.JOB.005.017 Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt!

5:18b.JOB.005.018 Thi han sårer, og han forbinder, han slår, og hans Hænder læger.

5:19b.JOB.005.019 Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv går Ulykken uden om dig;

5:20b.JOB.005.020 han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold;

5:21b.JOB.005.021 du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdåd kommer;

5:22b.JOB.005.022 du ler ad Voldsdåd og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde dyr;

5:23b.JOB.005.023 du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr;

5:24b.JOB.005.024 du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes;

5:25b.JOB.005.025 du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer;

5:26b.JOB.005.026 Graven når du i Ungdomskraft, som Neg føres op, når Tid er inde.

5:27b.JOB.005.027 Se, det har vi gransket, således er det; det har vi hørt, så vid også du det!

6

6:1b.JOB.006.001 Så tog Job til Orde og svarede:

6:2b.JOB.006.002 "Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den!

6:3b.JOB.006.003 Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!

6:4b.JOB.006.004 Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.

6:5b.JOB.006.005 Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder?

6:6b.JOB.006.006 Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt?

6:7b.JOB.006.007 Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.

6:8b.JOB.006.008 Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber

6:9b.JOB.006.009 vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra,

6:10b.JOB.006.010 så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.

6:11b.JOB.006.011 Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig?

6:12b.JOB.006.012 Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?

6:13b.JOB.006.013 Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.

6:14b.JOB.006.014 Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt.

6:15b.JOB.006.015 Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort,

6:16b.JOB.006.016 de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,

6:17b.JOB.006.017 men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;

6:18b.JOB.006.018 Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde;

6:19b.JOB.006.019 Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem,

6:20b.JOB.006.020 men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!

6:21b.JOB.006.021 Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk!

6:22b.JOB.006.022 Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,

6:23b.JOB.006.023 red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!"

6:24b.JOB.006.024 Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!

6:25b.JOB.006.025 Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd?

6:26b.JOB.006.026 Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr!

6:27b.JOB.006.027 Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.

6:28b.JOB.006.028 Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?

6:29b.JOB.006.029 Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret!

6:30b.JOB.006.030 Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?

7

7:1b.JOB.007.001 Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.

7:2b.JOB.007.002 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,

7:3b.JOB.007.003 så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.

7:4b.JOB.007.004 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

7:5b.JOB.007.005 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.

7:6b.JOB.007.006 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.

7:7b.JOB.007.007 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!

7:8b.JOB.007.008 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.

7:9b.JOB.007.009 Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte,

7:10b.JOB.007.010 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.

7:11b.JOB.007.011 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

7:12b.JOB.007.012 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

7:13b.JOB.007.013 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,

7:14b.JOB.007.014 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,

7:15b.JOB.007.015 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.

7:16b.JOB.007.016 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!

7:17b.JOB.007.017 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,

7:18b.JOB.007.018 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?

7:19b.JOB.007.019 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

7:20b.JOB.007.020 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

7:21b.JOB.007.021 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!

8

8:1b.JOB.008.001 Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:

8:2b.JOB.008.002 "Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?

8:3b.JOB.008.003 Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?

8:4b.JOB.008.004 Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,

8:5b.JOB.008.005 så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!

8:6b.JOB.008.006 Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig;

8:7b.JOB.008.007 din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive.

8:8b.JOB.008.008 Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!

8:9b.JOB.008.009 Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord.

8:10b.JOB.008.010 Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:

8:11b.JOB.008.011 Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?

8:12b.JOB.008.012 Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.

8:13b.JOB.008.013 Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl:

8:14b.JOB.008.014 som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;

8:15b.JOB.008.015 han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast.

8:16b.JOB.008.016 I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,

8:17b.JOB.008.017 i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;

8:18b.JOB.008.018 men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!"

8:19b.JOB.008.019 Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!

8:20b.JOB.008.020 Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd.

8:21b.JOB.008.021 End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;

8:22b.JOB.008.022 dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!

9

9:1b.JOB.009.001 Så tog Job til Orde og svarede:

9:2b.JOB.009.002 "Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?

9:3b.JOB.009.003 Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!

9:4b.JOB.009.004 Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?

9:5b.JOB.009.005 Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,

9:6b.JOB.009.006 ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;

9:7b.JOB.009.007 han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,

9:8b.JOB.009.008 han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,

9:9b.JOB.009.009 han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,

9:10b.JOB.009.010 han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!

9:11b.JOB.009.011 Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;

9:12b.JOB.009.012 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"

9:13b.JOB.009.013 Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;

9:14b.JOB.009.014 hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!

9:15b.JOB.009.015 Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!

9:16b.JOB.009.016 Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,

9:17b.JOB.009.017 han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,

9:18b.JOB.009.018 ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.

9:19b.JOB.009.019 Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!

9:20b.JOB.009.020 Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!

9:21b.JOB.009.021 Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!

9:22b.JOB.009.022 Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!

9:23b.JOB.009.023 Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;

9:24b.JOB.009.024 Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?

9:25b.JOB.009.025 Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,

9:26b.JOB.009.026 gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.

9:27b.JOB.009.027 Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"

9:28b.JOB.009.028 må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.

9:29b.JOB.009.029 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?

9:30b.JOB.009.030 Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,

9:31b.JOB.009.031 du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.

9:32b.JOB.009.032 Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;

9:33b.JOB.009.033 vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!

9:34b.JOB.009.034 Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,

9:35b.JOB.009.035 da talte jeg uden at frygte ham,, thi min Dom om mig selv er en anden!

10

10:1b.JOB.010.001 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,

10:2b.JOB.010.002 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!

10:3b.JOB.010.003 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?

10:4b.JOB.010.004 Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,

10:5b.JOB.010.005 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,

10:6b.JOB.010.006 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,

10:7b.JOB.010.007 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!

10:8b.JOB.010.008 Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!

10:9b.JOB.010.009 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!

10:10b.JOB.010.010 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,

10:11b.JOB.010.011 iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?

10:12b.JOB.010.012 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd

10:13b.JOB.010.013 og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:

10:14b.JOB.010.014 Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.

10:15b.JOB.010.015 Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.

10:16b.JOB.010.016 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;

10:17b.JOB.010.017 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!

10:18b.JOB.010.018 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;

10:19b.JOB.010.019 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.

10:20b.JOB.010.020 Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,

10:21b.JOB.010.021 før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,

10:22b.JOB.010.022 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."

11

11:1b.JOB.011.001 Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:

11:2b.JOB.011.002 "Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?

11:3b.JOB.011.003 Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?

11:4b.JOB.011.004 Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"

11:5b.JOB.011.005 Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,

11:6b.JOB.011.006 kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!

11:7b.JOB.011.007 Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?

11:8b.JOB.011.008 Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du?

11:9b.JOB.011.009 Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.

11:10b.JOB.011.010 Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?

11:11b.JOB.011.011 Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå,

11:12b.JOB.011.012 så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.

11:13b.JOB.011.013 Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,

11:14b.JOB.011.014 hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt,

11:15b.JOB.011.015 ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast,

11:16b.JOB.011.016 ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;

11:17b.JOB.011.017 dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.

11:18b.JOB.011.018 Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,

11:19b.JOB.011.019 du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.

11:20b.JOB.011.020 Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen!

12

12:1b.JOB.012.001 Så tog Job til Orde og svarede:

12:2b.JOB.012.002 "Ja, sandelig, I er de rette, med eder dør Visdommen ud!

12:3b.JOB.012.003 Også jeg har som I Forstand, står ikke tilbage for eder, hvo kender vel ikke sligt?

12:4b.JOB.012.004 Til Latter for Venner er den, der råbte til Gud og fik Svar. den retfærdige er til Latter.

12:5b.JOB.012.005 I Ulykke falder de fromme, den sorgløse spotter Faren, hans Fod står fast, mens Fristen varer.

12:6b.JOB.012.006 I Fred er Voldsmænds Telte, og trygge er de, der vækker Guds Vrede, den, der fører Gud i sin Hånd.

12:7b.JOB.012.007 Spørg dog Kvæget, det skal lære dig, Himlens Fugle, de skal oplyse dig,

12:8b.JOB.012.008 se til Jorden, den skal lære dig lad Havets Fisk fortælle dig det!

12:9b.JOB.012.009 Hvem blandt dem alle ved vel ikke, at HERRENs Hånd har skabt det;

12:10b.JOB.012.010 han holder alt levendes Sjæl i sin Hånd, alt Menneskekødets Ånd!

12:11b.JOB.012.011 Prøver ej Øret Ord, og smager ej Ganen Maden?

12:12b.JOB.012.012 Er Alderdom eet med Visdom, Dagenes Række med Indsigt?

12:13b.JOB.012.013 Hos ham er der Visdom og Vælde, hos ham er der Råd og Indsigt.

12:14b.JOB.012.014 Hvad han river ned, det bygges ej op, den, han lukker inde, kommer ej ud;

12:15b.JOB.012.015 han dæmmer for Vandet, og Tørke kommer, han slipper det løs, og det omvælter Jorden.

