Hebrews (Danish)

1

1:1b.HEB.001.001 Efter at Gud fordum havde talt mange Gange og på mange Måder, til Fædrene ved Profeterne, så har han ved Slutningen af disse Dage talt til os ved sin Søn,

1:2b.HEB.001.002 hvem han har sat til Arving af alle Ting, ved hvem han også har skabt Verden;

1:3b.HEB.001.003 han, som - efterdi han er hans Herligheds Glans og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Krafts Ord - efter at have gjort Renselse fra Synderne har sat sig ved Majestætens højre Hånd i det høje,

1:4b.HEB.001.004 idet han er bleven så meget ypperligere end Englene, som han har arvet et herligere Navn fremfor dem.

1:5b.HEB.001.005 Thi til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: "Du er min Søn, jeg har født dig i Dag"? og fremdeles: "Jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn"?

1:6b.HEB.001.006 Og når han atter indfører den førstefødte i Verden, hedder det: "Og alle Guds Engle skulle tilbede ham".

1:7b.HEB.001.007 Og om Englene hedder det: "Han gør sine Engle til Vinde og sine Tjenere til Ildslue";

1:8b.HEB.001.008 men om Sønnen,: "Din Trone, o Gud! står i al Evighed, og Rettens Kongestav er dit Riges Kongestav.

1:9b.HEB.001.009 Du elskede Retfærdighed og hadede Lovløshed, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre".

1:10b.HEB.001.010 Og: "Du, Herre! har i Begyndelsen grundfæstet Jorden, og Himlene ere dine Hænders Gerninger.

1:11b.HEB.001.011 De skulle forgå, men du bliver; og de skulle til Hobe ældes som et Klædebon,

1:12b.HEB.001.012 ja, som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle omskiftes; men du er den samme, og dine År skulle ikke få Ende".

1:13b.HEB.001.013 Men til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: "Sæt dig ved min højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder"?

1:14b.HEB.001.014 Ere de ikke alle tjenende Ånder, som udsendes til Hjælp for deres Skyld, der skulle arve Frelse?

2

2:1b.HEB.002.001 Derfor bør vi des mere agte på det, vi have hørt, for at vi ikke skulle rives bort.

2:2b.HEB.002.002 Thi når det Ord, som taltes ved Engle, blev urokket, og hver Overtrædelse og Ulydighed fik velforskyldt Løn,

2:3b.HEB.002.003 hvorledes skulle da vi undfly, når vi ikke bryde os om så stor en Frelse, som jo efter først at være bleven forkyndt ved Herren, er bleven stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham,

2:4b.HEB.002.004 idet Gud vidnede med både ved Tegn og Undere og mange Hånde kraftige Gerninger og ved Meddelelse af den Helligånd efter sin Villie.

2:5b.HEB.002.005 Thi det var ikke Engle, han underlagde den kommende Verden; om hvilken vi tale.

2:6b.HEB.002.006 Men en har vidnet et Sted og sagt: "Hvad er et Menneske, at du kommer ham i Hu? eller en Menneskesøn, at du ser til ham?

2:7b.HEB.002.007 Du gjorde ham en kort Tid ringere end Engle; med Herlighed og Ære kronede du ham;

2:8b.HEB.002.008 alle Ting lagde du under hans Fødder". - Idet han nemlig underlagde ham alle Ting, undtog han intet fra at være ham underlagt. Nu se vi imidlertid endnu ikke alle Ting underlagte ham;

2:9b.HEB.002.009 men ham, som en kort Tid var bleven gjort ringere end Engle, Jesus, se vi på Grund af Dødens Lidelse kronet med Herlighed og Ære, for at han ved Guds Nåde må have smagt Døden for alle.

2:10b.HEB.002.010 Thi det sømmede sig ham, for hvis Skyld alle Ting ere, og ved hvem alle Ting ere, når han førte mange Sønner til Herlighed, da at fuldkomme deres Frelses Ophavsmand igennem Lidelser.

2:11b.HEB.002.011 Thi både den, som helliger, og de, som helliges, ere alle af een; hvorfor han ikke skammer sig ved at kalde dem Brødre,

2:12b.HEB.002.012 når han siger: "Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i en Menighed vil jeg lovsynge dig."

2:13b.HEB.002.013 Og fremdeles: "Jeg vil forlade mig på ham." Og fremdeles: "Se, her er jeg og de Børn, som Gud har givet mig."

2:14b.HEB.002.014 Efterdi da Børnene ere delagtige i Blod og Kød, blev også han i lige Måde delagtig deri, for at han ved Døden skulde gøre den magtesløs, som har Dødens Vælde, det er Djævelen,

2:15b.HEB.002.015 og befri alle dem, som på Grund af Dødsfrygt vare under Trældom al deres Livs Tid.

2:16b.HEB.002.016 Thi det er jo dog ikke Engle, han tager sig af, men Abrahams Sæd tager han sig af.

2:17b.HEB.002.017 Derfor måtte han blive sine Brødre lig i alle. Ting, for at han kunde blive en barmhjertig og trofast Ypperstepræst over for Gud til at sone Folkets Synder.

2:18b.HEB.002.018 Thi idet han har lidt, kan han som den, der selv er fristet, komme dem til Hjælp, som fristes.

3

3:1b.HEB.003.001 Derfor, hellige Brødre, delagtige i en himmelsk Kaldelse! ser hen til vor Bekendelses Udsending og Ypperstepræst, Jesus,

3:2b.HEB.003.002 der var tro imod den, som beskikkede ham, ligesom også Moses var det i hele hans Hus.

3:3b.HEB.003.003 Thi han er kendt værdig til større Herlighed end Moses, i samme Mål som den,der har indrettet et Hus, har større Ære end Huset selv.

3:4b.HEB.003.004 Thi hvert Hus indrettes af nogen; men den, som har indrettet alt, er Gud.

3:5b.HEB.003.005 Og Moses var vel tro i hele hans Hus, som en Tjener, til Vidnesbyrd om, hvad der skulde tales;

3:6b.HEB.003.006 men Kristus er det som en Søn over hans Hus; og hans Hus ere vi, såfremt vi fastholde Håbets Frimodighed og Ros urokket indtil Enden.

3:7b.HEB.003.007 Derfor, som den Helligånd siger: "I Dag, når I høre hans Røst,

3:8b.HEB.003.008 da forhærder ikke eders Hjerter, som det skete i Forbitrelsen, på Fristelsens Dag i Ørkenen,

3:9b.HEB.003.009 hvor eders Fædre fristede mig ved at sætte mig på Prøve, og de så dog mine Gerninger i fyrretyve År.

3:10b.HEB.003.010 Derfor harmedes jeg på denne Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet; men de kendte ikke mine Veje,

3:11b.HEB.003.011 så jeg svor i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gå ind til min Hvile" -

3:12b.HEB.003.012 så ser til, Brødre! at der ikke nogen Sinde i nogen af eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, så at han falder fra den levende Gud.

3:13b.HEB.003.013 Men formaner hverandre hver Dag, så længe det hedder "i Dag", for at ikke nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag.

3:14b.HEB.003.014 Thi vi ere blevne delagtige i Kristus, såfremt vi fastholde vor første Fortrøstning urokket indtil Enden.

3:15b.HEB.003.015 Når der sigs: "I Dag, - når I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter som i Forbitrelsen":

3:16b.HEB.003.016 hvem vare da vel de, som hørte og dog voldte Forbitrelse? Mon ikke alle, som gik ud af Ægypten ved Moses?

3:17b.HEB.003.017 Men på hvem harmedes han i fyrretyve År? Mon ikke på dem, som syndede, hvis døde Kroppe faldt i Ørkenen?

3:18b.HEB.003.018 Og over for hvem tilsvor han, at de ikke skulde gå ind til hans Hvile, uden dem, som vare blevne genstridige?

3:19b.HEB.003.019 Og vi se, at de ikke kunde gå ind på Grund af Vantro.

4

4:1b.HEB.004.001 Lader os derfor, da der endnu står en Forjættelse tilbage om at indgå til hans Hvile, vogte os for, at nogen af eder skal mene, at han er kommen for silde.

4:2b.HEB.004.002 Thi også os er der forkyndt godt Budskab ligesom hine; men Ordet, som de hørte, hjalp ikke dem, fordi det ikke var forenet med Troen hos dem, som hørte det.

4:3b.HEB.004.003 Thi vi gå ind til Hvilen, vi, som ere komne til Troen, efter hvad han har sagt: "Så svor jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gå ind til min Hvile", omendskønt Gerningerne vare fuldbragte fra Verdens Grundlæggelse.

4:4b.HEB.004.004 Thi han har et Sted sagt om den syvende Dag således: "Og Gud hvilede på den syvende Dag fra alle sine Gerninger."

4:5b.HEB.004.005 Og fremdeles på dette Sted: "Sandelig, de skulle ikke gå ind til min Hvile."

4:6b.HEB.004.006 Efterdi der altså står tilbage, at nogle skulle gå ind til den, og de, hvem der først blev forkyndt godt Budskab, ikke gik ind for deres Genstridigheds Skyld:

4:7b.HEB.004.007 så bestemmer han atter en Dag: "I Dag", siger han ved David så lang Tid efter, (som ovenfor sagt): "I Dag, når I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter!"

4:8b.HEB.004.008 Thi dersom Josva havde skaffet dem Hvile, da vilde han ikke tale om en anden Dag siden efter.

4:9b.HEB.004.009 Altså er der en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk.

4:10b.HEB.004.010 Thi den, som er gået ind til hans Hvile, også han har fået Hvile fra sine Gerninger, ligesom Gud fra sine.

4:11b.HEB.004.011 Lader os derfor gøre os Flid for at gå ind til hin Hvile, for at ikke nogen skal falde ved den samme Genstridighed, som hine gave Eksempel på.

4:12b.HEB.004.012 Thi Guds Ord er levende og kraftigt og skarpere end noget tveægget Sværd og trænger igennem, indtil det deler Sjæl og Ånd, Ledemod såvel som Marv, og dømmer over Hjertets Tanker og Råd.

4:13b.HEB.004.013 Og ingen Skabning er usynlig for hans Åsyn; men alle Ting ere nøgne og udspændte for hans Øjne, hvem vi stå til Regnskab.

4:14b.HEB.004.014 Efterdi vi altså have en stor Ypperstepræst, som er gået igennem Himlene, Jesus, Guds Søn, da lader os holde fast ved Bekendelsen!

4:15b.HEB.004.015 Thi vi have ikke en Ypperstepræst, som ej kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en sådan, som er fristet i alle Ting i Lighed med os, dog uden Synd.

4:16b.HEB.004.016 Derfor lader os træde frem med Frimodighed for Nådens Trone, for at vi kunne få Barmhjertighed og finde Nåde til betimelig Hjælp.

5

5:1b.HEB.005.001 Thi hver Ypperstepræst tages iblandt Mennesker og indsættes for Mennesker til Tjenesten for Gud, for at han skal frembære både Gaver og Slagtofre for Synder,

5:2b.HEB.005.002 som en, der kan bære over med de vankundige og vildfarende, eftersom han også selv er stedt i Skrøbelighed

5:3b.HEB.005.003 og for dens Skyld må frembære Syndoffer, som for Folket således også for sig selv

5:4b.HEB.005.004 Og ingen tager sig selv den Ære, men han kaldes af Gud, ligesom jo også Aron.

5:5b.HEB.005.005 Således har ej heller Kristus tillagt sig selv den Ære at blive Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: "Du er min Søn, jeg har født dig i Dag,"

5:6b.HEB.005.006 som han jo også siger et andet Sted: "Du er Præst til evig Tid, efter Melkisedeks Vis,"

5:7b.HEB.005.007 han, som i sit Køds Dage med stærkt Råb og Tårer frembar Bønner og ydmyge Begæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Angst,

5:8b.HEB.005.008 og således, endskønt han var Søn, lærte Lydighed af det, han led,

5:9b.HEB.005.009 og efter at være fuldkommet blev Årsag til evig Frelse for alle dem, som lyde ham,

5:10b.HEB.005.010 idet han af Gud blev kaldt Ypperstepræst efter Melkisedeks Vis.