12:16b.JOB.012.016 Hos ham er der Kraft og Fasthed; den, der farer og fører vild, er hans Værk.

12:17b.JOB.012.017 Rådsherrer fører han nøgne bort, og Dommere gør han til Tåber;

12:18b.JOB.012.018 han løser, hvad Konger bandt, og binder dem Reb om Lænd;

12:19b.JOB.012.019 Præster fører han nøgne bort og styrter ældgamle Slægter;

12:20b.JOB.012.020 han røver de dygtige Mælet og tager de gamles Sans;

12:21b.JOB.012.021 han udøser Hån over Fyrster og løser de stærkes Bælte;

12:22b.JOB.012.022 han drager det skjulte frem af Mørket og bringer Mulmet for Lyset,

12:23b.JOB.012.023 gør Folkene store og lægger dem øde, udvider Folkeslags Grænser og fører dem atter bort;

12:24b.JOB.012.024 han tager Jordens Høvdingers Vid og lader dem rave i vejløst Øde;

12:25b.JOB.012.025 de famler i Mørke uden Lys og raver omkring som drukne.

13

13:1b.JOB.013.001 Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det;

13:2b.JOB.013.002 hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer.

13:3b.JOB.013.003 Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette,

13:4b.JOB.013.004 mens I smører på med Løgn; usle Læger er I til Hobe.

13:5b.JOB.013.005 Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise!

13:6b.JOB.013.006 Hør dog mit Klagemål, mærk mine Læbers Anklage!

13:7b.JOB.013.007 Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?

13:8b.JOB.013.008 Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?

13:9b.JOB.013.009 Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?

13:10b.JOB.013.010 Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske.

13:11b.JOB.013.011 Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde på eder?

13:12b.JOB.013.012 Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.

13:13b.JOB.013.013 Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil!

13:14b.JOB.013.014 Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Hånd;

13:15b.JOB.013.015 se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd.

13:16b.JOB.013.016 Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!

13:17b.JOB.013.017 Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører!

13:18b.JOB.013.018 Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!

13:19b.JOB.013.019 Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden!

13:20b.JOB.013.020 Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig:

13:21b.JOB.013.021 Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!

13:22b.JOB.013.022 Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!

13:23b.JOB.013.023 Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!

13:24b.JOB.013.024 Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende?

13:25b.JOB.013.025 Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå,

13:26b.JOB.013.026 at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,

13:27b.JOB.013.027 lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje. indkredser mine Fødders Trin!

13:28b.JOB.013.028 Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl,

14

14:1b.JOB.014.001 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

14:2b.JOB.014.002 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.

14:3b.JOB.014.003 Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!

14:4b.JOB.014.004 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!

14:5b.JOB.014.005 Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

14:6b.JOB.014.006 tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

14:7b.JOB.014.007 Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

14:8b.JOB.014.008 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:

14:9b.JOB.014.009 lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;

14:10b.JOB.014.010 men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?

14:11b.JOB.014.011 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,

14:12b.JOB.014.012 så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.

14:13b.JOB.014.013 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!

14:14b.JOB.014.014 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

14:15b.JOB.014.015 du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!

14:16b.JOB.014.016 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,

14:17b.JOB.014.017 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

14:18b.JOB.014.018 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,

14:19b.JOB.014.019 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.

14:20b.JOB.014.020 For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

14:21b.JOB.014.021 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;

14:22b.JOB.014.022 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.

15

15:1b.JOB.015.001 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

15:2b.JOB.015.002 "Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind

15:3b.JOB.015.003 for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?

15:4b.JOB.015.004 Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.

15:5b.JOB.015.005 Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.

15:6b.JOB.015.006 Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!

15:7b.JOB.015.007 Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?

15:8b.JOB.015.008 Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig?

15:9b.JOB.015.009 Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender?

15:10b.JOB.015.010 Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!

15:11b.JOB.015.011 Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?

15:12b.JOB.015.012 Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?

15:13b.JOB.015.013 Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.

15:14b.JOB.015.014 Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?

15:15b.JOB.015.015 End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,

15:16b.JOB.015.016 hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!

15:17b.JOB.015.017 Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,

15:18b.JOB.015.018 hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,

15:19b.JOB.015.019 dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:

15:20b.JOB.015.020 Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;

15:21b.JOB.015.021 Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;

15:22b.JOB.015.022 han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,

15:23b.JOB.015.023 udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;

15:24b.JOB.015.024 Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.

15:25b.JOB.015.025 Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,

15:26b.JOB.015.026 stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.

15:27b.JOB.015.027 Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.

15:28b.JOB.015.028 tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus.

15:29b.JOB.015.029 Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;

15:30b.JOB.015.030 han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.

15:31b.JOB.015.031 Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn!

15:32b.JOB.015.032 I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;

15:33b.JOB.015.033 han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst.

15:34b.JOB.015.034 Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;

15:35b.JOB.015.035 svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!

16

16:1b.JOB.016.001 Så tog Job til Orde og svarede:

16:2b.JOB.016.002 "Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe!

16:3b.JOB.016.003 Får Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare?

16:4b.JOB.016.004 Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine Ord imod jer og ryste på Hovedet ad jer,

16:5b.JOB.016.005 styrke jer med min Mund, ej spare på ynksomme Ord!

16:6b.JOB.016.006 Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring får jeg?

16:7b.JOB.016.007 Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds;

16:8b.JOB.016.008 at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig.

16:9b.JOB.016.009 Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig,

16:10b.JOB.016.010 de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes til Hobe omkring mig;

16:11b.JOB.016.011 Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han mig.

16:12b.JOB.016.012 Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive,

16:13b.JOB.016.013 hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel, udgyder min Galde på Jorden;

16:14b.JOB.016.014 Revne på Revne slår han mig, stormer som Kriger imod mig.

16:15b.JOB.016.015 Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvel;

16:16b.JOB.016.016 mit Ansigt er rødt af Gråd, mine Øjenlåg hyllet i Mørke,

16:17b.JOB.016.017 skønt der ikke er Vold i min Hånd, og skønt min Bøn er ren!

16:18b.JOB.016.018 Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme ikke til Hvile!

16:19b.JOB.016.019 Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje;

16:20b.JOB.016.020 gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Tårer til Gud,

16:21b.JOB.016.021 at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven!

16:22b.JOB.016.022 Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra.

17

17:1b.JOB.017.001 Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;

17:2b.JOB.017.002 visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue.

17:3b.JOB.017.003 Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag?

17:4b.JOB.017.004 Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;

17:5b.JOB.017.005 den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.

17:6b.JOB.017.006 Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;

17:7b.JOB.017.007 mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;

17:8b.JOB.017.008 retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri,

17:9b.JOB.017.009 men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.

17:10b.JOB.017.010 Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer!

17:11b.JOB.017.011 Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;

17:12b.JOB.017.012 Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;

17:13b.JOB.017.013 vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje,

17:14b.JOB.017.014 Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster.

17:15b.JOB.017.015 Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke?

17:16b.JOB.017.016 Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet?

18

18:1b.JOB.018.001 Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:

18:2b.JOB.018.002 "Så gør dog en Ende på dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale!

18:3b.JOB.018.003 Hvi skal vi regnes for Kvæg og stå som umælende i dine Øjne?

18:4b.JOB.018.004 Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted?

18:5b.JOB.018.005 Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans Ildslue giver ej Lys;

18:6b.JOB.018.006 Lyset i hans Telt går ud, og hans Lampe slukkes for ham;

18:7b.JOB.018.007 hans kraftige Skridt bliver korte, han falder for eget Råd;

18:8b.JOB.018.008 thi hans Fod drives ind i Nettet, på Fletværk vandrer han frem,

18:9b.JOB.018.009 Fælden griber om Hælen, Garnet holder ham fast;

18:10b.JOB.018.010 Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen på hans Sti;

18:11b.JOB.018.011 Rædsler skræmmer ham alle Vegne og kyser ham Skridt for Skridt:

18:12b.JOB.018.012 Ulykken hungrer efter ham, Undergang lurer på hans Fald:

18:13b.JOB.018.013 Dødens førstefødte æder hans Lemmer, æder hans Legemes Lemmer;

18:14b.JOB.018.014 han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til Rædslernes Konge;

18:15b.JOB.018.015 i hans Telt har Undergang hjemme, Svovl strøs ud på hans Bolig;

18:16b.JOB.018.016 nedentil tørrer hans Rødder, oventil visner hans Grene;

18:17b.JOB.018.017 hans Minde svinder fra Jord, på Gaden nævnes ikke hans Navn;

18:18b.JOB.018.018 man støder ham ud fra Lys i Mørket og driver ham bort fra Jorderig;

18:19b.JOB.018.019 i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen tilbage;

18:20b.JOB.018.020 de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de i Øst bliver slagne af Rædsel.