5:11b.HEB.005.011 Herom have vi meget at sige, og det er vanskeligt at forklare, efterdi I ere blevne sløve til at høre.

5:12b.HEB.005.012 Thi skønt I efter Tiden endog burde være Lærere, trænge I atter til, at man skal lære eder Begyndelsesgrundene i Guds Ord, og I ere blevne sådanne, som trænge til Mælk og ikke til fast Føde.

5:13b.HEB.005.013 Thi hver, som får Mælk, er ukyndig i den rette Tale, thi han er spæd;

5:14b.HEB.005.014 men for de fuldkomne er den faste Føde, for dem, som på Grund af deres Erfaring have Sanserne øvede til at skelne mellem godt og ondt.

6

6:1b.HEB.006.001 Lader os derfor forbigå Begyndelsesordet om Kristus og skride frem til Fuldkommenhed uden atter at lægge Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro på Gud,

6:2b.HEB.006.002 med Lære om Døbelser og Håndspålæggelse og dødes Opstandelse og evig Dom.

6:3b.HEB.006.003 Ja, dette ville vi gøre, såfremt Gud tilsteder det.

6:4b.HEB.006.004 Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligånd

6:5b.HEB.006.005 og have smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, og som ere faldne fra, - dem er det umuligt atter at forny til Omvendelse

6:6b.HEB.006.006 da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot.

6:7b.HEB.006.007 Thi Jorden, som drikker den ofte derpå faldende Regn og frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den også dyrkes, får Velsignelse fra Gud;

6:8b.HEB.006.008 men når den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og Forbandelse nær; Enden med den er at brændes.

6:9b.HEB.006.009 Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale således.

6:10b.HEB.006.010 Thi Gud er ikke uretfærdig, så at han skulde glemme eders Gerning og den Kærlighed, som I have udvist imod hans Navn, idet I have tjent og tjene de hellige.

6:11b.HEB.006.011 Men vi ønske, at enhver af eder må udvise den samme Iver efter den fulde Vished i Håbet indtil Enden,

6:12b.HEB.006.012 for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved Tro og Tålmodighed arve Forjættelserne.

6:13b.HEB.006.013 Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde:

6:14b.HEB.006.014 "Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig."

6:15b.HEB.006.015 Og således opnåede han Forjættelsen ved at vente tålmodigt.

6:16b.HEB.006.016 Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende på al Modsigelse til Stadfæstelse.

6:17b.HEB.006.017 Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Råds Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil,

6:18b.HEB.006.018 for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Håb, som ligger foran os,

6:19b.HEB.006.019 hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og går ind inden for Forhænget,

6:20b.HEB.006.020 hvor Jesus som Forløber gik ind for os, idet han efter Melkisedeks Vis blev Ypperstepræst til evig Tid.

7

7:1b.HEB.007.001 Thi denne Melkisedek, Konge i Salem, den højeste Guds Præst, som gik Abraham i Møde, da han vendte tilbage fra Kongernes Nederlag, og velsignede ham,

7:2b.HEB.007.002 hvem også Abraham gav Tiende af alt, og som, når hans Navn udlægges, først er Retfærdigheds Konge, dernæst også Salems Konge, det er: Freds Konge,

7:3b.HEB.007.003 uden Fader, uden Moder, uden Slægtregister, uden Dages Begyndelse og uden Livs Ende, men gjort lig med Guds Søn, - han forbliver Præst for bestandig.

7:4b.HEB.007.004 Ser dog, hvor stor denne er, hvem endog Patriarken Abraham gav Tiende af Byttet.

7:5b.HEB.007.005 Og hine, som, idet de høre til Levi Sønner, få Præstedømmet, have et Bud om at tage Tiende efter Loven af Folket, det er af deres Brødre, endskønt disse ere udgåede af Abrahams Lænd;

7:6b.HEB.007.006 men han, som ikke regner sin Slægt fra dem, har taget Tiende af Abraham og har velsignet den, som havde Forjættelserne.

7:7b.HEB.007.007 Men uden al Modsigelse er det den ringere, som velsignes af den ypperligere.

7:8b.HEB.007.008 Og her er det dødelige Mennesker, som tager Tiende; men der er det en, om hvem der vidnes, at han lever.

7:9b.HEB.007.009 Ja, så at sige, har endog Levi, som tager Tiende, igennem Abraham givet Tiende;

7:10b.HEB.007.010 thi han var endnu i Faderens Lænd, da Melkisedek gik denne i Møde.

7:11b.HEB.007.011 Hvis der altså var Fuldkommelse at få ved det levitiske Præstedømme (thi på Grundlag af dette har jo Folket fået Loven), hvilken Trang var der da yderligere til, at en anden Slags Præst skulde opstå efter Melkisedeks Vis og ikke nævnes efter Arons Vis?

7:12b.HEB.007.012 Når nemlig Præstedømmet omskiftes, sker der med Nødvendighed også en Omskiftelse af Loven.

7:13b.HEB.007.013 Thi han, om hvem dette siges, har hørt til en anden Stamme, af hvilken ingen har taget Vare på Alteret.

7:14b.HEB.007.014 thi det er vitterligt, at af Juda er vor Herre oprunden, og for den Stammes Vedkommende har Moses intet talt om Præster.

7:15b.HEB.007.015 Og det bliver end ydermere klart, når der i Lighed med Melkisedek opstår en anden Slags Præst,

7:16b.HEB.007.016 som ikke er bleven det efter et kødeligt Buds Lov, men efter et uopløseligt Livs Kraft.

7:17b.HEB.007.017 Thi han får det Vidnesbyrd: "Du er Præst til evig Tid efter Melkisedeks Vis."

7:18b.HEB.007.018 Thi vel sker der Ophævelse af et forudgående Bud, fordi det var svagt og unyttigt

7:19b.HEB.007.019 (thi Loven har ikke fuldkommet noget); men der sker Indførelse af et bedre Håb, ved hvilket vi nærme os til Gud.