18:21b.JOB.018.021 Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud!

19

19:1b.JOB.019.001 Så tog Job til Orde og svarede:

19:2b.JOB.019.002 "Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slå mig sønder med Ord?

19:3b.JOB.019.003 I håner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam.

19:4b.JOB.019.004 Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig?

19:5b.JOB.019.005 Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde?

19:6b.JOB.019.006 Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.

19:7b.JOB.019.007 Se, jeg skriger: Vold! men får ikke Svar, råber om Hjælp, der er ingen Ret.

19:8b.JOB.019.008 Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i Mørke;

19:9b.JOB.019.009 han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen,

19:10b.JOB.019.010 brød mig ned overalt, så jeg må bort, oprykked mit Håb som Træet;

19:11b.JOB.019.011 hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende;

19:12b.JOB.019.012 samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt.

19:13b.JOB.019.013 Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig,

19:14b.JOB.019.014 mine nærmeste og Hendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig;

19:15b.JOB.019.015 mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne;

19:16b.JOB.019.016 ej svarer min Træl, når jeg kalder, jeg må trygle ham med min Mund;

19:17b.JOB.019.017 ved min Ånde væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank;

19:18b.JOB.019.018 selv Drenge agter mig ringe, når jeg reljser mig, taler de mod mig;

19:19b.JOB.019.019 Standsfælleræmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig.

19:20b.JOB.019.020 Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort.

19:21b.JOB.019.021 Nåde, mine Venner, Nåde, thi Guds Hånd har rørt mig!

19:22b.JOB.019.022 Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?

19:23b.JOB.019.023 Ak, gid mine Ord blev skrevet op, blev tegnet op i en Bog,

19:24b.JOB.019.024 med Griffel af Jern, med Bly indristet i Hlippen for evigt!

19:25b.JOB.019.025 Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer stå frem.

19:26b.JOB.019.026 Når min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud,

19:27b.JOB.019.027 hvem jeg skal se på min Side; ham skal mine Øjne se, ingen fremmed! Mine Nyrer forgår i mit Indre!

19:28b.JOB.019.028 Når I siger: "Hor vi skal forfølge ham, Sagens Rod vil vi udfinde hos ham!"

19:29b.JOB.019.029 så tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom!

20

20:1b.JOB.020.001 Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde

20:2b.JOB.020.002 "Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer det i mig;

20:3b.JOB.020.003 til min Skam må jeg høre på Tugt, får tankeløst Mundsvejr til Svar!

20:4b.JOB.020.004 Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes på Jorden,

20:5b.JOB.020.005 at gudløses Jubel er kort og vanhelliges Glæde stakket?

20:6b.JOB.020.006 Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved i Sky,

20:7b.JOB.020.007 som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor er han?"

20:8b.JOB.020.008 Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages han bort;

20:9b.JOB.020.009 Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at se igen.

20:10b.JOB.020.010 Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans Hænder må give hans Gods tilbage.

20:11b.JOB.020.011 Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet.

20:12b.JOB.020.012 Er det onde end sødt i hans Mund, når han gemmer det under sin Tunge,

20:13b.JOB.020.013 sparer på det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane,

20:14b.JOB.020.014 så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham;

20:15b.JOB.020.015 Godset, han slugte, må han spy ud, Gud driver det ud af hans Bug,

20:16b.JOB.020.016 han indsuger Slangernes Gift, og Øgleungen slår ham ihjel;

20:17b.JOB.020.017 han skuer ej Strømme af Olie, Bække af Honning og Fløde;

20:18b.JOB.020.018 han må af med sin Vinding, svælger den ej, får ingen Glæde af tilbyttet Gods.

20:19b.JOB.020.019 Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ej havde bygget.

20:20b.JOB.020.020 Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes han ikke;

20:21b.JOB.020.021 ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer hans Lykke ikke;

20:22b.JOB.020.022 midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over ham.

20:23b.JOB.020.023 For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne på ham.

20:24b.JOB.020.024 Flyr han for Brynje af Jern, så gennemborer ham Kobberbuen;

20:25b.JOB.020.025 en Kni kommer ud af hans Ryg, et lynende Stål af hans Galde; over ham falder Rædsler,

20:26b.JOB.020.026 idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer ham, æder Levningen i hans Telt.

20:27b.JOB.020.027 Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod ham.

20:28b.JOB.020.028 Hans Huses Vinding må bort, rives bort på Guds Vredes Dag.

20:29b.JOB.020.029 Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde!

21

21:1b.JOB.021.001 Så tog Job til Orde og svarede:

21:2b.JOB.021.002 "Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver!

21:3b.JOB.021.003 Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo håne!

21:4b.JOB.021.004 Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utålmodig?

21:5b.JOB.021.005 Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund!

21:6b.JOB.021.006 Jeg gruer, når jeg tænker derpå, mit Legeme gribes af Skælven:

21:7b.JOB.021.007 De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft?

21:8b.JOB.021.008 Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;

21:9b.JOB.021.009 deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke;

21:10b.JOB.021.010 ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;

21:11b.JOB.021.011 de slipper deres Drenge ud som Får, deres Børneflok boltrer sig ret;

21:12b.JOB.021.012 de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner;

21:13b.JOB.021.013 de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget,

21:14b.JOB.021.014 skønt de siger til Gud: "Gå fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst!

21:15b.JOB.021.015 Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke på hos ham?"

21:16b.JOB.021.016 Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses Råd ham fjernt?

21:17b.JOB.021.017 Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når deler han Loddet ud i sin Vrede,

21:18b.JOB.021.018 så de bliver som Strå for Vinden, som Avner, Storm fører bort?

21:19b.JOB.021.019 Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, så han mærker det,

21:20b.JOB.021.020 lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke!

21:21b.JOB.021.021 Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Tal er udrundet?

21:22b.JOB.021.022 Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner?

21:23b.JOB.021.023 En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg og så helt uden Sorger:

21:24b.JOB.021.024 hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv;

21:25b.JOB.021.025 med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke;

21:26b.JOB.021.026 de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme!

21:27b.JOB.021.027 Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig,

21:28b.JOB.021.028 når I siger: "Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?"

21:29b.JOB.021.029 Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser:

21:30b.JOB.021.030 Den onde skånes på Ulykkens Dag og frelses på Vredens Dag.

21:31b.JOB.021.031 Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør?

21:32b.JOB.021.032 Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt;

21:33b.JOB.021.033 i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger så efter, en Flok uden Tal gik forud for ham.

21:34b.JOB.021.034 Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar - kun Svig er tilbage!

22

22:1b.JOB.022.001 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

22:2b.JOB.022.002 "Gavner et Menneske Gud? Nej, den kloge gavner sig selv.

22:3b.JOB.022.003 Har den Almægtige godt af din Retfærd, Vinding af, at din Vandel er ret?

22:4b.JOB.022.004 Revser han dig for din Gudsfrygt? Eller går han i Rette med dig derfor?

22:5b.JOB.022.005 Er ikke din Ondskab stor og din Brøde uden Ende?

22:6b.JOB.022.006 Thi du pantede Brødre uden Grund, trak Klæderne af de nøgne,

22:7b.JOB.022.007 gav ikke den trætte Vand at drikke og nægted den sultne Brød.

22:8b.JOB.022.008 Den mægtige - hans var Landet, den hædrede boede der.

22:9b.JOB.022.009 Du lod Enker gå tomhændet bort, knuste de faderløses Arme.

22:10b.JOB.022.010 Derfor var der Snaret omkring dig, og Rædsel ængsted dig brat.

22:11b.JOB.022.011 Dit Lys blev Mørke, du kan ej se, og Strømme af Vand går over dig!

22:12b.JOB.022.012 Er Gud ej i højen Himmel? Se Stjernernes Tinde, hvor højt de står!

22:13b.JOB.022.013 Dog siger du: "Hvad ved Gud, holder han Dom bag sorten Sky?

22:14b.JOB.022.014 Skyerne skjuler ham, så han ej ser, på Himlens Runding går han!"

22:15b.JOB.022.015 Vil du følge Fortidens Sti, som Urettens Mænd betrådte,

22:16b.JOB.022.016 de, som i Utide reves bort, hvis Grundvold flød bort som en Strøm,

22:17b.JOB.022.017 som sagde til Gud: "Gå fra os! Hvad kan den Almægtige gøre os?"

22:18b.JOB.022.018 Og han havde dog fyldt deres Huse med godt. Men de gudløses Råd er ham fjernt.

22:19b.JOB.022.019 De retfærdige så det og glædede sig, den uskyldige spottede dem:

22:20b.JOB.022.020 For vist, vore Fjender forgik, og Ild fortæred de sidste af dem.

22:21b.JOB.022.021 Bliv Ven med ham og hold Fred. derved vil der times dig Lykke;

22:22b.JOB.022.022 tag dog mod Lærdom af ham og læg dig hans Ord på Sinde!