7:20b.HEB.007.020 Og så vist som det ikke er sket uden Ed,

7:21b.HEB.007.021 (thi hine ere blevne Præster uden Ed, men denne med Ed, ved den, som siger til ham: "Herren svor, og han skal ikke angre det: Du er Præst til evig Tid"):

7:22b.HEB.007.022 så vist er Jesus bleven Borgen for en bedre Pagt.

7:23b.HEB.007.023 Og hine ere blevne Præster, flere efter hinanden, fordi de ved Døden hindredes i at vedblive;

7:24b.HEB.007.024 men denne har et uforgængeligt Præstedømme, fordi han bliver til evig Tid,

7:25b.HEB.007.025 hvorfor han også kan fuldkomment frelse dem, som komme til Gud ved ham, efterdi han lever altid til at gå i Forbøn for dem.

7:26b.HEB.007.026 Thi en sådan Ypperstepræst var det også, som sømmede sig for os, en from, uskyldig, ubesmittet, adskilt fra Syndere og ophøjet over Himlene;

7:27b.HEB.007.027 en, som ikke hver Dag har nødig, som Ypperstepræsterne, at frembære Ofre først for sine egne Synder, derefter for Folkets; thi dette gjorde han een Gang for alle, da han ofrede sig selv.

7:28b.HEB.007.028 Thi Loven indsætter til Ypperstepræster Mennesker, som have Skrøbelighed; men Edens Ord, som kom senere end Loven, indsætter en Søn, som er fuldkommet til evig Tid:

8

8:1b.HEB.008.001 Men Hovedpunktet ved det, hvorom her tales, er dette: vi have en sådan Ypperstepræst, der har taget Sæde på højre Side af Majestætens Trone i Himlene

8:2b.HEB.008.002 som Tjener ved Helligdommen og det sande Tabernakel, hvilket Herren har oprejst, og ikke et Menneske.

8:3b.HEB.008.003 Thi hver Ypperstepræst indsættes til at frembære Gaver og Slagtofre; derfor er det nødvendigt, at også denne må have noget at frembære.

8:4b.HEB.008.004 Dersom han nu var på Jorden, da var han ikke engang Præst, efterdi der her er dem, som frembære Gaverne efter Loven;

8:5b.HEB.008.005 hvilke jo tjene ved en Afbildning og Skygge af det himmelske, således som det blev Moses betydet af Gud, da han skulde indrette Tabernaklet: "Se til, sagde han, at du gør alting efter det Forbillede, der blev vist dig på Bjerget."

8:6b.HEB.008.006 Men nu har han fået en så meget ypperligere Tjeneste, som han også er Mellemmand for en bedre Pagt, der jo er grundet på bedre Forjættelser.

8:7b.HEB.008.007 Thi dersom hin første var udadlelig, da vilde der ikke blive søgt Sted for en anden.

8:8b.HEB.008.008 Thi dadlende siger han til dem: "Se, der kommer Dage, siger Herren, da jeg vil slutte en ny Pagt med Israels Hus og med Judas Hus;

8:9b.HEB.008.009 ikke som den Pagt, jeg gjorde med deres Fædre på den Dag, da jeg tog dem ved Hånden for at føre dem ud af Ægyptens Land; thi de bleve ikke i min Pagt, og jeg brød mig ikke om dem, siger Herren.

8:10b.HEB.008.010 Thi dette er den Pagt, som jeg vil oprette med Israels Hus efter de Dage, siger Herren: Jeg vil give mine Love i deres Sind, og jeg vil indskrive dem i deres Hjerte, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk.

8:11b.HEB.008.011 Og de skulle ikke lære hver sin Medborger og hver sin Broder og sige: Kend Herren; thi de skulle alle kende mig, fra den mindste indtil den største iblandt dem.

8:12b.HEB.008.012 Thi jeg vil være nådig imod deres Uretfærdigheder og ikke mere ihukomme deres Synder."

8:13b.HEB.008.013 Når han siger: "en ny", har han erklæret den første for gammel; men det, som bliver gammelt og ældes, er nu ved at forsvinde.

9

9:1b.HEB.009.001 Vel havde også den første Pagt Forskrifter for Gudstjenesten og en jordisk Helligdom.

9:2b.HEB.009.002 Thi der var indrettet et Telt, det forreste, hvori Lysestagen var og Bordet og Skuebrødene, det, som jo kaldes det Hellige.

9:3b.HEB.009.003 Men bag det andet Forhæng var et Telt, det, som kaldes det Allerhelligste,

9:4b.HEB.009.004 som havde et gyldent Røgelsealter og Pagtens Ark, overalt beklædt med Guld, i hvilken der var en Guldkrukke med Mannaen, og Arons Stav, som havde blomstret, og Pagtens Tavler,

9:5b.HEB.009.005 men oven over den var Herlighedens Keruber, som overskyggede Nådestolen, hvorom der nu ikke skal tales enkeltvis.

9:6b.HEB.009.006 Idet nu dette er således indrettet, gå Præsterne til Stadighed ind i det forreste Telt, når de forrette Tjenesten;

9:7b.HEB.009.007 men i det andet går alene Ypperstepræsten ind een Gang om Året, ikke uden Blod,hvilket han ofrer for sig selv og Folkets Forseelser,

9:8b.HEB.009.008 hvorved den Helligånd giver til Kende, at Vejen til Helligdommen endnu ikke er bleven åbenbar, så længe det førreste Telt endnu står,

9:9b.HEB.009.009 hvilket jo er et Sindbillede indtil den nærværende Tid, og stemmende hermed frembæres der både Gaver og Ofre, som ikke i Henseende til Samvittigheden kunne fuldkomme den, der forretter sin Gudsdyrkelse,

9:10b.HEB.009.010 men som kun, ved Siden af Mad og Drikke og forskellige Tvættelser, ere kødelige Forskrifter, pålagte indtil den rette Ordnings Tid.

9:11b.HEB.009.011 Men da Kristus kom som Ypperstepræst for de kommende Goder, gik han igennem det større og fuldkomnere Telt, som ikke er gjort med Hænder, det er: som ikke er af denne Skabning,

9:12b.HEB.009.012 og gik ikke heller med Blod af Bukke eller Kalve, men med sit eget Blod een Gang for alle ind i Helligdommen og vandt en evig Forløsning.