22:23b.JOB.022.023 Vender du ydmygt om til den Almægtige, fjerner du Uretten fra dit Telt,

22:24b.JOB.022.024 kaster du Guldet på Jorden, Ofirguldet blandt Bækkenes Sten,

22:25b.JOB.022.025 så den Almægtige bliver dit Guld, hans Lov dit Sølv,

22:26b.JOB.022.026 ja, da skal du fryde dig over den Almægtige og løfte dit Åsyn til Gud.

22:27b.JOB.022.027 Beder du til ham, hører han dig, indfri kan du, hvad du har lovet;

22:28b.JOB.022.028 hvad du sætter dig for, det lykkes, det lysner på dine Veje;

22:29b.JOB.022.029 thi stolte, hovmodige ydmyger han, men hjælper den, der slår Øjnene ned;

22:30b.JOB.022.030 han frelser uskyldig Mand; det sker ved hans Hænders Renhed!

23

23:1b.JOB.023.001 Så tog Job til Orde og svarede:

23:2b.JOB.023.002 "Også i Dag er der Trods i min Klage, tungt ligger hans Hånd på mit Suk!

23:3b.JOB.023.003 Ak, vidste jeg Vej til at finde ham, kunde jeg nå hans Trone!

23:4b.JOB.023.004 Da vilde jeg udrede Sagen for ham og fylde min Mund med Beviser,

23:5b.JOB.023.005 vide, hvad Svar han gav mig, skønne, hvad han sagde til mig!

23:6b.JOB.023.006 Mon han da satte sin Almagt imod mig? Nej, visselig agted han på mig;

23:7b.JOB.023.007 da gik en oprigtig i Rette med ham, og jeg bjærged for evigt min Ret.

23:8b.JOB.023.008 Men går jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ej til ham;

23:9b.JOB.023.009 jeg søger i Nord og ser ham ikke, drejer mod Syd og øjner ham ej.

23:10b.JOB.023.010 Thi han kender min Vej og min Vandel, som Guld går jeg frem af hans Prøve.

23:11b.JOB.023.011 Min Fod har holdt fast ved hans Spor, hans Vej har jeg fulgt, veg ikke derfra,

23:12b.JOB.023.012 fra hans Læbers Bud er jeg ikke veget, hans Ord har jeg gemt i mit Bryst.

23:13b.JOB.023.013 Men han gjorde sit Valg, hvem hindrer ham Han udfører, hvad hans Sjæl attrår.

23:14b.JOB.023.014 Thi han fuldbyrder, hvad han bestemte, og af sligt har han meget for.

23:15b.JOB.023.015 Derfor forfærdes jeg for ham og gruer ved Tanken om ham.

23:16b.JOB.023.016 Ja, Gud har nedbrudt mit Mod, forfærdet mig har den Almægtige;

23:17b.JOB.023.017 thi jeg går til i Mørket, mit Åsyn dækkes af Mulm.

24

24:1b.JOB.024.001 Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi får de, som kender ham, ikke hans Dage at se?

24:2b.JOB.024.002 De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de på Græs.

24:3b.JOB.024.003 faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen:

24:4b.JOB.024.004 de trænger de fattige af Vejen. Landets arme må alle skjule sig.

24:5b.JOB.024.005 Som vilde Æsler i Ørkenen går de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.

24:6b.JOB.024.006 De høster på Marken om Natten, i Rigmandens Vingård sanker de efter.

24:7b.JOB.024.007 Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Hulden.

24:8b.JOB.024.008 De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel på Ly til Klippen.

24:9b.JOB.024.009 - Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen.

24:10b.JOB.024.010 Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg;

24:11b.JOB.024.011 mellem Murene presser de Olie. de træder Persen og tørster.

24:12b.JOB.024.012 De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.

24:13b.JOB.024.013 Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej på hans Stier:

24:14b.JOB.024.014 Før det lysner, står Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om;

24:15b.JOB.024.015 Horkarlens Øje lurer på Skumring, han tænker: "Intet Øje kan se mig!" og skjuler sit Ansigt under en Maske.

24:16b.JOB.024.016 I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys.

24:17b.JOB.024.017 For dem er Mørket Morgen, thide er kendt med Mørkets Rædsler.

24:18b.JOB.024.018 Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke på Vejen til Vingården.

24:19b.JOB.024.019 Som Tørke og Hede tager Snevand, så Dødsriget dem, der har syndet.

24:20b.JOB.024.020 Han er glemt på sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet.

24:21b.JOB.024.021 Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel;

24:22b.JOB.024.022 dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han står op og er ikke tryg på sit Liv,

24:23b.JOB.024.023 han styrtes uden Håb og Støtte, og på hans Veje er idel Nød.

24:24b.JOB.024.024 Hans Storhed er stakket, så er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top.

24:25b.JOB.024.025 Og hvis ikke - hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet?

25

25:1b.JOB.025.001 Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:

25:2b.JOB.025.002 "Hos ham er der Vælde og Rædsel, han skaber Fred i sin høje Bolig.

25:3b.JOB.025.003 Er der mon Tal på hans Skarer? Mod hvem står ikke hans Baghold op?

25:4b.JOB.025.004 Hvor kan en Mand have Ret imod Gud, hvor kan en kvindefødt være ren?

25:5b.JOB.025.005 Selv Månen er ikke klar i hans Øjne og Stjernerne ikke rene

25:6b.JOB.025.006 endsige en Mand, det Kryb, et Menneskebarn, den Orm!

26

26:1b.JOB.026.001 Så tog Job til Orde og svarede:

26:2b.JOB.026.002 "Hvor har du dog hjulpet ham, den afmægtige, støttet den kraftløse Arm!

26:3b.JOB.026.003 Hvor har du dog rådet ham, den uvise, kundgjort en Fylde af Visdom!

26:4b.JOB.026.004 Hvem hjalp dig med at få Ordene frem, hvis Ånd mon der talte af dig?

26:5b.JOB.026.005 Skyggerne skælver af Angst, de, som bor under Vandene;

26:6b.JOB.026.006 blottet er Dødsriget for ham, Afgrunden uden Dække.

26:7b.JOB.026.007 Han udspænder Norden over det tomme, ophænger Jorden på intet;

26:8b.JOB.026.008 Vandet binder han i sine Skyer, og Skylaget brister ikke derunder;

26:9b.JOB.026.009 han fæstner sin Trones Hjørner og breder sit Skylag derover;

26:10b.JOB.026.010 han drog en Kreds over Vandene, der, hvor Lys og Mørke skilles.

26:11b.JOB.026.011 Himlens Støtter vakler, de gribes af Angst ved hans Trusel;

26:12b.JOB.026.012 med Vælde bragte han Havet til Ro og knuste Rahab med Kløgt;

26:13b.JOB.026.013 ved hans Ånde klarede Himlen op hans Hånd gennembored den flygtende Slange.

26:14b.JOB.026.014 Se, det er kun Omridset af hans Vej, hvad hører vi andet end Hvisken? Hans Vældes Torden, hvo fatter vel den?

27

27:1b.JOB.027.001 Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

27:2b.JOB.027.002 "Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:

27:3b.JOB.027.003 Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen,

27:4b.JOB.027.004 skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!

27:5b.JOB.027.005 Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld.

27:6b.JOB.027.006 Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.

27:7b.JOB.027.007 Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse!

27:8b.JOB.027.008 Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?

27:9b.JOB.027.009 Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham?

27:10b.JOB.027.010 Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham?

27:11b.JOB.027.011 Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;

27:12b.JOB.027.012 se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker?

27:13b.JOB.027.013 Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige:

27:14b.JOB.027.014 Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;

27:15b.JOB.027.015 de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.

27:16b.JOB.027.016 Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler

27:17b.JOB.027.017 han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;

27:18b.JOB.027.018 han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;

27:19b.JOB.027.019 han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer;

27:20b.JOB.027.020 Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;

27:21b.JOB.027.021 løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.

27:22b.JOB.027.022 Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd;

27:23b.JOB.027.023 man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!

28

28:1b.JOB.028.001 Sølvet har jo sit Leje, som renses, sit sted

28:2b.JOB.028.002 Jern hentes op af Jorden, og Sten smeltes om til Kobber.

28:3b.JOB.028.003 På Mørket gør man en Ende og ransager indtil de dybeste Kroge Mørkets og Mulmets Sten;

28:4b.JOB.028.004 man bryder en Skakt under Foden, og glemte, foruden Fodfæste, hænger de svævende fjernt fra Mennesker.

28:5b.JOB.028.005 Af Jorden fremvokser Brød, imedens dens Indre omvæltes som af Ild;

28:6b.JOB.028.006 i Stenen der sidder Safiren, og der er Guldstøv i den.