9:13b.HEB.009.013 Thi dersom Blodet af Bukke og Tyre og Aske af en Kvie ved at stænkes på de besmittede helliger til Kødets Renhed:

9:14b.HEB.009.014 hvor meget mere skal da Kristi Blod, hans, som ved en evig Ånd frembar sig selv lydeløs for Gud, rense eders Samvittighed fra døde Gerninger til at tjene den levende Gud?

9:15b.HEB.009.015 Og derfor er han Mellemmand for en ny Pagt, for at de kaldede, da der har fundet Død Sted til Genløsning fra Overtrædelserne under den første Pagt, må få den evige Arvs Forjættelse.

9:16b.HEB.009.016 Thi hvor der er en Arvepagt, der er det nødvendigt, at hans Død, som har oprettet Pagten, skal godtgøres.

9:17b.HEB.009.017 Thi en Arvepagt er urokkelig efter døde, da den ingen Sinde træder i Kraft, medens den, som har oprettet den, lever.

9:18b.HEB.009.018 Derfor er heller ikke den første bleven indviet uden Blod

9:19b.HEB.009.019 Thi da hvert Bud efter Loven var forkyndt af Moses for hele Folket, tog han Kalve- og Bukkeblod med Vand og skarlagenrød Uld og Isop og bestænkede både Bogen selv og hele Folket, idet han sagde:

9:20b.HEB.009.020 "Dette er den Pagts Blod, hvilken Gud har pålagt eder."

9:21b.HEB.009.021 Og Tabernaklet og alle Tjenestens Redskaber bestænkede han ligeledes med Blodet.

9:22b.HEB.009.022 Og næsten alt bliver efter Loven renset med Blod, og uden Blods Udgydelse sker der ikke Forladelse.

9:23b.HEB.009.023 Altså var det en Nødvendighed, at Afbildningerne af de himmelske Ting skulde renses herved, men selve de himmelske Ting ved bedre Ofre end disse.

9:24b.HEB.009.024 Thi Kristus gik ikke ind i en Helligdom, som var gjort med Hænder og kun var et Billede af den sande, men ind i selve Himmelen for nu at træde frem for Guds Ansigt til Bedste for os;

9:25b.HEB.009.025 ikke heller for at han skulde ofre sig selv mange Gange, ligesom Ypperstepræsten hvert År går ind i Helligdommen med fremmed Blod;

9:26b.HEB.009.026 ellers havde han måttet lide mange Gange fra Verdens Grundlæggelse; men nu er han een Gang for alle ved Tidernes Fuldendelse åbenbaret for at bortskaffe Synden ved sit Offer.

9:27b.HEB.009.027 Og ligesom det er Menneskene beskikket at dø een Gang og derefter Dom,

9:28b.HEB.009.028 således skal også Kristus, efter at være bleven een Gang ofret for at bære manges Synder, anden Gang, uden Synd, vise sig for dem, som foruente ham til Frelse.

10

10:1b.HEB.010.001 Thi da Loven kun har en Skygge af de kommende Goder og ikke Tingenes Skikkelse selv, kan den aldrig ved de samme årlige Ofre, som de bestandig frembære, fuldkomme dem, som træde frem dermed.

10:2b.HEB.010.002 Vilde man ikke ellers have ophørt at frembære dem, fordi de ofrende ikke mere havde nogen Bevidsthed om Synder, når de een Gang vare rensede?

10:3b.HEB.010.003 Men ved Ofrene sker År for År Ihukommelse af Synder.

10:4b.HEB.010.004 Thi det er umuligt, at Blod af Tyre og Bukke kan borttage Synder.

10:5b.HEB.010.005 Derfor siger han, idet han indtræder i Verden: "Slagtoffer og Madoffer havde du ikke Lyst til; men et Legeme beredte du mig;

10:6b.HEB.010.006 Brændofre og Syndofre havde du ikke Behag i.

10:7b.HEB.010.007 Da sagde jeg: Se, jeg er kommen (i Bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre, Gud! din Villie."

10:8b.HEB.010.008 Medens han først siger: "Slagtofre og Madofre og Brændofre og Syndofre havde du ikke Lyst til og ej heller Behag i" (og disse frembæres dog efter Loven),

10:9b.HEB.010.009 så har han derefter sagt: "Se, jeg er kommen for at gøre din Villie." Han ophæver det første for at fastsætte det andet.

10:10b.HEB.010.010 Og ved denne Villie ere vi helligede ved Ofringen af Jesu Kristi Legeme een Gang for alle.

10:11b.HEB.010.011 Og hver Præst står daglig og tjener og ofrer mange Gange de samme Ofre, som dog aldrig kunne borttage Synder.

10:12b.HEB.010.012 Men denne har efter at have ofret eet Offer for Synderne sat sig for bestandig ved Guds højre Hånd,

10:13b.HEB.010.013 idet han for øvrigt venter på, at hans Fjender skulle lægges som en Skammel for hans Fødder.

10:14b.HEB.010.014 Thi med et eneste Offer har han for bestandig fuldkommet dem, som helliges.

10:15b.HEB.010.015 Men også den Helligånd giver os Vidnesbyrd; thi efter at have sagt:

10:16b.HEB.010.016 "Dette er den Pagt, som jeg vil oprette med dem efter de Dage," siger Herren: "Jeg vil give mine Love i deres Hjerter, og jeg vil indskrive dem i deres Sind,

10:17b.HEB.010.017 og deres Synder og deres Overtrædelser vil jeg ikke mere ihukomme."

10:18b.HEB.010.018 Men hvor der er Forladelse for disse, er der ikke mere Offer for Synd.

10:19b.HEB.010.019 Efterdi vi da, Brødre! have Frimodighed til den Indgang i Helligdommen ved Jesu Blod,

10:20b.HEB.010.020 som han indviede os som en ny og levende Vej igennem Forhænget, det er hans Kød,

10:21b.HEB.010.021 og efterdi vi have en stor Præst over Guds Hus:

10:22b.HEB.010.022 så lader os træde frem med et sandt Hjerte, i Troens fulde Forvisning, med Hjerterne ved Bestænkelsen rensede fra en ond Samvittighed, og Legemet tvættet med rent Vand;

10:23b.HEB.010.023 lader os fastholde Håbets Bekendelse urokket; thi trofast er han, som gav Forjættelsen;

10:24b.HEB.010.024 og lader os give Agt på hverandre, så vi opflamme hverandre til Kærlighed og gode Gerninger

10:25b.HEB.010.025 og ikke forlade vor egen Forsamling, som nogle have for Skik, men formane hverandre, og det så meget mere, som I se, at Dagen nærmer sig.

10:26b.HEB.010.026 Thi Synde vi med Villie, efter at have modtaget Sandhedens Erkendelse, er der intet Offer mere tilbage for Synder,

10:27b.HEB.010.027 men en frygtelig Forventelse at Dom og en brændende Nidkærhed, som skal fortære de genstridige.

10:28b.HEB.010.028 Når en har brudt med Mose Lov, dør han uden Barmhjertighed på to eller tre Vidners Udsagn;

10:29b.HEB.010.029 hvor meget værre Straf mene I da, at den skal agtes værd, som træder Guds Søn under Fod og agter Pagtens Blod, hvormed han blev helliget, for urent og forhåner Nådens Ånd?

10:30b.HEB.010.030 Thi vi kende den, som har sagt: "Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger Herren;" og fremdeles: "Herren skal dømme sit Folk."

10:31b.HEB.010.031 Det er frygteligt at falde i den levende Guds Hænder.

10:32b.HEB.010.032 Men kommer de forrige Dage i Hu, i hvilke I, efter at I vare blevne oplyste, udholdt megen Kamp i Lidelser,

10:33b.HEB.010.033 idet I dels selv ved Forhånelser og Trængsler bleve et Skuespil, dels gjorde fælles Sag med dem, som fristede sådanne Kår.

10:34b.HEB.010.034 Thi både havde I Medlidenhed med de fangne, og I fandt eder med Glæde i, at man røvede, hvad I ejede, vidende, at I selv have en bedre og blivende Ejendom.

10:35b.HEB.010.035 Kaster altså ikke eders Frimodighed bort, hvilken jo har stor Belønning;

10:36b.HEB.010.036 thi I have Udholdenhed nødig, for at I, når I have gjort Guds Villie, kunne opnå Forjættelsen.

10:37b.HEB.010.037 Thi "der er endnu kun en såre liden Stund, så kommer han, der skal komme, og han vil ikke tøve.

10:38b.HEB.010.038 Men min retfærdige skal leve af Tro; og dersom han unddrager sig, har min Sjæl ikke Behag i ham."

10:39b.HEB.010.039 Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig, til Fortabelse, men af dem, som tro, til Sjælens Frelse,

11

11:1b.HEB.011.001 Men Tro er en Fortrøstning til det, som håbes, en Overbevisning om Ting, som ikke ses.

11:2b.HEB.011.002 Ved den fik jo de gamle godt Vidnesbyrd.

11:3b.HEB.011.003 Ved Tro fatte vi, at Verden er bleven skabt ved Guds Ord, så det ikke er af synlige Ting, at det, som ses, er blevet til.

11:4b.HEB.011.004 Ved Tro ofrede Abel Gud et bedre Offer end Kain, og ved den fik han det Vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud bevidnede sit Velbehag i hans Gaver; og ved den taler han endnu efter sin Død.

11:5b.HEB.011.005 Ved Tro blev Enok borttagen, for at han ikke skulde se Døden, og han blev ikke funden, efterdi Gud havde taget ham bort; thi før Borttagelsen har han fået det Vidnesbyrd, at han har behaget Gud.

11:6b.HEB.011.006 Men uden Tro er det umuligt at behage ham; thi den, som kommer frem for Gud, bør tro, at han er til, og at han bliver deres Belønner, som søge ham.

11:7b.HEB.011.007 Ved Tro var det, at Noa, advaret af Gud om det, som endnu ikke sås, i Gudsfrygt indrettede en Ark til Frelse for sit Hus; ved den domfældte han Verden og blev Arving til Retfærdigheden ifølge Tro.

11:8b.HEB.011.008 Ved Tro adlød Abraham, da han blev kaldet, så han gik ud til et Sted, som han skulde tage til Arv; og han gik ud, skønt han ikke vidste, hvor han kom hen.

11:9b.HEB.011.009 Ved Tro blev han Udlænding i Forjættelsens Land som i et fremmed og boede i Telte med Isak og Jakob, som vare Medarvinger til samme Forjættelse;

11:10b.HEB.011.010 thi han forventede den Stad, som har fast Grundvold, hvis Bygmester og Grundlægger er Gud.

11:11b.HEB.011.011 Ved Tro fik endog Sara selv Kraft til at undfange endog ud over sin Alders Tid; thi hun holdt ham for trofast, som havde forjættet det.

11:12b.HEB.011.012 Derfor avledes der også af en, og det en udlevet, som Himmelens Stjerner i Mangfoldighed og som Sandet ved Havets Bred, det, som ikke kan tælles.

11:13b.HEB.011.013 I Tro døde alle disse uden at have opnået Forjættelserne; men de så dem langt borte og hilsede dem og bekendte, at de vare fremmede og Udlændinge på Jorden.

11:14b.HEB.011.014 De, som sige sådant, give jo klarlig til Kende, at de søge et Fædreland.

11:15b.HEB.011.015 Og dersom de havde haft det, hvorfra de vare udgåede, i Tanker, havde de vel haft Tid til at vende tilbage;

11:16b.HEB.011.016 men nu hige de efter et bedre, det er et himmelsk; derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at kaldes deres Gud; thi han har betedt dem en, Stad.

11:17b.HEB.011.017 Ved Tro har Abraham ofret Isak, da han blev prøvet, ja, den. enbårne ofrede han, som havde modtaget Forjættelserne,

11:18b.HEB.011.018 til hvem der var sagt: "I Isak skal en Sæd få Navn efter dig; "

11:19b.HEB.011.019 thi han betænkte, at Gud var mægtig endog til at oprejse fra de døde, hvorfra han jo også lignelsesvis fik ham tilbage.