28:7b.JOB.028.007 Stien derhen er Rovfuglen ukendt, Falkens Øje udspejder den ikke;

28:8b.JOB.028.008 den trædes ikke af stolte Vilddyr, Løven skrider ej frem ad den.

28:9b.JOB.028.009 På Flinten lægger man Hånd og omvælter Bjerge fra Roden;

28:10b.JOB.028.010 i Klipperne hugger man Gange, alskens Klenodier skuer Øjet;

28:11b.JOB.028.011 man tilstopper Strømmenes Kilder og bringer det skjulte for Lyset.

28:12b.JOB.028.012 Men Visdommen - hvor mon den findes, og hvor er Indsigtens Sted?

28:13b.JOB.028.013 Mennesket kender ikke dens Vej, den findes ej i de levendes Land;

28:14b.JOB.028.014 Dybet siger: "I mig er den ikke!" Havet: "Ej heller hos mig!"

28:15b.JOB.028.015 Man får den ej for det fineste Guld, for Sølv kan den ikke købes,

28:16b.JOB.028.016 den opvejes ikke med Ofirguld, med kostelig Sjoham eller Safir;

28:17b.JOB.028.017 Guld og Glar kan ej måle sig med den, den fås ej i Bytte for gyldne Kar,

28:18b.JOB.028.018 Krystal og Koraller ikke at nævne. At eje Visdom er mere end Perler,

28:19b.JOB.028.019 Ætiopiens Topas kan ej måle sig med den, den opvejes ej med det rene Guld.

28:20b.JOB.028.020 Men Visdommen - hvor mon den kommer fra, og hvor er Indsigtens Sted?

28:21b.JOB.028.021 Den er dulgt for alt levendes Øje og skjult for Himmelens Fugle;

28:22b.JOB.028.022 Afgrund og Død må sige: "Vi hørte kun tale derom."

28:23b.JOB.028.023 Gud er kendt med dens Vej, han ved, hvor den har sit Sted;

28:24b.JOB.028.024 thi han skuer til Jordens Ender, alt under Himmelen ser han.

28:25b.JOB.028.025 Dengang han fastsatte Vindens Vægt og målte Vandet med Mål,

28:26b.JOB.028.026 da han satte en Lov for Regnen, afmærked Tordenskyen dens Vej,

28:27b.JOB.028.027 da skued og mønstred han den, han stilled den op og ransaged den.

28:28b.JOB.028.028 Men til Mennesket sagde han: "Se, HERRENs Frygt, det er Visdom, at sky det onde er Indsigt."

29

29:1b.JOB.029.001 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

29:2b.JOB.029.002 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,

29:3b.JOB.029.003 da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,

29:4b.JOB.029.004 som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,

29:5b.JOB.029.005 da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,

29:6b.JOB.029.006 da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,

29:7b.JOB.029.007 da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.

29:8b.JOB.029.008 Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,

29:9b.JOB.029.009 Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,

29:10b.JOB.029.010 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;

29:11b.JOB.029.011 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.

29:12b.JOB.029.012 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;

29:13b.JOB.029.013 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;

29:14b.JOB.029.014 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.

29:15b.JOB.029.015 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;

29:16b.JOB.029.016 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;

29:17b.JOB.029.017 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.

29:18b.JOB.029.018 Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;

29:19b.JOB.029.019 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;

29:20b.JOB.029.020 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"

29:21b.JOB.029.021 Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;

29:22b.JOB.029.022 ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;

29:23b.JOB.029.023 de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.

29:24b.JOB.029.024 Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.

29:25b.JOB.029.025 Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.

30

30:1b.JOB.030.001 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.

30:2b.JOB.030.002 Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,

30:3b.JOB.030.003 tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark

30:4b.JOB.030.004 og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.

30:5b.JOB.030.005 Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.

30:6b.JOB.030.006 De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.

30:7b.JOB.030.007 De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,

30:8b.JOB.030.008 en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.

30:9b.JOB.030.009 Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;

30:10b.JOB.030.010 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.

30:11b.JOB.030.011 Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.

30:12b.JOB.030.012 Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig

30:13b.JOB.030.013 min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;

30:14b.JOB.030.014 de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,

30:15b.JOB.030.015 Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.

30:16b.JOB.030.016 Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:

30:17b.JOB.030.017 Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.

30:18b.JOB.030.018 Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.

30:19b.JOB.030.019 Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.

30:20b.JOB.030.020 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;

30:21b.JOB.030.021 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.

30:22b.JOB.030.022 Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;

30:23b.JOB.030.023 thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.

30:24b.JOB.030.024 Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?

30:25b.JOB.030.025 Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?

30:26b.JOB.030.026 Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;

30:27b.JOB.030.027 ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;

30:28b.JOB.030.028 trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;

30:29b.JOB.030.029 Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.

30:30b.JOB.030.030 Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;

30:31b.JOB.030.031 min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!

31

31:1b.JOB.031.001 Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru;

31:2b.JOB.031.002 hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?

31:3b.JOB.031.003 Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang?

31:4b.JOB.031.004 Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?

31:5b.JOB.031.005 Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig

31:6b.JOB.031.006 på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld

31:7b.JOB.031.007 er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,

31:8b.JOB.031.008 da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!

31:9b.JOB.031.009 Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,

31:10b.JOB.031.010 så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!

31:11b.JOB.031.011 Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten,

31:12b.JOB.031.012 ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!

31:13b.JOB.031.013 Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig,

31:14b.JOB.031.014 hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter?

31:15b.JOB.031.015 Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?

31:16b.JOB.031.016 Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,

31:17b.JOB.031.017 var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf

31:18b.JOB.031.018 nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.

31:19b.JOB.031.019 Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe

31:20b.JOB.031.020 visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam.

31:21b.JOB.031.021 Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten,

31:22b.JOB.031.022 så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led!

31:23b.JOB.031.023 Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet!

31:24b.JOB.031.024 Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,

31:25b.JOB.031.025 var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget,

31:26b.JOB.031.026 så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne,

31:27b.JOB.031.027 og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd

31:28b.JOB.031.028 også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.

31:29b.JOB.031.029 Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld

31:30b.JOB.031.030 nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl.

31:31b.JOB.031.031 Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord"

31:32b.JOB.031.032 nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd.

31:33b.JOB.031.033 Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet

31:34b.JOB.031.034 af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed!

31:35b.JOB.031.035 Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!

31:36b.JOB.031.036 Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,

31:37b.JOB.031.037 svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.

31:38b.JOB.031.038 Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde,

31:39b.JOB.031.039 har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,

31:40b.JOB.031.040 så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.

32

32:1b.JOB.032.001 Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job, fordi han var retfærdig i sine egne Øjne,

32:2b.JOB.032.002 blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak'els Søn, af Rams Slægt. På Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud,

32:3b.JOB.032.003 og på hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dog dømte Job skyldig.

32:4b.JOB.032.004 Elihu havde ventet, så længe de talte med Job, fordi de var ældre end han;

32:5b.JOB.032.005 men da han så, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede hans Vrede op;

32:6b.JOB.032.006 og Buziten Elihu, Barak'els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min Viden;

32:7b.JOB.032.007 jeg tænkte: "Lad Alderen tale og Årenes Mængde kundgøre Visdom!"

32:8b.JOB.032.008 Dog Ånden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Ånde giver dem Indsigt;

32:9b.JOB.032.009 de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret er;

32:10b.JOB.032.010 derfor siger jeg: Hør mig, lad også mig komme frem med min Viden!

32:11b.JOB.032.011 Jeg biede på, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord, at I skulde finde de rette Ord;

32:12b.JOB.032.012 jeg agtede nøje på eder; men ingen af eder gendrev Job og gav Svar på hans Ord.

32:13b.JOB.032.013 Sig nu ikke: "Vi stødte på Visdom, Gud må fælde ham, ikke et Menneske!"

32:14b.JOB.032.014 Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham.

32:15b.JOB.032.015 De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op.

32:16b.JOB.032.016 Skal jeg tøve, fordi de tier og står der uden at svare et Ord?

32:17b.JOB.032.017 Også jeg vil svare min Del, også jeg vil frem med min Viden!

32:18b.JOB.032.018 Thi jeg er fuld af Ord, Ånden i mit Bryst trænger på;

32:19b.JOB.032.019 som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved at sprænges;

32:20b.JOB.032.020 tale vil jeg for at få Luft, åbne mine Læber og svare.

32:21b.JOB.032.021 Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen;

32:22b.JOB.032.022 thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers bort!

33

33:1b.JOB.033.001 Men hør nu Job, på min Tale og lyt til alle mine Ord!

33:2b.JOB.033.002 Se, jeg har åbnet min Mund, min Tunge taler i Ganen;

33:3b.JOB.033.003 mine Ord er talt af oprigtigt Hjerte, mine Læber fører lutret Tale.