11:20b.HEB.011.020 Ved Tro udtalte Isak Velsignelse over Jakob og Esau angående kommende Ting.

11:21b.HEB.011.021 Ved Tro velsignede Jakob døende hver af Josefs Sønner og tilbad, lænende sig over sin Stav.

11:22b.HEB.011.022 Ved Tro talte Josef på sit yderste om Israels Børns Udgang og gav Befaling om sine Ben.

11:23b.HEB.011.023 Ved Tro blev Moses, da han var født, skjult i tre Måneder af sine Forældre, fordi de så, at Barnet var dejligt, og de frygtede ikke for Kongens Befaling.

11:24b.HEB.011.024 Ved Tro nægtede Moses, da han var bleven stor, at kaldes Søn af Faraos Datter

11:25b.HEB.011.025 og valgte hellere at lide ondt med Guds Folk end at have en kortvarig Nydelse af Synd,

11:26b.HEB.011.026 idet han agtede Kristi Forsmædelse for større Rigdom end Ægyptens Skatte; thi han så hen til Belønningen.

11:27b.HEB.011.027 Ved Tro forlod han Ægypten uden at frygte for Kongens Vrede; thi som om han så den usynlige, holdt han ud.

11:28b.HEB.011.028 Ved Tro har han indstiftet Påsken og Påstrygelsen af Blodet, for at den, som ødelagde de førstefødte, ikke skulde røre dem.

11:29b.HEB.011.029 Ved Tro gik de igennem det røde Hav som over tørt Land, medens Ægypterne druknede under Forsøget derpå.

11:30b.HEB.011.030 Ved Tro faldt Jerikos Mure, efter at de vare omgåede i syv Dage.

11:31b.HEB.011.031 Ved Tro undgik Skøgen Rahab at omkomme med de genstridige; thi hun modtog Spejderne med Fred.

11:32b.HEB.011.032 Dog, hvorfor skal jeg tale mere? Tiden vil jo fattes mig, hvis jeg skal fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David og Samuel og Profeterne,

11:33b.HEB.011.033 som ved Tro overvandt Riger, øvede Retfærdighed, opnåede Forjættelser, stoppede Løvers Mund,

11:34b.HEB.011.034 slukkede Ilds Kraft, undslap Sværds Od, bleve stærke efter Svaghed, bleve vældige i Krig, bragte fremmedes Hære til at vige.

11:35b.HEB.011.035 Kvinder fik deres døde igen ved Opstandelse. Andre bleve lagte på Pinebænk og toge ikke imod Befrielse, for at de måtte opnå en bedre Opstandelse.

11:36b.HEB.011.036 Andre måtte friste Forhånelser og Hudstrygelser, tilmed Lænker og Fængsel;

11:37b.HEB.011.037 de bleve stenede, gennemsavede, fristede, dræbte med Sværd, gik omkring i Fåre- og Gedeskind, lidende Mangel, betrængte, mishandlede

11:38b.HEB.011.038 (dem var Verden ikke værd), omvankende i Ørkener og på Bjerge og i Huler og Jordens Kløfter.

11:39b.HEB.011.039 Og alle disse, skønt de havde Vidnesbyrd for deres Tro, opnåede ikke Forjættelsen,

11:40b.HEB.011.040 efterdi Gud forud havde udset noget bedre for os, for at de ikke skulde fuldkommes uden os.

12

12:1b.HEB.012.001 Derfor lader også os, efterdi vi have så stor en Sky af Vidner omkring os, aflægge enhver Byrde og Synden, som lettelig hilder os, og med Udholdenhed gennemløbe den foran os liggende Bane,

12:2b.HEB.012.002 idet vi se hen til Troens Begynder og Fuldender, Jesus, som for den foran ham liggende Glædes Skyld udholdt et Kors, idet han ringeagtede Skændselen, og som har taget Sæde på højre Side af Guds Trone.

12:3b.HEB.012.003 Ja, tænker på ham, som har udholdt en sådan Modsigelse imod sig af Syndere, for at I ikke skulle blive trætte og forsagte i eders Sjæle,

12:4b.HEB.012.004 Endnu have I ikke stået imod indtil Blodet i eders Kamp imod Synden,

12:5b.HEB.012.005 og I have glemt Formaningen, der jo dog taler til eder som til Sønner: "Min Søn! agt ikke Herrens Tugtelse ringe, vær heller ikke forsagt, når du revses af ham;

12:6b.HEB.012.006 thi hvem Herren elsker, den tugter han, og han slår hårdelig hver Søn, som han tager sig af."

12:7b.HEB.012.007 Holder ud og lader eder tugte; Gud handler med eder som med Sønner; thi hvem er den Søn, som Faderen ikke tugter?

12:8b.HEB.012.008 Men dersom I ere uden Tugtelse, hvori alle have fået Del, da ere I jo uægte og ikke Sønner.

12:9b.HEB.012.009 Fremdeles, vore kødelige Fædre havde vi til Optugtere, og vi følte Ærefrygt; skulde vi da ikke meget mere underordne os under Åndernes Fader og leve?

12:10b.HEB.012.010 thi hine tugtede os for nogle få Dage efter deres Tykke, men han gør det til vort Gavn, for at vi skulle få Del i hans Hellighed.

12:11b.HEB.012.011 Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed.

12:12b.HEB.012.012 Derfor, retter de slappede Hænder og de lammede Knæ,

12:13b.HEB.012.013 og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal vrides af Led, men snarere helbredes.

12:14b.HEB.012.014 Stræber efter Fred med alle og efter Helliggørelsen, uden hvilken ingen skal se Herren;

12:15b.HEB.012.015 og ser til, at ikke nogen går Glip af Guds Nåde, at ikke nogen bitter Rod skyder op og gør Skade, og de mange smittes ved den;

12:16b.HEB.012.016 at ikke nogen er en utugtig eller en vanhellig som Esau, der for een Ret Mad solgte sin Førstefødselsret.