33:4b.JOB.033.004 Guds Ånd har skabt mig, den Almægtiges Ånde har givet mig Liv.

33:5b.JOB.033.005 Svar mig, i Fald du kan, rust dig imod mig, mød frem!

33:6b.JOB.033.006 Se, jeg er din Lige for Gud, også jeg er taget af Ler;

33:7b.JOB.033.007 Rædsel for mig skal ikke skræmme dig, min Hånd skal ej ligge tyngende på dig.

33:8b.JOB.033.008 Dog, det har du sagt i mit Påhør, jeg hørte så lydende Ord:

33:9b.JOB.033.009 "Jeg er ren og uden Brøde, lydeløs, uden Skyld;

33:10b.JOB.033.010 men han søger Påskud imod mig, regner mig for sin Fjende;

33:11b.JOB.033.011 han lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje."

33:12b.JOB.033.012 Se, der har du Uret, det er mit Svar, thi Gud er større end Mennesket.

33:13b.JOB.033.013 Hvorfor tvistes du med ham, fordi han ej svarer på dine Ord?

33:14b.JOB.033.014 Thi på een Måde taler Gud, ja på to, men man ænser det ikke:

33:15b.JOB.033.015 I Drømme, i natligt Syn, når Dvale falder på Mennesker, når de slumrende hviler på Lejet;

33:16b.JOB.033.016 da åbner han Menneskers Øre, gør dem angst med Skræmmebilleder

33:17b.JOB.033.017 for at få Mennessket bort fra Uret og udrydde Hovmod af Manden,

33:18b.JOB.033.018 holde hans Sjæl fra Graven, hans Liv fra Våbendød.

33:19b.JOB.033.019 Eller han revses med Smerter på Lejet, uafbrudt sfår der Hamp i hans Ben;

33:20b.JOB.033.020 Livet i ham væmmes ved Brød og hans Sjæl ved lækker Mad

33:21b.JOB.033.021 hans Kød svinder hen, så det ikke ses, hans Knogler, som før ikke sås, bliver blottet;

33:22b.JOB.033.022 hans Sjæl kommer Graven nær, hans Liv de dræbende Magter.

33:23b.JOB.033.023 Hvis da en Engel er på hans Side, een blandt de tusind Talsmænd, som varsler Mennesket Tugt,

33:24b.JOB.033.024 og den viser ham Nåde og siger: "Fri ham fra at synke i Graven, Løsepenge har jeg fået!"

33:25b.JOB.033.025 da svulmer hans Legem af Friskhed, han oplever atter sin Ungdom.

33:26b.JOB.033.026 Han beder til Gud, og han er ham nådig, han skuer med Jubel hans Åsyn, fortæller Mennesker om sin Frelse.

33:27b.JOB.033.027 Han synger det ud for Folk: "Jeg synded og krænkede Retten og fik dog ej Løn som forskyldt!

33:28b.JOB.033.028 Han har friet min Sjæl fra at fare i Grav, mit Liv ser Lyset med Lyst!"

33:29b.JOB.033.029 Se, alle disse Ting gør Gud to Gange, ja tre med Mennesket

33:30b.JOB.033.030 for at redde hans Sjæl fra Graven, så han skuer Livets Lys!

33:31b.JOB.033.031 Lyt til og hør mig, Job, ti stille, så jeg kan tale!

33:32b.JOB.033.032 Har du noget at sige, så svar mig, tal, thi gerne gav jeg dig Ret;

33:33b.JOB.033.033 hvis ikke, så høre du på mig, ti stille, at jeg kan lære dig Visdom!

34

34:1b.JOB.034.001 Og Elihu tog til Orde og sagde:

34:2b.JOB.034.002 "Hør mine Ord, I vise, I forstandige Mænd, lån mig Øre!

34:3b.JOB.034.003 Thi Øret prøver Ord, som Ganen smager på Mad;

34:4b.JOB.034.004 lad os udgranske, hvad der er Ret, med hinanden skønne, hvad der er godt!

34:5b.JOB.034.005 Job sagde jo: "Jeg er retfærdig, min Ret har Gud sat til Side;

34:6b.JOB.034.006 min Ret til Trods skal jeg være en Løgner? Skønt brødefri er jeg såret til Døden!"

34:7b.JOB.034.007 Er der mon Mage til Job? Han drikker Spot som Vand,

34:8b.JOB.034.008 søger Selskab med Udådsmænd og Omgang med gudløse Folk!

34:9b.JOB.034.009 Thi han sagde: "Det båder ikke en Mand, at han har Venskab med Gud!"

34:10b.JOB.034.010 Derfor, I kloge, hør mig: Det være langt fra Gud af synde, fra den Almægtige at gøre ondt;

34:11b.JOB.034.011 nej, han gengælder Menneskets Gerning, handler med Manden efter hans Færd;

34:12b.JOB.034.012 Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej Retten!

34:13b.JOB.034.013 Hvo gav ham Tilsyn med Jorden, hvo vogter, mon hele Verden?

34:14b.JOB.034.014 Drog han sin Ånd tilbage og tog sin Ånde til sig igen,

34:15b.JOB.034.015 da udånded Kødet til Hobe, og atter blev Mennesket Støv!

34:16b.JOB.034.016 Har du Forstand, så hør derpå, lån Øre til mine Ord!

34:17b.JOB.034.017 Mon en, der hadede Ret, kunde styre? Dømmer du ham, den Retfærdige, Vældige?

34:18b.JOB.034.018 Han, som kan sige til Kongen: "Din Usling!" og "Nidding, som du er!" til Stormænd,

34:19b.JOB.034.019 som ikke gør Forskel til Fordel for Fyrster ej heller foretrækker rig for ringe, thi de er alle hans Hænders Værk.

34:20b.JOB.034.020 Brat må de dø, endda midt om Natten; de store slår han til, og borte er de, de vældige fjernes uden Menneskehånd.

34:21b.JOB.034.021 Thi Menneskets Veje er ham for Øje, han skuer alle dets Skridt;

34:22b.JOB.034.022 der er intet Mørke og intet Mulm, som Udådsmænd kan gemme sig i.

34:23b.JOB.034.023 Thi Mennesket sættes der ingen Frist til at møde i Retten for Gud;

34:24b.JOB.034.024 han knuser de vældige uden Forhør og sætter andre i Stedet.

34:25b.JOB.034.025 Jeg hævder derfor: Han ved deres Gerninger, og ved Nattetide styrter han dem;

34:26b.JOB.034.026 for deres Gudløshed slås de sønder, for alles Øjne tugter han dem,

34:27b.JOB.034.027 fordi de veg borf fra ham og ikke regned hans Veje det mindste,

34:28b.JOB.034.028 så de voldte, at ringe råbte til ham, og han måtte høre de armes Skrig.

34:29b.JOB.034.029 Tier han stille, hvo vil dømme ham? Skjuler han sit Åsyn, hvo vil laste ham? Over Folk og Mennesker våger han dog,

34:30b.JOB.034.030 for at ikke en vanhellig skal herske, en af dem, der er Folkets Snarer.

34:31b.JOB.034.031 Siger da en til Gud: "Fejlet har jeg, men synder ej mer,

34:32b.JOB.034.032 jeg ser det, lær du mig; har jeg gjort Uret, jeg gør det ej mer!"

34:33b.JOB.034.033 skal han da gøre Gengæld, fordi du vil det, fordi du indvender noget? Ja du, ikke jeg, skal afgøre det, så sig da nu, hvad du ved!

34:34b.JOB.034.034 Kloge Folk vil sige til mig som og vise Mænd, der hører mig:

34:35b.JOB.034.035 "Job taler ikke med Indsigt, hans Ord er uoverlagte!

34:36b.JOB.034.036 Gid Job uden Ophør må prøves, fordi han svarer som slette Folk!

34:37b.JOB.034.037 Thi han dynger Synd på Synd, han optræder hovent iblandt os og fremfører mange Ord imod Gud!"

35

35:1b.JOB.035.001 Og Elihu tog til Orde og sagde:

35:2b.JOB.035.002 "Holder du det for Ret, og kalder du det din Ret for Gud,

35:3b.JOB.035.003 at du siger: "Hvad båder det mig, hvad hjælper det mig, at jeg ikke synder?"

35:4b.JOB.035.004 Jeg vil give dig Svar og tillige med dig dine Venner:

35:5b.JOB.035.005 Løft dit Blik imod Himlen og se, læg Mærke til Skyerne, hvor højt de, er over dig!

35:6b.JOB.035.006 Hvis du synder, hvad skader du ham? Er din Brøde svar, hvad gør det da ham?

35:7b.JOB.035.007 Er du retfærdig, hvad gavner du ham, hvad mon han får af din Hånd?

35:8b.JOB.035.008 Du Menneske, dig vedkommer din Gudløshed, dig, et Menneskebarn, din Retfærd!