12:17b.HEB.012.017 Thi I vide, at han også siden, da han ønskede at arve Velsignelsen, blev forkastet (thi han fandt ikke Rum for Omvendelse), omendskønt han begærede den med Tårer.

12:18b.HEB.012.018 I ere jo ikke komne til en håndgribelig og brændende Ild og til Mulm og Mørke og Uvejr,

12:19b.HEB.012.019 og ikke til Basunens Klang og til en talende Røst, hvorom de, der hørte den, bade, at der ikke mere måtte tales til dem.

12:20b.HEB.012.020 Thi de kunde ikke bære det, som blev påbudt: "Endog om et Dyr rører ved Bjerget, skal det stenes".

12:21b.HEB.012.021 Og - så frygteligt var Synet - Moses sagde: "Jeg er forfærdet og bæver."

12:22b.HEB.012.022 Men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem og til Englenes Titusinder i Højtidsskare

12:23b.HEB.012.023 og til de førstefødtes Menighed, som ere indskrevne i Himlene, og til en Dommer, som er alles Gud, og til de fuldkommede retfærdiges Ånder

12:24b.HEB.012.024 og til den nye Pagts Mellemmand, Jesus, og til Bestænkelsens Blod, som taler bedre end Abel.

12:25b.HEB.012.025 Ser til, at I ikke bede eder fri for den, som taler. Thi når de, som bade sig fri for ham, der talte sit Guddomsord på Jorden, ikke undslap, da skulle vi det meget mindre, når vi vende os bort fra ham, der taler fra Himlene,

12:26b.HEB.012.026 han, hvis Røst dengang rystede Jorden, men som nu har forjættet og sagt: "Endnu een Gang vil jeg ryste, ikke alene Jorden, men også Himmelen."

12:27b.HEB.012.027 Men dette "endnu een Gang" giver til Kende, at de Ting, der rystes, skulle omskiftes, efterdi de ere skabte, for at de Ting, der ikke rystes, skulle blive.

12:28b.HEB.012.028 Derfor, efterdi vi modtage et Rige, som ikke kan rystes, så lader os være taknemmelige og derved tjene Gud til hans Velbehag, med Ængstelse og Frygt.

12:29b.HEB.012.029 Thi vor Gud er en fortærende Ild.

13

13:1b.HEB.013.001 Broderkærligheden blive ved!

13:2b.HEB.013.002 Glemmer ikke Gæstfriheden; thi ved den have nogle, uden at vide det, haft Engle til Gæster.

13:3b.HEB.013.003 Kommer de fangne i Hu, som vare I selv medfangne; dem, der lide ilde, som de, der også selv ere i et Legeme.

13:4b.HEB.013.004 Ægteskabet være æret hos alle, og Ægtesengen ubesmittet; thi utugtige og Horkarle skal Gud dømme.

13:5b.HEB.013.005 Eders Vandel være uden Pengegridskhed, nøjes med det, I have; thi han har selv sagt: "Jeg vil ingenlunde slippe dig og ingenlunde forlade dig,"

13:6b.HEB.013.006 så at vi kunne sige med frit Mod: "Herren er min Hjælper, jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gøre mig?"

13:7b.HEB.013.007 Kommer eders Vejledere i Hu, som have forkyndt eder Guds Ord, og idet I betragte deres Vandrings Udgang, så efterligner deres Tro!

13:8b.HEB.013.008 Jesus Kristus er i Går og i Dag den samme, ja, til evig Tid.

13:9b.HEB.013.009 Lader eder ikke lede vild af mange Hånde og fremmede Lærdomme; thi det er godt, at Hjertet styrkes ved Nåden, ikke ved Spiser; thi deraf have de, som holdt sig dertil, ingen Nytte haft.

13:10b.HEB.013.010 Vi have et Alter, hvorfra de, som tjene ved Tabernaklet, ikke have Ret til at spise.

13:11b.HEB.013.011 Thi de Dyr, hvis Blod for Syndens Skyld bæres ind i Helligdommen af Ypperstepræsten, deres Kroppe opbrændes uden for Lejren.

13:12b.HEB.013.012 Derfor led også Jesus uden for Porten, for at han kunde hellige Folket ved sit eget Blod.

13:13b.HEB.013.013 Så lader os da gå ud til ham uden for Lejren, idet vi bære hans Forsmædelse;

13:14b.HEB.013.014 thi her have vi ikke en blivende Stad, men vi søge den kommende.

13:15b.HEB.013.015 Lader os da ved ham altid frembære Gud Lovprisnings Offer, det er: en Frugt af Læber, som bekende hans Navn.

13:16b.HEB.013.016 Men glemmer ikke at gøre vel og at meddele; thi i sådanne Ofre har Gud Velbehag.

13:17b.HEB.013.017 Lyder eders Vejledere og retter eder efter dem; thi de våge over, eders Sjæle som de, der skulle gøre Regnskab - for at de må gøre dette med Glæde og ikke sukkende: thi dette er eder ikke gavnligt.

13:18b.HEB.013.018 Beder for os; thi vi ere forvissede om, at vi have en god Samvittighed, idet vi ønske at vandre rettelig i alle Ting.

13:19b.HEB.013.019 Og jeg formaner eder des mere til at gøre dette, for at jeg desto snarere kan gives eder igen.

13:20b.HEB.013.020 Men Fredens Gud, som førte den store Fårenes Hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde med en evig Pagts Blod,

13:21b.HEB.013.021 han bringe eder til Fuldkommenhed i alt godt, til at gøre hans Villie, og han virke i eder det, som er velbehageligt for hans Åsyn, ved Jesus Kristus: ham være Æren i Evighedernes Evigheder: Amen.

13:22b.HEB.013.022 Jeg beder eder, Brødre! at I finde eder i dette Formaningsord; thi jeg har jo skrevet til eder i Korthed.

13:23b.HEB.013.023 Vid, at vor Broder Timotheus er løsladt; sammen med ham vil jeg se eder, dersom han snart kommer.

13:24b.HEB.013.024 Hilser alle eders Vejledere og alle de hellige! De fra Italien hilse eder.

13:25b.HEB.013.025 Nåden være med eder alle!