35:9b.JOB.035.009 Man skriger over den megen Vold, råber om Hjælp mod de mægtiges Arm,

35:10b.JOB.035.010 men siger ej: "Hvor er Gud, vor Skaber, som giver Lovsang om Natten,

35:11b.JOB.035.011 lærer os mer end Jordens Dyr, gør os vise fremfor Himlens Fugle?"

35:12b.JOB.035.012 Der råber man, uden at han giver Svar, over de ondes Hovmod;

35:13b.JOB.035.013 til visse, Gud hører ej tomme Ord, den Almægtige ænser dem ikke,

35:14b.JOB.035.014 endsige din Påstand om ikke at se ham! Vær stille for hans Åsyn og bi på ham!

35:15b.JOB.035.015 Men nu, da hans Vrede ej bringer Straf og han ikke bekymrer sig stort om Synd,

35:16b.JOB.035.016 så oplader Job sin Mund med Tant, uden Indsigt taler han store Ord.

36

36:1b.JOB.036.001 Og videre sagde Elihu:

36:2b.JOB.036.002 Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud.

36:3b.JOB.036.003 Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret;

36:4b.JOB.036.004 thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.

36:5b.JOB.036.005 Se, Gud forkaster det stive Sind,

36:6b.JOB.036.006 den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han få deres Ret,

36:7b.JOB.036.007 fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger på Tronen i Højhed.

36:8b.JOB.036.008 Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Bånd,

36:9b.JOB.036.009 så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,

36:10b.JOB.036.010 åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.

36:11b.JOB.036.011 Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres År.

36:12b.JOB.036.012 Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Ånden i Uforstand.

36:13b.JOB.036.013 Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber de ikke om Hjælp;

36:14b.JOB.036.014 i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv får Mandsskøgers Lod.

36:15b.JOB.036.015 Den elendige frelser han ved hans Elende og åbner hans Øre ved Trængsel.

36:16b.JOB.036.016 Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter.

36:17b.JOB.036.017 Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat.

36:18b.JOB.036.018 Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild!

36:19b.JOB.036.019 Kan vel dit Skrig gøre Ende på Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft?

36:20b.JOB.036.020 Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;

36:21b.JOB.036.021 var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for at lide.

36:22b.JOB.036.022 Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?

36:23b.JOB.036.023 Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: "Du gjorde Uret!"

36:24b.JOB.036.024 Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!

36:25b.JOB.036.025 Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne.

36:26b.JOB.036.026 Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal på hans År kan ikke fides.

36:27b.JOB.036.027 Thi Dråber drager han ud af Havet, i hans Tåge siver de ned som Regn,

36:28b.JOB.036.028 og Skyerne lader den strømme og dryppe på mange Folk.

36:29b.JOB.036.029 Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?

36:30b.JOB.036.030 Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler Havets Rødder;

36:31b.JOB.036.031 Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;

36:32b.JOB.036.032 han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Målet;

36:33b.JOB.036.033 hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.

37

37:1b.JOB.037.001 Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!

37:2b.JOB.037.002 Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund!

37:3b.JOB.037.003 Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;

37:4b.JOB.037.004 efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres.

37:5b.JOB.037.005 Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.

37:6b.JOB.037.006 Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!"

37:7b.JOB.037.007 For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning.

37:8b.JOB.037.008 De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:

37:9b.JOB.037.009 Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.

37:10b.JOB.037.010 Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.

37:11b.JOB.037.011 Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;

37:12b.JOB.037.012 det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord,

37:13b.JOB.037.013 hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.

37:14b.JOB.037.014 Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!

37:15b.JOB.037.015 Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?

37:16b.JOB.037.016 Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?

37:17b.JOB.037.017 Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind?

37:18b.JOB.037.018 Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?

37:19b.JOB.037.019 Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke.

37:20b.JOB.037.020 Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?

37:21b.JOB.037.021 Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,

37:22b.JOB.037.022 fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,

37:23b.JOB.037.023 og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten;

37:24b.JOB.037.024 derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.

38

38:1b.JOB.038.001 Så svarede HERREN Job ud fra Stormvejret og sagde:

38:2b.JOB.038.002 "Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Mening?

38:3b.JOB.038.003 Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig!

38:4b.JOB.038.004 Hvor var du, da jeg grundede Jorden? Sig frem, om du har nogen Indsigt!

38:5b.JOB.038.005 Hvem bestemte dens Mål - du kender det jo - hvem spændte Målesnor ud derover?

38:6b.JOB.038.006 Hvorpå blev dens Støtter sænket, hvem lagde dens Hjørnesten,

38:7b.JOB.038.007 mens Morgenstjernerne jubled til Hobe, og alle Gudssønner råbte af Glæde?

38:8b.JOB.038.008 Hvem stængte for Havet med Porte, dengang det brusende udgik af Moders Skød,

38:9b.JOB.038.009 dengang jeg gav det Skyen til Klædning og Tågemulm til Svøb,

38:10b.JOB.038.010 dengang jeg brød det en Grænse og indsatte Portslå og Døre

38:11b.JOB.038.011 og sagde: "Hertil og ikke længer! Her standse dine stolte Vover!"

38:12b.JOB.038.012 Har du nogen Sinde kaldt Morgenen frem, ladet Morgenrøden vide sit Sted,

38:13b.JOB.038.013 så den greb om Jordens Flige og gudløse rystedes bort,

38:14b.JOB.038.014 så den dannedes til som Ler under Segl, fik Farve, som var den en Klædning?

38:15b.JOB.038.015 De gudløses Lys toges fra dem, den løftede Arm blev knust.

38:16b.JOB.038.016 Har du mon været ved Havets Kilder, har du mon vandret på Dybets Bund?

38:17b.JOB.038.017 Mon Dødens Porte har vist sig for dig, skued du Mulmets Porte?

38:18b.JOB.038.018 Så du ud over Jordens Vidder? Sig frem, om du ved, hvor stor den er!

38:19b.JOB.038.019 Hvor er Vejen til Lysets Bolig, og hvor har Mørket mon hjemme,

38:20b.JOB.038.020 så du kunde hente det til dets Rige og bringe det hen på Vej til dets Bolig?

38:21b.JOB.038.021 Du ved det, du blev jo født dengang, dine Dages Tal er jo stort!

38:22b.JOB.038.022 Har du været, hvor Sneen gemmes, og skuet, hvor Hagelen vogtes,

38:23b.JOB.038.023 den, jeg gemmer til Trængselens Tid, til Kampens og Krigens Dag?

38:24b.JOB.038.024 Hvor er Vejen did, hvor Lyset deler sig, hvor Østenvinden spreder sig ud over Jorden?

38:25b.JOB.038.025 Hvem åbnede Regnen en Rende og Tordenens Lyn en Vej

38:26b.JOB.038.026 for at væde folketomt Land, Ørkenen, hvor ingen bor,

38:27b.JOB.038.027 for at kvæge Øde og Ødemark og fremkalde Urter i Ørkenen?

38:28b.JOB.038.028 Har Regnen mon en Fader, hvem avlede Duggens Dråber?

38:29b.JOB.038.029 Af hvilket Skød kom Isen vel frem, hvem fødte mon Himlens Rim?

38:30b.JOB.038.030 Vandet størkner som Sten, Dybets Flade trækker sig sammen.

38:31b.JOB.038.031 Knytter du Syvstjernens Bånd, kan du løse Orions Lænker?

38:32b.JOB.038.032 Lader du Aftenstjemen gå op i Tide, leder du Bjørnen med Unger?

38:33b.JOB.038.033 Kender du Himmelens Love, fastsætter du dens Magt over Jorden?

38:34b.JOB.038.034 Kan du løfte Røsten til Sky, så Vandskyl adlyder dig?

38:35b.JOB.038.035 Sender du Lynene ud, så de går, og svarer de dig: "Her er vi!"

38:36b.JOB.038.036 Hvem lagde Visdom i sorte Skyer, hvem gav Luftsynet Kløgt?

38:37b.JOB.038.037 Hvem er så viis, at han tæller Skyerne, hvem hælder Himmelens Vandsække om,

38:38b.JOB.038.038 når Jorden ligger i Ælte, og Leret klumper sig sammen?

39

39:1b.JOB.039.001 Jager du Rov til Løvinden, stiller du Ungløvers hunger,

39:2b.JOB.039.002 når de dukker sig i deres Huler; ligger på Lur i Krat?

39:3b.JOB.039.003 Hvem skaffer Ravnen Æde, når Ungerne skriger til Gud og flakker om uden Føde?

39:4b.JOB.039.004 Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer,

39:5b.JOB.039.005 tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder?

39:6b.JOB.039.006 De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,

39:7b.JOB.039.007 Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.

39:8b.JOB.039.008 Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,

39:9b.JOB.039.009 som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?

39:10b.JOB.039.010 Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;

39:11b.JOB.039.011 det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op.

39:12b.JOB.039.012 Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten?

39:13b.JOB.039.013 Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?

39:14b.JOB.039.014 Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst?

39:15b.JOB.039.015 Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen?

39:16b.JOB.039.016 Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,

39:17b.JOB.039.017 siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,

39:18b.JOB.039.018 tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder?

39:19b.JOB.039.019 Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.

39:20b.JOB.039.020 Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.

39:21b.JOB.039.021 Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.

39:22b.JOB.039.022 Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke

39:23b.JOB.039.023 og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.

39:24b.JOB.039.024 Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;

39:25b.JOB.039.025 den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;

39:26b.JOB.039.026 Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;

39:27b.JOB.039.027 den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder;

39:28b.JOB.039.028 et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb.

39:29b.JOB.039.029 Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?

39:30b.JOB.039.030 Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?

39:31b.JOB.039.031 Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg;

39:32b.JOB.039.032 den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.

39:33b.JOB.039.033 Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!

39:34b.JOB.039.034 Og HERREN svarede Job og sagde:

39:35b.JOB.039.035 Vil den trættekære tvistes med den Almægtige? Han, som revser Gud, han svare herpå!

39:36b.JOB.039.036 Da svarede Job HERREN og sagde:

39:37b.JOB.039.037 Se, jeg er ringe, hvad skal jeg svare? Jeg lægger min Hånd på min Mund!

39:38b.JOB.039.038 Een Gang har jeg talt, gentager det ikke, to Gange, men gør det ej mer!

40

40:1b.JOB.040.001 Da svarede HERREN Job ud fra Stormvejret og sagde:

40:2b.JOB.040.002 "Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig!

40:3b.JOB.040.003 Mon du vil gøre min Ret til intet, dømme mig, for af du selv kan få Ret?

40:4b.JOB.040.004 Har du en Arm som Gud, kan du tordne med Brag som han?

40:5b.JOB.040.005 Smyk dig med Højhed og Storhed, klæd dig i Glans og Herlighed!

40:6b.JOB.040.006 Udgyd din Vredes Strømme, slå de stolte ned med et Blik,

40:7b.JOB.040.007 bøj med et Blik de stolte og knus på Stedet de gudløse,

40:8b.JOB.040.008 skjul dem i Støvet til Hobe og lænk deres Åsyn i Skjulet!

40:9b.JOB.040.009 Så vil jeg også love dig for Sejren, din højre har vundet.

40:10b.JOB.040.010 Se Nilhesten! Den har jeg skabt såvel som dig. Som Oksen æder den Græs.

40:11b.JOB.040.011 Se, hvilken Kraft i Lænderne og hvilken Styrke i Bugens Muskler!

40:12b.JOB.040.012 Halen holder den stiv som en Ceder, Bovens Sener er flettet sammen;

40:13b.JOB.040.013 dens Knogler er Rør af, Kobber, Benene i den som Stænger af Jern.

40:14b.JOB.040.014 Den er Guds ypperste Skabning, skabt til at herske over de andre;

40:15b.JOB.040.015 thi Foder til den bærer Bjergene, hvor Markens Vildt har Legeplads.

40:16b.JOB.040.016 Den lægger sig hen under Lotusbuske, i Skjul af Siv og Rør;

40:17b.JOB.040.017 Lotusbuskene giver den Tag og Skygge, Bækkens Pile yder den Hegn.

40:18b.JOB.040.018 Den taber ej Modet, når Jordan stiger, er rolig, om Strømmen end svulmer mod dens Gab.

40:19b.JOB.040.019 Hvem kan gribe den i dens Tænder og trække Reb igennem dens Snude?

40:20b.JOB.040.020 Kan du trække Krokodillen op med Krog og binde dens Tunge med Snøre?

40:21b.JOB.040.021 Kan du mon stikke et Siv i dens Snude, bore en Krog igennem dens Kæber?

40:22b.JOB.040.022 Mon den vil trygle dig længe og give dig gode Ord?

40:23b.JOB.040.023 Mon den vil indgå en Pagt med dig, så du får den til Træl for evigt?

40:24b.JOB.040.024 Han du mon lege med den som en Fugl og tøjre den for dine Pigebørn?

40:25b.JOB.040.025 Falbyder Fiskerlauget den og stykker den ud mellem Sælgerne?

40:26b.JOB.040.026 Mon du kan spække dens Hud med Kroge og med Harpuner dens Hoved?

40:27b.JOB.040.027 Læg dog engang din Hånd på den! Du vil huske den Kamp og gør det ej mer.

40:28b.JOB.040.028 Det Håb vilde blive til Skamme, alene ved Synet lå du der.

41

41:1b.JOB.041.001 Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den?

41:2b.JOB.041.002 Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen?

41:3b.JOB.041.003 Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt.

41:4b.JOB.041.004 Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte Panser?

41:5b.JOB.041.005 Hvem har åbnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er Rædsel.

41:6b.JOB.041.006 Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten;

41:7b.JOB.041.007 de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem;

41:8b.JOB.041.008 de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i hverandre.

41:9b.JOB.041.009 Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som Morgenrødens Øjenlåg er dens Øjne.

41:10b.JOB.041.010 Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem.

41:11b.JOB.041.011 Em står ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel.

41:12b.JOB.041.012 Dens Ånde tænder som glødende Kul, Luer står ud af dens Gab.

41:13b.JOB.041.013 Styrken bor på dens Hals, og Angsten hopper foran den.

41:14b.JOB.041.014 Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke;

41:15b.JOB.041.015 fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste Møllesten.

41:16b.JOB.041.016 Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk.

41:17b.JOB.041.017 Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben, Spyd eller Pil.

41:18b.JOB.041.018 Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ;

41:19b.JOB.041.019 Buens Søn slår den ikke på Flugt, Slyngens Sten bliver Strå for den,

41:20b.JOB.041.020 Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd.

41:21b.JOB.041.021 På Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som Tærskeslædens;

41:22b.JOB.041.022 Dybet får den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af Floden;

41:23b.JOB.041.023 bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhår.

41:24b.JOB.041.024 Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt til ikke at frygte.

41:25b.JOB.041.025 Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolte Dyr.

42

42:1b.JOB.042.001 Så svarede Job HERREN og sagde:

42:2b.JOB.042.002 "Jeg ved, at du magter alt, for dig er intet umuligt!

42:3b.JOB.042.003 "Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Indsigt?" Derfor: jeg talte uden Forstand om noget, som var mig for underfuldt, og som jeg ej kendte til.

42:4b.JOB.042.004 Hør dog, og jeg vil tale, jeg vil spørge, og du skal lære mig!

42:5b.JOB.042.005 Jeg havde kun hørt et Rygte om dig, men nu har mit Øje set dig;

42:6b.JOB.042.006 jeg tager det derfor tilbage og angrer i Støv og Aske!

42:7b.JOB.042.007 Men efter at HERREN havde talet disse Ord til Job, sagde han til Temaniten Elifaz: "Min Vrede er blusset op mod dig og dine to Venner, fordi I ikke talte rettelig om mig som min Tjener Job!

42:8b.JOB.042.008 Tag eder derfor syv Tyre og syv Vædre og gå til min Tjener Job og bring et Brændoffer for eder. Og min Tjener Job skal gå i Forbøn for eder, thi ham vil jeg bønhøre, så jeg ikke gør en Ulykke på eder, fordi I ikke talte rettelig om mig som min Tjener Job!"

42:9b.JOB.042.009 Så gik Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar hen og gjorde, som HERREN havde sagt, og HERREN bønhørte Job.

42:10b.JOB.042.010 Og HERREN vendte Jobs Skæbne, da han gik i Forbøn for sine Venner; og HERREN gav Job alt, hvad han havde ejet, tvefold igen.

42:11b.JOB.042.011 Så kom alle hans Brødre og Søstre og alle, der kendte ham tilforn, og holdt Måltid med ham i hans Hus, og de viste ham deres Medfølelse og trøstede ham over al den Ulykke, HERREN havde bragt over ham, og de gav ham hver en Kesita og en Guldring.

42:12b.JOB.042.012 Og HERREN velsignede Jobs sidste Tid mere end hans første. Han fk 14.000 Stykker Småkvæg, og 1.000 Aseninder.

42:13b.JOB.042.013 Og han fik syv Sønner og tre Døtre,

42:14b.JOB.042.014 og han kaldte den ene Jemima, den anden Kezia og den tredje Keren-Happuk.

42:15b.JOB.042.015 Så smukke Kvinder som Jobs Døtre fandtes ingensteds på Jorden; og deres Fader gav dem Arv imellem deres Brødre:

42:16b.JOB.042.016 Siden levede Job 140 År og så sine Børn og Børnebørn, fire Slægtled.

42:17b.JOB.042.017 Så døde Job gammel og mæt af Dage.